mandag den 29. januar 2018

Afghanistan



I den seneste tid er andelen af terrorangreb steget kraftigt i Afghanistan. Særligt Kabul har været hårdt ramt. Af selvmordsbomber primært. Det er eskalering og yderligere destabilisering af en i forvejen skrøbelig stat. For at sige det mildt. For efter mere end 30 års krig, har store dele af befolkningen aldrig kendt til andet end netop krig. Aldrig kendt til andet end skiftende alliancer og brudte løfter, af udefrakommende stormagter og små-magters hårde indblanding. Først Sovjet, siden USA og allierede. Men igennem alle år har et islamisk spøgelse hvilet hen over store dele af landet, og det vil det fortsætte med i mange år frem. Et land inddelt i klaner, uafhængige befolkningsgrupper med eget sprog og egen kultur, med, en for mange, usynlig grænse mellem Afghanistan og Pakistan. En grænse der altså reelt kun eksisterer for kyndigt interesserede nørder og ikke for almindelige mennesker, og navnlig ikke for militante, som hver dag krydser det bjerg landskab som den såkaldte grænse udgør.

Grunden til at man måtte interesserer sig ekstra for netop Afghanistan er, at Danmark har kæmpet der i årevis, med temmelig store tabstal til følge, målt i forhold til vores indbyggertal.

Det store spørgsmål er så. Er det blevet bedre? Har vi præget Afghanistan i en mere demokratisk retning? Ud fra talrige beskrivelser fra hjemvendte soldater, diplomater og NGOer, så har det haft en positiv indvirkning på landet, at vi og resten af den internationale koalition har været der. Men det underliggende problem, den militante islamisme er der fortsat, og de er blevet kraftigt styrket de senere år.

En islamisk fremkomst igen, vil selvsagt rulle meget af den forbedring tilbage som er sket i Afghanistan og igen gøre landet til en hub for terrorister og for udklækningen af nye Al Qaeda lignende grupper. Men betyder det så at vi skal blive der i al evighed. Svaret på det er svært, for det lader til, at man er nødt til at blive i Afghanistan med en styrke af en vis størrelse for at forhindre at militante grupperinger igen får kontrollen med så store dele af landet at de igen er i kontrol. Omvendt, hvis ret skal være ret, så kan vi simpelthen ikke blive i Afghanistan længere med det antal soldater som ville være nødvendigt.

Der er ikke flertal for det i befolkningerne, det koster for mange penge i forhold til hvad man kan påvise at man får ud af at være der, og man får ikke revet den militante lejr op med rode. Det ville kræve en tredobling af soldaterne fra stort set samtlige af koalitionens lande, en voldsom eskalering af kampene ved grænseområdet og så det umulige, en invasion ind i Pakistans territorium for at få bugt med lederne. Det kan ikke lade sig gøre. Ydermere har russerne meldt deres ankomst. Hvad deres ærinde er, hvem de egentlig støtter og navnlig hvorfor de støtter dem, må stadig stå hen i det mere uvisse. Men deres tilstedeværelse er en yderligere besejling af argumentet om, hvor kompliceret forholdene er på jorden, hvor meget det fortsat ligner en dødsfælde for Vesten, og hvordan helvedet ser ud til at fortsætte for civilbefolkningen

onsdag den 24. januar 2018

Hvis man ikke er et menneske, hvad er man så?



De næste år vil revolutionere vores syn på stamcelleforskning, kloning, skabelse af alternativt liv, kunstig intelligens og mange andre forhold som vil ændre den måde vi opfatter liv på. I samme moment vil vi måske, i vores egen kerne, ændre opfattelse af det som vi betragter som vores eget liv? Det vil stille en række helt centrale, eksistentialistiske spørgsmål til hvad mennesket er for en størrelse og hvor mennesket er på vej hen. Personligt er jeg endog meget tilhænger af videnskaben, ud fra den frase: Jo mere videnskab, jo bedre. Der er dog et etisk dilemma og det dilemma bliver ikke mindre som årene går. I årtier har etikken holdt os fra de mest banebrydende, men måske nok også de mest kontroversielle konsekvenser og fordringer af mulighederne med videnskaben. Snart vil det være umuligt at standse. Intet kan blive af-opfundet. Når det først er derude, og det er jo hvad som helst, så lever det sit eget frugtbare, mærkelige og brugbare liv i hænderne på de mennesker der nu engang har forstand på at bruge det. Man behøver ikke at være særlig historisk kyndig for at vide, at det igennem tiden er gået grueligt galt. At udnyttelsen af mennesker, har ligget klinet op af begejstringen for opfindelsernes betydning for den samlede menneskehed.

Det store spørgsmål, som man kan stille vil være. Ville jeg selv blive født i morgen, hvis den og den teknologi gjorde det muligt at opdage et eller andet? Det isoleres ikke kun til mennesker med handicap, men i virkeligheden alle. Vi kan ikke vide med sikkerhed hvad fremtidens samfund vil fremelske af "mennesketyper". Vi aner ikke om det vi tager for givet i dag, givet som tilstand, også vil blive taget for givet på den måde om 50, 100, eller 200 år. Faktisk kan vi være ret sikre på, at det sandsynligvis ser helt anderledes ud om 2-3 generation end det gør i dag. Og at der allerede i dag er stor forskel på hvad man hos klodens forskellige civilisationer, anser for at være det gode kontra det såkaldt dårlige liv. Men det er nærmest sikkert, at ingen civilisation vil gå fri for at blive dybt påvirket af videnskabens frembringelser, og de metodiske forudsætninger som ligger bag disse frembringelser. Den fælles diskurs, fælles metode, fælles videnskabsteori som måtte ligge til grund for opfindelsen, og den videreførte opfindelse.

