tirsdag den 31. maj 2016

Fødes der for få børn? Er der kæmpe problemer?



Nogen siger, at der fødes for få børn i Danmark. De har åbenbart ikke været i København. De har helt givet ikke slentret en tur ned af Vesterbrogade og set mænd med langt skæg komme anstigende med kæreste og klapvogn i en så stor gruppe af par, at det minder om en hær.

Det vrimler virkelig med småbørns familier over alt. Det er fantastisk for dem alle sammen, og det er super godt for København og for Danmark.

Men man kan vel så ikke rigtig sige, at der ikke fødes nok børn?. Det er selvfølgelig heller ikke i hovedstaden, at det siges at der fødes for få børn, men i små kommuner i provinsen, hvor borgmestre, kommunaldirektør, skolelærere og småbørnspædagoger går sammen i en hellig alliance om at få borgerne til at komme i gang med at øge borgerandelen i kommunen. Man kunne måske så hive forskellige statistikker frem, og gøre opmærksom på hvordan fødselstallet påvirker vores BNP, BNI, CO2 udslip og måske vores chancer for at vinde EM i fodbold i 2040.  Men ingen aner rigtig noget om det.

Hidtil har man sagt, at Danmark har katastrofal lav vækst. Indtil det viste sig at væksten var på vej op, flere mennesker kom i arbejde og at det hele ikke var mørkt og trist alligevel.

Der er en lang række samfundsproblemer, som bliver udskreget til katastrofer, helt umulige at løse, og garneret med et udtalt behov for straks at "stacke" mad, drikke og mængder af gær til når det store nedbrud kommer.

Bevares, der er problemer. Men er de umulige at løse. Nej.

Så fød det antal børn i har lyst til. Og ellers bare lev livet som normalt, uden at se jer over skulderen. Der står alligevel bare en eller anden og dømmer jer, og bag ved ham eller hende står der en og dømmer vedkommende der dømmer jer, og sådan fortsætter det egentlig bare bagud, som et langt spejl eller som en cirkel, der ender et udefinerbart sted. F.eks hvor den begyndte. Og så kan det jo alligevel være det samme

Så det skal sku nok gå.

Margrethe II slutter det af for nu:

"Guds hjælp, Folkets kærlighed, Danmarks styrke"

mandag den 30. maj 2016

Sektionen

Til F.C.Københavns hjemmekampe i Parken har man en trofast fanskare, der står på den såkaldte B tribune. Bag målet. Lige i solen, når den skinner. Det er de højtråbende, og højt-syngende fans der står der. De inkarnerede. Dem som stiller op for deres hold og deres by, som de synger. Det er Sektion 12, eller Sektionen som det bare kaldes. Skabt af en lille gruppe fans, der var trætte af stilstand, passivitet og kedsommelighed hos den etablerede fanskare på langsiden i skyggen, i folkemunde også kaldet "Nedre C".

Sektionen består af unge mænd i begyndelsen af tyverne. Der er også kvinder iblandt. Men det er fortrinsvis unge mænd.

Til kampene foregår et nøje koreograferet ritual. Som var man i en kirke eller i et tempel. Foran de mange fans, står en mand på en forhøjning. Det er ham der styrer. Det er hans stemme man kan hører. Han har en megafon i hånden og en assistent ved siden af sig, som en slags meddirigent. "Dirigenten" står med ryggen mod banen, med ryggen mod kampen, men med ansigtet til de fans, der står i en stor klynge foran ham, klar på at modtage ordrer. Der bliver sunget. Om spillerne hver især, der så hilser tilbage til fansene, om klubben, om byen, mod Brøndby eller mod nogen man ikke kan lide generelt.Manden med megafonen opildner sin flok til at give alt hvad de har. "Det er en vigtig kamp. Kom nu. Kom nu. Kom nuuuu". Af eller anden grund bliver det sidste "nu" hængende i luften i et par sekunder. Som en indøvet sekvens mod en naturlig glidende overgang til noget andet

Allerede længe inden kampen går i gang, begynder sangene at strømme ud af struberne hos fremmødte fans. En taktfast klappen, en trampen på betongulvet under deres fødder, en summen af forventning om den helhedsoplevelse, som allerede er begyndt. Det siver ind med mennesker på lægterne, men kernen af Sektionen har været der i timevis.

