lørdag den 26. august 2017

Respekten er nær



Respekten for det som binder os sammen. Det som skiller os ad, og skaber konflikter som fører til uoverskuelige konflikter. Det hele hænger sammen i et kredsløb, hvor selv den mindste ånd, eller livsform spiller en rolle i det som foregår. Hvad det er der reelt foregår er i sandhedens natur ret uvist. Vi tror vi ved det, og nogen af os tror at hvis vi tænker nok over det så finder vi ud af det. Det gør vi nok ikke, men det skal ikke afholde mig fra at falde ind i den kontinuerlige tankestrøm, så man til sidst bliver svedt. Essensen er at lede efter essensen. Og når man finder essensen er det slut, med at lede, slut med den sult der skal til for at være et interessant menneske. Man kan have venner som engang var spændende mennesker, men som af forskellige årsager er blevet utroligt kedelige, nærmest mumieagtige ånder, der er holdt op med at interesserer sig for ting, nu hvor voksenlivet synes at være på plads. Endeligt på plads. Så endeligt, at der derfra skal lægges ansigter i så dybe folder at de til forveksling ligner den forrige generations dybe folder, og samtaler der helst skal omhandle de samme ikke-emner, så som den generelle udenomssnak og den frygt for fiasko som lurer i voksenlivets kornkammer. Måske er det den store fortælling, at man agerer på en bestemt måde, i en bestemt tid, i en bestemt retning, indtil at nogen, forhåbentlig til en vis udstrækning én selv, fører én hjem til den base hvor livet kan leves.

Men livet leves ligeså vel i faldet, som i det stående på jordoverfladen. Ind i billedet kommer mennesket. Med sit ego. Med sine drømme om fremtiden. Med sine ambitioner, ofte godt gemt. Med enten tro eller ikke tro på egne evner. Og et muligt forfald. Det er velkendt stof. Mennesker der lever for at præstere, falder fra tinderne ned mod det dyb som kun findes i deres indre. Andre ser det faktisk meget mindre, end den faldne selv tror. De ser derimod noget andet, som om muligt kan være meget værre. En energi spildt på konflikt, på vrede, på planlægning, på alt det som skubber andre væk, fremfor det som skulle bringe det andet, de andre, tættere på. Der findes ikke noget mere selvhøjtideligt at påpege, hvordan alle andre mennesker tager fejl. Og derfor bør læseren sidde tilbage med den berettiget følelse at skribenten falder i de samme oasevæsker som han anser sin omverden falder i. Korrekt. Og der kommer ikke noget Men.

Det som bør optage et menneske i det såkaldte 21.århundrede er hvordan livet kan leves i den balance som naturen har givet dette menneske. Så bevæger vi os for alvor ind i filosofien og det kan virke så højpandet, så frelst og tyk'mælket, at det frastøder dem som kan, vil og skal tænke selv. Det er en udfordring, at blive orienteret om værdier som kan ligge langt fra én. Det er ligeså en udfordring, at følge en proces, en tanke, en ide længe nok til at den slår rod og bliver til noget. Men det er tykmælk, og det vil vi afholde os fra her.

Men vi har alle en bane som holder os til det vi allerhelst drømmer om at foretage os. Ellers ville vi lave noget andet. Den bane kan virke usikker, fremmed, endda løjerligt dum. Men det er vores bane. Kommer man fra en lille by, er der færre til at sige at det er fantastisk eller forfærdeligt det man har gang i. Storbyen rummer den tredie og måske den mest ubarmhjertige vej, nemlig ligegyldigheden overfor præcis den måde man vælger at foretage sine valg. Man sætter rammerne, møder mennesker på cafeer, klubber, restauranter og i andre sammenhænge og morser koderne ud i et håb om at der bliver lyttet, forhåbentlig velvidende, at alle andre mennesker i store træk gør det samme.


