fredag den 29. juli 2016

Menneske 3 - "Ungdom"


Fortsættelse af serien om min barndom:

Mit første møde med alkohol var på en OI sommerlejr til Bornholm. Foreningen var taget en uge til Bornholm og havde indlogeret sig på noget der hedder Æblehaven, der ligger i Allinge. Det var i sommeren 1997 og det kan jeg huske fordi det var året efter Bjarne Riis vandt Tour de France og derfor det år hvor alt gik galt for ham, og jeg kan huske at jeg og flere af de andre sad klinet til skærmen, da Riis i vrede kastede sin dyre enkeltstarts cykel fra sig. Og så kørte vi ellers "Tour de France" på de hullede gruspartier, som var rundt i og omkring Æblehaven i vores manuelle kørestole.

Samme aften som Riis havde kastet med sin cykel var det tid til fest. Nogen af de ældre søskende, blandt andet min egen søster, havde taget initiativ til at nogen af os unge drenge, nu knap så uskyldige poder, skulle lærer at drikke alkohol. Det blev gjort til den store guldmedalje, især fordi et par stykker blev ved med a hælde vodka op i mit glas, når jeg ikke så det. Dagen efter skulle jeg så to ting som jeg egentlig aldrig har gjort siden. Vi kørte i en tung mørk turistbus et eller andet sted mens oplevede mit livs første tømmermænd og senere på dagen, blev jeg sat ned i en lille jolle som sejlede ind i grotte under Hammershus sammen med en af de andre med OI og hans familie

En af de ting der gik igen i min barndom, var min søsters forsøg på at hive mig med ud i haven når hun skulle ryge. Hun ville have selskab, fordi hun ikke gad ryge cigarretter alene. Det startede ud med at hun spurgte om jeg ikke nok ville gå med ud, jeg sagde nej, hun spurgte igen, og jeg svarede nej igen og så begyndte hun at lokke med slik, eller tyggegummi eller med argumenter om at hun måske snart ville flytte og vi skulle have tid sammen. Hun fik også færten af hvornår der var fodboldkampe som højst sandsynligt holde mig inden-døre og min søster blev med tiden en ekspert på kamptidspunkter i fodboldkalenderen. Kanten, hvor jeg som helt lille var faldet ud over, var for længst blevet til en rampe og siden til en terrasse.

Dengang syntes jeg at det var ulideligt altid at skulle blive slæbt med derud, men i dag betragter jeg det som nogen af min barndoms absolut bedste stunder overhovedet. Her kunne jeg høre på min søster fortælle vidt og bredt om alt mellem himmel og jord. Oplevelser, fester, kærester, veninder, gymnasium og senere pensum i forhistorisk arkæologi og meget andet. Det foregik virkelig i al slags vejr, og jeg kunne sidde og hunde-fryse og lytte til historierne. Mens jeg sad der i min, nu lidt mere moderne manuelle kørestol, dannede jeg mig tusind billeder af det jeg hørte. Og jeg lyttede det bedste jeg kunne, for det var ligesom det jeg gjorde. Jeg lyttede. Selvom jeg gennemgik mine egne små dramaer i klassen på Vedbæk Skole, så var det som om at jeg alligevel følte at min søsters liv på en eller anden måde havde forrang. Eller måske var det, at min søster bare talte så meget at det kunne være svært at få et ord indført. Det var dog ikke ubegavet snak. Mener stadig den dag i dag at min søster er et af de klogeste og mest begavede mennesker jeg kender og jeg sætter hendes ord meget højt.

Jeg var dog selv ved at nå den alder hvor fredag aften gik med andet end boldspil og Nintendo. Flere fra min klasse, samt min gode ven og klassekammerat Kenneth og jeg var begyndt at gå til ungdomsfester. Det var en stor ting, en lidt farlig ting. Det var dog ikke farligere end at min far afleverede og hentede mig igen. Ungdomsfesterne i Søllerød Kommune foregik to steder. I Rundforbihallen til "Rundforbifester" i Nærum hvor alle kom og så Mariehøjcenteret i Gl.Holte, som var mindre og derfor kun var for de få og derfor fremstod mere spændende. Det var et skue i al den klassiske ungdom som man havde på det tidspunkt og sikkert stadig har. Til min allerførste Rundorbifest var jeg så nervøs at jeg ikke rigtig turde bevæge mig, men der kom en eller anden stor kvinde, hun har sikkert gået i 8.klasse, som ville kysse og kramme mig. Det tog et par år og så mistede de der ungdomsfester ligesom deres interesse

I min klasse var der en pige der hed Karen. Hun kom ind i klassen i 5. mener jeg det var. Der var et eller andet over hende som var anderledes. På et tidspunkt finder man på at "komme sammen" efter nogen meget præcise regler. Det var Karen jeg gerne ville komme sammen med, men hun ville hellere komme sammen med Philip og det var jo ikke godt. Der var en pige der hed Britt, som derimod godt ville komme sammen og hun var veninder med Karen. Karen mente bestemt, at jeg skulle købe et eller andet til Britt, og hvis hun sagde det så gjorde jeg det. Så jeg tog i Lyngby Storcenter, gik ind i en smykkeforretning og købte en eller anden afskyelig halskæde, som jeg selv synes var pæn. På et tidspunkt var det forbi med Philip og Karen og nu ville hun gerne komme sammen med mig, og som den elegantier som var jeg gjorde jeg det forbi med Britt for at kunne være kærester med Karen, og jeg forlangte smykket tilbage fra Britt, som jeg så gav Karen.

I løbet af 8.klasse var jeg blevet enormt træt af at gå i skole. Mit niveau i matematik haltede, jeg fik ikke lavet de afleveringer jeg skulle, og den seneste forældrekonsultation havde mere virket som en politiafhøring bag Jerntæppet, end en forældrekonsultation. Så jeg gjorde noget i begyndelsen af foråret, som jeg aldrig har gjort siden. Jeg sagde at jeg havde så ondt i benet, at jeg ikke kunne gå i skole. Det havde jeg ikke helt, og min søster Marie-Louise havde fornemmelse af det tror jeg, men sagde ikke noget. I stedet formede min dag sig sådan, at der kom en lærer om formiddagen, min hjælper, den svenske buddhist ved navn Stefan, kom ved tolv tiden og så gik vi ellers en lang tur op ad Grisestien som gik fra Vedbæk til Nærum. Her talte vi om fodbold, cykelsport, politik og han fortalte mig om buddhisme og om Indien. Nogen gange gik vi væk fra stien og spiste en pizza på Trørød torv. Når jeg kom hjem derfra, var det blevet rutine at Niels kom forbi efter endt skole. Det gjorde han hver dag i den tid, hvor jeg ikke var der. Han gav mig de overordnede linjer om hvad der foregik i klassen og på skolen generelt. Så spillede vi Playstation og så tog han hjem. Sådan var det i en seks-syv ugers tid, og jeg fik til sidst bugseret mig tilbage på skolen igen.

Til de af jer som ikke ved det, så skriver jeg på en roman, og midt i processen overvejede jeg at lade min hovedperson gå den tur langs Grisestien, hvor han så møder Stefan og jeg. Men det gik for langt væk fra det overordnede plot, så det har jeg droppet midlertidigt. Men det kan være det dukker op på et senere tidspunkt. Det var en speciel periode i mit liv, som jeg ikke kan lade være med at tænke tilbage på

Det forår endte dog godt med at jeg blev konfirmeret, og blå mandag tog sit udgangspunkt i vores hus. Marie-Louise havde med fast hånd sat sig på planlægningen af arrangementet. Der var borde og stole tilbage fra min konfirmationsdag og det blev en sjov fest. Vi var alle sammen i gråzonen mellem om vi kunne finde ud af at drikke eller ej. Hvor vi i min klasse havde været mere tilbageholdende og nogen ville sige mere dydige, havde de taget for sig af retterne i den anden klasse. Den konventionelle visdom i byen var, at vi var de gode og de var dem man ikke skulle være for meget sammen med. Men i dag tænker jeg, at de kastede sig ud i noget som vi simpelthen bare ikke rigtig turde.