Kampen nærmer sig, og intensiteten stiger. Alle har fundet deres pladser. Det er siddepladser, men ingen sidder ned. Ingen kunne drømme om at sidde ned. Der bliver røget cigaretter, selvom der officielt er nul-politik overfor rygning på stadion. Der bliver røget joints i lange baner, selvom det selvfølgeligt er ulovligt, men alle regler, love og skikke som findes i det civile samfund er ophævet. Der bliver hentet kaskader af øl nede ved kælderindgangen, og øllene bliver enten drukket eller brugt som, brugt som kasteskyts.

Lidt ovenover "Sektionen" er handicappladserne. På en lang række er kørestole parkeret ved siden af hinanden på en lidet beundringsværdig udskæring mellem to tribune afsnit og ganske tæt på Sektionen(hvilket geni mon har lavet den planlægning)

At de mest hard- core fans er direkte flankeret af mennesker med fysiske og nogen gange også psykiske handicap, skaber nogen momenter som står mindst lige så meget ud som hvad der sker i selve kampen. F.eks overværede jeg en enorm begejstring ved et mål for ikke mange kampe siden, med almindelig anarki som dets naturlige efterslæb, men det rørte ikke den fyr der sad ved siden af mig. Han sad bare og grinte, faktisk skraldgrinte af det hele mens han læste i et Her og Nu blad. B tribunen er et studie udi forskellige tilgange til den samme oplevelser, og på en og samme tid en samhørighed. Men man tilhører alligevel den samme stamme, og selv den mest udfordrede person i kørestol liver op og forsøger efter bedste evne at stemme i når Sektionen går i gang. Man hyler sammen som ulve i kor. Uanset hvem man er.

Ca. fem minutter inden kampen, kommer et medlem af "Sektionen" gerne over til handicappladserne. Han ser ofte lidt forvirret rundt, prøver at virke cool men har alligevel et stresset blik i øjnene. Han går hen og spørger folk på handicapsektionen, ofte henvender han sig til hjælperne, der pligtskyldigt eller forventningsfulde står på rad og række bagved kørestolene, om de ikke vil hjælpe til når den enorme tifo skal rulles ud. Den tifo, som tro væbnere fra "Sektionen" har brugt uger på at lave, og som når spillerne kommer på banen skal indhylde hele endetribunen. Endnu er der vist ingen der har sagt nej tak til den forespørgsel, for det ville være meningsløst. Tifoen kommer, om man ønsker den eller ej, og så kan man jo ligeså godt hjælpe til.

 Når spillerne kommer på banen bliver tifoen så rullet ud fra det øverste af tribunen, og som kørestolsbruger/hjælper ender man som oftest indenunder bagsiden af det, som givetvis på TV ser fantastisk ud, men som bogstaveligt skaber et kunstigt mørke, som skulle man beskyttes mod monsunregn.

Mens man sidder der, under den abnorme presning eller meget midlertidige papirs-konstruktion, kan man blandt andet hører lyden af sang fra Sektionen, se omridset af romerlys i forskellige farver, og når det er til Champions League, kan man hører først UEFAs "Nu kommer spillerne på banen hymne" og sidenhen, den for alle fodboldelskere, legendariske "Champions League hymne". Tifoen er slået ud i nogen minutter, hvilket føles som en evighed, og rulles dernæst ned til bunden af tribunen og stadion, de andre fans, spillerne, storheden i det hele kommer igen til syne og man indhyldes så i røg fra romerlysene eller fra medbragte kanonslag, som nogen måtte have taget med. Derfra går det løs, og den ene sang tager den anden. Det ene råb tager det andet. Nogen gange er det underordnet hvordan det går i kampen. Det pulser videre for fuld tryk, uafhængigt af kvaliteten

FCK spillerne har vænnet sig til støtten fra Sektionen, og hvis hjemmeholdet vinder lodtrækningen inden kampen, er det helt magt pålæggende for anfører Thomas Delaney, som det var for hans forgængere, at man angriber ned mod Sektionen i anden halvleg. Selvfølgelig. Sådan skal det være. FCK spillerne ved, at i tilfældet af at det er en tæt kamp, så kan trykket blive massivt fra Sektionen for en scoring i den "rigtige" ende til sidst. Spillernes anerkendelse kunne selvfølgelig også have noget at gøre med at give tilbage til de fans der hver anden uge køber billetter og sørger for at brande klubben. Men sæsonens hjemmebane statistik taler for sig selv. Ud af 17 hjemmekampe har man vundet de 14 og spillet 3 uafgjorte.

