torsdag den 30. august 2018

Mod dumhed.....


Mod dumhed kæmper selv guderne forgæves. Vi ved vi har fat i noget, når dumhed bringes på banen. Det ligger der, i sit leje, mageligt, velvidende at den kan ligge uantastet. For der er ingen lov mod dumhed og vi kan endda hævde at vi tilskynder den. Forbrugssamfundet, ikke at vi er et forbrugssamfund i sin hele udstrækning, kræver faktisk at vi er en smule dummere i vores handlinger, end vi er i vores hoveder. Vi skal bruge en anelse mere end vi burde, og vi skal helst ikke stille for mange spørgsmål. Det kan vi leve med. Til en grænse

På et eller andet tidspunkt blev en form for dumhed, for det er ikke al form for dumhed, sat i system. Det var mere end ok, at vi ikke tænkte os om en ekstra gang, men at vi agerede, og der spirede argumenter frem hvorfor det var ok at vi agerede før vi tænkte os om. Det var den rette adfærd. Det skjuler for en stund dumheden, gør en større i sit skjul, indtil den foldes ud i fuld flor. Samtidig nedbrydes vi helt automatisk af tiden. Der dør flere hjerneceller end der bliver skabt nye. Kombinationen af de to forhold er så skrækindjagende at man kun kan grine af det, studerer det, ryste på hovedet, og komme videre. Man agerer. Væk fra den analyse, og videre til den næste

Tilbage står dumheden, som egentlig bare vil anerkendes. Overfor den står en form for klogskab som kan være lige irriterende som den rene dumhed. Folk der ved for meget, folk der bruger deres viden til at opnå en for dem og for andre mennesker en succes af en art. En midlertidig glæde ved opnåelse af præstation efterfulgt af et kortere eller længerevarigt tomrum som hurtigt, for det skal jo helst gå hurtigt, skal fyldes op igen med en ny jagt på succes. En formel for den moderne verden, for den moderne økonomi, for ledelse, for at blive ledet, for langt det meste sociale og økonomiske liv. Her ville gerne kunne siges(eller skrives) at der findes en tredje gruppe som blot kigger på disse fænomener, men den gruppe eksisterer ikke. Derfor er denne blogger heller ikke med i en sådan gruppe. Man lever som menneske i krydsfeltet af dumhed og klogskab, succes og fiasko, oppe og nede, ude og inde, fra by til land og fra land til by. Måske er man bedst der? Hvor intet er sikkert og hvor langt mere er på spil

Mod dumhed kæmper selv guderne forgæves. De vælger dog selv dumheden på et tidspunkt

mandag den 27. august 2018

Exceptionalisme



Exceptionalisme. Amerikanske politikere tager det i deres mund for at forklare, i et ord, hvad USA er. Det er for meget, er vores reaktion. Alt for meget.

Men med John McCains død er der alligevel noget exceptionelt der ikke længere er her. Det kunne have absolut ingen betydning for os i Europa, hvis det ikke var for det faktum, at USA i disse år, og ikke kun på grund af præsident Trump, står ved en række skilleveje. Republik eller oligarki, skal rigdommen regerer eller skal befolkningen, skal der være indvandring eller ej osv.

Det næste amerikanske valg vil være det vigtigste i deres liv, og det var det forrige også, og det valg der følger efter det næste vil også være det vigtigste valg i deres liv. Så vigtigt er valg kun, når for meget står på spil, når et samfund ryster, når noget er gået så galt at man står ved en afgrund. Der har USA stået før dog på andre måder og med andre værktøjer til at løse dem

Demokratiet er i disse år offer for sin egen logik. At det kun er så stærkt som de generationer der er i live der bærer det. Det betyder også noget forskellige for forskellige mennesker, og måske endnu mere tydeligt, så betyder det noget forskellige for forskellige generationer. Beskyttelsen kan være ligeså væsentlig som udviklingen af demokratiet og omvendt. Ingen har patent på det, og patentet kommer kun i form af det nedskrevne. Det er det hele. Det exceptionelle ved USA er at de gerne vil fortælle alle andre at det er exceptionelle, men der stikke noget dybere

Når McCain er tredje generation af en krigerfamilie som har kæmpet de mest afgørende og formative krige fra 2.verdenskrig og til og med Vietnamkrigen, så er det også en del af den historie som forsvinder med ham, og en verden som engang sikkert har syntes levende, som er blevet til en verden af i går. Vi der er unge kan ikke forstå. Ikke rigtigt. For os er verden lige nu og her, og det vi gennemlever, stort og småt er det vigtigste i verden, men vi aner at der findes noget mere, der findes noget større, noget højere, noget dybere, noget vi ikke kan holde i vores hænder, men som bevæger sig ind på os. En ide om en uendelighed, hvor man blot er en brik.

Man kan deponerer den uendelighed i kærligheden til sit land, som McCain gjorde, eller gå i fordærv som andre gør, ved erkendelsen af den samme uendelighed, eller finde den gyldne middelvej hvor man lever sit liv som man nu gør. Det gør langt, langt de fleste og måske heldigvis for det

Men tror man på et højere formål, er det en god ting at vide, at man har mulighed for at tjene sig selv, andre, sin familie, sit land, en sag, en forening, en organisation eller et måske mere abstrakt, et tidsbillede. Det sidste er abstrakt, men kan være nok så væsentligt

Uanset hvad så kryber en form for exceptionalisme alligevel op på en. På du og jeg


fredag den 17. august 2018

Benny Andersen

Der er altid et eller andet sært, mærkeligt, specielt over en dag hvor en stor digter eller forfatter på ens eget sprog går bort. Benny Andersen var et talespor, et skriftspor, et lydspor til mange menneskers liv. Han var lun, underfundig og tænksom i ordenes fineste betydning

fredag den 10. august 2018

At lære, at udvikle sig



Man har lov til at blive klogere. Det er universelt. Så universelt at det må regnes og forstås som menneskeligt. Man har fået en opgave, man fejler måske til at begynde med, man samler viden op fra gulvet, fra mennesker, fra erfaringer, man begynder at forstå de skjulte sammenhænge.

Det er en evig dygtiggørelse, aldrig en færdiggjort proces. At blive leder for mennesker, at blive medarbejder for en leder, at blive en del af et hold, eller blive alene. Alt er en proces og alt skal forstås, tænkes og leves i den proces. Ok, måske ikke alt, men meget

Tidligere skrev jeg om den udfordring det var at gå fra en tilstand til en anden. Den udfordring må man dog møde, med så meget styrke, så meget tro på egne evner og så meget af det af sig selv som man gerne vil give ud. Det uden at svække kernen.

Ikke æblets kerne, men menneskets kerne. Ved et spørgsmål om hvorvidt det så er lært, må man sige både ja og nej

Det er en proces