fredag den 27. april 2018

Faste og tider



Vi løber mod ilden. Mod mål, mod metoder til at nå vores mål. Vi løber. Det er vel kernen. Siden vi konkurrerede for første gang, fik vi smag for det. Mange af os, i hvert fald. Konkurrencen ligger i vores gener, det ligger i vores miljø, det definerer os, og det skaber os. Det ødelægger os også. Det kan alt og det kan intet. Vi er ved at udvikle en konkurrencestat på ryggen af et konkurrencesamfund, på ryggen af sport og konkurrence. Roning, skydning og indlæg. Vi er ved at sejre på nye måder, som tidligere generationer ville være misundelige over. Men havde disse generationer set hvordan vi vandt vores sejre, ville de måske have betakket sig. Måske.

Vi ved ikke hvad de ville have tænkt, følt og sagt. Vi ved knap nok hvad vi selv tænker, føler og siger. Men vi ved nok til at vide, at livet i konkurrencestaten kræver en form for planlægning. En årsag og virknings forståelse. Et mål og en retning. Og gerne en debat med sig selv og samtaler med andre om, hvordan man eksekverer disse mål og denne retning. For der er noget om, og noget med, at man kan lande på månen hvis man sigter efter mars. Frit oversat: Man kan nå noget andet, som også kan være ok, hvis man ikke når det store mål. Og heri kan lykken findes, at man ikke ved bedre end det simple mål. Et simpelt liv uden den store hovedspring og udspring, men opnåelige forhold der ender i de fantastiske rammer som livet faktisk indeholder, hvis man ser godt efter.

I Danmark er vi ukronede konger i at holde frokoster, som giver anledning til at samle flokken, venner og familie og gøre en slags status uden overhovedet at gøre status for alvor. Man drikker sig i hegnet og ser hvad der sker, og der sker det der altid sker. Andre lande har sikkert de samme naturlige tilstande, bundet i kultur, tradition og lokale skikke. Og i en globalisering, bliver disse skikke fragtet rundt mellem verdensdele, så der bliver holdt påskefrokost med snaps og leverpostej i Himalayabjergene. Posten, fornemmelsen for sig selv og de andre og snapsen skal ud. Vi siger det ikke højt. Ikke før vi sidder i den rette sammenhæng. i hyggen. Der kan vi tale, der kan vi presse vores ønsker, behov og vores frustrationer igennem. Det er et samfund der fungerer, og så må individerne halse efter

Imellem tiden arbejder vi som gartnere, og fejer blade og ideologier væk, der kan forrykke billedet af harmoni. Var det harmonisk i forvejen? Ikke målt i forhold til de sidste 10-15 minutter af enhver Hollywood film, men bestemt ja målt i forhold til stort set alle andre lande og folkeslag i verden. Men gartneren holder fri af årsager vi ikke ved, og vi kryber ind på linkedin og ser hvad vi kan blive, og ser hvilke ideer og tanker og følelser vi ikke har optimeret endnu. Vi ser reklamer hvor folk har dårlig samvittighed, fordi der er noget de ikke fik lært, eller også at de skal lære det men ikke ved hvornår de skal lære det, og vi lever fra hashtag til hashtag i, hvad Strunge måske ville have døbt Internettets Syreregn(havde han levet), men hvad ved vi jo egentlig om hvad han havde kaldt det, for han lever jo ikke.

Vi lever derimod,

Vi ved at vores gartnere holder fri, måske fri for evigt, for det at være gartner for danskerne ikke er verdens letteste opgave, og måske er det verdens mest ligegyldige opgave, da vores lykke afhænger af os selv, og vi ikke længere er der. Dersom et krydsspil af stormagter og deres korstog, eller regnbue tog eller skjulte ideologiske dønninger griber om vores evne til at tænke abstrakt

torsdag den 12. april 2018

Contagious



For nogen år siden slog et israelsk band igennem. Chromeo. Friske popsange tilført den elektroniske wibe som man er nødt til at have for virkelig at slå igennem. De lavede blandt andet et såkaldt track der hed Contagious. Smitsom

Det der med smitte. Vi behøver ikke at bekymre os om smitte, som man tidligere har gjort i verdenshistorien. Faktisk lever vi i en sådan fantastisk æra, at vi kan fokuserer på alt andet end vores eget helbred. Det gælder for langt de fleste af os. Heldigvis. Men for nogen gælder, at deres helbred er i så overhængene fare, at de hver dag er konfronteret med tilstanden at være syg. De smitter ikke nødvendigvis, men kan være kronisk syge. Det er jo et ejendommeligt udtryk, men måske i mangel af bedre, så er det det vi bruger. Vores sundhedssystem var bygget til at forhindre massedøden, og den smitte som kunne rive et land, et samfund midt over.

