tirsdag den 26. december 2017

Berettigelse



Francis Underwood fortæller os, at vi ikke er berettiget til noget som helst. Berettigelse er det vi som samfund har arbejdet os væk fra. Fra stændersamfundet, til det som nogen kalder godsejersamfundet, til et moderne samfund hvor man skal gøre sig fortjent til det gode som måtte komme til én. Samtidig sniger der sig dog en viden ind om hvordan mange af samfundets institutioner fungerer, hvordan erhvervslivet fungerer. At man alligevel kender nogen som kan skaffe én det man gerne vil have, også selvom man gerne fortæller sig selv, at det har man opnået på egen hånd. At man kan netværke. At man evner, gennem ens sociale kompetencer at knække de koder der skal til, suppleret af de papirer man måtte have, at komme opad og fremad.

Det bør de færreste nok se et problem med, hvis de er i stand til at regne sig selv ud af den gældende ligning. Hvilket naturligvis ser en svær øvelse.

Vores samfund, vores meritokrati er dog alligevel under pres. Den unge generation er mindre end man har været vant til og omkring står andre verdensdele mere end klar til at overtage den rigdom, de markedsandele af verdensmagten, de multiple pladser forenden af bordet, som findes i enhver sammenhæng af værdi vi har bygget op.

Det har nemlig været en civilisations berettigelse for den såkaldte vestlige verden siden omkring 1500 tallet. Men i de her år vokser resten af verden eksponentielt. De lande, hvis BNP pr capita er steget mest siden 2000 har en ting til fælles. Ingen af dem befinder sig i den vestlige verden. Det er asiatiske og afrikanske lande. De er på vej frem, med unge befolkninger, der vil væk fra fattigdom, nød, mangel og ufrihed. Naturligt, og denne udvikling bliver bare forstærket i de her år. Det er befolkninger som stadig gerne vil have rigdommen og velstanden til at have mulighed for at gå til psykolog fordi livet gnaver. For det er livet, og ikke overlevelsen det handler om.

Berettigelsen til at definere hvilke værdier der er sande eller falske, er ikke længere en sportgren for os der lever her i den koldere del af verden, og berettigelsen til indflydelse over institutionelle og samfundsmæssige beslutninger er for mange mennesker i de vestlige samfund som en saga blot. Det er den langsomme retræte, den langsomme tilvænning til småligheden. En smålighed, som skal hilses at siges, kan gøre stor på lang sigt.

Det skaber dog i denne tid vrede, bekymring, angst og måske direkte direkte vrede. Noget kan aflæses på valgresultater, andet kan læses på valgdeltagelse blandt især den yngre generation.

Her gælder for nogen den sørgelige tilgang, at hvad skal engangement gøre godt for, når kortene er blandet imod den unge generation, og at alle samfundets værdier ligger hos den ældre del af befolkningen?

Her er jeg helt uenig.

For vi lever. Og når vi lever, så engagerer vi os. Det er selve udspringet af livets grundlag. Ville man være gået med til at en ugidelig sjæl sagde nej til at jage bøflerne i forhistorien, og dermed ladet stammen forgå? Nej.

Vi er berettiget til ikke at være berettiget til andet end at spørge den næste. Hvordan kan jeg hjælpe? Hvad kan jeg gøre for at dit liv bliver bedre? Og naturligvis i vores menneskelighed håbe, i vores inderste kerne, at nogen spørger os om det samme.

Det har nogen samfund så bygget ovenpå. Skridt for skridt. Ofring for ofring. Fejltagelsesudbedring på fejltagelsesudbedring. Det danske realkreditsystem fungerer under den meget underlige præmis, at man køber en obligation og dermed hjælper folk til at købe fastejendom. Det er et system som blev overført til velfærdssamfundet, der løftede befolkningen i Danmark til en lighed set meget få steder i verden. Man overfører til andre, man aldrig møder. Det skabte et samfund, der som min farfar engang sagde til min onkel "oplever forbedringer hver eneste dag".

Det er mennesker man aldrig man har mødt og man aldrig kommer til at møde i sit liv. Det er bygget på følelsen af et fællesskab i en større, dybere sammenhæng. Men hvor vi ikke sidder lårene af hinanden, skal kigge hinanden i øjnene og tvinge hinanden til en umulig grad af tilstedeværelse og ærlighed. Eller mennesker der kommer til fællesspisning i en hal på Vesterbro. Det kan ligeså godt være Loke som Thor. Dragen som skumslukkeren.

Hvis du læser dette, er du berettiget til at tænke videre over dit bidrag til det evige kredsløb af den kendte menneskehed

søndag den 10. december 2017

Selvfølgelig



Der var et tidspunkt da jeg var dreng, hvor jeg i mangel af bedre stillede et simpelt spørgsmål. Hvorfor er jeg? Ikke noget med hvorfor jeg sad i kørestol, eller hvorfor jeg voksede op i Vedbæk i Danmark eller noget som helst i den sammenhæng. Hvorfor er jeg. Det kom kun som en kort tanke, en komet over nethinden. Men det gled ind i så meget andet, man kunne spekulere over når man sad i en kørestol og så ud af vinduet om eftermiddagen og udskød lektierne til evig tid.

