søndag den 18. februar 2018

Anklager mod Rusland 2



Anklagerne mod russiske statsborgere er samtidig en inddirekte anklage mod Trump kampagnen. Selvom Trump gør hvad han kan gøre, for at frikende sig selv, så fremstår samarbejdet mellem russiske entiteter, Wikileaks og Trump kampagnen efterhånden op til valget i november '16 mere og mere klart. Der spekuleres ydermere med rette i, at Rosenstein og Mueller beskytter sig selv ved at gå efter russerne først. Det lyder plausibelt. Det lyder ligeledes plausibelt, at det her vil fortsætte i lang tid frem.

At der vil rulle hoveder i Washington, også før et eventuelt bevis kan fremlægges mod Præsidenten eller flere af præsidentens mænd. For allerede nu er flere af kampagnens ledende folk under anklage for føderale ulovligheder. Det er en ret uhørt situation, men også en situation som meningsdannere og eksperter mere og mere anser for at være russernes hovedformål.

At gøre USA til grin foran resten af verden, at demonstrere at USA ikke er noget moralsk, systemisk forbillede for nogen, men at man kan, med meget simple midler, få det hele til at ramle hos amerikanerne. Om ligefrem det hele ramler, er tidligt at sige.

Institutionerne står jo endnu, omend rystet. En udløber af hele denne sag, kan være en reform af eksempelvis FBI, som alt andet lige står ramponeret tilbage. Det har skabt en splittelse mellem USA og Europa, men den splittelse var gældende i forvejen. Det er ikke et afgørende brud mellem USA og Europa

Man må formode at russerne vil stille spørgsmålstegn ved, hvorfor deres regering har gang i alt det her, men så længe det er med "succes" så vil den store kritik udeblive. Det vil vække, og måske allerede har det vækket de kræfter i Vesten som interesserer sig for, og forstår, det store globale spil. Det sluttede altså ikke med den Kolde Krigs afslutning. Det var ikke enden på historien. Det var blot et mellemspil, endnu et mellemspil, henimod en ny konfrontation, mod et nyt teater og positionering. Det forstår man sig måske på. Det ved man hvad er. Man hører nærmest et lettelsens suk i politiske og militære kredse. Det vil betyde oprustning på begge sider af den fortsat imaginære front. Det vil betyde en betydelig lettere opgave i at definere venner overfor fjender.

Det vil betyde en oprustning i samfundsmoral i mange samfund, og mange lande. Om det er godt eller skidt, skal bedømmes ideologisk og moralsk. Det er en udløber af enhver politisk diskussion, at uenigheden også må gælde den dybere følgevirkning af begivenheder, udsagn og forløb. Dette, anklagerne mod Rusland, er en del af det forløb som vi ser i øjeblikket.

Det er hverken begyndelsen eller afslutningen, men et kapitel midt i det hele. Midt i virvaret, der tegner nye grænser og skaber nye hierarkier

fredag den 16. februar 2018

Anklager mod Rusland 1


I skrivende stund har Justitsministeriet anklaget 13 navngivne russere og mindst 3 russiske selskaber for at have blandet sig i det amerikanske præsidentvalg i 2016. Anklagen går dog væsentligt dybere.  Med brug af internet bots har russere angiveligt forsøgt at disrupte ikke blot den amerikanske valgproces, men også valgprocessen i en række andre vestlige lande. Om det er foregået i Danmark må stå hen i det uvisse, men uden tvivl er Danmark også på russernes radar.

Det ejendommelige i anklagerne er i hvilket omfang de navngivne russere og deres bagland har forsøgt at skabe kaos og konflikt i USA. De har forsøgt at få Donald Trump valgt til præsident, men det er kaosset og de interne konflikter i Washington der har lignet det klare mål. De har kort sagt spillet USAs ledende institutioner ud mod hinanden. Hvorfor vides ikke. Der spekuleres i øst og vest. Her på blokken har jeg selv kommet med enkelte overvejelser. Men i ærlighedens navn, så står det ikke klart. Det der står klart er, at verdens konflikter for alvor er rykket på nettet, og at russerne er langt foran på points som det ser ud i øjeblikket.