9. klasse skulle bare overstås og forude lå en ny, og skulle det vise sig fantastisk verden og ventede. Det hele endte med en stor fest, som mere var for forældrene end for eleverne. Vi var videre på det tidspunkt

Det var naturligt at jeg skulle på Rungsted Gymnasium. Det var tæt på, min søster havde gået der, og der var elevator.  Hvis jeg altså overhovedet skulle i gymnasiet. Mine lærere på Vedbæk Skole var nok på det tidspunkt tættere på børnehavepædagogernes oprindelige vurdering af, at jeg var retarderet eller lud doven eller måske en krydsning af de to. Men på et besøg på Rungsted Gymnasium i 9. klasse kom rektor Leo Bresson hen til mig og sagde "Michael, du starter her efter sommerferien". Jamen så var det jo på plads. Jeg skulle i en sproglig klasse, men fordi det også var en sportsklasse, var der flere drenge end i en normal sproglig klasse.  Som jeg husker det var ratioen 16 piger og 12 drenge. Der var enormt frisættende i at komme væk fra Vedbæk Skole og jeg mærkede ikke blot faglig anerkendelse, men simpelthen glæden ved livet komme tilbage igen. Folk var søde, der var fart på, men på den gode måde. Næsten alle havde en eller anden interesse i en eller anden sport. Fik et gjort mig gode venner med Maria og Trine fra klassen og blev også hurtigt venner med en gruppe af drengene som havde kendt hinanden fra Rungsted Skole i mange år. Vi mødtes hjemme hos Kasper fra klassen, som havde fået overetagen i forældrenes hus, en overetage som han vidst havde delt med sin storebror Philip, inden han flyttede til København. Kasper talte meget og talte højt, og han havde en frigjorthed, som jeg havde savnet helt vildt i min egen omgangskreds fra Vedbæk. Han fandt sig ikke i noget, hvilket var enormt forfriskende. Og jeg følte mig som en del af gruppen fra starten. Men det kom ikke gratis. Man skulle lige prøves af og der var nok en overlevelsesdrift, som gjorde at jeg blev en del af gruppen. Det var hos Kasper det skete, det var der vi festede og det var udgangspunktet inden vi tog i byen eller til gymnasiefest.

Til at begynde med hed "byen" Cafe Oscar som lå på gågaden i Hørsholm. Der var et par piger i min klasse, Mette og Fie som miksede den lidt op, ved at tage på Svingelporten i Helsingør eller til København. Men det virkede for langt væk for mig. Alt for langt væk. Da Cafe Oscar mistede sin appel blev det til Submarina i Vedbæk, i folkemunde bare kaldet "Subben". Der kunne man lettere komme ind med kørestol og bevæge sig rundt

Der var trapper på Oscar, men ikke værre end at jeg kunne komme derop. Alle var der, og hvor alle var, skulle jeg selvfølgelig også være. Det var sådan det var. Heldigvis var det en manuel kørestol som jeg sad i og den var forholdsvis nem bare lige at løfte op af trapperne. Det var også blevet nemmere at være social efter kl 22.00 om aften

Den sommer, hvor jeg skulle i gymnasiet, skulle hele min hjælper situation ændres. Jeg havde haft en sød, men ældre dame ved navn Britta og nu skulle der nye boller på suppen. Der kom en fyr ved navn Rasmus til samtale. Han var fra Sydfyn, nærmere bestemt Svendborg og var temmelig anderledes end nogen anden jeg havde mødt før. Han havde gået på højskole på Testrup og kendte en der hed Jeppe som måske også var interesseret i at arbejde som hjælper. Det endte med at blive en klan af hjælpere, en forgrening som den dag i dag stadig eksisterer. Rasmus blev kaldt Mester af de andre venner fra Testrup, men på Rungsted Gymansium blev han kaldt Heavy og det var de ingen tvivl om hvorfor. Glødende Iron Maiden fan, og med en fotografisk hukommelse af både tekster, bands og alverdens info fra og om Heavy Metal genren. Heavy kunne finde på, uden varsel, at bryde ud i temmelig vilde strofer om vi var i gang med et eller andet vigtigt eller ej. Han havde en enorm energi og blev hurtigt ikke blot en hjælper, men en god ven. Jeppe var anderledes. Søn af en minkavler fra Christiansfeld, den yngste i en søskendeflok på 3 og der var altid et eller andet grundlæggende i vejen, som ofte kunne ledes tilbage til en tilstand skabt af storkapitalen, tingsliggørelsen af mennesket og den manglende ånd i samfundsudviklingen. Han boede i et af de der kollektiver på Vesterbro, hvor det lød som om alt kunne ske. Og den primære årsag til at alt kunne ske i det kollektiv var, at der i det kollektiv boede en fyr ved navn Mathias eller bare Thiis. Jeg kom til at lære Thiis at kende, han fik et par vagter, og den første sommer mellem 1. og 2. G var jeg på Roskilde Festival med Jeppe, hans tvillingebror Lasse, en fyr ved navn Rasmus Sørensen, som også blev hjælper og faktisk endte med at være en af de bedste hjælpere jeg nogensinde har haft, og så Thiis. Der var fuld fart på, som meget der nu kunne være når man har skøre knogler. Der blev drukket, røget tjald og hørt gode og underlige koncerter. Alt det der skal ske til en festival.

Fagligt var gymnasiet noget helt andet end folkeskolen. Jeg elskede det. Der var skruet ned for matematikken og op for historie, dansk, samfundsfag og engelsk. Det var fantastisk. Og min viden om stort og småt kunne endelig bruges til noget. Og der var en fyr i min klasse som delte min begejstring for alt mulig og umulig fakta. Han hedder Thomas, men blev hurtigt kaldt Harry, som alle andre også fik et kælenavn. Harry er stadig en af min nærmeste venner og en af de mest vidende og interessante mennesker, jeg nogensinde har mødt. Vi fandt hurtigt på noget at snakke om, noget at nørde igennem, og hvor han var fuldstændig uberørt af hvad folk syntes om ham, var jeg stadig dybt optaget af at passe ind. Selvom det jeg kunne byde ind med, nok i virkeligheden var mere socialt accepteret end jeg nok var klar over dengang, så prøvede jeg stadig at skjule min mest fotografiske del af min hukommelse. Harry var ligeglad. Hvis han vidste et eller andet, så sagde han det, og så var måtte folk reagere som de nu ville. Det så jeg op til. En anden rigtig god ven fra den tid, var Morten, men det er meningsløst at kalde ham andet end Bjernvig. Det var det alle kaldte ham. Udover min søsters lange enetaler om højdepunkter fra sit liv, er Bjernvig det menneske jeg nogensinde har kendt som talte mest fra sit liv. Om alt mellem himmel og jord. Primært, om han skulle eller ikke skulle ringe til den pige som han havde mødt i byen i weekenden. Det kunne altid anskues på 32 forskellige måder. Og jeg lyttede. Som jeg altid gjorde. Det gjorde jeg også når Heavy eller Jeppe eller andre talte om deres livs op og nedture og kærestesorger. Havde i det hele taget utroligt sjove og interessante mennesker omkring mig, som lige en gang imellem havde brug for at tale med nogen, eller som havde brug for nogen med store ører.

Sommeren mellem 1-2 G tog mine hjælpere mig med på en Danmarks tur. Jeg var blevet inviteret med til en fest i Thy hos Thiis forældre. Thiis forældre boede i Thy. De var gamle hippier og nogen fantastiske mennesker. Det tog en krig at komme derop, kan jeg huske og vi hørte Bob Dylan stort set hele vejen derop. Jeppe og Lasse havde et næsten religiøst forhold til Dylan, det var ægte musik med følelse og det var vi derfor tvangs indlagt til. Det tog nogen år før jeg selv fandt Dylan.

Da vi kom derop blev jeg mødt af Thiis far, Hans. Han ville lige vise mig noget. Jeg blev ført ind i stuen og en stor balje med pot stod på bordet. Jeg kiggede på ham og han smilede over hele hovedet, og så var scenen ligesom sat. Det var uden sammenligning den vildeste fest jeg havde været til, det hele var som taget ud af en slags novellefilm, om den pæne dreng fra Nordsjælland med en krokodille på blusen, som bliver revet ud af sin trygge og normale hverdag, og virkelig møder noget fuldkomment andet. Der var hippier over alt, der var fyrværkeri, der var mennesker i mine forældres generation, som absolut ikke opførte sig som mine forældre og deres venner, så helt nye sider af mine hjælpere og deres venner. Vi var helt færdige og dagen efter skulle vi til Christiansfeld og bo på Jeppe og Lasses forældres minkfarm, hvor vi var en enkelt overnatning. Jeppe gik i gang med at fodre minkene og bærer sækkevis af minklort væk. Vi var langt fra Vedbæk og Rungsted Gymnasium. Vi sluttede eventyret hos Heavys mor og stedfar i Svendborg. Det var første gang jeg var på Sydfyn og det var sjovt at se hvor Heavy kom fra

Det var meningen at jeg skulle have fejret min 18.fødselsdag i Rom på studietur. Men få dage inden vi skulle afsted, brækkede jeg mit højre lårben. Jeg var virkelig utrøstelig og havde enormt ondt af mig selv. Da klassen kom tilbage kunne jeg trøste mig med at Kasper havde givet mig en fodboldbluse og jeg hørte vidt og bredt om Bjernvigs eskapader. Der kom et par knoglebrud i den periode, og de fleste af dem skete under fester

Til min 18s fødselsdag sad jeg i en kørestol fra Rigshospitalet, men familien med min onkel Poul, min mormor, min farmor og min fætter Esben samt min søster Marie-Louise og selvfølgelig mine forældre var der. Pludselig ringede det på døren, vi åbnede, og ind trådte Thiis og hans forældre. Jeg havde i en eller anden tilstand sagt, at de bare kunne komme til min 18 års fødselsdag uden nogensinde at have regnet med at det ville ske. Det var virkelig sjovt, og fantastisk at de kom.

