søndag den 30. december 2018

Godtroende


Først var lykken. De første glimt, fragmenter af liv. Ud af øjenkrogen, det genkendelige ansigt, de genkendelige lyde. Dernæst de varme hænder, der tog én ind til sig og holdt varmen og følelsen tæt. Da kom en omkreds, ikke meget, men det som kaldtes verden. En verden hvor varmen mødte neutraliteten og naturen og kulturen og alt det som fandtes udenfor det lille univers af skabningskraft. På et tidspunkt kom sproget. Ikke meget, og i begyndelsen famlende, som efter år der ikke fandtes til begreber der knap nok eksisterede.

Der var konkurrence om sproget, og så vidt om at definerer viljen gennem sproget. Det blev til en struktur, et kredsløb af ytringer som blandede sig med adfærd bedst egnet i det allertidligste stadie og længe før man blev født. Da man var et med noget andet. Man lærer at stole på mennesker, og er man særligt udsat, bliver tilliden den livgivende nektar i alle dele af livets facetter, og man lærer tidligt at begribe vigtigheden af menneskets evne til at hjælpe, assisterer, komme med en håndsrækning, og det er sammenblandet med en kærlighed som den kærlighed der findes i en familie til et barn.

Det er senere, endda meget senere, at denne proces udgør det hjulpne menneskes største udfordring i livet, at det menneske søger hjælpen fra selve udkanten af menneskets familie og sjæl. Der hvor hjælpen kommer i form af værdier, som ikke er værdier, men som ofte er noget mørkere og mere dystert, og som i klinisk forstand er præciseret for længe siden. Det intelligente menneske kan have fået den rigtige, den gode, den nødvendige hjælp fra barnsben, omgivet af kærlighed og omsorg og tid, og alligevel søge denne grænse. Den grænse som er grænseløs i sig selv, hvis yderste punkt er den gængse sociale norm, men i højere grad er den fysiske eller den biologiske grænse. Hvad kan hjernen holde til, hvad kan kroppen holde til, hvor går man ud på sin kant, den kant som kan være forskellig fra menneske til menneske.

På et tidspunkt finder man ud af, at kanten er så langt mindre interessant end det rolige, almindelige liv. Uddannelse, arbejde, familie, hobbyer, socialt liv som minder om det naboen har, og er i forbindelse med tidligere og senere generationers liv. Der hvor underholdning er fredagsunderholdning i tv, eller den årlige tur i teatret eller i biografen. Man nyder stilheden, man nyder larmen af børn, man nyder at man ikke jager noget som helst, men kun drikker en kop te og læser en skønlitterær bog fra et menneske, som enten er kommet til den samme konklusion eller som stadig jager. Man sætter sig foran computeren og skriver, eksempelvis et blogindlæg, og man ser ud over sin lille verden og tænker at man skal tage den sandhed man fandt ud af ikke fandtes, gøre den til sin og tro på den alligevel

Godtroende


mandag den 10. december 2018

Sidste chance



Vi har nok vidst det hele tiden. Med valget af Macron havde den 5.republik én chance for at lykkes. Èn chance for at reformere sit arbejdsmarked, én chance for at reformere sin økonomi for at kunne blive konkurrencedygtig, komme op på højde med Tyskland og leve op til at være en de-facto ledernation af den europæiske union

Den unge mand og hans unge, højt begavede og højt uddannede folk har modtaget en skruebold i løb. De skal på fem år med en følgagtig med uerfaren lovgivende forsamling gennemfører lovændringer der ville gøre enhver stakåndet. Alt skal ses efter i sømmende.

No stone unturned.

Hidtil, eller det vil sige indtil for 14 dage siden, så det ikke ud til at det ville splitte nationen. Hans målinger gik dårligere og dårligere, men alligevel virkede det som om, at der var en stiltiende accept af, at hvis ikke det ville lykkes for Macron at vende tankskibet, så ville det ikke lykkes for nogen og Frankrig ville falde ned i kaos og anarki og imødese skabelse af den 6.republik.

Som bestemt vil blive ganske anderledes end den 5.

Men for 14 dage siden ca begyndte jorden at rumle. Nu efter demonstrationer af størrelse ikke set siden 1968, hvor Jean-Paul Sartre opmuntrede demonstranterne og min dansk-filosofi lærer kastede sten efter politiet, er tingene på kogepunktet igen. De gule veste. Hvem de end er, hvad de end er, så har sat ild til Paris og med den ild følger en konflikt i det franske samfund, som er så gammel som samfundet selv, med tråde mere end 200 år tilbage i tiden.

Macron er den yngste leder siden Napoleon Bonaparte, der selv kom til magten ved at affyre kanonkugler mod demonstranter i Paris gader og dermed beskyttede hvad der var tilbage af elitens privilegier i kølvandet på revolutionen i 1789.

Den beskyttelse udnyttede han til at gøre sig til kejser og indlede et enormt reformprogram af det franske samfund, og så at føre krig mod alle der kunne krybe og gå. Det var i 1800 tallet.

Nu er vi i 2000 tallet, men franskmænd sætter endnu engang demokrati, frihed, uretfærdighed og solidaritet på spidsen. Vreden, afmagten, den nedarvede fattigdom, benzinskatter og globaliseringen er blevet for meget for en stor gruppe mennesker, der udgør et asymmetrisk sammenhørighed af stærkt højreorienterede og stærkt venstreorienterede.

Hvad de derimod ikke er, er centrum- og eliteorienterede. Eliten skal ned og det kan kun gå for langsomt

Macron har ikke lette sound-bite svar på denne hans største krise. Hans rådgivere har hidtil virket lammede og ude af stand til at forstå, endsige gøre noget aktivt ved den brusende vrede. Det er Macron sidste chance.

Det som i forvejen var en svær opgave virker nu mere og mere umulig

onsdag den 28. november 2018

Rejse


Da jeg var dreng, kørte mine forældre og jeg ned gennem Europa. Sommer efter sommer. Fra det flade land i Belgien og Nordfrankrig, til de bjergrige dale i Sydeuropa. Igennem regn og solskin. Fra den ene egn, med egnsretter og historie til den næste. Det var måske her, mere end noget andet sted, at min interesse for historiske begivenheder blev født. Historie var jeg interesseret i i forvejen.

Men da jeg sad i min kørestol og så på gravene af soldater ved Omaha Beach blev historien levende. Det var mennesker. Det havde betydning. Både min mor og min far og også min søster er historieinteresseret, og det blev samtaler om betydningen af alt dette for Europa, for verden, for vores familie, for os. Det var det overordnede og det nære. Den begejstring, indlevelse og forståelse får man ved rejsen. Det vidste H C Andersen.

Det ved vi. Et globalt samfund kan kun eksisterer gennem rejsen. Et lokalt samfund kan også kun eksisterer gennem rejsen. Analyser har vist, at man helt tilbage i Egtvedpigens tidsalder har rejst. Fra Nord til Syd og fra Syd til Nord. Skæbner har mødtes, skiftet tilgang til livet såvel som til efterlivet, og man er steget og faldet i agtelse af flere omgange. Men uanset hvad så har man rejst, kommet hjem med indtryk og ideer.

I dag handler det mere om ikke at være for naiv. Vi ved bedst. Vi tager til Thailand for at få sol, og vi tager på charter for ikke at blive for overrasket eller alt for udfordret. Man har så kort tid væk fra job, ansvar og hverdag, at det helst skal være forståeligt det der bliver sagt. Heldigvis trodser mange mennesker også disse former, og udforsker den verden som banker på alle steder. Slotte, herregårde, hulemalerier, museer, kløfter, dyk, bjergbestigning, grottebesøg. Historie der møder kultur der møder natur, som bliver til religion og så bliver alt det andet igen. I en cirkulær verden, hvor der grines af dem der tror på det evige fremskridt eller på den smalle sandhed.

Alle former for udforskning af det som er rundt om hjørnet, som måske leder én til at gøre en opdagelse. En opdagelse som verden kan bruge eller blot en opdagelse for sig selv, som sidder i én for evigt.

Det kan være den enkelte oplevelse som er hele rejsen. Flyet der kom for sent, for dem som har brug for kontrol, eller det teater som udspiller sig blandt dem der mister sig selv ved at flyet kommer for sent, for iagttageren At grine af menneskeheden er en uløselig del af det at rejse. Ellers ville vi være fortabt.

Alvoren skal helst arkiveres, indtil man kommer tilbage dertil igen. Det er i sandhed at åbne sanserne, ikke som en permanent tilstand, men som et øjebliksbillede af accept af at proppe noget i munden man ikke ved hvad er, eller folde sig ud på et sprog der minder mere om kaotiske lyde end et sprog. For ens eget sprog er, for resten af verden, kaotiske og anløbne lyde, og ikke et sprog. Det skal man huske på.

Men rejsen har også sin smukke afslutning. At komme hjem. Derfor er flygtningen ikke på rejse, men på flugt. For deres hjem findes ikke længere.

Ens hjem er ens slot. Der kan man være konge eller dronning eller hofnar, hvis man måtte ønske. Man lever der, normaliseres der, a-normaliseres der, og drømmer sig tilbage til rejsen

fredag den 16. november 2018

Hvad tænker briterne dog på?



I løbet af få år er der opstået et eksperiment midt i Europa. At forlade den europæiske union og lande på sine fødder som nation. Ingen har gjort det før. Ingen har prøvet dette derhjemme under pandelampen med mus først, iført handsker og masker.

Den proces som leder til briternes mulige exit fra EU, kan knække Det forenede Kongedømme. Det kan nedbryde den britiske økonomi, det kan isolerer Storbritanien internationalt. Det kan kuldsejle det specielle forhold mellem London og Washington, og det kan mis-forvalte, i ganske omfattende grad den vestlige civilisations evne til at være betydningsfuld på verdens scenen. Alle har sagt at der ikke i den sag er vindere. Det er vist at putte det mildt.

Men der er altid vindere, og det er måske det man kan frygte mest. Dem som i kølvandet på et muligt økonomisk og socialt nedbrud, indtager en position ved magtens tinder, det gælder både i London og andre steder i Europa.

Briterne har et handelsoverskud med resten af EU. Det er bliver en dyr omgang for EU at måtte gennemgå et Hard-Brexit, men for briterne vil et Hard-Brexit betyde mangel på helt basale varer, tjenester og ydelser, og her gælder også medicin, og så kommer denne skribent til det springende punkt. EU har en interesse i at det britiske samfund, anført af Whitehall, går planken ud. At Europa får syn for sagn for præcis hvad der sker hvis man går ud af Unionen.

Den iskolde kalkyle i Bruxelles, Berlin og Paris må være, at så vil de lande, grupperinger og tvær-nationale institutioner som måtte ønske at lande trækker sig ud af Unionen, trække følehornene til sig igen. "Nej tak, det skal vi fandeme ikke nyde noget af". Det vil kræve en periode, med markant BNP fald i Storbritanien, med stigende utilfredshed i befolkningen, og et ønske om at vende tilbage ind i "varmen" igen.

Den aftale som May har lavet med Barnier, er heller ikke så meget en aftale som det er et diktat fra de 27 andre EU lande, designet til at fejle spektakulært i det britiske parlament, hvilket vil forudsage en krise på så mange forskellige niveauer, at det ikke rigtig er tal for det. Kan man fortænke Michel Barnier andet? Han forsvarer Unionens integritet, og på de bagerste og midterste bænke af det Konservative parti i Underhuset forsvarer man ikke blot Storbritanniens integritet, men også de smuler der er tilbage af integriteten af Brexit.

