søndag den 16. juni 2019

70% i 2030 og hvad så derfra



Når partierne forhandler, ikke blot regeringsgrundlag for den kommende regering, men modus operandi for den kommende valgperiode, er klimaet det der binder det hele sammen. Det er fællesmængden for partier der har vidt forskellige meninger på de fleste andre områder. Med undtagelse af 1-2 områder som i essensen gør rød blok til en blok og ikke frit svævende enheder på vej ud over en skrænt.

Men hvad gør man politisk når man lykkes? Lige nu er Enhedslisten, Alternativet og SF meget tæt på at få de 70% CO2 reduktioner i 2030. Som et klart defineret delmål frem til den fossilfri fremtid senere i dette århundrede i Danmark. Men når den tages af bordet, når minimumsnormeringer, som er ligeså meget et nulsumsspil som de 70%, bliver tilbage som et spøgelse. Da vågner rød blok op til den virkelighed som har martret blå blok i de seneste 4 år. Men det ved man selvfølgelig, og regeringsforhandlingerne har lige nu mere at gøre med de åben hjertekirurgi end politik.

Man skal være MEGET forsigtig at man ikke kommer til at klippe det forkerte sted, ramme den forkerte aorta mv. Det vil dræbe patienten, som i dette tilfælde er det fælles projekt som skal kunne holde i minimum 4 år, og som gerne skulle kunne se frem mod 8 år

fredag den 14. juni 2019

Dannebrog



Der er et tidspunkt. Den første gang hvor man har det danske flag i hånden, sådan lidt snottet til, fordi man lige har snottet i det uden at nogen så det, og man står og flager med det så godt man kan. Det er børnehaven og man er på Amalienborgs Slotsplads, og man er kommet til byen i tog hvilket formentlig har været den største oplevelse overhovedet.

Sidder man tilpas langt nede, så er alt det hændte, noget som hænder for andre. Man selv lever lidt i sin egen verden. Måske er dette hændt, eller måske er det en drøm

Nya Ullevi nogle år senere. Vi spiller mod Holland. I lys og den svenske sommeraften. 2 skridt og Christofte scorer og sender et hav af flag i den syvende himmel. Det bliver en flag-uge med kulminationen da spillerne vender hjem. Alle fejrer med variationer af Dannebrog. Vi er alle danske, vi er alle børn for en kort stund.

Et parti kalder sig danske og tager Dannebrog med sig i logoet. Det er opvågnings tid for den politiske bevidsthed omkring det at være dansk. Åbenbart. Fra da af bliver flaget et politisk symbol.

Nu fejrer vi at det er er 800 år siden det faldt ned. Nogen vil hævde, navnlig dem som bor i Savoyen, at det slet ikke faldt ned men har været et banner længe før i Europas brogede historie. Men der stod en mand og så det falde ned fra himlen. Som et frelsende organ, som en vellykket hail-mary i en Super Bowls 4.quarter. Valdemar blev til Valdemar Sejr og federe navn kan en konge ikke få, hvis disciplinen ellers er kamp og kamp og kamp. Intet under at legenden kunne leve. Som legenden om korset på himlen levede for den romerske kejser Constantin

Det var et kongebanner, som blev et folkeflag, som igen reflekterer tilbage på kongemagten. Et symbol på alliancen mellem borgerskabet og kongen i 1660, som ejendommeligt nok ledte til begyndelsen på en egentlig dikaturtid i Danmarkshistorien, men også symbolet for et senere borgerskab, der tog magten fra Kongen igen.

I dag pudser små børn stadig deres løbende næser i Dannebrog. Vi rejser os fortsat med diverse landshold, og forstår at vores flag har fødselsdag

Tillykke Dannebrog, og må du leve vel

torsdag den 13. juni 2019

Myternes holdeplads

Vær mod andre som du ønsker de skal være mod dig. Men hvordan ved man, hvordan man ønsker det skal være for sig selv? Det selv som lever i sig selv, for sig selv oplever til stadighed at blive udfordret af møde med de andre. Røvhullerne. Som marskandiseren engang kaldte sine kunder. Men de røvhuller vil man jo gerne have i sit liv, at de behandler en ordentligt, at man kan være et elskeligt røvhul i så fald. For dem.

Den første sætning har noget med religion at gøre. Men vi søger blot noget der minder om forskellen mellem himmelen og jorden, afstanden fra skyerne til jordoverfladen. En form for kontrol, kombineret med at vi tør give slip på det hele, eller tæt på det hele. En dobbelthed. Som forsvinder ligeså hurtigt, som vi får fingrene i den.

Nogen bruger minder, andre bruger hukommelse, andre igen bruger intet men lever ud fra devisen at der er en langstrakt plan med hus og pensionsopsparing og kærlighed målt til snorlige deciliter mål. De fleste vælger noget der minder om fornuft. Lader myterne blive hjem. Vi har jo alle gået i en skole, der præger os til at tænke, om ikke rationelt, så konformt. Det konforme kan så blive rationelt over tid. Når kroppen begynder at sætte ud. Når man mister sine tænder og man skal lave den første større selvstændige udskrivning. Når man kører ind i et træ fordi man faldt i søvn bag rettet, men hvor der ikke skete andet end at ens forsikringsselskab fandt ud af man ikke var guld alligevel.

De troede på en, og gudskelov for det. De ter jo sådan at myterne får lov til at leve videre, og vi bygger noget der ligner et samfund op på myter. Blandt andet på myten om et samfund uden myter. Og sådan kan man jo blive ved.

Det er bare sådan, at i ethvert samfund er der dem der kører i den forkerte side af vejen, dem der først trækker ind når det er for sent. Dem der har aspireret det hele eller ingenting, men netop ikke aspireret konformiteten. De udgør ikke en trussel som sådan. Egentlig smiler de mere, de græder også en anelse mere, er lidt mere ansvarsløse og ser måske både bedre og dårligere ud end gennemsnittet. De lever måske efter den myte, at deres liv har en særlig betydning, noget der retfærdiggør deres iboende modsætningsforhold til helheden

Hvem ved?
Det kan være en myte 

mandag den 3. juni 2019

Paludan og Blå Blok



Fænomenet Rasmus Paludan har ikke blot meldt sin ankomst til forsiderne i dansk presse. Han har næsten egenhændigt sat den såkaldte blå blok skakmat i forhold til vælgerne frem mod valget Grundlovsdag. Ingen kan gå højre om Rasmus med six-pence. Ingen kan sige eller gøre noget som er mere i øjnefaldende end ham, og for den store gruppe af moderate vælgere har han virket som en skræmme-krage.

For er det et Danmark der bare minder om Paludans retorik og stil vi ønsker? Svaret er ved at udvikle sig til at blive et jordskælvsagtigt.. Nej.

Skal man tro målingerne, fører de venstreorienterede partier så stort, at man borgerligt sindede sandsynligvis overvejer at stemme på de radikale for at give et bare lidt blåt stænk til det store røde flertal.

Det er en københavnerisering af hele landet. Det er sandsynligvis kvinderne i Danmark, som i stor stil forlader blå blok og navnlig Dansk Folkeparti i forhold til valget for fire år siden. Endnu engang må en statsminister lide den skæbne ikke at blive genvalgt. Et genvalg for en siddende statsminister er altså så ikke sket siden 2007.

Men det er alt blot sammen meningsmålinger