Det var det. De første 18 år af mit liv. Meget er udeladt, noget er sikkert overdrevet og andet er sikkert underdrevet. Tak fordi i har læst med


torsdag den 28. juli 2016

Menneske 2 - "Ikke løfte i hjulene"

Fortsættelse fra Menneske 1 - "Det røde lyn"

Tiden var altså kommet til at jeg skulle begynde i skole. Det var så heldigt givet ud, at jeg kunne fortsætte med flere af dem jeg var gået i børnehaven med. Samtidig kendte jeg også flere af dem som gik årgangen over, for dem skulle jeg have gået i klasse med, hvis det ikke havde været for, at jeg var blevet holdt tilbage i forhold til hele brillesituationen

Det var 1990. Et nytår årti var begyndt. Muren var faldet i Berlin, og det anede de fleste knap nok. Men jeg vidste det. Jeg sugede alle tænkelige informationer til mig og talte om dem vidt og bredt til mennesker, der gad høre på mig. Min søsters onkel havde en leg hvor han tog nogen af de mange fodboldårbøger jeg havde på min lille reol og så udspurgte han mig om det ene resultat og den stilling efter den anden. Jeg kunne dem i hovedet. Og det synes han vidst var ret sjovt. Det kunne bare ikke rigtig bruges i skolen

Fysisk set var der ikke noget at klage over. Vedbæk Skole var perfekt til kørestol. både manuel og elektrisk. Man kunne komme rundt over alt, og der var lange brede gange samt fuldstændig flade udendørs arealer. Mine klassekammerater løb op  og spillede fodbold på en stor fodboldbane og jeg kørte efter i en elektrisk kørestol som jeg kaldte "Turboen". Turboen var sådan indrettet, at man kunne sidde bagpå de elektriske kørestole som jeg kørte rundt i og som jeg faktisk havde hele min folkeskoletid frem til og med 9.klasse. Jeg havde en hjælper der hed Annette. Hende brød jeg mig dog ikke meget om, hun var streng og sur og der var bare et eller andet over hende som jeg ikke kunne lide. Men hun gjorde én fantastisk ting. Hun inviterede mig med ind og se en landskamp i Idrætsparken. Ja, Idrætsparken. Det gamle stadion der lå omtrent hvor Parken ligger i dag. Det var i midten af oktober, det var en fødselsdagsgave og jeg var fuldstændig henrykt. Da dagen så endelig kom, kørte jeg med Turboen ind i et skab og forstuvede foden. Jeg kan huske, at jeg græd og at jeg bare kiggede febrilsk ud i luften, og det var første gang, at min planlægnings hjerne blev sat i gang i sekundet efter en skade. For ville jeg nu gå glip af kampen? Det måtte bare ikke ske. Jeg bed smerten i mig og det var en af de mest smertefulde dage i mit liv og jeg kan stadig huske, at jeg skulle have nogen abnormt store støvler på fordi det var koldt. Men jeg kom afsted og jeg endte med at sidde i en lille rygsæk på ryggen af Annettes forlovede Niels, på den gamle endetribune hvor alle stod op.

Det var et år ved juletid, at jeg for alvor blev bevidst om, at man ikke må løfte en kørestol i hjulene. Jeg skulle spille en af de tre vise mænd ved en julekomsammen og det skulle jo øves inden og mine lærere skulle løfte mig op på scenen i min lille, nu blå, manuelle kørestol. De løftede i hjulene, og jeg tippede ud af kørestolen og slog hovedet ned i gulvet. Fik åbent kraniebrud og brækkede vist også en arm eller sådan noget. "Ikke løft i hjulene" har siden været et mantra

Men jeg elskede fodbold. Nogen gange havde min far optaget kampe til mig, som jeg sad og så så meget jeg kunne af, inden jeg skulle i skole. Der var bare ikke rigtig nogen, som var så interesseret i fodbold som jeg var. I hvert fald ikke så tidligt. Der var heller ikke nogen som var så interesseret eller bare vidste noget om politik som jeg gjorde. Jeg interesserede mig egentlig ikke for politik, men jeg troede bare, at det var en ny form for sport hvor det handlede om at vinde og tabe og det fascinerede mig. Og så kunne jeg alle navnene og fik ros. Men faktisk tænkte jeg, at jeg virkelig måtte holde igen med at snakke om alt det jeg følte jeg vidste alt muligt om, og om al den fakta jeg kunne om alt muligt stort og småt. Det var mere vigtigt at passe ind, og det var vigtigt at opføre sig og være som man skulle være når man gik i 1-2 klasse. Især fordi jeg jo i forvejen skilte mig ud. Jeg havde ofte legekammerater med hjem og vi legede med små bolde eller med spilkonsoller, som jeg havde fået fra min mormor og morfar. Min morfars vurdering var, at spilkonsoller og alt der havde med elektronik at gøre ville være fremtiden, så det kunne man lige så godt lære tidligt. Mine klassekammerater Jens og Niels og jeg opfandt noget vi kaldte håndbold-fodbold. På to mål, hvor mit var et langt møbel med gamle aviser som min far gemte, hvis der var lige var noget han skulle læse igen samt grammofonplader og deres mål der var mellemrummet til den tilstødende stue, hvor en væg engang havde været.

Jeg spillede med hænder(håndbold) og de spillede med fødderne(fodbold). For at det skulle gå nogenlunde rimeligt for sig skulle de have 4-5 afleveringer mellem hinanden, inden de gik på mål. Når det blev min tur var en af dem på mål og en i "marken". Især Niels udmærkede sig ved at dække mig op i en sådan grad at jeg var presset helt tilbage i mit eget mål og han havde gjort en hver moderne træner stolt, for den mandsopdækning. Der skulle ikke gives gaver der.  Det var selvsagt rigtig sjovt, og løb/kørte vi rundt og spillede søndag eftermiddag var det med Superligaen på P3 i radioen fra kl 15.00. Især Niels og jeg begyndte at gå ind og se kampe. Især i Parken. Nogen gange i Lyngby. Men det var Parken der trak mest

En gang om året var det så tid at trække stikket fuldstændigt ud og tage til årsmøde i den forening jeg og min familie var kommet kom med i. Den forening som sygeplejersken på Gentofte Sygehus havde fortalt mine forældre om. Dansk Forening for Osteogenesis Imperfecta, eller bare OI foreningen. Her var man ikke fysisk anderledes. Vi var fem-seks drenge, nogenlunde i den samme aldersgruppe som legede sammen og fortalte røverhistorier og sammenlignede hvem der havde de vildeste historier der havde ledt til knoglebrud. For eftertiden må det siges at det var ham der havde hængt fast på en knallert som vandt.

Så kørte vi ellers kørestolsræs, spillede et spil der hed "kravlefodbold" og spillede FIFA og vi interesserede os ikke et kvæk for det kedelige voksensnak, der foregik i mødelokalerne. Det handlede om at være sammen, at grine sammen og nogen gange også at høre hinandens historier, også selvom vi ikke var så gamle. Vores familier kom rigtig godt ud af det med hinanden, og medlemskabet var en kæmpe hjælp og støtte for ikke blot mine forældre men for alle forældre til et barn med OI. Og vi havde en fest hver gang

Efter at have været med i foreningen i et par år, blev min mor valgt til bestyrelsen og hun blev senere formand, og det blev i det hele taget en tilbagevendende historie. "Nu må vi jo så se, om jeg kan lade være med at komme med i en bestyrelse den her gang" sagde hun nogen gange når hun skulle til møde et eller andet sted. Det var også sjældent at hun kom til at undgå at komme med i en bestyrelse eller et repræsentantskab. Og det er der mange mennesker som skal være rigtigt glade for i dag

Det var i de år at mine forældre og jeg tog på bilture til Frankrig. Det blev til fire ture i alt, hvor min søster og en af hendes veninder, der hed Mette var med på den første tur. Vi så det meste af landet, og endte et år i Barcelona, en by som gjorde stort indtryk på mig. På det tidspunkt kunne jeg støtte en lille smule på benene, dog uden at kunne stå selv. Der er et tidspunkt hvor jeg står, med min fars hjælp, med det ene ben i Frankrig og det andet ben i Spanien 

Årene gik og skolen var for længst blevet hverdag. Lektier, venner, veninder, hjælpere som kom og gik. De var ældre, noget sødere end Annette, men meget forskellige fra hinanden. En mand ved navn Henning gjorde det til en mission at lave mit liv om, men da det viste sig at det var jeg ikke så glad for den ide og så stoppede han igen, en flink mand ved navn Birger fortalte anekdoter om Muhammed Ali, Sonny Liston og Joe Frasier og om hans egen tid som Ishockeyspiller i Rungsted, en lille mand ved navn Michael havde en masse børn og som kunne fortælle, at han havde rejst rundt med landsholdet som roligan i 80erne, hvor han blandt andet havde været i Sovjetunionen, Jeanne der havde levet med indianere i den brasilianske regnskov og havde opfundet et kortspil som hun lærte min gode ven og klassekammerat Simon og jeg, og samme Jeanne som engang, til netop Simon og jeg, smurte 18 stykker vasa-knækbrød med Philadelphia ost, den svenske buddhist Stefan der havde boet med Dalai Lama i Indien og som var det mest rolige menneske man kunne forestille sig, medmindre altså han tabte i NBA på Nintendo, hans veninde amerikaneren Jenny, og så den måske sødeste hjælper jeg nogensinde har haft:  Sarah, som altid grinede meget, altid var sød og omgængelig og hvor især hende og min søster fik et rigtigt godt forhold til hinanden.