Det er ikke to lineære størrelser. Så langt fra. Briterne vil finde ud af at deres størrelse er langt, langt mindre end de troede

onsdag den 7. november 2018

Midtvejsvalg i USA 2018

Trump kan med rette sige at han har vundet. Demokraterne kan også med rette sige at de har vundet. Ukendte minoritetskandidater kan bestemte med rette sige, at de har vundet, og det faktum, at der var langt flere der stemte ved dette midtvejsvalg i USA i forhold til det forrige(2014) er også en sejr for selve valghandlingen
Men med vælgerundertrykkelse, en gradvise hårdere tone, et land splittet i to fjendtligtsindede blokke, og et medielandskab, der mere end tidligere baserer sig på at fodre fjendtligheden, så står USA idag et værre sted end det har gjort længe.
Det i en økonomi der boomer i forhold til jobskabelse og BNP vækst.
Man kan jo tænke hvordan det bliver når recessionen rammer landet


onsdag den 31. oktober 2018

Udtryk

Vi vælger at tro på vores egen frihed. Vi vælger at tro på, at vi kan leve hvor som helst på kloden, og stadig tro at vi er uden for fare.
De mennesker som er kommet hertil fra Iran, har troet på, at de ikke længere var i fare for et regime som har myrdet mennesker siden 1979. Det var de og det var de ikke. Det siger noget om vores tid. Det var de og det var de ikke.
Forsvaret for det liberale demokrati kan aldrig ske over en facebook update eller en hvilken som helst opdatering på de sociale medier.
Det må komme gennem den daglige tro fra mennesker selv. Intet andet. Ikke andre steder fra

mandag den 22. oktober 2018

Syder



Det syder og koger i koger i gamle bøger. Noget i den retning. Hvis livsgrundlaget forsvinder for milloner af mennesker, for det ene menneske, så syder og koger det nogenlunde på det allerhøjeste niveau. Ingen mennesker er en ø. Det blev god latin at forstå sig selv, som værende en del af noget større, noget højere, måske endda noget sjovere, på et eller andet tidspunkt. Vi løb efter bøfler og en sørgelig eksistens morede sig så meget, at han initierede den allerførste loge i menneskehedens historie. Foreningen for dem der morer sig, mens man overlever. Der standsede det sydende og det kogende og blev til varme-kulde, kultur, dannelse, smil og grin.

Vi dannede byer, dannede polis, dannede op og ned i samfundets hierarki. Det holdt op med at være sjovt, med undtagelse af lystspil, som hverken er af lyst eller spil. Vi blev moderne, længe før moderniteten kom til. Moderniteten som man i det absolut cutting-edge af Mesopotamiens elite forstod den, ligger for længst under ruiner og sand. De troede de skulle leve for evigt, men det eneste der overlevede dem, var evnen til at hakke i jorden og dyrke afgrøder

Det syder og koger på stadion. Folk er fulde, måske har de købt en klump hash på Christiania. Det som er sikkert er, at de har forskudt sig ind i frakker og jakker og lange bukser og et par ekstra sokker og et par stabile sko eller støvler og de har taget nogen med som ligner dem selv, og de er klar til at syde og koge alt efter temperament. Om deres hold vinder eller taber er for nogen af dem ligegyldigt. De har oplevet det hele før, og vil opleve det hele igen, og skal man vurderer evigheden, som nærværende er det med ti minutter igen af en kamp som er afgjort og man får tid til at spekulerer over alt andet end det sted hvor man er.

Det er imod princippet om nærvær, og dette alene bør være grund til at gøre det. På den måde bliver opgøret om tvangs-nærvær en stille politisk protest. Man gider ikke se dem i øjenene, man orker ikke at høre de samme historier, skåret af de samme ulidelige træsorter endnu engang, også selvom man måtte risikerer at ens eget levede liv kun bliver vedkommende for én selv. Mesopotamiens elite ville have godkendt, at man standsmæssigt vender ryggen til og fortsætter med sit eget. Sit eget.

Det findes og det findes ikke, og her bliver nogen næsten hyperintense, da de får mulighed for at sige det som de altid lige gerne har villet sige, nemlig at intet findes. Derfor er der ikke noget at være over og derfor er der hele bare intet. Men det ved vi som eksisterer ikke er rigtigt, og vi ved at lys og mørke skifter hinanden som spillere skifter hinanden i en fodbold kamp, og man ikke kan eller skal have for meget af det ene i forhold til for meget af det andet over et år eller måske endda et liv

Men hvad ved jeg om et liv? Jeg er 35 år og skylder mig selv, inden robotterne tager over, at beskrive i ord og handlinger netop det som jeg ønsker at beskrive.

Hverken mere eller mindre

fredag den 19. oktober 2018

Friday Night Lights



Begrebet stammer fra de fredagskampe der spilles i USA. I Amerikansk Fodbold. Der hvor man oftere bruger hænder, end fødder. Der hvor man støder ind i hinanden med fuld musik, og der hvor man henter reglerne fra krigens verden. Det er det kunstige lys, fra når solen er gået ned, og det kunstige lys der løfter de unge mænd til nye højder, højt over skyerne i deres eget sind. Når forældrene står pavestolte af deres afkoms indtræden i første kapitel af den amerikanske drøm. En drøm som eksporteres til vore breddegrader, på samme tand-rit som skuffelsen over at man ikke når den drøm, men at man må leve med det som er hverdagen.

Der har vi Dan Turell, og han har lært os at vi skal holde mere af hverdagen end måske noget som helst andet, og vi suger den til os i genspejlingen af den dag som var i går, og den dag som kommer i morgen. Der hvor lyset er levende og afgiver naturens anerkendelse af vores blotte jordiske eksistens. Hverdagen, det som skriften ikke skulle handle om, men som alt på en eller anden måde vender tilbage til. Den giver os vitaminer og den tager vitaminer fra os igen, indtil tallet ender lige lidt over nul, og lige lidt over nul får den gamle Buffett i Nebraska til at smile, for så er der noget at klynge op i rentegyngen. Renters rente gyngen, og rigdom, materielt og immaterielt skabes. Friday Night lights, begyndelsen på støvskyers heiku digt, enden på ugen for skoletrætte unge, begyndelsen på et eventyr for dem som kan komme gennem nåleøjet til college ball og senere NFL, og der opnå berømmelsen, ringe og måske en hovedskade som vil få resten af deres liv til at blive forvrængede versioner af dem selv. Det er måske meningen. Eller også er det så langt fra meningen, at det i sig selv får os til at opgive den fjollede apostrof, at der skulle være én mening.

Friday Night Lights

tirsdag den 16. oktober 2018

Individets æra



Hvad der mere end noget andet har karakteriseret de seneste 150 år, har været fremkomsten af individet. I form af rettigheder og pligter og i form af muligheder. De lande, de kulturer der har skubbet på har haft en judeo-kristen tradition.

Med den amerikanske uafhængighedserklæring fra 1776 som baggrund foldede en lang række lande sig ud i et kæmpe eksperiment, hvor man forsøgte at skabe rammerne om individets udfoldelse indenfor rammen af staten. Nogen steder mere end andre. I Storbritanien kopierede man USA, som tilbagefaldende kopierede Storbritanien, Grækerne og Romerne.

I Central og Nordeuropa ønskede man, at staten skulle spille en større rolle, at skatterne skulle være højere, at det underliggende niveau for services skulle være mere sikrer end i den anglo-amerikanske verden. Resultatet i Skandinavien blev velfærdsstater og i det centrale europa en gennemgribende samfundsmodel af forsikringsordninger

Nu er meget af dette under en form for afvikling eller udvikling. Nye spillere er kommet på den globale politske scene. Spillere der nok må bekende sig til statens ufravigelige rolle i samfundslivet, men som ikke anerkender individets rolle. Rusland og Kina, en euro-asiatisk koalition hvor diktatoriske kræfter regerer og hvor regimernes modstandere bliver fejet af vejen som gårsdagens affald får mere og mere at skulle have sagt på den internationale scene.

Ikke kun i forhold til økonomi og handel og militæreforhold, men også kulturelt og som inspiratorer til hvordan samfund, i første omgang udviklingslande, kan håndterer internt pres og påvirkninger.

Det er blevet omtrent forbudt for Vesten, at slå ring om retten til at være individ, og retten til at beskytte individers hvor end de måtte have brug for beskyttelse. Det er sket i forbindelse med skæbnesvangre fejltagelser og beslutninger om regional og lokal indblanding hvor man har haft hovedet under armen. Men betyder det at man skal opgive et form for moralsk imperativ, der har dannet baggrund for hvordan den vestlige verden har udviklet sig over de seneste hundreder af år?

Hertil må svaret være nej. Politisk nej.

Selvom det historisk, ender med at blive et opgivende ja.

Det politiske nej fordrer at man står fast på hvem man er, hvor man kommer fra, hvilke værdier man har, og hvis disse værdier anses for at være selvindlysende, også er er værdier man er villig til at kæmpe for, agiterer for i alle afkroge af verden. Det historiske svar er dog desværre det modsatte, og hviler på den fordring at der bliver færre af "os" og flere af alle andre, og at der siden den kolde krigs afslutning kun har været én retning for Vestens dominans og indflydelse og dermed og levedygtigheden for det selvstændige individ, og at den retning er ned.

Det som kommer i stedet, får vi løftet sløret for i disse uger. Overvågning, mistro, korruption, centralisering, de-humanisering af det enkelte menneske.

Kina har anvendt teknologiske fremskridt, ofte udviklet i Vesten, til at overvåge sine egne borgere på et helt nyt niveau. Det er selvfølgelig beskæmmende, men det bliver jo klart mere beskæmmende, når landet samtidig har så meget vind i sejlene, og så meget pondus at de kan lærer fra sig andre steder på planeten. Russerne kigger i Kinas retning, de afrikanske lande kigger i Kinas retning, og i stigende grad kigger Mellemøstlige regimer i Kina og Ruslands retning.

Europa er splittet og dybt svækket militært set, og ganske få lommer eksisterer hvor liberaliseringen af menneskers frihed går hånd i hånd med det økonomiske fremskridt.

Derfor er et økonomisk fremskrdt også af en udløbsdato

mandag den 15. oktober 2018

Valg i Bayern

Valg i Bayern.
Endnu et valg der viser, at Europa er under forandring. Det gør ondt at sidde i regering, men det gør endnu mere ondt, når man ikke forstår de strømninger, som går igennem kontinentet i disse år.
Uvist hvor forandringerne fører Europa hen, men at forandringerne foregår netop nu, er sikkert og vist

tirsdag den 2. oktober 2018

Finde ind

At finde ind til den man er. Til den man vidste man var. Vi ser udviklinger som positive, primært positive, men sjældent ser vi udviklinger cykliske. Det kan skyldes at vi ikke erindrer at vi har stået der før, måske føler vi os pinligt berørt over at vi har stået der før, med den samme følelse og så alligevel erfaringer rigere. De erfaringer kan synes ganske langt væk, når problemstillingen, forløbet, perioden begynder. Man bliver lille igen, mindre end ingenting. Med kulde i overkroppen og varme i benene, som var kroppen tilbage på savannen. Gudskelov at vi har det dyriske med, den genkendelige angst fra dyreriget som fortæller os at der er "fare" og at vi skal "løbe".

