onsdag den 31. oktober 2018

Udtryk

Vi vælger at tro på vores egen frihed. Vi vælger at tro på, at vi kan leve hvor som helst på kloden, og stadig tro at vi er uden for fare.
De mennesker som er kommet hertil fra Iran, har troet på, at de ikke længere var i fare for et regime som har myrdet mennesker siden 1979. Det var de og det var de ikke. Det siger noget om vores tid. Det var de og det var de ikke.
Forsvaret for det liberale demokrati kan aldrig ske over en facebook update eller en hvilken som helst opdatering på de sociale medier.
Det må komme gennem den daglige tro fra mennesker selv. Intet andet. Ikke andre steder fra

mandag den 22. oktober 2018

Syder



Det syder og koger i koger i gamle bøger. Noget i den retning. Hvis livsgrundlaget forsvinder for milloner af mennesker, for det ene menneske, så syder og koger det nogenlunde på det allerhøjeste niveau. Ingen mennesker er en ø. Det blev god latin at forstå sig selv, som værende en del af noget større, noget højere, måske endda noget sjovere, på et eller andet tidspunkt. Vi løb efter bøfler og en sørgelig eksistens morede sig så meget, at han initierede den allerførste loge i menneskehedens historie. Foreningen for dem der morer sig, mens man overlever. Der standsede det sydende og det kogende og blev til varme-kulde, kultur, dannelse, smil og grin.

Vi dannede byer, dannede polis, dannede op og ned i samfundets hierarki. Det holdt op med at være sjovt, med undtagelse af lystspil, som hverken er af lyst eller spil. Vi blev moderne, længe før moderniteten kom til. Moderniteten som man i det absolut cutting-edge af Mesopotamiens elite forstod den, ligger for længst under ruiner og sand. De troede de skulle leve for evigt, men det eneste der overlevede dem, var evnen til at hakke i jorden og dyrke afgrøder

Det syder og koger på stadion. Folk er fulde, måske har de købt en klump hash på Christiania. Det som er sikkert er, at de har forskudt sig ind i frakker og jakker og lange bukser og et par ekstra sokker og et par stabile sko eller støvler og de har taget nogen med som ligner dem selv, og de er klar til at syde og koge alt efter temperament. Om deres hold vinder eller taber er for nogen af dem ligegyldigt. De har oplevet det hele før, og vil opleve det hele igen, og skal man vurderer evigheden, som nærværende er det med ti minutter igen af en kamp som er afgjort og man får tid til at spekulerer over alt andet end det sted hvor man er.

Det er imod princippet om nærvær, og dette alene bør være grund til at gøre det. På den måde bliver opgøret om tvangs-nærvær en stille politisk protest. Man gider ikke se dem i øjenene, man orker ikke at høre de samme historier, skåret af de samme ulidelige træsorter endnu engang, også selvom man måtte risikerer at ens eget levede liv kun bliver vedkommende for én selv. Mesopotamiens elite ville have godkendt, at man standsmæssigt vender ryggen til og fortsætter med sit eget. Sit eget.

Det findes og det findes ikke, og her bliver nogen næsten hyperintense, da de får mulighed for at sige det som de altid lige gerne har villet sige, nemlig at intet findes. Derfor er der ikke noget at være over og derfor er der hele bare intet. Men det ved vi som eksisterer ikke er rigtigt, og vi ved at lys og mørke skifter hinanden som spillere skifter hinanden i en fodbold kamp, og man ikke kan eller skal have for meget af det ene i forhold til for meget af det andet over et år eller måske endda et liv

Men hvad ved jeg om et liv? Jeg er 35 år og skylder mig selv, inden robotterne tager over, at beskrive i ord og handlinger netop det som jeg ønsker at beskrive.

Hverken mere eller mindre

fredag den 19. oktober 2018

Friday Night Lights



Begrebet stammer fra de fredagskampe der spilles i USA. I Amerikansk Fodbold. Der hvor man oftere bruger hænder, end fødder. Der hvor man støder ind i hinanden med fuld musik, og der hvor man henter reglerne fra krigens verden. Det er det kunstige lys, fra når solen er gået ned, og det kunstige lys der løfter de unge mænd til nye højder, højt over skyerne i deres eget sind. Når forældrene står pavestolte af deres afkoms indtræden i første kapitel af den amerikanske drøm. En drøm som eksporteres til vore breddegrader, på samme tand-rit som skuffelsen over at man ikke når den drøm, men at man må leve med det som er hverdagen.