Har ikke taget dem i kronologisk rækkefølge, men alle hjælperne gjorde åbenlyst på hver deres måde et kæmpe indtryk. Når man er en ung dreng, som er let påvirkelig, så var det en rutsjetur i forskellige virkelighedsdimensioner og jeg kom til, i en meget ung alder, at blive klogere på mange ting som mange først lærer senere i livet. Samtidig var der også ting, hvor jeg var bagud eller hvor jeg følte mig anderledes. Jeg kunne ikke finde ud af matematik, og jeg blev ved med at være den samme højde, hvor de andre skød i vejret. Jeg studerede mennesker, og det generede mig, kan jeg huske, at andre ikke også gjorde sig den samme ulejlighed med at studere mennesker. Det skabte en kløft mellem mig og mine jævnaldrende. Det var som om jeg havde to liv. Samtidig skulle jeg navigerer i det sociale ocean som var en folkeskoleklasse, samt følge med i et ganske højt fagligt niveau. Jeg gik i den "gode klasse" hvor eleverne var dygtige og havde forberedt sig hver gang.  Der var også klikker, dramaer og kammeratskaber. Alt det som kendetegner en skoleklasse, alt det som var den tid.

Men pigerne var holdt op med at være usynlige. Fodbold og politik som sportskonkurrence, havde fået en konkurrent

En ungdom var på vej


onsdag den 27. juli 2016

Menneske 1 - "Det røde lyn"

Hvad vil det sige at være menneske? Er det den fysiske, kognitive og åndelige tilstand, der i sidste ende afgør om man er et menneske? Et menneske kan gå og løbe, og jeg kan ingen af delene. Er jeg så et menneske? Og kan man overhovedet svare på det?

Det kan man sikkert videnskabeligt, psykologisk og biologisk. Men det er ikke mit ærinde her. Mit ærinde her er, at beskrive hvad der kan gå gennem et hoved på et menneske som er anderledes, men stadig et menneske.

Jeg blev født med en sjælden sygdom. Medfødt Knogleskørhed, også kaldet Osteogenesis Imperfecta. I de første par uger efter min fødsel var det ikke sikkert at jeg ville overleve. Faktisk var lægerne ret overbevist om at jeg ville dø. Jeg havde brækket stort set alle knogler i min krop, og jeg kom i kuvøse. Ganske få dage efter min fødsel blev jeg døbt. Det skulle gå stærkt med at få et navn. Efter nogen uger stod det klart, at jeg ville overleve mod svære odds, men i en meget skrøbelig forfatning. Jeg kom hjem, og derfra begyndte livet at gå. Mine forældre havde talt med en sygeplejerske på fødegangen på Gentofte Sygehus og hun havde fortalt dem, at der vist nok lige året forinden var oprettet en forening, hvor man kunne komme hvis man havde den her sygdom, eller var pårørende.

Et knoglebrud er også med i min første erindring. Var måske omkring 3 år, og jeg havde lige fået, synes jeg selv, verdens sejeste røde kørestol. "Det røde lyn". Det røde lyn udmærkede sig ved at være den første stol jeg havde, hvor jeg selv kunne komme rundt. Tidligere havde jeg siddet i en stor blå stol, som blev løftet rundt i huset.

Men den dag skulle jeg på togt. Døren til haven stod åben, og mine forældre og min storesøster må have været et andet sted. Jeg sad og kiggede ude i haven og jeg husker, at jeg tænkte at jeg måtte derud. Jeg skulle simpelthen derud. Problemet var bare, at der var en høj kant ud til haven, og nogen vil nok mene at jeg digter når jeg skriver, at jeg var klar over, at jeg ville slå mig hvis jeg kørte ud over det høje dørtrin. Men det var det jeg tænkte. Og jeg var ligeglad med om jeg ville slå mig. Jeg skulle derud, så jeg kørte ud over dørtrinet og væltede og brækkede benet. Men det kunne ikke være anderledes. Nogen gange skulle tingene simpelthen bare prøves af

Det var i det hele taget ind og ud af hospitalet. Og jeg kunne ligge der, enten med arme eller ben i gips eller begge dele og bare kigge op i loftet eller ud af vinduet og høre på min mor tale med læger, eller sige at jeg "klarer det så flot" og samtidig høre på min far sige, at det nok skulle gå, og at man i slutningen af Anden Verdenskrig i Norge havde sagt: "Det bliver bedre dag for dag".

Men trods brud på arme og ben var det alligevel som om solen altid skinnede. Der var en ro og en tryghed, både derhjemme og på hospitalet. Som om alle gjorde sig umage fordi de var klar over, at det var smertefuldt for mig, at have den her sygdom. Min søster mente, at jeg skulle opdrages på, hvilket hun gjorde klart for mig i utvetydige vendinger, og jeg så enormt op til hende, som alle sikkert gør med deres ældre søskende

Senere I børnehaven fik jeg venner og jeg legede, så vildt jeg nu kunne. Det kostede et par brækkede lemmer her og der, og for mig står den oplevelse klarest, hvor en pige kørte mig ned i børnehavens sandkasse og jeg brækkede min arm.  Hun blev enormt ked af det, og det endte med at hun blev trøstet mindst lige så meget som jeg blev. Fuldt forståeligt.

Da det kom til at jeg skulle i skole opstod der lidt problemer. Pædagogerne troede jeg var retarderet, og deres tese byggede på, at jeg ikke kunne tegne en lige, vandret streg. Det var et stort problem. Denne ellers lille opvakte dreng, som allerede på det tidspunkt var besat af fodbold, havde altså et uoverstigeligt problem, når han skulle tegne streger på papir. Det viste sig, efter grundig analyse af sagen, at mit syn var dårligt og jeg bare skulle have briller. Men jeg har en fornemmelse af, at min aversion mod pædagoger begyndte lige præcis der.

Jeg fik briller og kom i skole. Vedbæk Skole lå et stenkast fra børnehaven, men det var alligevel en helt anden verden. Det var dog stadig grundlæggende sådan, at jeg skulle ikke pakkes ind i vat. Jeg skulle deltage i alt det som var muligt og nogen gange også i det som var umuligt. For jeg var et menneske som alle andre

Men jeg var ikke helt som alle andre

I morgen følger del 2


tirsdag den 26. juli 2016

Demokraternes konvent 1

Ovenpå kroningen af Donald Trump som republikanernes konge i sidste uge var og er Hillary Clinton nødt til at komme ud af demokraternes konvent som en stærk og samlende figur. Det er alle vist enige om. For at det skal ske, skal den ene efter den anden gå på talerstolen og give sin ufortyndede støtte til hende som person og hende som politiker. Det er den faste ramme om hvordan sådan noget foregår

Men det her år er bare noget specielt. Hvor republikanerne har valgt Trump med alt hvad der følger med, så har demokraternes proces jo også været enormt dramatisk. Og i nat skulle Bernie Sanders som virkelig bød Hillary på hård modstand, så give hende hans støtte. Hans endorsment som hedder på nudansk. Men igen blev det en lidt mere vag omgang. Det hedder ikke "Hillary vil blive en stor præsident", eller det er i hvert fald ikke det som er den underliggende linje. Det er "Nu må vi fandeme for alt i verden undgå at få tossehovedet Trump".

Det er ikke en stor kærlighedserklæring

Samtidig har dramaet omkring det læk af filer, der viser at ledende skikkelser i det demokratiske parti aktivt modarbejdede Bernie Sanders, endnu engang givet demokraterne kæmpe hovedbrud. For kan man virkelig efterhånden sige, at man er den lille mands parti, det parti som kæmper for dem som har mindst og har færrest chancer i samfundet, når partiet mere og mere trækker sig sammen om sig selv og trækker sig sammen om de personer, som har ledet partiet i snart tre årtier? Svaret er vel et lunkent måske. Og det er et lunkent måske, som der overhovedet ikke er plads til i en så vanvittigt afgørende tid for USA og for det demokratiske parti.

Det her konvent kan blive et vendepunkt for dem. Enten i den gode eller i den dårlige retning. Ender man med at tabe til Trump er det enden på Clinton dynastiet. Vinder man over Trump så fortsætter det i en rum tid endnu

Meget sigende var det USAs førstedame Michelle Obama som holdt et brag af en tale ved førstedagen af konventet. Måske er det hende som er fremtiden for demokraterne og ikke Hillary?