Men faren kan være imaginær, og man har samtidig ikke rigtig nogen steder at løbe hen. Derimod har man sig selv, og det må være nok, alt rigeligt. I et socialt virke forholder vi os til de hierarkier, opfundet eller naturlige, som italesætter strømninger der kan give følelsen af frihed, længsel, eller at være tilbage i jæger-samler tilstanden. Vi får angst, enten fordi det er noget iboende i os, eller noget som et miljø har kultiveret for og imod én, over en årrække. I disse år er det vigtigt at lytte til sig selv, at finde ind til sig selv, og det bliver en ledestjerne selv i det pulserende og produktivitetsfremmende.

Hvis dette selv skal lyttes til, må det være så frigjort og så "lydeligt" som muligt, må man tænke. For ellers er det ned til slikbutikken hver aften, eller på galopbanen for at redde økonomien fra bankerot, hver weekend. I den forbindelse så jeg engang en svensk film hvor det hele endte lykkeligt fordi hovedpersonen reddede det hele ved at spille på den rigtige hest i det rigtige løb.

Gamblerens drøm. Samfundets mareridt.

Han fandt ikke ind til sig selv, mere end han anvendte en forudgående viden om hvem som var stærk og hvem som var svag

Det er relativerende ud i det ekstreme, at påstå at det er en ligeså rigtig måde at finde ind til sig selv på som alt muligt andet.

Det ville næsten kaldes "hash-hoved snak", og det vil det jo sikkert fordi folk der ryger meget hash, får meget THC, ender med en relativering af alt levende og dødt, når følelserne bliver bedøvet.

Vi er nødt til at føle, vi er sågar i nogen tilfælde nødt til at være i følelsernes vold, om end kun i glimt, i de skabende glimt. Jeg kan ikke skrive uden at være, eller at have været, i en følelse, maleren kan ikke male, tegneren kan ikke tegne, og virksomhedsejeren kan ej lave en ny satsning heller. Det er så disponeret i os, så givende for vores handlekraft at finde ind til netop den udgangsportal i os, at det skal vi blot fortsætte med og faktisk sætte en ære i, at vi er i kontakt med vores følelser. Men hvad har alt dette med at finde ind at gøre.

Problemet i dag er, at dette "ind" også har noget med engagement, og kommercielle interesser at gøre, og at det bliver sat i en ramme af præstation. Vi skal blive gode til at glemme, at vi tjener penge til andre mennesker fra 9-17(ish) hver dag. Vi skal huske på at vi oplæres til at være selvstændige, nogenlunde selvstændige, men at vi fungerer i vores bedste alder i service til andre. Jeg mener personligt at servicering af andre er den største ære, noget menneske kan opnå, da det holder egoet og jeget i den form som bedst kan beskrives som lykke.

Men det kolliderer med følelsen af at vi er skabt til noget højere, noget større, noget bedre for os selv, og det prøver vi da blot på at finde ind til. Finde ind til så det kan blive sat foran, ses af andre og derigennem ændrer sin livsbane, ændrer sit trajectory.

Selvet har en historie, hvor præstation havde noget med overlevelse at gøre, og at det ikke nødvendigvis er 9-17 fem dage om ugen at gøre, eller rejse land og rige rundt og overbevise en køber om at ens produkt er lige det der står og mangler i deres regi.

Det har derimod en simplicitet, en enkelthed, som er meget mere udtalt

søndag den 30. september 2018

Larsen

Larsen. Vi ved hvem der tales om. Et ikon. Et menneske der steg op til nationalskjalds flyvehøjde fra baggården i Nordvest. Fra drengen hos en enlig mor, til den voksne mand der skrev lyd tapetet til flere generationers liv. Han skriver sig ind, denne Larsen, i en række af danskere som var noget ekstra for sin tid, og noget ekstra for sin eftertid. Ole Rømer, Niels Juhl, H.C.Andersen, N.F.S Grundtvig, Søren Kirkegaard og Kim Larsen. Der kan nævnes andre.

Men det er på den liste Kim Larsen nu residerer. Det gør han i efterlivet, med en smøg i kæften og en øl i hånden, med en skarp replik og en arbejdsmoral der kom fra hjertet. Han var i sin tid, og han var nærmest en tid

Tak Kim Larsen

tirsdag den 25. september 2018

Sverigedemokraterne

Regeringsdannelsen i Sverige er noget der tager tid. For ingen vil samarbejde med Sverigedemokraterne. Men det rykkes der ved nu, hvor KD åbner for et samarbejde. Det fremstilles hernæst som et jordskælv, en fuldkommen utrolig handling.
Sverigedemokraterne fik mere end 17% af stemmerne, næsten hver femte svensker stemte på dem, og dem der har stemt på dem er mange menneskers naboer og genboer. Det virker meget ikke-skandinavisk, at man vil undlade at samarbejde med et bestemt parti i landets lovgivende forsamling

lørdag den 22. september 2018

Træt



Det har været en måned som endnu engang beviser, at livet leves forfra og forstås bagfra. Andre gange fra den ene side, som forsøger at forstå den anden side, mødes et sted med sig selv og forlader sig selv igen. Det frie, uafhængige, tænkende menneske forstørres til stor-mumie og formindskes til det rene ingenting. Man venter.

På svar fra et menneske man aldrig før har mødt, og man måske aldrig kommer til at møde igen. Med få slag på en tromme bliver den såkaldt frihed bragt i fare. Det er som oftest før, så dramatisk når selve friheden bringes i fare.

Men man ånder og lever videre, og man føler sig så morsomt magtesløst. Men noget har forandret sig

Der kommer en tiltagende følelse af udmattelse, at det frie menneske ikke orker at kæmpe, tale, agitere, overbevise om sit behov for frihed, sin livstilstand i øvrigt, og et kontinuerligt intellekt. Man er træt. Ikke træt på den måde at man er søvnig, men træt på den måde at man mærker det et dybere sted end sine muskler, knogler og sener. Man mærker en træthed i hjerterummet og man ænsede faktisk ikke en sådan træthed fandtes.

Det er sikkert ikke engang træthed, men apati, og apati selv for det man er mest ræd for, og de værdier som man mest af alt holder i hævd. På et tidspunkt kan det komme ud på et. Det bliver ved med at være det samme, det bliver ved med at snurre klokkerent rundt, det bliver ved med at hejse sig selv op fra græsrødderne og stikke armene mod trætoppene i beruselse over endnu engang at sige, gøre og tænke noget ualmindeligt.

Denne træthed, denne apati oplever det kæmpende menneske, og det er hans eller hendes værste skræk, for man forveksler det med opgivelse. Opgivelse er dog en konklusion, og for at nå en konklusion skal man være afklaret, og man kan ikke være afklaret i en apatisk tilstand. Det er mere skingert end umuligt. Det er skingrende umuligt. Hvad der derimod er muligt er sandhedens kunst. Simpelthen at svare noget så frækt som sandheden på det man bliver spurgt om, og så håbe og tro det bedste. Det var den nat man lagde kimen til sejren, der lagde dunjakkerne til nederlaget, der lagde opblomstringen til hverken eller og så videre derfra.

Man kan sagtens forestille sig hvordan menneskeheden i hele sin livagtige historie, har opfundet hjul og stejle og helligdage for at få noget at gå op og miste risikoen for apatien og trætheden. Nogen trækkes ud af huse og så skal der da holdes en fest, spise rødt kød, drikke mjød fra en kande, og ikke ane en levende fis om bruttonationalprodukter og CO2 udslip. Det ville være så håbløst langt fremme i bevidstheden at det ikke har noget med nuet at gøre. Hverken dengang eller nu.

I og med at det bliver mørkere, træerne mister sit tøj, skyerne får vind som selskab og solen blotter sig så lidt som muligt, bliver det lettere at indtage positionen, rollen, livsstykket som apatisk og træt, men det kolliderer med det flora-danica image, man gerne skulle have af glade, smilende, overlevende jeg. Det er et jeg i overordentlig positiv og livskraftig forvandling, for her bliver apatien og trætheden til en livskunst, som beundres for værende den nye tids bud på den gamle tids ånd.

fredag den 21. september 2018

The brits

Der kommer nok en aftale mellem EU og the brits. Jo mere drama, jo flere cliff-hanger taler, jo flere forhandlinger i store sale, jo mere historie, jo mere ligner det at enderne kommer til at mødes til sidst

Om aftalen bliver god for europæerne og for briterne er en helt anden historie 

tirsdag den 18. september 2018

DR

Journalistisk martyrium
På dagen for nedskæringer i DR fremvises samtidig den nye public-service forpligtelse. Politisk set er der ikke så meget at komme efter, der er et flertal i folketinget for den nye førte politik. 
Men det som skærer i øjnene, er DRs nye journalistiske begrænsning.
At man ikke længere skal skrive længere, dybdegående historier.
Her bliver en Orbanisering af Danmarks Radio en realitet. Nogen ønsker ikke, at DR går i dybden. Hertil må så siges, at hvis ikke DR kan gå i dybden, så skal der ikke i fremtiden være et DR. For hvad er Danmarks Radio uden selvstændig journalistik af kaliber? Uden journalistisk, redaktionelt eller research(host) dybdegående arbejde?
Alle kan lave den "Store Bagedyst" eller læse op fra en skærm, at der er bombardementer i Syrien og patienter på gangene på sygehusene.
Men det er vel en del af den højere orden. At DR koncentrerer sig om mellemlaget og ikke går i dybden. For nogen må vel mene, at den retning hvor DR går i dybden ikke tilfalder deres interesser eller landets interesser eller begge dele.
På den måde vil Danmarks Radio over tid have udspillet sin rolle og ende på historiens losseplads
Og det er vel nogens overordnede målsætning. Det må man tro

mandag den 17. september 2018

Vildskud



En fodboldsspillers vigtigste opgave er at være kreativ og løse sine faste opgaver samtidig. Stå på jorden og hoppe op i luften på samme tid. Det kan man med de helt rette ingredienser. I tilværelsen forsøger vi noget lignende. Det går for en tid. Faktisk er det sunde liv grundlagt i forsøget på at række ud efter stjernerne, fejle og derefter mere fornuftigt korrigerer ind til landjordens dybde. Nogen vil springe et led over, måske i frygt for at fejle, måske i frygten for frygten for at fejle, mens andre efterlever den udlagte skabelon og lever det almindelige/ualmindelige liv.

På et tidspunkt laver vi et vildskud, hvor vi står foran mål og hamrer langt over eller ved siden af og måske rammer så skævt at dele af stadion kommer i berøring med en bold, som aldrig nogensinde burde have været kommet deres vej. Det må man håbe. Faktisk må man håbe at summen af vildskud er ret høj, når man er ung.

For man forsøger noget. Man prøver noget.

Prøver sig selv og, også i kølvandet på dette, andre mennesker af. Vi bliver objekter for hinandens forsøg, indtil vi finder den og de stier vi går nedad. Tidligere var det én sti, én hylde og man kunne være tilfreds. I den er stien og hylden én selv og man er sin egen virksomhed, sin egen mentor, sin egen motor, og sin egen drivkraft. Der vil være folk der falder af på den konto, folk som ikke kan klare det og som hellere ville leve i en højere grad af social og normativ beskyttelse fra et tidligere sted i tilværelsen.

