tirsdag den 26. december 2017

Berettigelse



Francis Underwood fortæller os, at vi ikke er berettiget til noget som helst. Berettigelse er det vi som samfund har arbejdet os væk fra. Fra stændersamfundet, til det som nogen kalder godsejersamfundet, til et moderne samfund hvor man skal gøre sig fortjent til det gode som måtte komme til én. Samtidig sniger der sig dog en viden ind om hvordan mange af samfundets institutioner fungerer, hvordan erhvervslivet fungerer. At man alligevel kender nogen som kan skaffe én det man gerne vil have, også selvom man gerne fortæller sig selv, at det har man opnået på egen hånd. At man kan netværke. At man evner, gennem ens sociale kompetencer at knække de koder der skal til, suppleret af de papirer man måtte have, at komme opad og fremad.

Det bør de færreste nok se et problem med, hvis de er i stand til at regne sig selv ud af den gældende ligning. Hvilket naturligvis ser en svær øvelse.

Vores samfund, vores meritokrati er dog alligevel under pres. Den unge generation er mindre end man har været vant til og omkring står andre verdensdele mere end klar til at overtage den rigdom, de markedsandele af verdensmagten, de multiple pladser forenden af bordet, som findes i enhver sammenhæng af værdi vi har bygget op.

Det har nemlig været en civilisations berettigelse for den såkaldte vestlige verden siden omkring 1500 tallet. Men i de her år vokser resten af verden eksponentielt. De lande, hvis BNP pr capita er steget mest siden 2000 har en ting til fælles. Ingen af dem befinder sig i den vestlige verden. Det er asiatiske og afrikanske lande. De er på vej frem, med unge befolkninger, der vil væk fra fattigdom, nød, mangel og ufrihed. Naturligt, og denne udvikling bliver bare forstærket i de her år. Det er befolkninger som stadig gerne vil have rigdommen og velstanden til at have mulighed for at gå til psykolog fordi livet gnaver. For det er livet, og ikke overlevelsen det handler om.

Berettigelsen til at definere hvilke værdier der er sande eller falske, er ikke længere en sportgren for os der lever her i den koldere del af verden, og berettigelsen til indflydelse over institutionelle og samfundsmæssige beslutninger er for mange mennesker i de vestlige samfund som en saga blot. Det er den langsomme retræte, den langsomme tilvænning til småligheden. En smålighed, som skal hilses at siges, kan gøre stor på lang sigt.

Det skaber dog i denne tid vrede, bekymring, angst og måske direkte direkte vrede. Noget kan aflæses på valgresultater, andet kan læses på valgdeltagelse blandt især den yngre generation.

Her gælder for nogen den sørgelige tilgang, at hvad skal engangement gøre godt for, når kortene er blandet imod den unge generation, og at alle samfundets værdier ligger hos den ældre del af befolkningen?

Her er jeg helt uenig.

For vi lever. Og når vi lever, så engagerer vi os. Det er selve udspringet af livets grundlag. Ville man være gået med til at en ugidelig sjæl sagde nej til at jage bøflerne i forhistorien, og dermed ladet stammen forgå? Nej.

Vi er berettiget til ikke at være berettiget til andet end at spørge den næste. Hvordan kan jeg hjælpe? Hvad kan jeg gøre for at dit liv bliver bedre? Og naturligvis i vores menneskelighed håbe, i vores inderste kerne, at nogen spørger os om det samme.

Det har nogen samfund så bygget ovenpå. Skridt for skridt. Ofring for ofring. Fejltagelsesudbedring på fejltagelsesudbedring. Det danske realkreditsystem fungerer under den meget underlige præmis, at man køber en obligation og dermed hjælper folk til at købe fastejendom. Det er et system som blev overført til velfærdssamfundet, der løftede befolkningen i Danmark til en lighed set meget få steder i verden. Man overfører til andre, man aldrig møder. Det skabte et samfund, der som min farfar engang sagde til min onkel "oplever forbedringer hver eneste dag".

Det er mennesker man aldrig man har mødt og man aldrig kommer til at møde i sit liv. Det er bygget på følelsen af et fællesskab i en større, dybere sammenhæng. Men hvor vi ikke sidder lårene af hinanden, skal kigge hinanden i øjnene og tvinge hinanden til en umulig grad af tilstedeværelse og ærlighed. Eller mennesker der kommer til fællesspisning i en hal på Vesterbro. Det kan ligeså godt være Loke som Thor. Dragen som skumslukkeren.

Hvis du læser dette, er du berettiget til at tænke videre over dit bidrag til det evige kredsløb af den kendte menneskehed

søndag den 10. december 2017

Selvfølgelig



Der var et tidspunkt da jeg var dreng, hvor jeg i mangel af bedre stillede et simpelt spørgsmål. Hvorfor er jeg? Ikke noget med hvorfor jeg sad i kørestol, eller hvorfor jeg voksede op i Vedbæk i Danmark eller noget som helst i den sammenhæng. Hvorfor er jeg. Det kom kun som en kort tanke, en komet over nethinden. Men det gled ind i så meget andet, man kunne spekulere over når man sad i en kørestol og så ud af vinduet om eftermiddagen og udskød lektierne til evig tid.

Det var efter at have spillet fifa med en ven, og før man skulle spise aftensmad, og jeg nød at sidde i ro og mag i stuen, i hjørnet af stuen og se ud på haven og tænke over hvad end der faldt mig ind. Det kunne være en episode i skolen, det kunne være noget jeg havde set i tv, det kunne være noget min søster havde fortalt mig, det kunne være den seneste fodbold kamp, det kunne være alt det nævnte, blendet fint ind i hinanden. Jeg sad der ved alle årstider i sommer, efterår, vinter og forår og grublede over stort og småt

Det blev til meget tid alene, og jeg elskede at være alene. Selvfølgelig. For når man er sammen med sig selv er man sammen med den man kender som bedst. Sig selv. Det blev til timer med tanker og vurderinger i forskellige retninger. For og imod den ene ting, for og imod den anden ting. Afvejninger af de seneste konflikter i "børneland", som var det politiske konflikter på Christiansborg eller i USA, og mine interesser og den verden jeg så i tv blev smeltet sammen. Det var en verden hvor man var i kontrol, hvad kontrol så end er for en størrelse. Men der var noget frugtbart, nærmest helligt over det rum hvor tankerne fik lov til at flyde frit. Det er et rum som er forundt for et barn. Som voksen findes naturligvis det anderledes pres. Eller gør det?

Som jeg tidligere har sagt, så var jeg i følelsen af en konstant pres i min skoletid. Det var dog godt i den forstand, at det var et vindue ind til den tid som resten af landets skolebørn måtte føle senere, og det var samtidig dårligt netop af den samme grund. Og at det var gavnligt hvis man på sin måde skulle være med til at regere landet, enten i statsbureaukratiets top, i erhvervslivets top eller på anden måde sætte sit eget personlige og generationelle aftryk på Danmark.

Men jeg var ikke en normal dreng, endsige normal ung mand.

Mange år senere tog jeg skridtet og flyttede hjemmefra. Jeg havde forlængst sagt farvel til mit vindue og mit rolige eftermiddags liv. Men de dage sidder i mig, hjemsøger mig på den bedste af alle måder, og minder mig om at finde det der helt særlige, mærkelige hjørne hvor end jeg er, hvor jeg kan være mig selv