For år tilbage, da Flemming Østergaard stadig var bestyrelse formand i Parken, blev Sektionen også en slags talisman. En dag, da FCK var bagud, valgte han at forlade sin plads ved VIP området på og gå ned og stille sig bag målet hos den vilde hårde. FCK vendte kampen og vandt, og det blev herefter  sådan, at Østergaard med ca. et kvarter tilbage af kampen gik derned. Nogen ville sige at han prøvede at score billige points hos fans og komme i medierne. Måske. Men måske var han, trods sin høje alder, drevet derhen af den vildskab og den passion der udklækkes fra Sektionen, som en modvægt til alt det pæne, konforme og korrekte, som også er en del af F.C.København.

Sektionen er nok mest af alt hverken talisman eller fanskare, men et sted for mennesker at slippe hverdagens normalitet, et rum for at kunne være sig selv, og blive accepteret. Ikke for sine kompetencer, men måske snarere på trods. At få lov til at råbe, at få lov til at synge og få lov til at slippe sig selv løs sammen med andre. Det er en særegen kultur med ritualer. Det må helt enkelt regnes for et tempel med dyrkelse af noget man mener er større end en selv. Det er blevet en kirke i et ugudeligt samfund

lørdag den 28. maj 2016

Svingdøren

Svingdøren. Det er det som er virkeligheden. Også i Danmark. Når en person med magt, skifter til den private, ikke-offentlige del af det område som han eller hun har holdt styr på. Har reguleret. Eller været med til at lovgive omkring.

Vedkommende skifter ikke til et job i produktionen, eller til et hverv længere ned i systemet. Det er helt oppe i toppen, enten med direkte ansvarsområder indadtil eller som uofficiel cheflobbyist for at påvirke politikernes, de gode gamle kolleger, beslutninger. En af demokratiets svage punkter, en cyste, er at man ikke har dæmmet op for udbredelsen af denne ordning.

En af de ting som er gået helt galt i eksempelvis i USA, er at det er svært at gennemskue hvem der har hvilke kasketter på. Man går fra kongressen til Wall Street og tilbage igen i et omfang som er skræmmende, og dybt hæmmende for et lands demokratiske institutioner. Ønsker man et demokrati og en økonomi baseret på vennetjenester, så kan man stille og roligt fortsætte den udvikling man er inde i nu

Men skal det ændres, så må der både lovgivning og en holdningsændring til. Staten vil aldrig kunne konkurrerer med markedet på løn og bonusser, men man kan sætte rammer op der forhindrer at man eksempelvis kan blive chef for bankernes sammenslutning(Finansrådet) lige efter man har været den ledende tilsynsfører af bankerne.

Særligt må man føle et ansvar efter finanskrisen. Den massive overførsel af midler fra Staten til nødlidende banker fra 2008, som i nogen år blev dækket ind under argumentet om at oprettelsen af Finansiel Stabilitet jo gav overskud. Det gjorde det. Men med oplysningerne om køb af langsigtede, relativt højt forrentede statsobligationer, som finansiering af udskrivningerne til bankerne, så får vi det mere sande billede af effekterne af krisen. Det er i det lys, at det er højst uheldigt at der ikke er skodder for vinduerne mellem finanstilsynets top og finansrådets top

Her et  link der afstedkom min skriv.......http://finans.dk/live/okonomi/ECE8706727/forfatter-og-antropolog-om-dansk-finanssvingdoer-det-er-en-helt-ny-grad-af-dysfunktion/?ctxref=fplive

fredag den 27. maj 2016

Regningen fra redning af bankerne

Der måtte komme en mere retvisende angivelse af, hvad det egentlig kostede at redde bankerne tilbage i 2008. I panikdagene hvor de økonomiske, apokalyptiske vinde strøg hen over den vestlige verden. Det er interessant at ingen rigtig har "tracket" udstedelsen af 30årige statsobligationer. Måske fordi det har været mere interessant at følge hvordan det er gået med Medina og Christophers forhold, eller der kan være andre ting der gør det. Hvem ved


http://finans.dk/live/erhverv/ECE8705893/skatteyderne-faar-gigantisk-ekstraregning-for-at-redde-bankerne/?ctxref=fplive



torsdag den 26. maj 2016

DONG har været igennem en "rivende udvikling"



Det her bliver ikke så langt. Synes ikke at det er så fantastisk påkrævet.