Men vildskud skal der til, også selvom man kun laver vildskud og ikke andet

fredag den 14. september 2018

Manafort

At Paul Manafort har indvilget i at samarbejde med Mueller åbner et nyt kapitel i undersøgelserne mod Trump kampagnen, mod Trump selv, og i forhold til Trumps præsidentembede i øvrigt.
Der kommer et tidspunkt, hvor det bliver svært for Trump administrationen at foretage sig ret meget andet end at vente på rapporten fra Robert Mueller og for resten af verden at foretage sig ret meget andet rent politisk end at vente på selvsamme rapport
I mellemtiden kan man spekulere i Trumps skyld og uskyld, og man kan spekulere på om hvorvidt Paul Manafort ligger inde med oplysninger der kan fælde præsidenten eller medlemmer af præsidentens inderste kerne og/eller familie.
Men i forhold til tidligere tiders kritiske punkter rettet mod Trump, er der med først Michael Cohens plea-deal og nu Manaforts plea-deal tale om egentlige retsprocesser, som Trump vil blive nødt til at forholde sig til rent juridisk og ikke bare kan tweete sig ud af


mandag den 10. september 2018

Svensk Valg

Feminisme
Fascisme
Ny-fascisme
Socialisme
Racisme
Radikalisme
Ekstremisme
Aktivisme
Liberalisme
og undervejs blev det mere og mere klart, at man måtte tale om......
Parlamentarisme
Det er blevet valg i Sverige, og det er ikke valg i Sverige uden ismer, og helst så mange af dem som muligt.
Det skal helst være sådan, at man kan proppe 3-4 ismer ind i én sætning, uden samtidig at trække på smilebåndet
Kan man det, så har man en chance i det moderne svenske samfundsliv


lørdag den 8. september 2018

Drømmejob, drømmestudie, drømmeliv


Inden natlampen slukkes, læser jeg i bogen "Meditations" af den romerske kejser Marcus Aurelius. Faderen af stoicismen.

Han anså, at der ikke er ret meget mening i det vi mennesker foretager os, at det at lægge noget til eftertiden er et spild da alle jo dør alligevel, og at man ligeså godt kan møde alle ens udfordringer med ophøjet ro og beslutsomhed.  Han var en fredens mand af sind, men var i krig i det meste af perioden som kejser. Højt mod nord mod de vilde barbarer fra Germanien med et forsøg på at udvide det i forvejen kæmpe mæssige romerske rige. Men han havde altså også tid til at skrive dagbøger og beskrive emner som liv og død, filosofi, historie, politik og leveregler for mennesker.

En morgen, efter at Marcus Aurelius skrifter sværmede rundt i mit system om natten, blandet med drømme fra hverdagen, blandet med den varme som kom over vores land, stødte jeg på begrebet drømmestudie fra begejstrede men også potentielle stress ramte mennesker der i alle aldre gav deres besyv med på uddannelse, job og karriere. Det var drømmestudierne som giver drømmejobsene og det var bare så fantastisk alt sammen. I baghovedet lå dog uendeligheden fra den stoiske tankegang, garneret tempoet fra den pulserende hverdag i 2018 Danmark. Er drømmen blevet til et mareridt?

Har vi udviklet en tankegang om, at hvis ikke drømme mødes med succes, så braser de og braste drømme er noget af det værste der findes. Siges det. Det er jeg så langt fra sikker på er rigtigt. Faktisk tror jeg at braste drømme, som kamillete, er noget af det sundeste der kan overgå os som mennesker, men det kan jeg komme til

Marcus Aurelius havde en stor kejserlig seng, men han sov på et tynd underlag tættere på gulvet i stedet for.

For ikke at blive tilvænnet en livsstil, som kunne tages fra ham hurtigt og for at bevare sig selv. Fanden galemeig. En person som for flere tusind år siden var bevidst om selvet som drivkraften bag det harmoniske liv. Det er så også nemt for ham at kunne sige. Han var kejser

I dag er der ingen kejsere, derimod er der lyslevende en autentisk drøm om det frie, uafhængige menneske, som samtidig med det er frit og uafhængigt, også er succesfuldt, smukt, i balance, konkurrencedygtigt, ringer tilbage, er proaktiv, sjov, interessant og sikkert også andre ting.

Det er jo helt umuligt, og stoikerne ville forlade deres stoicisme for en stund og bare grine deres røv i laser:

"Er det virkelig hvad det moderne, post-industrielle samfund forventer af sine borgere?" 

Ikke desto mindre er det sådan mange mennesker oplever forventningerne, uanset om de så rent faktisk er der eller ej. Meget af den bevidsthed, den visdom som findes skal formes til en æra med non-stop SOME og et digitalt kredsløb som omfatter vores arbejdsliv, fritidsliv og samler alle de givne komponenter sammen til en pærevælling




fredag den 7. september 2018

Ret



Så meget af hvad vi siger og gør har intet med ret at gøre. Hvem der har ret, hvad der er ret og hvad der vinder dagen, vinder argumentet. Dagen og argumentet kan man lade ligge. Det er ikke altid afgørende, faktisk meget sjældent afgørende.

Ret hører til der hvor det hører hjemme, i lovgivning, i domstole, i dannelsesprocessen frem mod disse. Men det spiller en rolle for de mennesker, for det menneske som tidligt i sit livsstadie har følt sig forfordelt. Det virker sådan.

Om det videnskabeligt set er sådan, ved jeg ikke, men man kan gennem en smule livsempiri fastslå, at de største kværulanter man har mødt på sin vej, er dem som har følt sig mest forfordelt som børn. Det er en interessant psykisk og måske endda fysisk tilstand, men håbløst at være i til tider når man er modtager.

Det skal dog helst hæftes på intellekt hvis det for alvor skal være effektivt og irriterende på samme tid. Det er dem skolelærerne både hader og elsker, fortrinsvist kvindehjerter der banker for den umulige sag, men det er også alarmerende når kampgejsten slukkes og der ikke kommer mere kværulering fra den man regner med fyre det af. For det fortæller jo også noget om mennesker, at deres ukuelige kampgejst er blevet slukket, eller i bedste fald tæmmet. Tæmmet af tiden, andre mennesker, en væg af misforståelser og slet og ret oplevelsen af, at ret ikke giver ret.

Det er her man skal flette ind, at ens hjerne kan kværulere men ens mund være stille. Til et punkt. Til en tid. Til det blev ens tur, men da det var ens tur, der havde toget forladt perronen. For lige det. Det er det lineære billede. Et billede der mere og mere lader sig vige, af det tænkende menneske, for det cykliske. Taget ud i det ekstreme, kan man sige at det sygdomsramte alderdom er barndommens tidlige stadie revisited. Denne gang med børn, børnebørn og oldebørn. Indtil da er det fragmenter af ønsker, behov og sympatier som kommer igen.

Hvor man står eller sidder, og tænker at næste gang det kommer forbi, næste gang man ser det man gerne vil have, så griber man ud efter det. Som en karrusel. Det runde har altid stået både fladt og rart. Det som har nok i sig selv, men er en permanent beskyttene hinde mod alt det som måtte være udenfor. Det er grænsekontrol og bevidsthed. Men om decideret ret findes i det cykliske er derimod svært at vurdere.

Der findes en grund til at alle skal have noget ud af et forløb hvor nogen skal fældes til en form for dom. I stedet for at vinde, skal vi lære at være, for vi vil hver især ende op, mentalt, hvor vi kom fra til sidst. Det er den gode nyhed. At vi er for at være og så bagefter skal puste luft ind i en uendelighed, hvor vi opgiver at være. Langsomt.

Tror ikke på at det bare gøres over en formiddag, så let som ingenting

søndag den 2. september 2018

Håndtryk

Jeg giver hånd, derfor er jeg. Eller er jeg? Med et håndtryk signaler vi respekt i Danmark, men de fleste er gået over til knus. "Noget fra mafia film" som min far siger, som insister på håndtryk, som modvægt til den organiserede kriminalitets udtryksform
Men handler det om det i forhold til statsborgerskab?
Nej, der handler det om at man endnu ikke kan/vil regulerer i forhold til Islam, og i stedet finder andre muligheder. Så indtil da, må det at værne om håndtryk, være lig med at værne om en form for danskhed.
Ligeså må det være, at gøre noget andet end håndtrykket, for at påskønne mødet med den anden, den fremmede


torsdag den 30. august 2018

Mod dumhed.....


Mod dumhed kæmper selv guderne forgæves. Vi ved vi har fat i noget, når dumhed bringes på banen. Det ligger der, i sit leje, mageligt, velvidende at den kan ligge uantastet. For der er ingen lov mod dumhed og vi kan endda hævde at vi tilskynder den. Forbrugssamfundet, ikke at vi er et forbrugssamfund i sin hele udstrækning, kræver faktisk at vi er en smule dummere i vores handlinger, end vi er i vores hoveder. Vi skal bruge en anelse mere end vi burde, og vi skal helst ikke stille for mange spørgsmål. Det kan vi leve med. Til en grænse

På et eller andet tidspunkt blev en form for dumhed, for det er ikke al form for dumhed, sat i system. Det var mere end ok, at vi ikke tænkte os om en ekstra gang, men at vi agerede, og der spirede argumenter frem hvorfor det var ok at vi agerede før vi tænkte os om. Det var den rette adfærd. Det skjuler for en stund dumheden, gør en større i sit skjul, indtil den foldes ud i fuld flor. Samtidig nedbrydes vi helt automatisk af tiden. Der dør flere hjerneceller end der bliver skabt nye. Kombinationen af de to forhold er så skrækindjagende at man kun kan grine af det, studerer det, ryste på hovedet, og komme videre. Man agerer. Væk fra den analyse, og videre til den næste

Tilbage står dumheden, som egentlig bare vil anerkendes. Overfor den står en form for klogskab som kan være lige irriterende som den rene dumhed. Folk der ved for meget, folk der bruger deres viden til at opnå en for dem og for andre mennesker en succes af en art. En midlertidig glæde ved opnåelse af præstation efterfulgt af et kortere eller længerevarigt tomrum som hurtigt, for det skal jo helst gå hurtigt, skal fyldes op igen med en ny jagt på succes. En formel for den moderne verden, for den moderne økonomi, for ledelse, for at blive ledet, for langt det meste sociale og økonomiske liv. Her ville gerne kunne siges(eller skrives) at der findes en tredje gruppe som blot kigger på disse fænomener, men den gruppe eksisterer ikke. Derfor er denne blogger heller ikke med i en sådan gruppe. Man lever som menneske i krydsfeltet af dumhed og klogskab, succes og fiasko, oppe og nede, ude og inde, fra by til land og fra land til by. Måske er man bedst der? Hvor intet er sikkert og hvor langt mere er på spil

Mod dumhed kæmper selv guderne forgæves. De vælger dog selv dumheden på et tidspunkt

mandag den 27. august 2018

Exceptionalisme



Exceptionalisme. Amerikanske politikere tager det i deres mund for at forklare, i et ord, hvad USA er. Det er for meget, er vores reaktion. Alt for meget.

Men med John McCains død er der alligevel noget exceptionelt der ikke længere er her. Det kunne have absolut ingen betydning for os i Europa, hvis det ikke var for det faktum, at USA i disse år, og ikke kun på grund af præsident Trump, står ved en række skilleveje. Republik eller oligarki, skal rigdommen regerer eller skal befolkningen, skal der være indvandring eller ej osv.

