søndag den 30. december 2018

Godtroende


Først var lykken. De første glimt, fragmenter af liv. Ud af øjenkrogen, det genkendelige ansigt, de genkendelige lyde. Dernæst de varme hænder, der tog én ind til sig og holdt varmen og følelsen tæt. Da kom en omkreds, ikke meget, men det som kaldtes verden. En verden hvor varmen mødte neutraliteten og naturen og kulturen og alt det som fandtes udenfor det lille univers af skabningskraft. På et tidspunkt kom sproget. Ikke meget, og i begyndelsen famlende, som efter år der ikke fandtes til begreber der knap nok eksisterede.

Der var konkurrence om sproget, og så vidt om at definerer viljen gennem sproget. Det blev til en struktur, et kredsløb af ytringer som blandede sig med adfærd bedst egnet i det allertidligste stadie og længe før man blev født. Da man var et med noget andet. Man lærer at stole på mennesker, og er man særligt udsat, bliver tilliden den livgivende nektar i alle dele af livets facetter, og man lærer tidligt at begribe vigtigheden af menneskets evne til at hjælpe, assisterer, komme med en håndsrækning, og det er sammenblandet med en kærlighed som den kærlighed der findes i en familie til et barn.

Det er senere, endda meget senere, at denne proces udgør det hjulpne menneskes største udfordring i livet, at det menneske søger hjælpen fra selve udkanten af menneskets familie og sjæl. Der hvor hjælpen kommer i form af værdier, som ikke er værdier, men som ofte er noget mørkere og mere dystert, og som i klinisk forstand er præciseret for længe siden. Det intelligente menneske kan have fået den rigtige, den gode, den nødvendige hjælp fra barnsben, omgivet af kærlighed og omsorg og tid, og alligevel søge denne grænse. Den grænse som er grænseløs i sig selv, hvis yderste punkt er den gængse sociale norm, men i højere grad er den fysiske eller den biologiske grænse. Hvad kan hjernen holde til, hvad kan kroppen holde til, hvor går man ud på sin kant, den kant som kan være forskellig fra menneske til menneske.

På et tidspunkt finder man ud af, at kanten er så langt mindre interessant end det rolige, almindelige liv. Uddannelse, arbejde, familie, hobbyer, socialt liv som minder om det naboen har, og er i forbindelse med tidligere og senere generationers liv. Der hvor underholdning er fredagsunderholdning i tv, eller den årlige tur i teatret eller i biografen. Man nyder stilheden, man nyder larmen af børn, man nyder at man ikke jager noget som helst, men kun drikker en kop te og læser en skønlitterær bog fra et menneske, som enten er kommet til den samme konklusion eller som stadig jager. Man sætter sig foran computeren og skriver, eksempelvis et blogindlæg, og man ser ud over sin lille verden og tænker at man skal tage den sandhed man fandt ud af ikke fandtes, gøre den til sin og tro på den alligevel

Godtroende


mandag den 10. december 2018

Sidste chance



Vi har nok vidst det hele tiden. Med valget af Macron havde den 5.republik én chance for at lykkes. Èn chance for at reformere sit arbejdsmarked, én chance for at reformere sin økonomi for at kunne blive konkurrencedygtig, komme op på højde med Tyskland og leve op til at være en de-facto ledernation af den europæiske union

Den unge mand og hans unge, højt begavede og højt uddannede folk har modtaget en skruebold i løb. De skal på fem år med en følgagtig med uerfaren lovgivende forsamling gennemfører lovændringer der ville gøre enhver stakåndet. Alt skal ses efter i sømmende.

No stone unturned.

Hidtil, eller det vil sige indtil for 14 dage siden, så det ikke ud til at det ville splitte nationen. Hans målinger gik dårligere og dårligere, men alligevel virkede det som om, at der var en stiltiende accept af, at hvis ikke det ville lykkes for Macron at vende tankskibet, så ville det ikke lykkes for nogen og Frankrig ville falde ned i kaos og anarki og imødese skabelse af den 6.republik.

Som bestemt vil blive ganske anderledes end den 5.

Men for 14 dage siden ca begyndte jorden at rumle. Nu efter demonstrationer af størrelse ikke set siden 1968, hvor Jean-Paul Sartre opmuntrede demonstranterne og min dansk-filosofi lærer kastede sten efter politiet, er tingene på kogepunktet igen. De gule veste. Hvem de end er, hvad de end er, så har sat ild til Paris og med den ild følger en konflikt i det franske samfund, som er så gammel som samfundet selv, med tråde mere end 200 år tilbage i tiden.

Macron er den yngste leder siden Napoleon Bonaparte, der selv kom til magten ved at affyre kanonkugler mod demonstranter i Paris gader og dermed beskyttede hvad der var tilbage af elitens privilegier i kølvandet på revolutionen i 1789.

Den beskyttelse udnyttede han til at gøre sig til kejser og indlede et enormt reformprogram af det franske samfund, og så at føre krig mod alle der kunne krybe og gå. Det var i 1800 tallet.

Nu er vi i 2000 tallet, men franskmænd sætter endnu engang demokrati, frihed, uretfærdighed og solidaritet på spidsen. Vreden, afmagten, den nedarvede fattigdom, benzinskatter og globaliseringen er blevet for meget for en stor gruppe mennesker, der udgør et asymmetrisk sammenhørighed af stærkt højreorienterede og stærkt venstreorienterede.

Hvad de derimod ikke er, er centrum- og eliteorienterede. Eliten skal ned og det kan kun gå for langsomt

Macron har ikke lette sound-bite svar på denne hans største krise. Hans rådgivere har hidtil virket lammede og ude af stand til at forstå, endsige gøre noget aktivt ved den brusende vrede. Det er Macron sidste chance.

Det som i forvejen var en svær opgave virker nu mere og mere umulig