For et par år siden solgte Staten aktier i DONG til Goldman Sachs. I dag er aktierne det dobbelte værd. Vidste man godt dengang, at potentialet i DONG var stort, meget stort? Svaret må trods alt være ja. Der bliver i dag sagt at DONG har været i en rivende udvikling. En rivende udvikling.

Betyder det at man har opnået noget som ingen turde have troet muligt for et par år siden. Nej. Det betyder, at man gennemførte et salg og en derpå følgende børsnotering med høj fart, for at nogen kunne få det maksimale ud af handlen. En finansminister, ved navn Bjarne har siden forladt dansk politik, en anden ved navn Claus er kommet til og han kunne i dag flere gange gentage sætningen "Dong har været inde i en rivende udvikling de senere år" så mange gange i et interview på News, at man ved at det er lige netop den sætning, der skulle leveres i dag.

Som i alle handler er der vindere og tabere, og den almindelige dansker er ikke nødvendigvis kun taber, selvom det er åbenlyst, at der er nogen andre som er store vindere.

Staten ejer mere end 50% af aktierne og står til kraftig kursjustering opad. Samtidig vil danske pensionskasser givetvis også ende med at tjene penge på eftervirkningerne af børsnoteringen, en indtjening som i sidste ende går til dem der sparer op til pension, altså alle der har et arbejde.
Værdien af selskabet ligger mestendels ved at man ejer store hav vindmølleparker, hvis værdi er blevet opskrevet med milliarder i de sidste "rivende" år.

Det er dog på sigt gigantisk sats, da man ikke ved om hav vind vil være en naturlig del af den grønne omstilling om 10-15 år, og som det er nu kræver investeringer i hav vindmølleparker stadig en stærk og langvarig statslig støtte". Hørte også på News en ekspert udtale at "Det giver en tryghed som investor, at man kan se, at der er en stærk stat i ryggen, når man laver sin investering". Det har amerikanerne et udtryk for. Det hedder crony- capitalism. 

Hvor meget grøn omstilling der ligger i hav vindmølleparker, må tiden vise. Men som det er lige nu, er det omkostningstungt, ineffektivt og kræver statsstøtte mange år frem, og vil umiddelbart få  problemer med at konkurrere med andre grønne produkter, som eksempelvis sol, biomasse, vandkraft, fissions energi og selv land-møller, selvom ingen vil have dem fordi de larmer og er grimme. Det er et meget svært marked at forudsige, når vi taler på den lange bane

For Goldman Sachs har det været en fantastisk forretning, og det har også været tiltrængt siden de hårde tider efter Lehman Brothers krak i efteråret 2008, hvor det efterfølgende kom frem, at man hos GS havde været på begge sider af "væddemålene" i forbindelsen med det oppustede amerikanske bolig og securities marked, og i kølvandet heraf måtte udholde et kort og intensivt forløb, hvor deres administrerende direktør, Lloyd Blankfein skulle svare på irriterende og forstyrrende spørgsmål fra den amerikanske kongres om etik, moral og den slags.

Nu er man videre. Goldman Sachs er tilbage og nu handler det om den grønne omstilling

Ok, så blev det lidt langt alligevel

tirsdag den 24. maj 2016

Tæt på


Det kunne ikke have været tættere på. Ikke engang med målfoto eller med en baglinje dommer, hvis eneste job, det måtte være at vurderer om den var inde over stregen eller ej. Den var ikke inde over stregen. Lige akkurat. Men måske vil man diskutere det på linje med England vs Vesttyskland i VM finalen i 1966 eller Bush vs Gore i år 2000, eller måske er der ingen andre end mig der kunne drømme om, at kæde et mål i en VM finale sammen med en præsidentvalgkamp i USA eller i Østrig. Der er fodbold alligevel for vigtigt.

Det østrigske præsidentvalg var "to close to call". Indtil det så altså alligevel blev kaldt til sidst, og kandidaten Alexander van der Bellen vandt med en margin på små 31.000 stemmer. Men det handler ikke om ham, og hans 50,3%, og hans nyslåede titel som Præsident. Det handler i virkeligheden heller ikke om ham den anden, hans modkandidat Norbert Hofer, manden med stokken, manden der stillede op for Frihedspartiet, manden der fik de 49,7% af de afgivne stemmer. Det handler om, hvad et land gør når det er faldet i søvn og vågner op til en ny virkelighed. Når et kontinent eller en kultur eller, hvis man virkelig skal svinge sig op i trætoppen, en civilisation gør når den er faldet i søvn, og nogen pludselig kommer med gongongen som signal om, at nu er det tid til at komme ud af fjerene.

