Finde ind

At finde ind til den man er. Til den man vidste man var. Vi ser udviklinger som positive, primært positive, men sjældent ser vi udviklinger cykliske. Det kan skyldes at vi ikke erindrer at vi har stået der før, måske føler vi os pinligt berørt over at vi har stået der før, med den samme følelse og så alligevel erfaringer rigere. De erfaringer kan synes ganske langt væk, når problemstillingen, forløbet, perioden begynder. Man bliver lille igen, mindre end ingenting. Med kulde i overkroppen og varme i benene, som var kroppen tilbage på savannen. Gudskelov at vi har det dyriske med, den genkendelige angst fra dyreriget som fortæller os at der er "fare" og at vi skal "løbe".

Men faren kan være imaginær, og man har samtidig ikke rigtig nogen steder at løbe hen. Derimod har man sig selv, og det må være nok, alt rigeligt. I et socialt virke forholder vi os til de hierarkier, opfundet eller naturlige, som italesætter strømninger der kan give følelsen af frihed, længsel, eller at være tilbage i jæger-samler tilstanden. Vi får angst, enten fordi det er noget iboende i os, eller noget som et miljø har kultiveret for og imod én, over en årrække. I disse år er det vigtigt at lytte til sig selv, at finde ind til sig selv, og det bliver en ledestjerne selv i det pulserende og produktivitetsfremmende.

Hvis dette selv skal lyttes til, må det være så frigjort og så "lydeligt" som muligt, må man tænke. For ellers er det ned til slikbutikken hver aften, eller på galopbanen for at redde økonomien fra bankerot, hver weekend. I den forbindelse så jeg engang en svensk film hvor det hele endte lykkeligt fordi hovedpersonen reddede det hele ved at spille på den rigtige hest i det rigtige løb.

Gamblerens drøm. Samfundets mareridt.

Han fandt ikke ind til sig selv, mere end han anvendte en forudgående viden om hvem som var stærk og hvem som var svag

Det er relativerende ud i det ekstreme, at påstå at det er en ligeså rigtig måde at finde ind til sig selv på som alt muligt andet.

Det ville næsten kaldes "hash-hoved snak", og det vil det jo sikkert fordi folk der ryger meget hash, får meget THC, ender med en relativering af alt levende og dødt, når følelserne bliver bedøvet.

Vi er nødt til at føle, vi er sågar i nogen tilfælde nødt til at være i følelsernes vold, om end kun i glimt, i de skabende glimt. Jeg kan ikke skrive uden at være, eller at have været, i en følelse, maleren kan ikke male, tegneren kan ikke tegne, og virksomhedsejeren kan ej lave en ny satsning heller. Det er så disponeret i os, så givende for vores handlekraft at finde ind til netop den udgangsportal i os, at det skal vi blot fortsætte med og faktisk sætte en ære i, at vi er i kontakt med vores følelser. Men hvad har alt dette med at finde ind at gøre.

Problemet i dag er, at dette "ind" også har noget med engagement, og kommercielle interesser at gøre, og at det bliver sat i en ramme af præstation. Vi skal blive gode til at glemme, at vi tjener penge til andre mennesker fra 9-17(ish) hver dag. Vi skal huske på at vi oplæres til at være selvstændige, nogenlunde selvstændige, men at vi fungerer i vores bedste alder i service til andre. Jeg mener personligt at servicering af andre er den største ære, noget menneske kan opnå, da det holder egoet og jeget i den form som bedst kan beskrives som lykke.

Men det kolliderer med følelsen af at vi er skabt til noget højere, noget større, noget bedre for os selv, og det prøver vi da blot på at finde ind til. Finde ind til så det kan blive sat foran, ses af andre og derigennem ændrer sin livsbane, ændrer sit trajectory.

Selvet har en historie, hvor præstation havde noget med overlevelse at gøre, og at det ikke nødvendigvis er 9-17 fem dage om ugen at gøre, eller rejse land og rige rundt og overbevise en køber om at ens produkt er lige det der står og mangler i deres regi.

Det har derimod en simplicitet, en enkelthed, som er meget mere udtalt