Tiden vil vise, og mere vil følge

mandag den 25. juli 2016

Ingen titel

Lidt absurd at opdatere bloggen fra et hotelværelse med udsigt ud over vandet. Der kan herfra ikke siges andet end at man føler den blide følelse af ferie. Hvor end man er i verden, så bør man have eller nyligt have haft det sådan, som jeg har det lige nu

Det var egentlig bare det for i dag


søndag den 24. juli 2016

Rusland til OL

IOC har med beslutningen om at lade specialforbund træffe beslutninger om hvor russiske atleter skal med til OL eller ej, forsøgt at skubbe ansvaret fra sig.

Man siger altså hverken ja eller nej til Rusland

Der er for længst gået storpolitik i sagen. Det er ikke en underdrivelse at sige, at det har mindelser om forhold under Den Kolde Krig. Det er Vesten mod Rusland, og alle kneb gælder.

IOC er dybt afhængige af indtægter fra nationer som er tætte med Rusland. Man er bundet på hænder og fødder og kan ikke træffe nogen endelig beslutning om noget som helst.

Journalisten Andrew Jennings har i årtier redegjort for den afgrundsdybe korruption, der findes i de store idrætsorganisationer og her er IOC i særklasse. 

Det her kan sagtens vise sig at være økonomisk pression og potentielt faldende indtægter for IOC der har fået dem til at ikke træffe nogen beslutning

Det eneste IOC kan beslutte er at de ikke kan beslutte noget

lørdag den 23. juli 2016

Fra dreng til mand på under 24 timer

Da detaljerne om hvem gerningsmanden i Munchen kom frem lød det først, i hvert fald i DRs timeradioavis, at der var tale om en dreng på 18 år.

Som aften skred frem og dødstallet steg og det endnu engang blev klart at Europa var ramt af et angreb, gik beskrivelsen af gerningsmanden fra at være en dreng på 18 år til at være en mand på 17 år

Man kan spekulerer lidt på om beskrivelserne af morder som dreng ville skabe en følelse som ikke var ønskelig. At her var tale om en voksen mands ondskab, fremfor en stor drengs forkvaklede råb om hjælp. At det simpelthen ikke er muligt, at se den slags gerningsmænd som andet end budbringere af det ubetinget værste som findes i mennesket

Måske er det bare en del af den hårdførhed som kommer når tabene bliver for store, når angrebene kommer igen og igen og når det går hen på sin egen vanvittige måde at blive en del af hverdagen.

I sidste uge Nice, i går München

I morgen? I næste uge?


fredag den 22. juli 2016

Republikanernes Konvent 4

Tiden var kommet til Trump. Accepten af nomineringen som USAs næste præsident. Det må have været specielt at overvære for de tusinder af almindelige republikanerne som ikke var til stede i Cleveland, men som fra tv skærmene kunne se velsagtens et helt andet parti forme sig. Trump holdt en "Nixon konventionstale fra 1968", men uden filter. Hvor Nixon brugte inddirekte sprog til at fremføre sin pointer, gik Trump lige til benet, og opsummerede forskellen mellem ham og Hillary.

Republikanerne skal vinde på lov og orden. De skal vinde på det kaos, som de ser USA har udviklet sig til. Nu hvor økonomien går bedre, ikke godt men bedre, er det ikke lige så stort et slagnummer som det var for 4 år siden. Sådan skifter de politiske vinde.

Derfor søger Trump- kampagnen mere og mere over mod sikkerhed og udenrigspolitik.

Det blev igen og igen slået fast hvor farlig Hillary ville være for Amerika. Ikke hvor dårlig hun ville være, men altså hvor farlig hun vil være. Og her ligger en absolut skærpelse, en skærpelse som allerede har gjort at analytikere på begge sider af den politiske arena i USA har kaldt Trumps tale den mørkeste tale fra en nomineret ved et konvent nogensinde.

Det kan ikke overraske nogen, at Trump ville kandiderer til den titel, altså at holde den mørkeste tale nogensinde, men den var måske endda mere dystopisk end de fleste alligevel havde ventet.

Det var en nærved krigserklæring mod demokraterne, mod eliten, mod Clinton. Det var et bevidst valg af at gå i fodsporerne på en folkelig vrede der mærkes ude blandt især hvide amerikanere.

Nu står det sin prøve. Kan Trump transformerer sin primært hvide middelklasse opbakning til en tværkulturel opbakning. Ville for et par måneder siden have udelukket det. Måske ville jeg endda også have udelukket det for et par dage siden

Men nu er jeg ikke så sikker i min sag længere 

torsdag den 21. juli 2016

Republikansk Konvent 3


"Stem ud fra din samvittighed" "Op og ned af stemmesedlen". Ted Cruz så ud over folkemængden i Cleveland som buhede voldsomt. Han, som var Trumps største modstander i Primærvalget ville ikke give sin støtte til Donald Trump. Det som ellers er sædvane i amerikanske præsidentvalg.

Det er ikke uhørt at en modstander ikke vil støtte den som i sidste ende bliver nomineret. Men vi skal helt tilbage til 1980 for at finde et lignende drama. Det var i det demokratiske parti hvor konflikten stod mellem Ted Kennedy og Jimmy Carter og Carter led hårdt på den konto frem mod sit opgør med Ronald Reagan

I går var det altså endnu et teatralsk drama blandt republikanerne. Endnu et eksempel på at det her valg er anderledes. Cruz endte med at stjæle hele opmærksomheden. Han fik leveret et nådestød af en one-liner "Vote your conscience" mod Trump, en oneliner som Clinton kampagnen greb med det samme. I minutterne efter var Trump kampagnen og tilstedeværende nobiliteter ude med en hård kritik af Cruz, men skaden var sket. Cruz havde konstrueret sin tale på en sådan måde, at pointen først kom efter ca 18.00 minutter. Inden da han havde talt om konservative værdier og frihed, og publikum elskede ham, eller anerkendte ham i hvert fald i de første 18.00 minutter. Han havde deres opmærksomhed, og det var som om at hans toneleje lige steg da han kom til det sted hvor han lagde sit ikke særlige subtile angreb ind mod Trump.

Det var ikke det de ville have i Trump kampagnen, og man kan undrer sig over at de overhovedet har tilladt Cruz at holde sin tale, det efter at de rent faktisk har læst den i sin helhed og godkendt den. Det ligner endnu en af de her helt åbenlyse fejl fra en uerfaren og forvirret kampagne som nu skal til at vise sikkerhed og stabilitet for overhovedet at have en chance i november mod Hillary. Som det er lige nu, så fører Hillary i alle swingstaterne, alle de stater som kan blive afgørende.

I følge realclearpolitics.com er Trump kun foran i Georgia ud af de 10 swingstater man måler, og Georgia er knap nok en swingstat. Måske er den taget med for at give det hele, bare den mindste illusion om at der er spænding

I aften holder Trump så sin tale til konventet og han skal samtidig også tale til en nation, der venter på hvordan han vil gå fra at være kandidat til primærvalg til at være nomineret til posten som præsident for USA

Mere følger


onsdag den 20. juli 2016

Sommer


Det er sommer. Solen skinner. Mennesker driver ud i sommerlandet, ud over grænserne, for at finde lykke, glæde, afslapning og mening. Festivaler lokker med fadøl og musik der får ørerne på et slags overarbejde. Små ukendte steder bliver samlingspunkter for folk i alle aldre. Børn der vil have en is, forældre der vil have tiden til at gå mens de mindes dengang hvor de kunne være spontane, ældre mennesker der misunder alle andre at de har fremtiden foran sig, men alligevel glæder sig over en verden som de endnu kan genkende. Kvinder der venter på mænd. Mænd der samler mod til sig og sætter deres slush-ice eller deres øl eller ice tea fra sig og går over og siger et eller andet til kvinden der venter. Måske er det dumt, måske er det klogt. Måske er det fuldstændig lige meget og bare et forstadie til noget andet. Samtidig vil vandet ved kajen dovne sig igennem dagen. Der sker ikke det store, og det er heller ikke meningen at der skal ske noget som helst. Faktisk vil nogen med væsentlige pointer blive bedt om at gå, for her skal ikke ske noget som helst.

Vi accepterer det og nyder det faktisk. Det er her man kan få lov til at dale ned i en anden forestilling og blive sig selv, bare anderledes.

I al dette er en tradition, en værdig som selv ikke verdens potentielle ulykker kan ændre på. Mennesker der går i de samme fodspor som altid. Som en vane, som en tanke, som en ide om at man ikke aner hvad man ellers skulle lave, men måske netop når verdens tilstand virker uoverskuelig som en trods. Der er ikke nogen der skal komme og ændre på den måde vi holder ferie på, der er ikke nogen der skal afholde os fra at gøre præcis det samme som vi gjorde sidste år, eller gøre noget helt andet i år fordi det er det vi gerne vil og ikke fordi vi skal

Efter flere uger med regn i Danmark er der sol i dag, og forandringen er til at mærke. Mennesker smiler mere, der er mere overskud i gadebilledet, flere mennesker som stopper op og lægger mærke til et eller andet som de i en regnvejrs koger havde banket forbi. Der er intet politik i det, intet som kan sættes ind i nogen form for struktur som skal undersøges nærmere, eller som skal afstedkomme et angreb på højre eller venstrefløjen.