Valget i Østrig foregik over to runder. Sådan får man indsnævret feltet fra de mange til de to finalister, og det foregår efterhånden sådan i de fleste republikker i Europa, eksempelvis i Frankrig. Men hvor præsidenten i Frankrig er landets ubestridte politiske leder, er Østrigs præsidentpost mere af ceremoniel karakter. Man tager ud og klipper snore over, for så at modtage folkets anerkendelse, og man tager til åbninger af nye togruter mellem Wien og Innsbruck, åbning af konferencer og symposier, eller mødes med andre statsoverhoveder fra resten af verden. Den slags ting. Noget som dem der har den reelle politiske magt i landet, det vil sige regeringen med forbundskansleren i spidsen, ikke kunne drømme om at bruge sin tid på. Det har været sådan i Østrig siden 1945.  Problemer var bare, at den ene kandidat, manden med stokken Norbert Hofer, havde en helt anden holdning til hvad præsidentposten skulle bruges. Han var nemlig af den overbevisning, at han kunne bruge posten, som det faktisk var nedfældet i forfatningen. Her står skrevet at præsidenten kan nægte at underskrive loven, fyre regeringen og udskrive valg. Det har ingen præsidenter gjort. Men pludselig stod det klart, at man i Norbert Hofer, kunne have fået en præsident som kunne have ændret mere end 70 års sædvane. Og man kunne ikke have stillet ret meget op. Forfatningen i Østrig, som forfatninger andre steder giver enkeltpersoner ganske store magtbeføjelser, men som det er nu er det meget få der vælger at bruge dem. Den tid kan snart være slut. Hofer kan være den første der for alvor anfægter den etablerede orden.

Det er her gongonen pludselig kommer til at lyde. Østrig, som resten af Europa, har fået en ide om at freden, sikkerheden, stabiliteten, velstanden og det gode skivejr er kommet for at blive. For evigt. At alle til alle tider vil se det indlysende kloge i at lade de partier fortsætte med at bestemme som har ledet Europa siden andenverdenskrig. At det samme verdensbillede som vi har kendt siden Berlinmurens fald, er støbt i cement. Ikke bare det moderne demokrati i Østrig er bygget på antagelsen om institutionernes uforanderlighed. EU er bygget på den samme præmis. Alt er fint, så længe unionens lande og institutioner bliver ledet af nogen der anerkender, stabilitetspagten, finanspagten, Euroen, Schengen, konventionerne osv og anerkender de usagte aftaler der eksisterer indenfor systemet. Alt er fint så længe det hele er ledet af centrum højre og centrum venstre. Man tager ganske enkelt ikke højde for, at det ikke er alle europæere der tænker som embedsmænd, der arbejder i Strasbourg og eller i Bruxelles eller kolleger i hovedstæderne.

Det kan vise sig at være en skæbnesvanger fejl for Europa. At tro at alt bliver ved med at være som det altid var. Den tilgang, kan vise sig at være kimen til begyndelsen til enden for ikke blot en union som virker træg og umedgørlig, men for hele den orden som har kendetegnet det moderne Europa

Man er nødt til at få en dybere samtale om demokratiets udvikling og fremtid i et Europa under forandring

torsdag den 19. maj 2016

Neger som afledningsmanøvre



Neger

Det var oprindeligt ikke lige det ord, jeg havde tænkt skulle være det første ord i mit første blogindlæg. Slet ikke. For det er ikke et ord, man bruger i fuld alvor, når man er født efter 1975. Sådan groft sagt.

Den unge generation fniser nok lidt når de hører ordet, og ryster så stille og roligt på hovedet.

For hvem ville egentlig bruge sådan et ord i dag, og stadig forvente at blive taget seriøst?