Bolden ruller, og vi ruller egentlig bare med "for the ride" 

tirsdag den 9. januar 2018

Stormpiller



To ord der ikke har meget med hinanden at gøre. Storm og piller. Vi kan se det som en fast størrelse, som en urokkelig, sejlivet organisme, der står bestandigt, men som alligevel har sin egen vilje. Sit eget virke.

Vi ved jo at eksempelvis bropiller udgør en vigtig funktion, en urokkelighed som vi ikke rigtig kan leve uden, også selvom vi faktisk levede fint uden broer i tusinder af år, før vi altså ikke kunne leve uden. Det urokkelige bliver først til at rykke når vi ser bagud. Det vi tog fuldkommen for givet som en sandhed, viste sig at være en konstruktion af en eller anden art, og vi kan lave den logiske slutning, at det vi tager for givet i dag også ligeså godt kan være en konstruktion. Samtidig har vi den tanke, nogen af os i hvert fald, at fordi vi er blevet voksne, så er vi bedre til at skelne mellem det bestående, det såkaldt rigtige, og konstruktionen.

Det tror jeg så derimod ikke at vi er. Ikke synderlig meget bedre end da man var barn. Det er på baggrund af analysen, den store analyse og den lille analyse, at vi foretager en lang række valg af større eller mindre karakter. Nogen gange er det også når vi kaster analysen væk, at vi foretager de måske vigtigste valg i livet, eksempelvis når det gælder kærlighed. Men hvad gør man når man af en eller flere grunde er fanget ind i et livsforløb, eller føler sig fanget ind i et livsforløb, hvor det rationelle bliver det bestående og det følelsesmæssige virker udenfor rækkevidde?

Det gad jeg sådan set godt have et svar på, men et sådan svar findes formentlig kun for den enkelte, som værende en personlig rejse for det enkelte individ i sin tid, og ikke som en let og forståelig hovedregel. Gudskelov. For i så fald kan man boltre sig i alle slags fejl og mangler og forkerte valg, indtil man træffer det rigtige eller indtil man træffer en beslutning der bare er en lille smule mindre "forkert" end alle de andre man har truffet tidligere. På det seneste har jeg spekuleret på Samtalen, som værende både kimen til det oplysende og det modsatte.

At samtalen kan udgøre den imaginære stormpille, der potentielt binder hele lortet sammen, og samtidig kan udgøre det modsatte og forvirre mere end det opklarer. Vi møder indtil den forventede samtale med bagage fra den seneste tid, ønsker den vendt, drejet, vinklet og forløst, og modparten spiller en rolle som mediator, væg og sparringspartner og der gives plads til en tovejs relation detsangående.

Måske fordi vi interagerede så frit og frejdigt som børn og unge, måske fordi vi ikke aner at det næste liv, voksenlivet, er en lang kæde af beslutninger uden noget absolut rigtigt og/eller absolut godt eller absolut dårligt, så er det summen af det for os så kendte asymmetriske som i sit samlede hele udgør den del af tilværelsen.


Flugten fra hønsegården



Da Trump vandt valget i efteråret 2016 var der ikke nogen på den her jord, der var mere overrasket end han selv og hans nærmeste. Chokerede er nok en bedre beskrivelse. Det får man bekræftet i Michael Wolffs "Fire and Fury", der udover at komme med løse rygter og halve historier, alligevel giver en indikation af kaos, forvirring og lede i det Hvide Hus.

Men det stikker måske dybere end som så. Briterne meldte sig ud af EU og Cameron smuttede. Trump tabte valget ved at vinde det, og blev givet et ansvar han slet ikke ønskede. Anders Samuelsen og Liberal Alliance har delt det danske statsbudget op i bider som man kan stikke fra alt efter størrelsen i koalitionen, og da SF var i regering lignede det mere end døds-cabaret end regeringsførelse. Hvad sker der?

Er vi i de her år vidne til en generation, måske to generationers forældre-opgør i slowmotion, ikke med knive og gift som i det kejserlige Rom, men med systematisk udplyndring eller opgivenhed overfor det tunge, men samfundsbærende ansvar? Er vi vidne til en tid, hvor det er vigtigere at have det godt, end at gøre godt og gøre det rigtige? Svaret findes ikke så let. Der er stadig nogen som tager ansvar, naturligvis og selv i uansvarligheden findes et form for ansvar. Men i takt med en automatisering og en magtforskydning, kommer en lede, en ligegyldighed, en tilstand af permanent apati, som breder sig til alle dele af samfundslivet. Det er mørke med mørke på. En flugt fra hønsegården uden noget sted at tage hen.

Samtidig med at de vestlige landes regeringer enten ikke eksisterer(Tyskland eksempelvis) eller i USA hvor den indehaves af nogen som altså ikke vil være der, buldrer Asien frem med 300 km/timen. Det hænger selvfølgelig sammen.

Aftenlandenes indbyggere kan se på morgendagens vindere med misundelse

Det er måske der man skulle flygte hen