Det er kort og godt bare et stilbillede af sommer for danskere

tirsdag den 19. juli 2016

Republikanernes Konvent 2

Det var værre end man kunne have forestillet sig. Hvilket er svært når det man forestillede sig var slemt. Det republikanske parti er gået hen og blevet et parti næsten udelukkende for småtskårne mennesker som ser sig selv som ofre, mens de fremturer med voldsomme anklager mod alt og alle. Det er racisme, det er vrede i en grad at det bliver til had, og fremfor alt er det en forsvindende gruppe af det store multietniske, multikulturelle land som USA er

Og man ser Rudy Giuliani, USAs borgmester som han blev kaldt efter 11.september, råbe og skrige fra talerstolen og understrege til hudløshed hvor god en mand Donald Trump er. Så mange gange at man virkelig tvivler på at han mener hvad han siger. Men ellers er det hvor forfærdelig Hillary er. Ganske forfærdelig. Men det kunne sådan set være hvad det er, hvis der så kom nogen ideer, eller tanker, eller fornemmelse for politisk vilje og mod til noget som helst. Trump er kommet med forslag som skulle sikrer ham nomineringen. Nu har han den, og i samme moment skræmt enhver med talent i det republikanske parti væk fra sig. Tilbage står, at den ene halvdel af den politiske struktur i USA er fuldstændig i ruiner. Som i fuldstændig ruiner.

Det er svært at forestille sig det republikanske parti rejse sig ovenpå den her omgang. Man kan se et brud midt i partiet for sig, og et egentligt konservativt parti formes i 2017. Den eneste redning kan paradoksalt nok være at demokraterne stiller op med Hillary Clinton som er rasende upopulær i brede kredse. Havde man stillet op med et frisk ansigt, var republikanerne ganske enkelt blevet udslettet


mandag den 18. juli 2016

Republikanernes Konvent 1

I dag åbner Republikanernes konvent i Cleveland, Ohio. For en god ordens skyld skal det ligne siges at man har valgt Cleveland, Ohio fordi Ohio er en såkaldt "swing-stat" som kan blive vigtig at vinde i november. Det er på konventet at partiet altså officielt, sådan helt officielt vælger at stille op med Donald Trump til præsidentvalget. Jeg skriver det, fordi jeg næsten selv stadig nægter at tro på at det sker.

For hvad end man kan sige om republikanerne, og man kan sige meget om republikanerne, så er det i sidste ende et parti af seriøse mennesker, som har deres holdninger, har deres livsstil, har nogen faste værdier. Det har man valgt i den her omgang at kaste over bord. Vreden mod Washington har fyldt det hele, vreden mod alt og alle inden for politik har fyldt det hele.

Så ved jeg godt at man har sagt, at Trump taler den lille mands sag, at han har tordnet mod frihandelsaftaler som eksempelvis NAFTA, som ikke fungerer for den lille mand. Og at Trump har tappet den store modvilje, der er i den hvide middelklasse mod enhver form for indvandring til USA.

Men Trump har især udmærket sig ved at være en "Ikke". Ikke-politiker, ikke-taler, ikke-fundraiser(endnu), ikke forbundet med den og den afstemning i Repræsentanternes hus eller Senatet for 10-15 år siden osv. Og han gør meget ud af, i tanke og handling, at minde vælgerne om at han netop er dette "ikke"

Han har vundet medierne i en hidtil fuldstændig uset grad, og det er ligeså meget mediernes kandidatur, som det er hans eget. Han har fra begyndelsen formået at sætte sig fuldstændig på dagsorden, og han erobrede hele scenen med et valgløfte som var så absurd som det var genialt, at man næsten kun kunne imponeres af det. Han vil bygge en mur til Mexico, og da han så fik kritik af det løfte, sagde han at Mexico skulle betale for det. Det sidste kom som en hurtig bemærkning foran et stort publikum ved et af hans rablende valgmøder. Det var ikke en strategi, ikke en plan, men en punchline, skabt til en tv soundbite, der kunne vises om og om igen.

Og han fik lige det han ville. Mexicos nuværende præsident og flere tidligere præsidenter sagde at han skulle klappe i og at de i hvert fald ikke ville betale for en mur, som udover så meget andet også sandsynligvis vil tvangskonfiskerer mexikansk jord.  Bulls-eye for Trump!! En ydre fjende som han kunne samle sine tilhængere og potentielle vælgere imod.

Feltet viste sig ude af stand til at håndterer fenomenet Trump. Måske var det hvad Bill Clinton havde i tankerne da han tilbage i begyndelsen af 2015 svarede Trump at han da synes at det var en god ide at han stillede op, da Trump ringede for at få et godt råd

Vent lidt, Bill Clinton. Donald Trump. Jamen er det ikke?

Yes.

Det er velkendt at Clinton familien og Trump har haft meget med hinanden at gøre gennem årene. Det er også helt nøgtern information, at Bill Clinton og Donald Trump var i telefonisk kontakt frem til sommeren 2015, og at gode gamle Bill synes det var en god ide at Trump stillede op. Og hvis man ser på det har Trump været en fantastisk trail-blazer...for Hillary. Han har ydmyget Fox News, han har ryddet alle de virkelig alvorlige modstandere for Hillary af vejen, blandt andet ved at sidestille Bush-familien med 9/11 og Saudi-Arabien. Alle blev fjernet, altså alle undtagen Bernie som hun selv måtte gøre det af med. Bush, Rubio, Cruz.

Det betyder ikke at Trump ikke kan vinde. Han har i Indianas guvernør Pence valgt en mand ud fra at han rent faktisk kan vinde, og skal begynde at tænke på midt-vesten som vigtig region. Pence kan være attraktiv for vælgerne i stater som eks Michigan, Ohio, Pennsylvania og Colorado. 

Nu gælder det konventet. Det bliver et freak-show. En del republikanske top politikere har meldt afbud med lidt vage undskyldninger, så som at de skulle ud at fiske eller spille golf eller havde en tur rundt i deres hjemstat lige præcis de pågældende dage, som de ikke ville gå glip af. I stedet bliver det B skuespillere, sportsstjerner og enkelte "surprises".

Det der virkelig vil være en "surprise" vil være, hvis man får sendt noget der minder om en præsidentiel følelse ud fra det konvent

søndag den 17. juli 2016

Kupforsøget i Tyrkiet

Sad og drak et par øl med gode venner, da den evige kløe efter nyheder overvandt ideen om fuld koncentration hvad der blev sagt og hvad jeg selv skulle til at sige. "Militærkup i Tyrkiet". Så gik vi i byen og næste dag var det overstået, men undervejs havde det været dramatisk, blodigt og nærved at Tyrkiet var endt i kaos. Det sidste kan stadig ske

Det der til at begynde med undrede mig mest var, at man gav en mand på 75 år, der bor i en beskyttet bolig i Pennsylvania skylden for kuppet. Han er ikke en del af militæret. Og det var et militærkup, selvom militærledelsen efter eget udsagn absolut intet havde med det fejlslagne kup at gøre. Intet overhovedet....

Som det er i de her situation er der mennesker der sidder på sidelinjen og vurderer nøgternt hvem der vinder og hvem der taber. Og her vil et nederlag være lig med tortur og døden. Man betaler den højeste pris for magt eller for indflydelse, og den regning som enhver tænkelig fjende af Erdogan skal betale kommer til at være skyhøj. Han vil kigge rundt i landskabet og finde samtlige som igennem tiden har ytret sig negativt om ham, og han vil slå uhyre brutalt ned på enhver der i handling har været hans modstander.

Med sin reaktion på kuppet har Erdogan samtidig truffet et endegyldigt valg. Han har valgt Mellemøsten og fravalgt Europa og USA. Han har valgt kandiderer til den ikke-eksisterende post, som Sunni Islams retmæssige leder, og træde i fodsporerne på sultanerne fra det Osmanniske Rige, som Erdogan spejler sig i. At han er tyrker og ikke araber kan blive et problem. Men Erdogan spiller det lange spil, og han har naturligvis lagt mærke til hvor meget indflydelse og beundring som det præstestyret i Iran har haft på Shia muslimske arabere. På trods af at iranerne er persere og ikke arabere

For at blive Sunniernes leder skal man på et eller andet tidspunkt krydse klinger med USA. Lige markerer at man er herre i eget hus og ikke finder sig i noget som helst. Så nu skal Erdogan være en stor mand, vise den store sunni-muslimske offentlighed, at det er ham der repræsenterer dem

Vi får se om det lykkes 

torsdag den 14. juli 2016

Tag det nu roligt

Tag det nu roligt. Normalt når man får at vide at man skal tage det roligt, så ender man med at gøre det modsatte. Man vil i hvert fald ikke lystre en kommando. Vi er sådan indrettet, de fleste af os, at vi i meget udstrakt grad ønsker selvbestemmelse.