For et par dage siden valgte Dansk Folkepartis udenrigs-ordfører, Søren Espersen så at bruge ordet. I en sammenhæng, hvor han skulle forsvare partiets seneste reklame fremstød. Søren Espersen er jo kendt for altid at have et frit sprog. Han siger hvad han mener og han mener hvad han siger. Man får sandheden fra hans mund, og man får den pakket ind i lige præcis den indpakning og den folio som er genkendeligt ved Dansk Folkepartis kommunikation. Men Søren Espersen har været DF en god og loyal mand i mange, mange år, og før han kom i folketinget var han pressechef for partiet og kom relativt hurtigt op og blev en del af inderkredsen i toppen af partiet, sammen Pia Kjærsgaard og Kristian Thulesen-Dahl. Søren Espersen er meget vidende om hvordan medierne fungerer, hvordan hans politiske modstandere vil reagere på hans udsagn, hvordan kunstnerne, aktivisterne, samt speltsegmentet på Vesterbro og omegn vil reagerer, samt hvordan pølsedamen, elektrikeren og skorstensfejeren vil reagerer på hvad han går rundt og siger. Hvis han kan få et vredes udbrud fra Mogens Lykketoft i New York eller et par fornærmede udsagn fra nogle delegerede til Women Deliver konferencen i Bella Centeret oven i hatten, så ville det kun være et plus.

De kan skam deres shit i Dansk Folkeparti

For Søren Espersen er ude og helt bevidst starte en debat, der har som mål at trække fronterne op, men endnu mere, at få så mange som muligt til at til tage øjnene væk fra bolden. Væk fra den politiske virkelighed. Det er en DF special: Erobrer debatten med noget som alle kan forstå,, som skaber mest mulig forargelse indenfor nogen af dem selv definerede grænser, noget som nogen vil slå sig på, men som helt sikkert vil rydde forsiderne på de ønskede medier, og skabe debat til konfirmationer og lignende familiebegivenheder rundt omkring i landet.

"Kan vi nu virkelig ikke få lov til at sige neger mere? Og det endda i vores eget land? Det er virkelig for galt. Alt for galt!".

Men Søren Espersens ageren viser,  at Dansk Folkeparti er presset. Måske mere presset end de har været på noget andet tidspunkt, siden partiet blev stiftet i 1995 på ruinerne af Fremskridtspartiet. DF havde sammen med Venstre lovet danskerne, at der ville komme en ny udlændingepolitik. Det kom der. Men man havde også stillet den danske befolkning i udsigt, at den nye udlændinge politik ville betyde færre udlændinge. Det kom der ikke. Tværtimod. Og da strømmen af flygtninge steg i efteråret, viste det sig, at DF reelt var magtesløse. At partiet, trods mandatfremgang ved valget, overhovedet ikke havde nogen mulighed for, at gøre sin indflydelse gældende. Man havde kravlet højt op i træet, for så at kravle slukøret og slagent ned igen. Det stod klart, at hvis de virkelig ville ændre noget, ville det kræve, at man var parat til at stille en hvilken som helst regering stolen for døren. Og det var DF aldrig nogensinde parat til. DF er blevet fanget af deres egen succes, af deres eget spin, af deres formidable evne til at brokke sig og beklage sig til vrede, afmægtige og frustrerede danskeres proteststemme. Man har sejret af helvede til, og da man endelig fik sit ønske om grænsekontrol igennem, kunne man alligevel ikke udråbe det som en stor politisk triumf. For den danske grænsekontrol var nærmest blevet forlangt af Sveriges regering. Af Sveriges socialdemokratiske regering. Så det fik man altså ikke ret meget ud af, selvom det i princippet var en kæmpe politisk sejr

Tilbage står at DF er presset fra to sider, dog hverken fra venstrefløjen eller fra de radikale som man stadig elsker at danse forargelses-tango med, som man gør det nu her under "Neger-gate", hvor begge parter spiller deres roller til perfektion. Presset kommer på den ene side fra socialdemokraterne, som har lagt sig tæt op af DFs udlændinge politik og nu går og venter på at DF springer i målet på fordelingspolitikken. Det vil stort set være umuligt for DF, at fastholde deres sociale profil og være en del af blå blok samtidig. Og S står da formentlig også klar til at høste, når DF ikke længere kan holde deres spagat. På den anden side, og nok så bekymrende for DF, er udsigten til at nye strammer partier er på vej i Folketinget. I første omgang ser det ud til at presset vil komme fra Nye Borgerlige der er tættest på at nå de 20.000 underskrifter det jo kræver at stille op til Folketinget. Nye Borgerlige ligger godt nok ligger til højre for DF på socialpolitikken og fordelingspolitikken, men det bør alligevel bekymrer på DF gangen på borgen, at man formentlig snart ikke længere er ene "Strammer-hane" i hønsegården. Det kan sagtens vise sig, at det er presset fra et nyt højre, som vil være det sværeste hidtil for DF at håndtere

Og så kan man ellers gå rundt og sige neger, lige så tosset man vil. Den ønskede effekt vil blive mindre og mindre for hver dag der går