fredag den 11. august 2017

Den vrede unge mand



Der eksisterer et splitsekund, måske et nanosekund, hvor alt føles ligegyldigt. Dette sekund sameksisterer med følelsen af øredøvende smerte og verden omkring indsnævres til det som synet lige akkurat kan se i det øjeblik. Når man brækker en knogle forsvinder alle livets detaljer, den regning der skal betales, den person man skal ringe tilbage til, detaljer som førhen fyldte noget, men som i dette helt specielle øjeblik, mister sin værdig. Det er en udsædvanlig undtagelsestilstand der så begynder. I det øjeblik man brækker noget begynder man at hele igen. Det er så en proces der som minimum tager 6 uger, med det aber dabei, at bruddet kan sidde forkert eller at man har nået en alder hvor knoglerne vokser langsommere sammen end da man var yngre. En slidsom, langsommelig proces der nulstiller selve essensen af tilværelsen til et rum, en seng, få objekter, ganske afgørende lidt bevægelsesfrihed og ens egne tanker. Har beskrevet det tidligere i andre blog indlæg, men som man skriver det kommer andre med lignende oplevelser med observationer, man ikke selv har gjort, eller bekræfter hele den proces der eksisterer

Som med så mange andre ting, gennemgår man en udviklingsproces som teenager. Man er ung, fri og vil erobre verden. Den verden som kan erobres er uddannelse, venner og lignende. Det er en verden spækket med delmål, endemål og oplevelser og slet og ret potentielle eventyr, hvis man altså vælger at se dem. Et eller andet sted i dette kan man let fare vild. Let, fordi man må antage at det sker for både de mange og for den enkelte. Dette, at fare vild, er også en inddirekte betegnelse for helt konsekvent at træffe valg imod det som umiddelbart fremstår som i strid med ens egne interesser, og måske mere væsentligt, i strid med hvem man egentlig gerne ville være, hvem man egentlig er. Man er selvfølgelig altid sig selv. Men en spaltning kan opstå, hvis man gennemtvinger sig selv sammenhænge, der strider grundlæggende mod det man gerne vil lave, og de mennesker man gerne vil spendere tid sammen med. Det har de fleste nok oplevet i det små. For mennesker med handicap, kan dette forløb dog varer i længere tid end for almindelige mennesker, da man ganske ofte lever et anderledes indholdsmæssigt liv end så mange andre.

Man kan vælge at se på dette som en gave, eller se på det med frustreret blik. Som barn, kan jeg huske, syntes jeg at det var mærkeligt at mennesker kom hen til mig og sagde at de ville "bede for mig" eller at jeg på en eller anden måde "forstod dem". Ofte var det alkoholikere, kunstnere, pensionister, eller sjæle med ondt i livet på forskelig vis. Her har jeg så lavet en hjemmelavet, ganske uvidenskabelig observation. I de år hvor jeg nok følte mig stresset, hvor jeg ikke afgav tilnærmelsesvis positiv energi og hvor jeg altid følte mig bagud, forkert og hvor jeg måske heller ikke omgav mig med mennesker som selv afgav en positiv energi, stoppede den linde strøm af sjæle der ønskede mig godt. Der var dømt tørke for de mystiske samtaler. Det var i perioden hvor vreden havde taget over. Vendt mod alt muligt, alt det som fandtes og som kunne kritiseres. Det er en vrede som mange unge mænd har, og sikkert ligeså mange unge kvinder har, og den kan fylde så meget at den overskygger for det sollys som livet indeholder, selv i de mest negative stunder. Her kunne man så læse om tidligere tiders vrede unge mænd, som gik rundt alle mulige steder i verden og var vrede, og det var slet ikke spor morsomt.

Kan man så forvente at man, selv med en anderledes livserfaring, ser lysere på tilværelsen gennem eksempelvis 20erne? Nok ikke. Må desværre skuffe læseren med at sige, at jeg ikke havde de vise sten i forhold til at finde lykken i ungdommens tempo. Vil ikke kalde det vildskab, for det er trods alt Danmark. Men man kan sagtens kalde det tempo. Det er en sovs med mange forskellige ingredienser, og de kommer med alt det som en god blanding af liv er lavet af.