Der har vi Dan Turell, og han har lært os at vi skal holde mere af hverdagen end måske noget som helst andet, og vi suger den til os i genspejlingen af den dag som var i går, og den dag som kommer i morgen. Der hvor lyset er levende og afgiver naturens anerkendelse af vores blotte jordiske eksistens. Hverdagen, det som skriften ikke skulle handle om, men som alt på en eller anden måde vender tilbage til. Den giver os vitaminer og den tager vitaminer fra os igen, indtil tallet ender lige lidt over nul, og lige lidt over nul får den gamle Buffett i Nebraska til at smile, for så er der noget at klynge op i rentegyngen. Renters rente gyngen, og rigdom, materielt og immaterielt skabes. Friday Night lights, begyndelsen på støvskyers heiku digt, enden på ugen for skoletrætte unge, begyndelsen på et eventyr for dem som kan komme gennem nåleøjet til college ball og senere NFL, og der opnå berømmelsen, ringe og måske en hovedskade som vil få resten af deres liv til at blive forvrængede versioner af dem selv. Det er måske meningen. Eller også er det så langt fra meningen, at det i sig selv får os til at opgive den fjollede apostrof, at der skulle være én mening.

Friday Night Lights

tirsdag den 16. oktober 2018

Individets æra



Hvad der mere end noget andet har karakteriseret de seneste 150 år, har været fremkomsten af individet. I form af rettigheder og pligter og i form af muligheder. De lande, de kulturer der har skubbet på har haft en judeo-kristen tradition.

Med den amerikanske uafhængighedserklæring fra 1776 som baggrund foldede en lang række lande sig ud i et kæmpe eksperiment, hvor man forsøgte at skabe rammerne om individets udfoldelse indenfor rammen af staten. Nogen steder mere end andre. I Storbritanien kopierede man USA, som tilbagefaldende kopierede Storbritanien, Grækerne og Romerne.

I Central og Nordeuropa ønskede man, at staten skulle spille en større rolle, at skatterne skulle være højere, at det underliggende niveau for services skulle være mere sikrer end i den anglo-amerikanske verden. Resultatet i Skandinavien blev velfærdsstater og i det centrale europa en gennemgribende samfundsmodel af forsikringsordninger

Nu er meget af dette under en form for afvikling eller udvikling. Nye spillere er kommet på den globale politske scene. Spillere der nok må bekende sig til statens ufravigelige rolle i samfundslivet, men som ikke anerkender individets rolle. Rusland og Kina, en euro-asiatisk koalition hvor diktatoriske kræfter regerer og hvor regimernes modstandere bliver fejet af vejen som gårsdagens affald får mere og mere at skulle have sagt på den internationale scene.

Ikke kun i forhold til økonomi og handel og militæreforhold, men også kulturelt og som inspiratorer til hvordan samfund, i første omgang udviklingslande, kan håndterer internt pres og påvirkninger.

Det er blevet omtrent forbudt for Vesten, at slå ring om retten til at være individ, og retten til at beskytte individers hvor end de måtte have brug for beskyttelse. Det er sket i forbindelse med skæbnesvangre fejltagelser og beslutninger om regional og lokal indblanding hvor man har haft hovedet under armen. Men betyder det at man skal opgive et form for moralsk imperativ, der har dannet baggrund for hvordan den vestlige verden har udviklet sig over de seneste hundreder af år?

Hertil må svaret være nej. Politisk nej.

Selvom det historisk, ender med at blive et opgivende ja.

Det politiske nej fordrer at man står fast på hvem man er, hvor man kommer fra, hvilke værdier man har, og hvis disse værdier anses for at være selvindlysende, også er er værdier man er villig til at kæmpe for, agiterer for i alle afkroge af verden. Det historiske svar er dog desværre det modsatte, og hviler på den fordring at der bliver færre af "os" og flere af alle andre, og at der siden den kolde krigs afslutning kun har været én retning for Vestens dominans og indflydelse og dermed og levedygtigheden for det selvstændige individ, og at den retning er ned.

Det som kommer i stedet, får vi løftet sløret for i disse uger. Overvågning, mistro, korruption, centralisering, de-humanisering af det enkelte menneske.

Kina har anvendt teknologiske fremskridt, ofte udviklet i Vesten, til at overvåge sine egne borgere på et helt nyt niveau. Det er selvfølgelig beskæmmende, men det bliver jo klart mere beskæmmende, når landet samtidig har så meget vind i sejlene, og så meget pondus at de kan lærer fra sig andre steder på planeten. Russerne kigger i Kinas retning, de afrikanske lande kigger i Kinas retning, og i stigende grad kigger Mellemøstlige regimer i Kina og Ruslands retning.

Europa er splittet og dybt svækket militært set, og ganske få lommer eksisterer hvor liberaliseringen af menneskers frihed går hånd i hånd med det økonomiske fremskridt.