Det dækker dog over et uomtvisteligt faktum. At Rusland agerer Tordenskjolds soldater, rykker skakbrikkerne rundt så hurtigt at man tror at de er overvældende i deres magt. Det er Rusland ikke.

Måske netop derfor, er det vigtigt for Kreml at disrupte så meget man kan, så mange steder man kan. For det er det man kan. Og ikke rigtig andet. Væk er de styrke der lå i Sovjetunionens krigsmaskine i 1940erne. Med planøkonomisk og kommunistisk selvdestruktion, forsvandt Sovjets styrke gradvist fra slutningen af anden verdenskrig og frem til Murens fald og selve Sovjets sammenbrud.

Den styrke er ikke kommet nær tilbage endnu. Staten Rusland er i høj grad et top-down samfund, hvor den enkeltes kreativitet ikke spiller den store rolle. Hvad der spiller en rolle er olie, naturressourcer og magt.

Det er en magt som ligger i Kreml, på hovedkontoret, i det som engang var et Politbureau men i dag er en krydsning af forskellige værdier og interesser. Som så mange andre steder, fristes man til at sige. Naboerne frygter Rusland, især dem som ikke er med i Nato. De som er med i Nato har ikke lyst til at nærme sig Rusland, foruden ofte elitære fraktioner i deres lande. Hvorfor? Fordi Rusland har mindre grad af frihed, men også et markant lavere BNP pr Capita end man har i de vestlige lande.

Det betyder noget. Det betyder noget, hvis man vil åbne en forretning, det betyder noget hvis man vil handle frit over landegrænserne, det betyder noget hvis man vil se sine efterkommere vokse op i frihed. Det er fortsat apparatet fra Kommunismens tid, med nye uniformer, med religiøse og nationale symboler. Der kan smigres med et moderne sprog, moderniseret politisk diskurs og så videre. Man kan endda pege på oprigtige overtrædelser af aftaler indgået for flere årtier siden.

Men Rusland har i sidste ende ikke noget at byde på i dag, som ikke kan overbydes af vestlige demokratier. Fejlen vil dog være at man ikke er i dialog med Rusland, og fejlen vil være at tro at ens eget system, at ens egne strukturer er fejlfri. Rusland kan gøre indhug i Europa og i USA fordi der er ting som skal udbedres. Alvorlige brister i forhold til økonomi, politik, samhørighed, suverænitet, og immigration som tærer på de mere og mere flossede nerver på begge sider af Atlanten.

Det giver russerne en chance for at kaste endnu mere grus i maskineriet. Men der var rigeligt grus i forvejen

lørdag den 3. februar 2018

Lige over grænsen



Når Tyrkiet invaderer det nordlige Syrien, så reagerer verdenssamfundet med et tilbagetrukket åndedrag. Der foregår så mange andre ting samtidig. Man kan ikke rigtig tage sig af det. Alle der har fulgt konflikten i Syrien, har vidst at Tyrkiet og andre ville "håndtere" det kurdiske spørgsmål på et tidspunkt. Den måde man har valgt at håndtere det, er ikke nogen overraskelse heller. Med overvældende våbenmagt fordriver man de militante kurdere væk fra områder og tilbage i defensiven. Det politiske må komme senere. Det handler for tyrkerne om deres suveræne integritet, og naturligvis om at deres kurdere ikke skal få den ide at man kan lave et selvstændigt land. Kurderne har tabt på forhånd. Der er ikke en eneste stor magt i verden, som har den politik at kurderne må få deres eget land. Det kan til nøds blive en aftale med en hovedstad om øget selvstyre. Men altid indenfor den konkrete paraply. Hertil og ikke længere