Så "tag det roligt" har jo så den helt modsatte effekt.

Men skriver det nu alligevel. For tag det nu roligt.

Den anden dag flød medierne over med nyheden om, at man i flere daginstitutioner ikke længere ville kysse og kramme børn. Grunden er velkendt. Berøringer kan misforstås, og lede til sager som er mere end uheldige for pædagogen og for børnene. Der kan potentielt udvikle sig en kæmpe sag, med grædende børn, grædende forældre, grædende pædagoger, grædende kommunalpolitikere, fald i lokale huspriser osv. Selvfølgelig kan der også være sager af ganske alvorlig karakter, men alligevel.

Der gik så lige nogen dage, hvor det, for mig i hvert fald,  lige skulle synke ind hvad det var der foregik. At voksne mennesker i ramme alvor anser det for "best policy" ikke at give børn det som de har allermest brug for, nemlig nærhed. Man har på sikkert meget formelle møder, gerne over en kop kaffe og en slatten tebirkes truffet en "executive decision" som omfatter andre menneskers primære behov.

Normalt ville man hive en berørt borger med ind over en beslutning der vedrører dem, men jeg tænker at det her er foregået i bedste østblok stil, hvor den slags bedst er overladt til myndighedspersonerne, i det her tilfælde pædagogerne på de enkelte institutioner.

Og så kommer vi hen til det næst mest essentielle, da det mest essentielle er og altid vil være, at vi skal vise ømhed overfor hinanden.

Men det næstmest essentielle er at vi er gået mere og mere i retning af at vælge hysteriet og frygten fremfor modet og fornuften. Og hvis vi endelig vælger modet og fornuften, så skilter vi, igen gustent kollektivt Vi, med at vi netop med den handling vi foretager i den givne situation, er så enormt fandens modige og fornuftige. Det der skræmmer mig, eller i hvert fald inden for de sidste ti år har skræmt mig, er hvor mange mennesker, som jeg selv anså for at være fornuftige mennesker har mistet eller er ved at miste den. Fornuften. Roen. Omtanken. Forbindelsen til den indre stemme der siger.  "Tag det nu roligt".

Men hvad er grunden til den her udvikling? Er folk virkelig ved at miste den? Er jeg selv ved at miste den? Eller hvad er det egentlig der foregår?

Tror ikke der er et endegyldigt svar. Jeg forestiller mig at udviklingen skyldes flere ting. Det er en krydsning af bristede forventninger, stress, mangel på kommunikation, mangel på tid, sociale medier, fraværet af historiefortælling, fald i læsning af rigtig skønlitteratur, der udover at fungere glimrende som led i almen dannelse, også fungerer som en god kindhest til den der stikker panikken lidt for langt frem.

Alt det, samt den kendsgerning, for det mener jeg virkelig det er, at min generation er den første som af en eller anden grund har lært eller lært sig selv at det på en eller anden måde er rigtigt og karrierefremmende at fremvise sig selv værende "i følelsen". Tag et næsten hvilket som helst interview med en ung, fremadstormende, politiseret, kompetent person på under 40 år, og man vil arme, ben, øjne og alt andet stritte ud i fem tusind forskellige retninger.

Vi skulle egentlig bare høre om hans eller hendes holdning til de fire EU forbehold, udviklingen af mælkeproduktion hos økologiske landmænd frem mod 2020, eller principperne for en strategi for at hjælpe hjemløse at finde et sted at bo, men vi får i samme moment et hav af uønskede informationer om deres forhold til deres forældre og andet godt dybt nede fra det ubehandlede, ureflekterede mentale ocean.

Logikken er, at hvis man ikke er i følelsen så er man en kold, afmålt psykopat a la Mads Skjern eller Kai Holger fra den helt igennem forfærdelige serie Krøniken eller en anden højrøvet og sikkert dybt borgerlig person, som virker kold og utilnærmelig og hvor man derfor nærmest er forpligtet at opføre sig helt modsat.

Hvis man ikke er i følelsen, er man fjern og ikke engageret. Man er ikke en holdspiller, man går ikke op i det, men bare en egoist der kun tænker på sig selv, og ikke kan finde ud af at vise autencitet. Hvis man samtdig ikke er i en eller anden konstant proces om at ville behage andre så er det helt galt og så ønsker man jo sikkert også at klimaforandringerne fortsætter, og at Ozonlaget smadrer det hele. Så er man bare helt enkelt et dårligt menneske. Hvis man overhovedet er et menneske

De rigtige mennesker er i følelsen, og gud nåde dem som ikke er det. Gud nåde dem, som forsøger at finde en eller anden form for, måske barsk, men logisk slutning eller virkelighedsnært svar på hvad det er der foregår, og kan finde ud af at få styr på sig selv i de samme hænge, hvor det at have styr på sig selv har betydning. Betyder det at man har det godt hvis man har sine følelser? Ikke nødvendigvis. Men det betyder at det er et personligt anliggende, og ikke et anliggende for menneskebadet.

Det er jo en god ting at man har adgang til sine følelser, men det kan være et problem og navnlig et problem for børn hvis store og vigtige beslutninger, som i den grad vedrører dem, bliver truffet i affekt og i frygt, eller i en eller anden tilstand af angst.

"Men Michael, nu skriver du det jo selv i følelsen".

Det er korrekt.

Jeg er vel et barn af min tid

mandag den 11. juli 2016

Refleksioner ovenpå en EM finale


EM er slut. Gudskelov. Det blev lidt slemt til sidst. Ikke fordi Ronaldo vandt. Tillykke til ham og til de andre. For der var vist også andre end Ronaldo, der vandt EM i fodbold på Stade de France

Men det var alligevel lidt slemt til sidst

Det der gjorde det slemt var, at det må være tydeligt for enhver, at EM og landsholdsfodbold, måske topfodbold, topidræt i det hele taget er i en eller anden form for opløsningstilstand. Eller i hvert fald midt i en markant forandrings fase

Færre og færre spillere er interesserede i at gøre hvad der skal til, for rent faktisk at vinde kampene ved slurunden. De vil bare gerne hjem og have ferie og slippe for den lidelse, det lader til at være, at være i landsholdslejer i en måned efter sæsonen er slut.

Det er blevet et show der, groft sagt udelukkende eksisterer for at enkelte stjerner kan tage fuldstændigt over.

Fodbold har altid være balancen mellem kollektivet og individet. Spillet er intet uden denne balance. For at individerne kan skinne igennem skal der være et stærkt hold, et stærkt fundament. Men hvor individet på banen gerne må være over holdet, har der altid været en forståelse af at individet skulle følge de samme regler og indordne sig de samme retningslinjer som alle andre. Ikke for at holde individet nede, men for at gøre forholdet mellem de bedste og resten, levedygtigt og holdbart over tid

Ikke længere.

Men hvornår ændrede det sig egentlig? Hvornår gik en spiller fra bare at være en spiller, til at være et brand, til at være over holdet, til at være så stor, at ikke-sportslige kræfter helt udefra en kunne bestemme om vedkommende spillede eller ej?

Måske var det, da Nike efter sigende tvang den daværende brasilianske landstræner Zagallo, til at spille med Ronaldo i VM finalen i 1998 mod Frankrig, på trods af at han ikke kunne løbe igennem og det endte i en total farce hvor et stjernespækket brasiliansk hold tabte stort.

Siden dengang er det gået op med lønninger, honorarer og sponsorkontrakter og ned med følelsen af at være folkets sport.

Er jeg så imod markedets indflydelse på fodbold? Nej, ikke helt og holdent.

Der bliver skabt nogen fantastiske klubhold, spillet er blevet vis-bart og tilgængeligt for langt flere mennesker over hele verden. Men vi så noget ved EM som vi ikke har set før. En spiller være så meget over holdet, at han vandt turneringen. Det var ikke Portugal der vandt turneringen, det var Ronaldo. Han fik lov til at stå i trænerens tekniske felt og dirigerer holdet, og han fik af dommer Clattenburg, gudhjælpemig, også lov til at bevæge sig ind hos franskmændenes tekniske felt. Som en moderne én mands invasionshær nedlagde han franskmændene mere eftertrykkeligt end samtlige holdkammerater der rent officielt ordnede paragrafferne på banen.

Ronaldo var altså ikke blot over holdet. Han var over UEFA og UEFAs retningslinjer. Det var ikke fordi han er flink fyr, men fordi han "raker" enorme sponsorsummer ind, som så drypper ned igennem systemet. Til sponsorer, til klubber, til UEFA, til folk der har skudt milliarder i topklubberne .

I går aftes gik fra at være en EM finale, til at være et skue i hvad der kan være begyndelsen til enden for kollektivets betydning i fodbold, og for den sidste form for sunde nationalisme, som eksisterer i sportens verden og et goddag til en form for hyper-individualisering, hvor man ikke længere forsøger at skjule sin foragt for selv det mest udvandede fællesskab, som grundlæggende baserer sig på oplevelser man har og som man deler ligeligt med andre mennesker.