Derfor er et økonomisk fremskrdt også af en udløbsdato

mandag den 15. oktober 2018

Valg i Bayern

Valg i Bayern.
Endnu et valg der viser, at Europa er under forandring. Det gør ondt at sidde i regering, men det gør endnu mere ondt, når man ikke forstår de strømninger, som går igennem kontinentet i disse år.
Uvist hvor forandringerne fører Europa hen, men at forandringerne foregår netop nu, er sikkert og vist

tirsdag den 2. oktober 2018

Finde ind

At finde ind til den man er. Til den man vidste man var. Vi ser udviklinger som positive, primært positive, men sjældent ser vi udviklinger cykliske. Det kan skyldes at vi ikke erindrer at vi har stået der før, måske føler vi os pinligt berørt over at vi har stået der før, med den samme følelse og så alligevel erfaringer rigere. De erfaringer kan synes ganske langt væk, når problemstillingen, forløbet, perioden begynder. Man bliver lille igen, mindre end ingenting. Med kulde i overkroppen og varme i benene, som var kroppen tilbage på savannen. Gudskelov at vi har det dyriske med, den genkendelige angst fra dyreriget som fortæller os at der er "fare" og at vi skal "løbe".

Men faren kan være imaginær, og man har samtidig ikke rigtig nogen steder at løbe hen. Derimod har man sig selv, og det må være nok, alt rigeligt. I et socialt virke forholder vi os til de hierarkier, opfundet eller naturlige, som italesætter strømninger der kan give følelsen af frihed, længsel, eller at være tilbage i jæger-samler tilstanden. Vi får angst, enten fordi det er noget iboende i os, eller noget som et miljø har kultiveret for og imod én, over en årrække. I disse år er det vigtigt at lytte til sig selv, at finde ind til sig selv, og det bliver en ledestjerne selv i det pulserende og produktivitetsfremmende.

Hvis dette selv skal lyttes til, må det være så frigjort og så "lydeligt" som muligt, må man tænke. For ellers er det ned til slikbutikken hver aften, eller på galopbanen for at redde økonomien fra bankerot, hver weekend. I den forbindelse så jeg engang en svensk film hvor det hele endte lykkeligt fordi hovedpersonen reddede det hele ved at spille på den rigtige hest i det rigtige løb.

Gamblerens drøm. Samfundets mareridt.

Han fandt ikke ind til sig selv, mere end han anvendte en forudgående viden om hvem som var stærk og hvem som var svag

Det er relativerende ud i det ekstreme, at påstå at det er en ligeså rigtig måde at finde ind til sig selv på som alt muligt andet.

Det ville næsten kaldes "hash-hoved snak", og det vil det jo sikkert fordi folk der ryger meget hash, får meget THC, ender med en relativering af alt levende og dødt, når følelserne bliver bedøvet.

Vi er nødt til at føle, vi er sågar i nogen tilfælde nødt til at være i følelsernes vold, om end kun i glimt, i de skabende glimt. Jeg kan ikke skrive uden at være, eller at have været, i en følelse, maleren kan ikke male, tegneren kan ikke tegne, og virksomhedsejeren kan ej lave en ny satsning heller. Det er så disponeret i os, så givende for vores handlekraft at finde ind til netop den udgangsportal i os, at det skal vi blot fortsætte med og faktisk sætte en ære i, at vi er i kontakt med vores følelser. Men hvad har alt dette med at finde ind at gøre.

Problemet i dag er, at dette "ind" også har noget med engagement, og kommercielle interesser at gøre, og at det bliver sat i en ramme af præstation. Vi skal blive gode til at glemme, at vi tjener penge til andre mennesker fra 9-17(ish) hver dag. Vi skal huske på at vi oplæres til at være selvstændige, nogenlunde selvstændige, men at vi fungerer i vores bedste alder i service til andre. Jeg mener personligt at servicering af andre er den største ære, noget menneske kan opnå, da det holder egoet og jeget i den form som bedst kan beskrives som lykke.

Men det kolliderer med følelsen af at vi er skabt til noget højere, noget større, noget bedre for os selv, og det prøver vi da blot på at finde ind til. Finde ind til så det kan blive sat foran, ses af andre og derigennem ændrer sin livsbane, ændrer sit trajectory.

Selvet har en historie, hvor præstation havde noget med overlevelse at gøre, og at det ikke nødvendigvis er 9-17 fem dage om ugen at gøre, eller rejse land og rige rundt og overbevise en køber om at ens produkt er lige det der står og mangler i deres regi.

Det har derimod en simplicitet, en enkelthed, som er meget mere udtalt