onsdag den 20. juli 2016

Sommer


Det er sommer. Solen skinner. Mennesker driver ud i sommerlandet, ud over grænserne, for at finde lykke, glæde, afslapning og mening. Festivaler lokker med fadøl og musik der får ørerne på et slags overarbejde. Små ukendte steder bliver samlingspunkter for folk i alle aldre. Børn der vil have en is, forældre der vil have tiden til at gå mens de mindes dengang hvor de kunne være spontane, ældre mennesker der misunder alle andre at de har fremtiden foran sig, men alligevel glæder sig over en verden som de endnu kan genkende. Kvinder der venter på mænd. Mænd der samler mod til sig og sætter deres slush-ice eller deres øl eller ice tea fra sig og går over og siger et eller andet til kvinden der venter. Måske er det dumt, måske er det klogt. Måske er det fuldstændig lige meget og bare et forstadie til noget andet. Samtidig vil vandet ved kajen dovne sig igennem dagen. Der sker ikke det store, og det er heller ikke meningen at der skal ske noget som helst. Faktisk vil nogen med væsentlige pointer blive bedt om at gå, for her skal ikke ske noget som helst.

Vi accepterer det og nyder det faktisk. Det er her man kan få lov til at dale ned i en anden forestilling og blive sig selv, bare anderledes.

I al dette er en tradition, en værdig som selv ikke verdens potentielle ulykker kan ændre på. Mennesker der går i de samme fodspor som altid. Som en vane, som en tanke, som en ide om at man ikke aner hvad man ellers skulle lave, men måske netop når verdens tilstand virker uoverskuelig som en trods. Der er ikke nogen der skal komme og ændre på den måde vi holder ferie på, der er ikke nogen der skal afholde os fra at gøre præcis det samme som vi gjorde sidste år, eller gøre noget helt andet i år fordi det er det vi gerne vil og ikke fordi vi skal

Efter flere uger med regn i Danmark er der sol i dag, og forandringen er til at mærke. Mennesker smiler mere, der er mere overskud i gadebilledet, flere mennesker som stopper op og lægger mærke til et eller andet som de i en regnvejrs koger havde banket forbi. Der er intet politik i det, intet som kan sættes ind i nogen form for struktur som skal undersøges nærmere, eller som skal afstedkomme et angreb på højre eller venstrefløjen.

Det er kort og godt bare et stilbillede af sommer for danskere

Ingen kommentarer:

Send en kommentar