Det næste amerikanske valg vil være det vigtigste i deres liv, og det var det forrige også, og det valg der følger efter det næste vil også være det vigtigste valg i deres liv. Så vigtigt er valg kun, når for meget står på spil, når et samfund ryster, når noget er gået så galt at man står ved en afgrund. Der har USA stået før dog på andre måder og med andre værktøjer til at løse dem

Demokratiet er i disse år offer for sin egen logik. At det kun er så stærkt som de generationer der er i live der bærer det. Det betyder også noget forskellige for forskellige mennesker, og måske endnu mere tydeligt, så betyder det noget forskellige for forskellige generationer. Beskyttelsen kan være ligeså væsentlig som udviklingen af demokratiet og omvendt. Ingen har patent på det, og patentet kommer kun i form af det nedskrevne. Det er det hele. Det exceptionelle ved USA er at de gerne vil fortælle alle andre at det er exceptionelle, men der stikke noget dybere

Når McCain er tredje generation af en krigerfamilie som har kæmpet de mest afgørende og formative krige fra 2.verdenskrig og til og med Vietnamkrigen, så er det også en del af den historie som forsvinder med ham, og en verden som engang sikkert har syntes levende, som er blevet til en verden af i går. Vi der er unge kan ikke forstå. Ikke rigtigt. For os er verden lige nu og her, og det vi gennemlever, stort og småt er det vigtigste i verden, men vi aner at der findes noget mere, der findes noget større, noget højere, noget dybere, noget vi ikke kan holde i vores hænder, men som bevæger sig ind på os. En ide om en uendelighed, hvor man blot er en brik.

Man kan deponerer den uendelighed i kærligheden til sit land, som McCain gjorde, eller gå i fordærv som andre gør, ved erkendelsen af den samme uendelighed, eller finde den gyldne middelvej hvor man lever sit liv som man nu gør. Det gør langt, langt de fleste og måske heldigvis for det

Men tror man på et højere formål, er det en god ting at vide, at man har mulighed for at tjene sig selv, andre, sin familie, sit land, en sag, en forening, en organisation eller et måske mere abstrakt, et tidsbillede. Det sidste er abstrakt, men kan være nok så væsentligt

Uanset hvad så kryber en form for exceptionalisme alligevel op på en. På du og jeg


fredag den 17. august 2018

Benny Andersen

Der er altid et eller andet sært, mærkeligt, specielt over en dag hvor en stor digter eller forfatter på ens eget sprog går bort. Benny Andersen var et talespor, et skriftspor, et lydspor til mange menneskers liv. Han var lun, underfundig og tænksom i ordenes fineste betydning

fredag den 10. august 2018

At lære, at udvikle sig



Man har lov til at blive klogere. Det er universelt. Så universelt at det må regnes og forstås som menneskeligt. Man har fået en opgave, man fejler måske til at begynde med, man samler viden op fra gulvet, fra mennesker, fra erfaringer, man begynder at forstå de skjulte sammenhænge.

Det er en evig dygtiggørelse, aldrig en færdiggjort proces. At blive leder for mennesker, at blive medarbejder for en leder, at blive en del af et hold, eller blive alene. Alt er en proces og alt skal forstås, tænkes og leves i den proces. Ok, måske ikke alt, men meget

Tidligere skrev jeg om den udfordring det var at gå fra en tilstand til en anden. Den udfordring må man dog møde, med så meget styrke, så meget tro på egne evner og så meget af det af sig selv som man gerne vil give ud. Det uden at svække kernen.

Ikke æblets kerne, men menneskets kerne. Ved et spørgsmål om hvorvidt det så er lært, må man sige både ja og nej

Det er en proces

tirsdag den 31. juli 2018

Amager sen sommeraften

Amager, en sen sommeraften. Stjerneklart, 20-21 grader, en svag brise der humant glider henover gaderne og giver den der fremmede, kølige fornemmelse, som vi næsten alle savner, og så den liflige lyd af 3-4 hunde af forskellige racer, der gør voldsomt af hinanden, mens deres ejere, omtrent i samme sprog som hundene, kommunikerer med hinanden om et meget vigtigt emne, givetvis Filosofien og Kunstens overgang fra Senmodernitet til Intethed, der kan få dem helt op at køre og undervejs få dem til at betvivle selve kernen af deres egen ulastelige dannelse

Her skal hverken lukkes døre eller vinduer, for varmen brydes med lyden af lokale elementer, der griber ud efter deres egen menneskelighed og det kan intet levende menneske afbryde dem i eller fornægte dem

tirsdag den 17. juli 2018

Trump og pressemøde

Det må naturligvis anses for uacceptabelt, at Trump affejer sin egen regering, sit eget system på den måde han gjorde ved pressemødet overfor Vladimir Putin. At give Putins ord forrang overfor det amerikanske sikkerhedssystem
Men man alligevel græde tørre tårer over, at USA hævder sig forulempet af russerne i forhold til om russerne har påvirket det amerikanske valg eller ej.
Siden begyndelsen af 1950erne har USA aktivt påvirket valg over hele kloden med mere eller mindre ufine metoder. Alt sammen i frihedens navn, og i lyset af først den Kolde Krig og sidenhen Krigen mod Terror.
Danmarks position må være den, at vi som NATO land følger den slagne vej udstukket af de større nationer i NATO, men at vi som frie borgere godt kan gennemskue, at det giver man giver ud til andre på godt og ondt, må man påregne, nærmest forvente, at få tilbage med samme skuffe på et tidspunkt
Det må være ret ejendommeligt for USA, at have fået en præsident som er totalt ligeglad med den konventionelle udenrigs og sikkerhedspolitiske visdom fra Harry Truman og frem til Barack Obama.
Men intet Trump gør er jo normalt, efter den almindelige definition af normalt.
Og det unormale kan både bringe ulykke og klarhed med sig, og vi må som et lille land i USAs "orbit" håbe, at det giver grobund for en verdensorden med tilbageværende internationale institutioner, frihandel, demokrati, men også en betydelig grad af selvbestemmelse, national suverænitet og afklaring af en lang række af de væsentlige spørgsmål, som af forskellige årsager ikke har været løst over de sidste 30-40 år

lørdag den 7. juli 2018

Spøgelser og national stolthed



England er i semifinalen i VM i fodbold. For første gang i 28 år. Man tror nærmest ikke at det er rigtigt. Netop fordi det er England, med den store tradition for at fejle ved VM i fodbold, så tror man ikke at det er sandt

På vejen til semifinalen, har man spillet flot offensiv og ind imellem inspirerende fodbold, men måske vigtigst af alt, så har man nedlagt straffesparks spøgelset. For første gang nogensinde har man vundet en straffesparkskonkurrence ved en VM slutrunde. Spillernes ben var nærmest også lavet af bly, men det lykkedes.

Udenfor banen er udviklingen dog nok allermest slående. Gareth Southgate har simpelthen gjort op med flere dogmer end sine 4-5 forgængere til sammen, og han leder en gruppe af spillere som er 100% loyale overfor hans mere elastiske koncept, og der er ingen stjernenykker overhovedet. Sådan ser det i hvert fald ud når man ser det udefra. Generation efter generation har engelske fodboldspillere villet være dem der brød VM forbandelsen, og dem som kunne måles med 66 holdet eller som det nuværende 18 hold, kunnet måles med 1990 holdet.

De er kommet så langt på hårdt arbejde, på en fantastisk angriber i Harry Kane, ved at stå godt i kæderne(hvilket er afgørende i moderne landsholdsfodbold) og så ved at spille med en befriende lethed på midten af banen.

Det var imponerende at se Henderson, Young og Jesse Lingard, samt ikke mindst Dele Alli i kvartfinalen mod Sverige, boltre sig som de ville, med en ro og en omtanke og uden stress og jag. Som man ellers har set det fra engelske landshold så mange gange før

Der var et overskud i tanke og handling. Det er et overskud der spreder sig fra banen til tilskuerpladserne og hjem til et England hvor man for alvor har skruet op for fest-volumen. Selvfølgelig skal det fejres at man står i en VM semifinale.

Alt andet manglede bare. Selvfølgelig skal englænderne for en stund glemme den indre konflikt i forhold til Brexit. For eller imod Brexit, alle holder med Three Lions når bolden gives op.

Men man kan ikke undlade den tanke, at et endnu mere positivt resultat udgående fra Rusland, vil stimulere kampgejsten og troen på at England nok skal klarer den ligegyldigt hvad. Så bliver mål og redninger politiske, og det er pokkers svært at lade det blive andet

Men indtil nu handler det for England om den første semifinale i VM sammenhæng i 28 år. En flot præstation

mandag den 2. juli 2018

Til siderne



Det kan ske. Vi tager os selv, hvis dette jeg er et vi og dette vi er et os, at sidde og læse de samme nyheder, den samme baggrund, den samme historie i nye forklædninger. Ikke blot dagens historie, men en historie der går igen over tid, og præsenteres som nyt. Det nye er ofte gammelt. Oldgammelt endda. Måske så gammelt at det står skrevet på væggen. "Det var bedre i gamle dage".

Der var ikke meget der var bedre i gamle dage, og det gælder endda også deres gamle dage. Vi oplyses af nyheder, aktualitet og grundigere stof, måske endda akademisk stof, der hjælper os til at forstå hvad der foregår. Ikke at vi af den grund forstår hvad der foregår, men vi får en bedre ide om hvad der foregår. Der ligger pointer derude og venter på os.

Gemt i de skrevne sider på nettet eller hvis man skulle være så heldig at falde over en stak papirer, måske så snedigt bundet sammen, at der er tale om en bog. Der ligger pointer derude og venter på os.

Disse pointer gentages, eller siges kun éen gang og så er det nok bare om at lytte rigtig godt efter, eller læse meget grundigt. Her kommer så, at det sagte ord, for det distræte menneske kan være flygtigt aflyttet og endnu mindre forstået.

Det vigtige budskab, den vigtige besked, sandheden mellem linjerne, betoningen af bestemte ord, vendinger og udtryk, som mistolkes og et forløb begynder. Det kan være et meget smukt forløb, eller alt indimellem forvirrende og rædselsfuldt.

Men den trykte sætning, det sagte ord, det hviskende udtryk, alle skaber de grobund for muligheden for over-forsåelse eller forvirring. I et erhvervs øjemed er vigtigheden af det præcise af afgørende betydning, i det kunstneriske er det vigtigheden af det afgørende af præcis betydning. Hvor end vi finder vej til en essens har en betydning, hvad enten den ligger i en social dimension eller det der ligger bagved den sociale dimension.

Man kan tænke, når man går til siderne i bøger, at her er blevet tænkt mange tanker længere, end det som er skrevet ned. Her er blevet redigeret allerede længe inden redaktionen har været der, og engang imellem er det en befrielse for læseren, og andre gange er det det værste som nogensinde er sket.

For både forfatteren og for læseren. I vores tid, det vil sige det andet årti i det nye årtusinde, har vi dog ganske enkelt ikke tid eller lyst til at opleve skribenten eller den talende performer kommer alt for tæt på en essens, som er så grundlæggende at den måske har en afspejling af vores egen tilværelse.

De sider vi går til er vores egne sider, og vi ved pr definition hvad der står på disse sider, og vi er ret sikre på, når vi med et moderne udtryk "mærker efter", hvad der helst skal stå på disse sider. Hvad der skal flankerer vores curriculum vitae i vores eget liv. Her kunne man bruge lignelser til at forklare det yderligere, men det er ret ligegyldigt. Det forstås.

