tirsdag den 11. juli 2017

Slutspillet



Der er ingen grund til for Rusland, at holde fast i Donald Trump efter en eventuel aftale om Krim-Donbas-Assad. Hans præsidentperiode er så martret af anklagerne om et samarbejde med den russiske regering mod Hillary Clinton, at enhver tanke om at Trump på en eller anden måde kan bugsere sig hen til 2020 endsige til 2018 virker som drømmerier i horisonten. Derimod er det mere og mere klart, at geopolitikken er kommet tilbage for at blive, at Rusland skal tages alvorligt. Ikke blot som en obstruktionskraft i vestlige demokratiske valghandlinger, men som henholdsvis partner og modstander i langt de fleste konflikter i Mellemøsten, nærorienten og lille-asien. Det stiller USA i det dilemma, at skønt Putin bruger alle tænkelige midler for at opnå sine forehavender, så er han ikke til at komme udenom. Det samme problem har Europa.

Derfor er det ønskeligt, at man finder en tone, en kommunikationslinje som fungerer i praksis, uden at den i al for høj grad kompromittere egne værdier, men alligevel stiller sikkerhed og stabilitet længere frem på køleren end i flere årtier

Den verdensorden der har eksisteret siden 1991 er væk. Den forsvandt under fodsålerne på de hackere der var i stand til at direkte eller inddirekte at påvirke det amerikanske præsidentvalg. Den forsvandt i skænderiet mellem Washingtons regeringsinstitutioner om ansvaret for hacking, om præsidentens rolle og nationalsikkerhed.

Derfor vil støbeskeen til en ny verdensorden finde dagens lys. Asymmetrisk, korttidslevende men inkluderende i forhold til egne af verden hvor demokrati kun fungerer som et blålys eller som et potemkinbillede.

Det er verden anno 20017

fredag den 7. juli 2017

Fællesskab



Vi er sammen. Sammen om at stå sammen. Sammen om at løfte i flok. Den kulturelle, ideologiske, sociale ide om fællesskabet har løftet landsbyer og stammer i oldtiden til sammenslutninger i dagens verden. Løftet dem til højder som kun var mulige fordi man stod sammen. Men kan man tale om noget endegyldigt godt og endegyldigt rigtigt, når man taler om fællesskabet? Det har altid vist sig at være sådan at fællesskaber bestående af ligesindede, hvordan man eller vil beskrive ligesind, har fungeret bedre end fællesskaber hvor de oprindelige aftaler, de oprindelige formationer blev indgået af mennesker med forskellige interesse og med tværgående, forskellige ophav.

I 1800 tallet brød Karl Marx gennem historiens lydmur med antagelsen om at klassefællessskabet var det bærende fællesskab. At det handlede om hvorvidt man udbyttede eller var en del af den klasse i samfundet som blev udbyttet. Selvom vi i dag i vid udstrækning har forladt Marx, så hænger ideen om de økonomiske fællesskaber stadig som et hængedyng for mange i en hvilken som helst debat og diskussion. Som en hemmelig kode der skal knækkes, før der bliver forbundet en forestilling om argumentets validitet. Dette fællesskab ser vi i de moderne fagforeninger, i den politiske venstrefløj og vi ser den stadig i det skjulte i mange små og mellemstore sammenhænge. At det antages for givet, at dette fællesskab i strid og i kamp en dag, en skønne dag, vil skabe et idealsamfund som ikke har nogen klasser og ikke nogen hierarkier, og ville den frække sige, heller ikke have noget fællesskab da et fællesskab i sin vorden måtte have en modstander man var fælles mod, og da denne jo er væk så.....

Men fællesskabet har også andre interessante skyggesider. Det er meget svært at være original i et meget tæt forbundet fællesskab. En af mine venner der er psykolog fortalte mig en dag om en tidligere klient som hele sit liv havde været ked af at føle sig "udenfor fællesskabet, at være anderledes". Det er svært at være overtræder af de normer som er gældende, for normer, regler og retningslinjer må der til for at fællesskabet afgrænser sig selv og for at fællesskabet overleve. Man kan råbe én gang i det offentlige rum, men så heller ikke mere. For fællesskabet vil gennem forskellige metoder gøre én opmærksom på at det må man ikke. Lever man i en tæt foranstaltning som det danske samfund er, så er fællesskabet ikke noget man aktivt vælger til. Man er født ind i et sprog som ikke ret mange mennesker taler, som færre forstår, og man tilegner sig nogen vaner som er så naturlige, at man ikke forstår at man i en global sammenhæng er en freak. En velfungerende, omtrent lykkelig, stædig og blåøjet freak.

Når man rejser ud af landet finder man ud af hvem man er. Samuel Huntington skrev om, at med globaliseringen ville mødet med det "andet" gøre én mere bevidst om hvem man selv var og i særdeleshed hvem man ikke er. Civilisation, region, nation. Vi muterer disse informationer på mange forskellige måder. Når der kan være relativ stor forskel på kulturen mellem Jylland og København, så er forskellen mellem den kristne og den muslimske verden en sandhed der kan gøre én ret svedt. Disse forskelle kan ganges ud med alle de forskellige sammenhænge der eksisterer i verden. Men i alle disse forskellige kulturer, findes der helt grundlæggende ideen om fællesskaber. Om bevarelsen af ens egen kultur, tankesæt og værdier.

Det er for konservative for såvel liberale kræfter en værdi at lade sig selv overleve og eksisterer for evigt. Men intet fællesskab varer for evigt. Ingen værdier, ingen civilisationer har hidtil modstået tidens tand og menneskets dårskab. Det kommer den vestlige civilisation heller ikke til at gøre. Det kommer det danske fællesskab heller ikke til at gøre. Men man kan give noget videre til de næste civilisationer, en flig af håb om et velfungerende for samfund for de mange, frem for de få. Et område, stort lille, hvor mennesker kan være dem selv. Hvad det så end er for en størrelse. Et fællesskab af individer