Friday Night Lights

Begrebet stammer fra de fredagskampe der spilles i USA. I Amerikansk Fodbold. Der hvor man oftere bruger hænder, end fødder. Der hvor man støder ind i hinanden med fuld musik, og der hvor man henter reglerne fra krigens verden. Det er det kunstige lys, fra når solen er gået ned, og det kunstige lys der løfter de unge mænd til nye højder, højt over skyerne i deres eget sind. Når forældrene står pavestolte af deres afkoms indtræden i første kapitel af den amerikanske drøm. En drøm som eksporteres til vore breddegrader, på samme tand-rit som skuffelsen over at man ikke når den drøm, men at man må leve med det som er hverdagen.

Der har vi Dan Turell, og han har lært os at vi skal holde mere af hverdagen end måske noget som helst andet, og vi suger den til os i genspejlingen af den dag som var i går, og den dag som kommer i morgen. Der hvor lyset er levende og afgiver naturens anerkendelse af vores blotte jordiske eksistens. Hverdagen, det som skriften ikke skulle handle om, men som alt på en eller anden måde vender tilbage til. Den giver os vitaminer og den tager vitaminer fra os igen, indtil tallet ender lige lidt over nul, og lige lidt over nul får den gamle Buffett i Nebraska til at smile, for så er der noget at klynge op i rentegyngen. Renters rente gyngen, og rigdom, materielt og immaterielt skabes. Friday Night lights, begyndelsen på støvskyers heiku digt, enden på ugen for skoletrætte unge, begyndelsen på et eventyr for dem som kan komme gennem nåleøjet til college ball og senere NFL, og der opnå berømmelsen, ringe og måske en hovedskade som vil få resten af deres liv til at blive forvrængede versioner af dem selv. Det er måske meningen. Eller også er det så langt fra meningen, at det i sig selv får os til at opgive den fjollede apostrof, at der skulle være én mening.

Friday Night Lights