Vi går i stedet til siderne i vores egen bog

fredag den 29. juni 2018

Danmarks defensive stil

Hverken Danmark eller Japan har gjort noget galt ved VM. De har ageret efter de faktiske forhold. Begge hold skal selvfølgelig, som alle andre hold, ud over stepperne når "vanviddet" for alvor går igang i 1/8 finalerne, men de faktiske forhold i en VM slutrunde har ikke ændret sig, blot fordi den omkringliggende verdens definition af kvalitet, brandring og globalisering har ændret synet på nation, menneske og præstationer
Det her VM er blevet politiseret i en grad som er svær at mindes magen. En verdens bevågenhed, Putins minitopmøder under kampene, indførelsen af VAR, nidkærhed om detaljerne, passion og begejstring skaber grobund for følelser i udbrud som ganske få andre ting. Sydamerikanere som græder fordi de ikke har tabt, dødstrusler til spillere som har kostet points for deres lande.
Det hele i en pærevælling af historiens vingesus med Maradona på coke, Pele i bevidstheden, Lothar Mattäus, Schmeichel senior og fede Ronaldo(den rigtige Ronaldo) på tribunerne. For bare at nævne nogle få
Vi bliver junkier af oplevelser. Vi vil se de største stjerner være stjerner, og leverer drømme i vågen tilstand. Hele tiden. I hver kamp.
Måske netop derfor virker Simon Kjær, Zanka og Schmeichels trillen-bold i de sidste 10 minutter mod Frankrig muligvis så stødeligt mod mange mennesker. Herved får man ikke sit begejstrings og overraskelses-fix.
Sin World Cup feeling
I dag har japanerne været klar over, at fik de advarsler kunne de være ude. Syret. Men det var de faktiske forhold der gjorde japanerne, såvel som danskerne til realister, midt i det skøre spektakel kaldet FIFA World Cup

torsdag den 21. juni 2018

Det ene og det andet



Du vil satse på det ene. Du ved ikke præcis hvad det ene er, men du har indsnævret det til ganske få forhold, og du vil bevæge dig inden i den cirkel med disse ganske få forhold. Men for at gøre det ene, må du gøre det andet. Du vil ikke gøre det andet. For det andet repræsenterer alt det som du ikke enten bryder dig om, kan finde ud af eller har talent for.

Det er anti-tesen til din personlighed og til det jeg, som du mener du har i dig. Men hvad hvis dette andet tager over? At det bliver det som du bruger al tiden på, alle kræfter på, alle temperamenter og alle safter og al din fornuft? Det gør dig til det samme menneske, men på en ny måde, og kan man så overhovedet tale om det samme menneske.

Det tvinger talenter og egenskaber ud af dig, som du ikke troede du havde, eller som du måske ønskede at du ikke havde.

Det tvinger dig til en en daglig eller ganske hyppig selv-konfrontation, hvor dette menneske der forsøger at løse eller vedligeholde det andet, møder det menneske der gerne vil det ene. Der kan se en spaltning, og begge forsøges løst på samme tid. Det kan gå godt, det kan gå skidt, men det gøres i et aktivt valg, og dette aktive valg understøttes måske gerne af de omgivelser som husker dig som en tilhænger og begejstret for det ene, og samtidig er der dem, de mennesker der måtte helt afhængige af at du gør det andet. Deres afhængighed er en årsag til at blive ved, din egen afhængighed, forudsætningen for det hele, tvinger der til at blive ved.

Hvad det ene er for dig og hvad det andet er for dig er individuelt. Jeg har dette ene og dette andet, og det kaldes forskellige navne alt afhængigt af hvilken dag vi taler om. Naturligvis findes der løsninger, hjælp, støtte, en skulder, et lys, et mørke sågar, alt der kan hjælpe, men i sidste ende er det ene og det andet eksisterende i en lang gensidig relation som lever uendeligt.

Det andet afspejler den virkelighed vi alle sammen må leve i, hvor det ene afspejler drømmen, visionen, håbet, troen, kærligheden. Men det betyder ikke, at disse elementer ikke også findes i det andet, dog er de her blot syntetiske, uigennemskuelige, beregnende og trættende.

Men de findes. For man findes som individ i begge tilstande, i begge gøremål, og der ligger en kim til lykke at kunne flette ambitionen, drømmen, kærligheden ind i det andet såvel som i det ene

tirsdag den 15. maj 2018

1968



Man ældes, når man skriver at man ældes. Man bruger ord og vendinger, når man formulerer sig. Man bliver bare ældre. Sådan er det. Men ungdommen lever længere, varer længere, eksisterer i det hele taget. I år markerer vi 50året for 1968. Året som bare får lov til at stå alene. Som 1789. Da der skete så meget, så mange steder, så meget der var så banebrydende, opbrydende eller nedbrydende, at ingen kan undgå at forholde sig den mindste smule til det.

Man får lyst til at ryge hash, og kravle ind ind i en tippie og se gamle videoklip, eller man får lyst til at ryste på hovedet og sende sin medlemsblanket til de konservative så hurtigt som muligt. Eller måske krydser man de to verdner, så krydsende man nu kan.

1968 lever og det samme gør alle andre år der fulgte i dets kølvand, samt ikke mindst; alle de år der gik forud for 1968. Verdenshistorien blev ikke skabt på et enkelt år eller en enkelt begivenhed.

Nok regner vi noget for år 0, men dette 0 eksisterer kun i en tankestrøm, i et henkastet vue. Men 1968, og så kan man sige alt og intet på samme tid

fredag den 27. april 2018

Faste og tider



Vi løber mod ilden. Mod mål, mod metoder til at nå vores mål. Vi løber. Det er vel kernen. Siden vi konkurrerede for første gang, fik vi smag for det. Mange af os, i hvert fald. Konkurrencen ligger i vores gener, det ligger i vores miljø, det definerer os, og det skaber os. Det ødelægger os også. Det kan alt og det kan intet. Vi er ved at udvikle en konkurrencestat på ryggen af et konkurrencesamfund, på ryggen af sport og konkurrence. Roning, skydning og indlæg. Vi er ved at sejre på nye måder, som tidligere generationer ville være misundelige over. Men havde disse generationer set hvordan vi vandt vores sejre, ville de måske have betakket sig. Måske.

Vi ved ikke hvad de ville have tænkt, følt og sagt. Vi ved knap nok hvad vi selv tænker, føler og siger. Men vi ved nok til at vide, at livet i konkurrencestaten kræver en form for planlægning. En årsag og virknings forståelse. Et mål og en retning. Og gerne en debat med sig selv og samtaler med andre om, hvordan man eksekverer disse mål og denne retning. For der er noget om, og noget med, at man kan lande på månen hvis man sigter efter mars. Frit oversat: Man kan nå noget andet, som også kan være ok, hvis man ikke når det store mål. Og heri kan lykken findes, at man ikke ved bedre end det simple mål. Et simpelt liv uden den store hovedspring og udspring, men opnåelige forhold der ender i de fantastiske rammer som livet faktisk indeholder, hvis man ser godt efter.

I Danmark er vi ukronede konger i at holde frokoster, som giver anledning til at samle flokken, venner og familie og gøre en slags status uden overhovedet at gøre status for alvor. Man drikker sig i hegnet og ser hvad der sker, og der sker det der altid sker. Andre lande har sikkert de samme naturlige tilstande, bundet i kultur, tradition og lokale skikke. Og i en globalisering, bliver disse skikke fragtet rundt mellem verdensdele, så der bliver holdt påskefrokost med snaps og leverpostej i Himalayabjergene. Posten, fornemmelsen for sig selv og de andre og snapsen skal ud. Vi siger det ikke højt. Ikke før vi sidder i den rette sammenhæng. i hyggen. Der kan vi tale, der kan vi presse vores ønsker, behov og vores frustrationer igennem. Det er et samfund der fungerer, og så må individerne halse efter

Imellem tiden arbejder vi som gartnere, og fejer blade og ideologier væk, der kan forrykke billedet af harmoni. Var det harmonisk i forvejen? Ikke målt i forhold til de sidste 10-15 minutter af enhver Hollywood film, men bestemt ja målt i forhold til stort set alle andre lande og folkeslag i verden. Men gartneren holder fri af årsager vi ikke ved, og vi kryber ind på linkedin og ser hvad vi kan blive, og ser hvilke ideer og tanker og følelser vi ikke har optimeret endnu. Vi ser reklamer hvor folk har dårlig samvittighed, fordi der er noget de ikke fik lært, eller også at de skal lære det men ikke ved hvornår de skal lære det, og vi lever fra hashtag til hashtag i, hvad Strunge måske ville have døbt Internettets Syreregn(havde han levet), men hvad ved vi jo egentlig om hvad han havde kaldt det, for han lever jo ikke.

Vi lever derimod,

Vi ved at vores gartnere holder fri, måske fri for evigt, for det at være gartner for danskerne ikke er verdens letteste opgave, og måske er det verdens mest ligegyldige opgave, da vores lykke afhænger af os selv, og vi ikke længere er der. Dersom et krydsspil af stormagter og deres korstog, eller regnbue tog eller skjulte ideologiske dønninger griber om vores evne til at tænke abstrakt

torsdag den 12. april 2018

Contagious



For nogen år siden slog et israelsk band igennem. Chromeo. Friske popsange tilført den elektroniske wibe som man er nødt til at have for virkelig at slå igennem. De lavede blandt andet et såkaldt track der hed Contagious. Smitsom

Det der med smitte. Vi behøver ikke at bekymre os om smitte, som man tidligere har gjort i verdenshistorien. Faktisk lever vi i en sådan fantastisk æra, at vi kan fokuserer på alt andet end vores eget helbred. Det gælder for langt de fleste af os. Heldigvis. Men for nogen gælder, at deres helbred er i så overhængene fare, at de hver dag er konfronteret med tilstanden at være syg. De smitter ikke nødvendigvis, men kan være kronisk syge. Det er jo et ejendommeligt udtryk, men måske i mangel af bedre, så er det det vi bruger. Vores sundhedssystem var bygget til at forhindre massedøden, og den smitte som kunne rive et land, et samfund midt over.

Først over tid har man kæmpet sig til evnen at tage sig af den enkelte, den kroniske eller den ikke-kroniske. Om lidt, det vil sige indenfor overskuelig fremtid, vil præcisionsbehandlingen af den enkelte celle, den enkelte cyste, den enkelte bakterie være mulig og endda main-stream i behandling. Tidsnok til at vi igen konfronteres med det cykliske liv vi lever. Og at smitte som vi kendte det kan risikere komme tilbage.

Vi ved dog allerede hvad det formentlig vil være. Aldrig igen vil man stå på fuldstændig bar bund, og gribe ud efter overtro, fordomme og manglende uddannelse. Det ville være et nederlag for selve ideen om menneskelig udvikling. Men ligeså snart mennesket tror, at det ikke igen vil møde udfordringer af ufatteligt omfang, så kommer det netop til at ske. Det vil besejres, mennesket vil opfinde en række nye og utrolige behandlingsformer. Vi vil forstå vores kroppe, vores indre, vores sind og vores kapacitet bedre end nogensinde før. Selv den såkaldte moderne videnskab vil lære noget nyt, og det er jo også meningen. Hele tiden er jagten. Den vil aldrig ende. Den skal aldrig ende

onsdag den 4. april 2018

Frontier


På engelsk er en grænse en flydende organisme. På dansk er en grænse noget fast. Vi har simpelthen ikke et ord, som dækker et område, der fungerer som en grænse men hvor noget ubestemt regerer. Det er i sproget man skal finde sandheden om et folk, om tiden, om en selv. Man taler jo bare. Man ved ikke hvorfor man bruger de ord man gør. Måske fordi de andre gør det, måske fordi de andre netop ikke gør det. I et lille land som Danmark er sprogforskellene enorme, måske større end i mange større lande, hvor sprog konformiteten har været større. Landmasse kontra øer og den slags.

Det mærkes i accepten af det normale, almindelige og i det lidt skeptiske overfor det nye, ualmindelige og anderledes. I den forstand er det en indbygget modsætning at fødes ualmindelig, men søge det almindelige, for derefter at skifte spor og aktivt søge det ualmindelige i det mest almindelige forhold man kan forestille sig. Det skaber forvirring, forvrængning af virkeligheden. Det er spadestikket dybere til det land, man elsker fordi det nu engang er sådan. Men at elske et land er i virkeligheden en lidt patetisk tilstand. Man elsker kun det man kan se, det man kan føle, det man kan rører. Det kan være et land. Det er dog mennesker.