Fra det meget stive og ganske ubrugelige: "Det handler ikke om dig", til det der indtil i går var moderne og slet ikke var så tosset... "Det handler ikke kun om dig".... til den nye virkelighed, hvor det hedder....."Det handler kun om dig"

Det handler kun om dig

Det er lidt slemt

fredag den 8. juli 2016

Skyderi mod politibetjente i USA



Endnu er det ikke klarlagt hvad der er sket. Men mindst 4 politibetjente er blevet dræbt i Dallas. Det er dybt rystende. Selvsagt.

Og desværre er det endnu en episode, der understreger behovet for på den ene side lov og orden og på den anden side et åbent og tolerant samfund. USA er ved at falde ned i vold og fanatisme. Adgangen til skydevåben, som langt overstiger hvad forfatningen havde i tankerne i 1776 kombineret med en række andre forhold som eksempelvis økonomiske forhold, er ved at presse det amerikanske samfund til det yderste

Vi kan i Danmark fra USA lærer hvad vi ikke skal gøre

søndag den 3. juli 2016

Frankrig-Island

Er det rigtigt?

EM kvartfinale Frankrig-Island på Stade de France. Det er uvirkeligt. Men virkeligt.

Island har modsat sig enhver form for logik, og med en uhørt stærk præstation, spillet sig i en kvartfinale ved EM slutrunden. Det er gjort på kollektivets dyder. Det er gjort på viljen, sammenholdet og den storslåede naive ide om, at selvfølgelig kan man da slå de andre. Hvorfor skulle man ikke kunne det?.
Det har de gjort. De står dybt i banen, tager det ekstra løb for hinanden, som er forudsætningen for at det overhovedet kan lade sig gøre. De markerer dobbelt. De losse bolden væk når de har brug for det. De står kompakt

Men i første halvleg mod England så vi også et islandsk hold, der kunne holde bolden indenfor holdet. Spille køligt og målrettet angrebspil og det gjorde det vanvittigt ubehageligt for et engelsk hold, som var i total defensiv ubalance. Der blev skabt flere gode chancer og scoret to mål i samme halvleg. Anden halvleg, særligt det sidste kvarter var jo så ren overlevelse. Men havde det ikke også været overlevelse for de fleste andre hold som i en 1/8 finale fører med en mod England?

I dag er det så mod Frankrig. Værtsnationen. Som plejer at vinde slutrunder, når det bliver spillet i Frankrig. Men de har ikke en leder på holdet som tidligere. Ingen Platini eller Zidane. Det er stjerner som vil leverer for sig selv, frem for holdet. Som vil være helten og stjæle overskrifterne. Groft sagt.

Payet og Griezmann har lyst op, og Pogba i glimt. Men tilbage står, at det er et hold der kan presses. De er tårnhøje favoritter og man kunne benævne, hvor mange penge den enkelte spiller på det franske hold koster og sætte det op mod hele det islandske hold.

I hvert fald inden turneringen.

Men et EM eventyr og det er hvad det er, har noget med nu'et at gøre. Hvor der ikke kommer en gentagelse eller en chance til, men et vindue, som i en minimal periode af livet er åbent og hvor man kan opleve at resten af tilværelsen vil være påvirket af det.

Det har Island forstået. De kan ikke tabe. Heller ikke selvom de måske gør det. Det er et sagn. Et eventyr

Det er rigtigt

lørdag den 2. juli 2016

Tyskland-Italien

Det er en kvartfinale. Men det kunne sådan set ligeså godt være en EM finale. Tyskland-Italien. En kamp der emmer af historie. Af stjernestøv. Af historiens vingesus.

Det er kampen mellem to forskellige stilarter, mellem to forskellige måder at komme ud over kriser og tabte generationer på. To forskellige måder at fastholde dominans over international landsholdsfodbold. To forskellige måder som begge er lykkedes til fulde. Tyskland har været i mindst semifinalen siden VM 2006, hvor man tabte til....Italien. Italien blev verdensmestre det år(som bekendt)

Tyskland er jo forsvarende verdensmester. Man spiller et højt anlagt pres spil, inspireret af Pep Guardiolas måde i Bayern Munchen. Modstanderen skal ikke på noget tidspunkt føle at de kan komme ind i kampen. Der er konstant pres på boldholderen, konstant løb mellem ind og ud af rum fra de fire forreste og fokus på teknik, hele vejen rundt. Også i midterforsvaret og sågar hos målmand Neuer. Det er blevet bedre fra slutrunde til slutrunde siden 2006 og kulminerede velsagtens med nedslagtningen af Brasilien i VM semifinalen for 2 år siden.

Kan man her tale om den perfekte kamp? Det vil jeg sige man kan. Alt gik op i en højere enhed

For mig var det en fuldkommen åbenbaring, da det foldede sig ud for alvor ved VM i Sydafrika. Hvor en ung Thomas Müller og en endnu yngre Mesu Ozil henrykte med, totalt ubesværet, at pille pynten af ethvert forsvar indtil de løb ind i Spanien i semifinalen. De manglede rutinen det år. Koldblodigheden. Snuheden

Man er fysisk stærke, teknisk stærke. Men der er et eller andet. Noget der ikke kan forklares. Kan man sige at der mangler noget på et hold som er favoritter til EM titlen og som er forsvarende verdensmester?

Det som Tyskland mangler er måske netop det som Italien har. Snuhed, en direkte måde at spille på, og måske, trods hårdt arbejde(meget hårdt arbejde), en ydmyghed som man i sidste ende kun finder hos spillere på hylde 2 og 3.

Antonio Conte, Italiens næsten magiske trænersucces har med kirurgisk præcision valgt spillere som vil give alt for holdet. Som uselvisk vil kæmpe for helheden. Og i forsvaret har han valgt spillere, der kender hinanden indgående fra Juventus. Det er en offensiv generation uden Totti, Del Piero og Luca Toni. Uden stjerner. Og hvem fanden er egentlig Graziano Pelle, Candreva og Giaccherini.

Det er de næste stjerner, er svaret.

For Conte har gjort dem til stjerner.

Han har opbygget et system, som spillerne kan på rygraden. Meget inspireret af Löw hos Tyskland. Meget bevægelse uden bold, højt genpres, og mange mand mod mål når man erobrer bolden, som i princippet skal fiksere forsvaret, men som i dag virker mere standart end det måske var for 5-6 år siden.

Men man er jo i sidste ende Italien og ikke Tyskland. Den forreste angriber bevæger sig ikke så meget som den forreste angriber fra Tyskland. Det gør man ikke i Italien. Der må også virkelig være grænser for moderniteten. Men i forhold til stort set alle andre angribere i moderne italiensk landsholdsfodbold, bevæger Pelle sig uforholdsmæssigt meget, søger bolden, er konstant spilbar og gør sin angrebsmakker Eder bedre.

Minus ved Tyskland: De tror ikke for alvor de kan tabe. Det har været for let for dem at komme hertil. Man så mod Polen, at når de kommer op mod et stærkt kollektiv der arbejder klogt og inderligt for hinanden, så får de problemer

Minus ved Italien: Folk i offensiven mangler erfaring. Og man mangler en 10'er. Det er næsten kriminelt at man har givet Motta nr. 10

Bet:  Det bliver de snu italienere som i sidste ende vinder og spiller sig i semifinalen

fredag den 1. juli 2016

For 100 år siden i dag - Slaget ved Somme

Et af verdenshistoriens grimmeste og mest meningsløse slag begyndte i dag(1.juli) for 100 år siden. Slaget ved Somme. På den ene side stod England, Frankrig og allierede. På den anden side stod det kejserlige Tyskland og allierede.

Slaget var grusomt i sin længde, sin brutalitet og kan man vel nok sige, i sin totale meningsløshed. Efter at have kæmpet i nær et halvt år nåede de britiske og franske styrker en slags sejr. Man havde rykket den tyske fjende 9,7 km baglæns. 9,7 km....

Soldaterne blev sendt i marken som kanonføde af overbeviste generaler, der levede uden den mindste tvivl om fornuften bag strategierne. På den første dag døde mere end 50.000 engelske soldater og d. 1.juli 1916 er derfor kendt som den mest brutale dag for den engelske hær nogensinde. Samlet set blev mere end 1 million mand såret eller dræbt i slaget

Selve krigen sluttede i November 1918. Ikke fordi nogen af siderne var blevet nedkæmpet, eller man var kommet til fornuft. Tyskland var simpelthen løbet tør for penge og der var revolutionsstemning. Hele hærenheder ville give op uden kamp. De almindelige soldater havde fået nok. De lavt rangerende officerer havde fået nok, og var blevet ligeglade med at de kunne henrettes for dessertion. De ville dø alligevel. Det var et blodbad i Europa. Men desværre for Europa og for menneskeheden ikke det sidste i det 20.århundrede

Slaget ved Somme 1.juli 1916 -18.november 1916