Først over tid har man kæmpet sig til evnen at tage sig af den enkelte, den kroniske eller den ikke-kroniske. Om lidt, det vil sige indenfor overskuelig fremtid, vil præcisionsbehandlingen af den enkelte celle, den enkelte cyste, den enkelte bakterie være mulig og endda main-stream i behandling. Tidsnok til at vi igen konfronteres med det cykliske liv vi lever. Og at smitte som vi kendte det kan risikere komme tilbage.

Vi ved dog allerede hvad det formentlig vil være. Aldrig igen vil man stå på fuldstændig bar bund, og gribe ud efter overtro, fordomme og manglende uddannelse. Det ville være et nederlag for selve ideen om menneskelig udvikling. Men ligeså snart mennesket tror, at det ikke igen vil møde udfordringer af ufatteligt omfang, så kommer det netop til at ske. Det vil besejres, mennesket vil opfinde en række nye og utrolige behandlingsformer. Vi vil forstå vores kroppe, vores indre, vores sind og vores kapacitet bedre end nogensinde før. Selv den såkaldte moderne videnskab vil lære noget nyt, og det er jo også meningen. Hele tiden er jagten. Den vil aldrig ende. Den skal aldrig ende

onsdag den 4. april 2018

Frontier


På engelsk er en grænse en flydende organisme. På dansk er en grænse noget fast. Vi har simpelthen ikke et ord, som dækker et område, der fungerer som en grænse men hvor noget ubestemt regerer. Det er i sproget man skal finde sandheden om et folk, om tiden, om en selv. Man taler jo bare. Man ved ikke hvorfor man bruger de ord man gør. Måske fordi de andre gør det, måske fordi de andre netop ikke gør det. I et lille land som Danmark er sprogforskellene enorme, måske større end i mange større lande, hvor sprog konformiteten har været større. Landmasse kontra øer og den slags.

Det mærkes i accepten af det normale, almindelige og i det lidt skeptiske overfor det nye, ualmindelige og anderledes. I den forstand er det en indbygget modsætning at fødes ualmindelig, men søge det almindelige, for derefter at skifte spor og aktivt søge det ualmindelige i det mest almindelige forhold man kan forestille sig. Det skaber forvirring, forvrængning af virkeligheden. Det er spadestikket dybere til det land, man elsker fordi det nu engang er sådan. Men at elske et land er i virkeligheden en lidt patetisk tilstand. Man elsker kun det man kan se, det man kan føle, det man kan rører. Det kan være et land. Det er dog mennesker.

At elske sit land. Det er sådan noget amerikanerne siger om og om igen. Som for at overbevise sig om at det virkelig er rigtigt. Eller det som russerne gør og tænker på den store fædrelandskrig og bliver tavse. Men hvis ens land rager en en høstblomst, og man hellere vil dyrke sig selv og det menneske der lige er ved højre eller venstrehånd, så er menneskehavet og det almindelige og selve sproget en buffet. En buffet hvor man tager for sig af retterne og spiser indtil man brækker sig, og hvis man er rigtigt standhaftigt spiser videre efter man har brækket sig. Ulækkert, men man kommer over det.

Men sådan må livet forme sig for den, der bliver ved med at nyde uden at tænke, uden at forstå, uden at prøve at forstå rettere. For ingen forstår. Det er nok ikke meningen, at man skal forstå. Men det er meningen, hvis man overhovedet kan tale om mening, at man gør et forsøg. At man går ind i det område mellem grænsen og ser hvad der, gør sine prøver der, som Victoriansk videnskabsmand og samler materiale sammen som man tager hjem til laboratoriet.