At elske sit land. Det er sådan noget amerikanerne siger om og om igen. Som for at overbevise sig om at det virkelig er rigtigt. Eller det som russerne gør og tænker på den store fædrelandskrig og bliver tavse. Men hvis ens land rager en en høstblomst, og man hellere vil dyrke sig selv og det menneske der lige er ved højre eller venstrehånd, så er menneskehavet og det almindelige og selve sproget en buffet. En buffet hvor man tager for sig af retterne og spiser indtil man brækker sig, og hvis man er rigtigt standhaftigt spiser videre efter man har brækket sig. Ulækkert, men man kommer over det.

Men sådan må livet forme sig for den, der bliver ved med at nyde uden at tænke, uden at forstå, uden at prøve at forstå rettere. For ingen forstår. Det er nok ikke meningen, at man skal forstå. Men det er meningen, hvis man overhovedet kan tale om mening, at man gør et forsøg. At man går ind i det område mellem grænsen og ser hvad der, gør sine prøver der, som Victoriansk videnskabsmand og samler materiale sammen som man tager hjem til laboratoriet.

søndag den 11. marts 2018

En weekend i Århus



Sidder i en lejlighed alene. En mand ved navn Hartvig, har netop foræret en mand med kælenavnet Bassie en ørkenrotte. Drengene grinte og de tog deres vin, deres glas og gik ned og drak i Irma. Min barndomsven Simon var med. Tilbage sad jeg og så på en tv skærm. Operation Irakisk Frihed var begyndt dagen forinden, og i de timer blev der sat ild til Bagdad i live tv. Fra luften kanonerede den 101.luftbårne den irakiske hovedstad og langt derfra sad jeg dybt i tanker, men også med en følelse af historiens vingesus. Der bliver krydsklippet til det hvide hus hvor Præsident George W Bush vil tale til nationen og verden. "På mine ordrer" begynder han og døren til lejligheden går op. Drengene er feststemte efter at have drukket drue i Irma. Sikke noget. De er i festligt lag og jeg griner lidt nervøst over hvad der skal ske nu. Jeg er 19 år, på vej til at blive student, en verden ligger for fødderne, og her sidder jeg i Århus på endnu et kapitel af en dannelsesrejse med Dylan som lydtæppe. De er hippier, måske ikke rigtige hippier men i virkeligheden bønder der gerne vil være hippier, men de insisterer på værdier og de kendte hinanden fra efterskole, den semireligiøse oplevelse, der konstant bliver henvist til. Simon var derimod på mit hold. Jeg havde kendt ham siden vi begyndte sammen i børnehaveklassen på Vedbæk skole, fulgt hinandens liv og nu sad vi der som børn der skulle forestille at være unge mænd, som skulle forstille at vide hvad det drejede sig om. Jeg vidste i hvert fald hvad det drejede sig om, dette var jeg ganske overbevist over. Sms'er tikkede ind, sideløbende samtaler med to venner hjemmefra og den, stiltiende men fulde accept af at desarmere Saddams forventelige masseødelæggelsesvåben og demokratisering af mellemøsten. En debat var gået forud, og svedige hænder, der røbede moralens stopklods. Men demokratiseringen af Mellemøsten var i sving. Et land ad gangen.

Der blev skruede ned for lyden af tv'et og op for lyden af Dylan. Ørkenrotten blev aftens morskab og efterskoledrengene sloges med hinanden i et tilstødende lokale, som var barndommens udskejelser der hvor man kunne flygte hen i voksenlivets vanskelige nuancer. Der blev grint og der blev drillet og Simon og jeg var mere tavse end vi ellers ville have været. En gruppe af unge mænd i midten af tyverne, beåndet i enkelte tilfælde af universitetets visdom kontra to finkæmmede nordsjællandske drenge. Det var to verdner der var stødt mod hinanden som venlige skibe i råkoldt vejr. Den humanistiske, venstreorienterede verdensredende diskurs over for en konservativ, institutionel og mainstream. Så mainstream man kan være når man uden rigtig at være klar over det, tilhører den ene procent. Men der blev også drukket vin, øl og lagt planer for hvad der skulle ske. Vi gik på bar og samtalen fortsatte og der blev forsøgt små, men præcise slange-hug mod min meget korrekte borgerlighed, som jeg besad i den periode, og forfægtede med det yderste af neglene.

Min ven Simon fungerede dog også som en modvægt, man var ikke alene, og diskussionerne forsvandt ind i en tåge af røg, for dengang røg man jo som skorstene på alle barer og værtshuse i det ganske land, og i en tåge af druk. Dagen efter var vi på Aros. For første gang for mit vedkommende, og vi lagde vejen forbi Boy i kælderen/stuen og forbi Købke i Guldalder samlingen, og vi så hvordan dansk kunst havde udviklet sig fra det fornemme og højtidelige til det uforståeligt indforståede senere.

Selskabet morede sig over kunstens ynde og mødte en person, som arbejdede sammen med en i selskabet. En kendis, der kunne få denne person til at hævde sig. For i et selskab af unge mænd er det at hævde sig, om så blot for et øjeblik guld værd. Og i særdeleshed i et selskab hvor diskursen er frihed, tolerance og andet i den sammenhæng. Det er kameler der venter på at drikke af det forbudte vandhul inden de igen skal vandre tværs gennem ørken.

En af drengene trampede på mit dæk i den overfyldte bil(min) og vi måtte lægge det løjerlige sprogbrug til side og være praktiske. Overalt vi kom blev de samme vendinger brugt igen og igen, vendinger undfanget for længe siden i en anden verden. Men timerne gik og Århus lå for vores backspejl på vej tilbage til København.  Det var mit første møde med byen, og det blev ikke det sidste

søndag den 4. marts 2018

Trump kan være Globaliseringens redning



Hvis man ikke holdt af globaliseringen før Trump blev præsident kan det være at man begynder at elske den nu. Måske ikke den ulighed af overskuddet som globaliseringen har medført og den tiltagende centralisme i sit kølvand, men billigere varer i supermarkedet og evnen til at rejse billigere end nogensine før hvorhen man vil.

Der er torne i globaliseringen, torne så store at Trump slog Hillary og briterne stemte sig ud af EU.

Men told på varer, handelskrig og konfrontation mellem partnere er en kanonsalve mod det globale marked af varer, tjenester og ydelser som med langsomme skridt forbinder hele verden med hinanden. Der har været globaliseringer før, og der ofte endt med krig, folkevandringer og katastrofer. Men menneskeheden ser ud til at ville prøve igen og igen. For vindingsskyld.

For verdens skyld. Vi får at se om Trump vil ødelægge denne globalisering, eller om han er dens redning

søndag den 18. februar 2018

Anklager mod Rusland 2



Anklagerne mod russiske statsborgere er samtidig en inddirekte anklage mod Trump kampagnen. Selvom Trump gør hvad han kan gøre, for at frikende sig selv, så fremstår samarbejdet mellem russiske entiteter, Wikileaks og Trump kampagnen efterhånden op til valget i november '16 mere og mere klart. Der spekuleres ydermere med rette i, at Rosenstein og Mueller beskytter sig selv ved at gå efter russerne først. Det lyder plausibelt. Det lyder ligeledes plausibelt, at det her vil fortsætte i lang tid frem.

At der vil rulle hoveder i Washington, også før et eventuelt bevis kan fremlægges mod Præsidenten eller flere af præsidentens mænd. For allerede nu er flere af kampagnens ledende folk under anklage for føderale ulovligheder. Det er en ret uhørt situation, men også en situation som meningsdannere og eksperter mere og mere anser for at være russernes hovedformål.

At gøre USA til grin foran resten af verden, at demonstrere at USA ikke er noget moralsk, systemisk forbillede for nogen, men at man kan, med meget simple midler, få det hele til at ramle hos amerikanerne. Om ligefrem det hele ramler, er tidligt at sige.

Institutionerne står jo endnu, omend rystet. En udløber af hele denne sag, kan være en reform af eksempelvis FBI, som alt andet lige står ramponeret tilbage. Det har skabt en splittelse mellem USA og Europa, men den splittelse var gældende i forvejen. Det er ikke et afgørende brud mellem USA og Europa

Man må formode at russerne vil stille spørgsmålstegn ved, hvorfor deres regering har gang i alt det her, men så længe det er med "succes" så vil den store kritik udeblive. Det vil vække, og måske allerede har det vækket de kræfter i Vesten som interesserer sig for, og forstår, det store globale spil. Det sluttede altså ikke med den Kolde Krigs afslutning. Det var ikke enden på historien. Det var blot et mellemspil, endnu et mellemspil, henimod en ny konfrontation, mod et nyt teater og positionering. Det forstår man sig måske på. Det ved man hvad er. Man hører nærmest et lettelsens suk i politiske og militære kredse. Det vil betyde oprustning på begge sider af den fortsat imaginære front. Det vil betyde en betydelig lettere opgave i at definere venner overfor fjender.

Det vil betyde en oprustning i samfundsmoral i mange samfund, og mange lande. Om det er godt eller skidt, skal bedømmes ideologisk og moralsk. Det er en udløber af enhver politisk diskussion, at uenigheden også må gælde den dybere følgevirkning af begivenheder, udsagn og forløb. Dette, anklagerne mod Rusland, er en del af det forløb som vi ser i øjeblikket.

Det er hverken begyndelsen eller afslutningen, men et kapitel midt i det hele. Midt i virvaret, der tegner nye grænser og skaber nye hierarkier

fredag den 16. februar 2018

Anklager mod Rusland 1


I skrivende stund har Justitsministeriet anklaget 13 navngivne russere og mindst 3 russiske selskaber for at have blandet sig i det amerikanske præsidentvalg i 2016. Anklagen går dog væsentligt dybere.  Med brug af internet bots har russere angiveligt forsøgt at disrupte ikke blot den amerikanske valgproces, men også valgprocessen i en række andre vestlige lande. Om det er foregået i Danmark må stå hen i det uvisse, men uden tvivl er Danmark også på russernes radar.

Det ejendommelige i anklagerne er i hvilket omfang de navngivne russere og deres bagland har forsøgt at skabe kaos og konflikt i USA. De har forsøgt at få Donald Trump valgt til præsident, men det er kaosset og de interne konflikter i Washington der har lignet det klare mål. De har kort sagt spillet USAs ledende institutioner ud mod hinanden. Hvorfor vides ikke. Der spekuleres i øst og vest. Her på blokken har jeg selv kommet med enkelte overvejelser. Men i ærlighedens navn, så står det ikke klart. Det der står klart er, at verdens konflikter for alvor er rykket på nettet, og at russerne er langt foran på points som det ser ud i øjeblikket.

Det dækker dog over et uomtvisteligt faktum. At Rusland agerer Tordenskjolds soldater, rykker skakbrikkerne rundt så hurtigt at man tror at de er overvældende i deres magt. Det er Rusland ikke.

Måske netop derfor, er det vigtigt for Kreml at disrupte så meget man kan, så mange steder man kan. For det er det man kan. Og ikke rigtig andet. Væk er de styrke der lå i Sovjetunionens krigsmaskine i 1940erne. Med planøkonomisk og kommunistisk selvdestruktion, forsvandt Sovjets styrke gradvist fra slutningen af anden verdenskrig og frem til Murens fald og selve Sovjets sammenbrud.

Den styrke er ikke kommet nær tilbage endnu. Staten Rusland er i høj grad et top-down samfund, hvor den enkeltes kreativitet ikke spiller den store rolle. Hvad der spiller en rolle er olie, naturressourcer og magt.

Det er en magt som ligger i Kreml, på hovedkontoret, i det som engang var et Politbureau men i dag er en krydsning af forskellige værdier og interesser. Som så mange andre steder, fristes man til at sige. Naboerne frygter Rusland, især dem som ikke er med i Nato. De som er med i Nato har ikke lyst til at nærme sig Rusland, foruden ofte elitære fraktioner i deres lande. Hvorfor? Fordi Rusland har mindre grad af frihed, men også et markant lavere BNP pr Capita end man har i de vestlige lande.

Det betyder noget. Det betyder noget, hvis man vil åbne en forretning, det betyder noget hvis man vil handle frit over landegrænserne, det betyder noget hvis man vil se sine efterkommere vokse op i frihed. Det er fortsat apparatet fra Kommunismens tid, med nye uniformer, med religiøse og nationale symboler. Der kan smigres med et moderne sprog, moderniseret politisk diskurs og så videre. Man kan endda pege på oprigtige overtrædelser af aftaler indgået for flere årtier siden.

Men Rusland har i sidste ende ikke noget at byde på i dag, som ikke kan overbydes af vestlige demokratier. Fejlen vil dog være at man ikke er i dialog med Rusland, og fejlen vil være at tro at ens eget system, at ens egne strukturer er fejlfri. Rusland kan gøre indhug i Europa og i USA fordi der er ting som skal udbedres. Alvorlige brister i forhold til økonomi, politik, samhørighed, suverænitet, og immigration som tærer på de mere og mere flossede nerver på begge sider af Atlanten.

Det giver russerne en chance for at kaste endnu mere grus i maskineriet. Men der var rigeligt grus i forvejen

lørdag den 3. februar 2018

Lige over grænsen



Når Tyrkiet invaderer det nordlige Syrien, så reagerer verdenssamfundet med et tilbagetrukket åndedrag. Der foregår så mange andre ting samtidig. Man kan ikke rigtig tage sig af det. Alle der har fulgt konflikten i Syrien, har vidst at Tyrkiet og andre ville "håndtere" det kurdiske spørgsmål på et tidspunkt. Den måde man har valgt at håndtere det, er ikke nogen overraskelse heller. Med overvældende våbenmagt fordriver man de militante kurdere væk fra områder og tilbage i defensiven. Det politiske må komme senere. Det handler for tyrkerne om deres suveræne integritet, og naturligvis om at deres kurdere ikke skal få den ide at man kan lave et selvstændigt land. Kurderne har tabt på forhånd. Der er ikke en eneste stor magt i verden, som har den politik at kurderne må få deres eget land. Det kan til nøds blive en aftale med en hovedstad om øget selvstyre. Men altid indenfor den konkrete paraply. Hertil og ikke længere


mandag den 29. januar 2018

Afghanistan



I den seneste tid er andelen af terrorangreb steget kraftigt i Afghanistan. Særligt Kabul har været hårdt ramt. Af selvmordsbomber primært. Det er eskalering og yderligere destabilisering af en i forvejen skrøbelig stat. For at sige det mildt. For efter mere end 30 års krig, har store dele af befolkningen aldrig kendt til andet end netop krig. Aldrig kendt til andet end skiftende alliancer og brudte løfter, af udefrakommende stormagter og små-magters hårde indblanding. Først Sovjet, siden USA og allierede. Men igennem alle år har et islamisk spøgelse hvilet hen over store dele af landet, og det vil det fortsætte med i mange år frem. Et land inddelt i klaner, uafhængige befolkningsgrupper med eget sprog og egen kultur, med, en for mange, usynlig grænse mellem Afghanistan og Pakistan. En grænse der altså reelt kun eksisterer for kyndigt interesserede nørder og ikke for almindelige mennesker, og navnlig ikke for militante, som hver dag krydser det bjerg landskab som den såkaldte grænse udgør.

Grunden til at man måtte interesserer sig ekstra for netop Afghanistan er, at Danmark har kæmpet der i årevis, med temmelig store tabstal til følge, målt i forhold til vores indbyggertal.

Det store spørgsmål er så. Er det blevet bedre? Har vi præget Afghanistan i en mere demokratisk retning? Ud fra talrige beskrivelser fra hjemvendte soldater, diplomater og NGOer, så har det haft en positiv indvirkning på landet, at vi og resten af den internationale koalition har været der. Men det underliggende problem, den militante islamisme er der fortsat, og de er blevet kraftigt styrket de senere år.

En islamisk fremkomst igen, vil selvsagt rulle meget af den forbedring tilbage som er sket i Afghanistan og igen gøre landet til en hub for terrorister og for udklækningen af nye Al Qaeda lignende grupper. Men betyder det så at vi skal blive der i al evighed. Svaret på det er svært, for det lader til, at man er nødt til at blive i Afghanistan med en styrke af en vis størrelse for at forhindre at militante grupperinger igen får kontrollen med så store dele af landet at de igen er i kontrol. Omvendt, hvis ret skal være ret, så kan vi simpelthen ikke blive i Afghanistan længere med det antal soldater som ville være nødvendigt.

Der er ikke flertal for det i befolkningerne, det koster for mange penge i forhold til hvad man kan påvise at man får ud af at være der, og man får ikke revet den militante lejr op med rode. Det ville kræve en tredobling af soldaterne fra stort set samtlige af koalitionens lande, en voldsom eskalering af kampene ved grænseområdet og så det umulige, en invasion ind i Pakistans territorium for at få bugt med lederne. Det kan ikke lade sig gøre. Ydermere har russerne meldt deres ankomst. Hvad deres ærinde er, hvem de egentlig støtter og navnlig hvorfor de støtter dem, må stadig stå hen i det mere uvisse. Men deres tilstedeværelse er en yderligere besejling af argumentet om, hvor kompliceret forholdene er på jorden, hvor meget det fortsat ligner en dødsfælde for Vesten, og hvordan helvedet ser ud til at fortsætte for civilbefolkningen

onsdag den 24. januar 2018

Hvis man ikke er et menneske, hvad er man så?



De næste år vil revolutionere vores syn på stamcelleforskning, kloning, skabelse af alternativt liv, kunstig intelligens og mange andre forhold som vil ændre den måde vi opfatter liv på. I samme moment vil vi måske, i vores egen kerne, ændre opfattelse af det som vi betragter som vores eget liv? Det vil stille en række helt centrale, eksistentialistiske spørgsmål til hvad mennesket er for en størrelse og hvor mennesket er på vej hen. Personligt er jeg endog meget tilhænger af videnskaben, ud fra den frase: Jo mere videnskab, jo bedre. Der er dog et etisk dilemma og det dilemma bliver ikke mindre som årene går. I årtier har etikken holdt os fra de mest banebrydende, men måske nok også de mest kontroversielle konsekvenser og fordringer af mulighederne med videnskaben. Snart vil det være umuligt at standse. Intet kan blive af-opfundet. Når det først er derude, og det er jo hvad som helst, så lever det sit eget frugtbare, mærkelige og brugbare liv i hænderne på de mennesker der nu engang har forstand på at bruge det. Man behøver ikke at være særlig historisk kyndig for at vide, at det igennem tiden er gået grueligt galt. At udnyttelsen af mennesker, har ligget klinet op af begejstringen for opfindelsernes betydning for den samlede menneskehed.

Det store spørgsmål, som man kan stille vil være. Ville jeg selv blive født i morgen, hvis den og den teknologi gjorde det muligt at opdage et eller andet? Det isoleres ikke kun til mennesker med handicap, men i virkeligheden alle. Vi kan ikke vide med sikkerhed hvad fremtidens samfund vil fremelske af "mennesketyper". Vi aner ikke om det vi tager for givet i dag, givet som tilstand, også vil blive taget for givet på den måde om 50, 100, eller 200 år. Faktisk kan vi være ret sikre på, at det sandsynligvis ser helt anderledes ud om 2-3 generation end det gør i dag. Og at der allerede i dag er stor forskel på hvad man hos klodens forskellige civilisationer, anser for at være det gode kontra det såkaldt dårlige liv. Men det er nærmest sikkert, at ingen civilisation vil gå fri for at blive dybt påvirket af videnskabens frembringelser, og de metodiske forudsætninger som ligger bag disse frembringelser. Den fælles diskurs, fælles metode, fælles videnskabsteori som måtte ligge til grund for opfindelsen, og den videreførte opfindelse.

Bolden ruller, og vi ruller egentlig bare med "for the ride" 

tirsdag den 9. januar 2018

Stormpiller



To ord der ikke har meget med hinanden at gøre. Storm og piller. Vi kan se det som en fast størrelse, som en urokkelig, sejlivet organisme, der står bestandigt, men som alligevel har sin egen vilje. Sit eget virke.

Vi ved jo at eksempelvis bropiller udgør en vigtig funktion, en urokkelighed som vi ikke rigtig kan leve uden, også selvom vi faktisk levede fint uden broer i tusinder af år, før vi altså ikke kunne leve uden. Det urokkelige bliver først til at rykke når vi ser bagud. Det vi tog fuldkommen for givet som en sandhed, viste sig at være en konstruktion af en eller anden art, og vi kan lave den logiske slutning, at det vi tager for givet i dag også ligeså godt kan være en konstruktion. Samtidig har vi den tanke, nogen af os i hvert fald, at fordi vi er blevet voksne, så er vi bedre til at skelne mellem det bestående, det såkaldt rigtige, og konstruktionen.

Det tror jeg så derimod ikke at vi er. Ikke synderlig meget bedre end da man var barn. Det er på baggrund af analysen, den store analyse og den lille analyse, at vi foretager en lang række valg af større eller mindre karakter. Nogen gange er det også når vi kaster analysen væk, at vi foretager de måske vigtigste valg i livet, eksempelvis når det gælder kærlighed. Men hvad gør man når man af en eller flere grunde er fanget ind i et livsforløb, eller føler sig fanget ind i et livsforløb, hvor det rationelle bliver det bestående og det følelsesmæssige virker udenfor rækkevidde?

Det gad jeg sådan set godt have et svar på, men et sådan svar findes formentlig kun for den enkelte, som værende en personlig rejse for det enkelte individ i sin tid, og ikke som en let og forståelig hovedregel. Gudskelov. For i så fald kan man boltre sig i alle slags fejl og mangler og forkerte valg, indtil man træffer det rigtige eller indtil man træffer en beslutning der bare er en lille smule mindre "forkert" end alle de andre man har truffet tidligere. På det seneste har jeg spekuleret på Samtalen, som værende både kimen til det oplysende og det modsatte.

At samtalen kan udgøre den imaginære stormpille, der potentielt binder hele lortet sammen, og samtidig kan udgøre det modsatte og forvirre mere end det opklarer. Vi møder indtil den forventede samtale med bagage fra den seneste tid, ønsker den vendt, drejet, vinklet og forløst, og modparten spiller en rolle som mediator, væg og sparringspartner og der gives plads til en tovejs relation detsangående.

Måske fordi vi interagerede så frit og frejdigt som børn og unge, måske fordi vi ikke aner at det næste liv, voksenlivet, er en lang kæde af beslutninger uden noget absolut rigtigt og/eller absolut godt eller absolut dårligt, så er det summen af det for os så kendte asymmetriske som i sit samlede hele udgør den del af tilværelsen.