Det var efter at have spillet fifa med en ven, og før man skulle spise aftensmad, og jeg nød at sidde i ro og mag i stuen, i hjørnet af stuen og se ud på haven og tænke over hvad end der faldt mig ind. Det kunne være en episode i skolen, det kunne være noget jeg havde set i tv, det kunne være noget min søster havde fortalt mig, det kunne være den seneste fodbold kamp, det kunne være alt det nævnte, blendet fint ind i hinanden. Jeg sad der ved alle årstider i sommer, efterår, vinter og forår og grublede over stort og småt

Det blev til meget tid alene, og jeg elskede at være alene. Selvfølgelig. For når man er sammen med sig selv er man sammen med den man kender som bedst. Sig selv. Det blev til timer med tanker og vurderinger i forskellige retninger. For og imod den ene ting, for og imod den anden ting. Afvejninger af de seneste konflikter i "børneland", som var det politiske konflikter på Christiansborg eller i USA, og mine interesser og den verden jeg så i tv blev smeltet sammen. Det var en verden hvor man var i kontrol, hvad kontrol så end er for en størrelse. Men der var noget frugtbart, nærmest helligt over det rum hvor tankerne fik lov til at flyde frit. Det er et rum som er forundt for et barn. Som voksen findes naturligvis det anderledes pres. Eller gør det?

Som jeg tidligere har sagt, så var jeg i følelsen af en konstant pres i min skoletid. Det var dog godt i den forstand, at det var et vindue ind til den tid som resten af landets skolebørn måtte føle senere, og det var samtidig dårligt netop af den samme grund. Og at det var gavnligt hvis man på sin måde skulle være med til at regere landet, enten i statsbureaukratiets top, i erhvervslivets top eller på anden måde sætte sit eget personlige og generationelle aftryk på Danmark.

Men jeg var ikke en normal dreng, endsige normal ung mand.

Mange år senere tog jeg skridtet og flyttede hjemmefra. Jeg havde forlængst sagt farvel til mit vindue og mit rolige eftermiddags liv. Men de dage sidder i mig, hjemsøger mig på den bedste af alle måder, og minder mig om at finde det der helt særlige, mærkelige hjørne hvor end jeg er, hvor jeg kan være mig selv


lørdag den 4. november 2017

Skæbnevalg



Få valg har haft så store konsekvenser eller får så store konsekvenser som Brexit afstemningen i Storbritanien og valget af Donald Trump i USA. Det der er så bemærkelsesværdigt var at de skete samme år. Det der næsten er ligeså bemærkelsesværdigt er begge nationer er fanget i en form for tidslomme, hvor modstandere og i det amerikanske tilfælde også tilhængere af det endelige resultat er besat af forløbet op til og afstemningen i sig selv. Aldrig i den amerikanske politiske historie har man haft en vinder som i den grad opfører sig som om at noget blev stjålet fra ham, og en taber der stadig spøger i kulissen. Et præsidentvalg plejer at være ovre når den ene er nået til 270 valgmænd og det er så det. I valget 2000 skulle vi et par uger hen og en højesteretsafgørelse igennem for få erklæret vinderen, men det var så også det

I Storbritanien venter alle med lidt foruroliget anelser på præcis hvad det er der skal ske efter Brexit afstemningen. Det vil få kæmpe konsekvenser for Europa, for briterne selv, for folks almindelige hverdag, men på hvilken måde er der ikke rigtig nogen der ved. På den måde er skæbnevalg både synlige og usynlige. Man ved det bare. Når forandringer sker. Som det britiske valg i 1979 hvor man ikke bare valgte den første kvindelige premierminister men hvor man indvarslede en helt ny økonomisk politik fra den ene dag til den anden

Det samme i USA i 1932. Både Thatcher og Roosevelt havde en plan i lommen da de satte sig i stolen som politiske ledere. Planerne var meget forskellige, men de så en krise, identificerede en måde at ville løse det på og gik i gang. På den måde var perioden efter historisk og vi taler fortsat om det. På den måde går ledere over i historien. De som kan tage en krise, en usikkerhed, en tvivl og lede sit land igennem dette. Men med både valget af Trump og med Brexit mangler man endnu at se om der kan komme noget samlende, noget favnene, noget mening ud af det hændte.

Europa venter, USA venter. Der ventes

søndag den 22. oktober 2017

At slå sine drømme op


At slå sine drømme op, er som at sætte teser på kirkedøren, at råbe ind i den store mikrofon, at tælle til uendeligt foran en folkeskare. En skare, som langsomt men sikkert går hjem før tid. Man ender op med at tale til sig selv og nogen særligt inviterede nærmeste. De som er drømme og som lever i drømmen. De som kender dig bedre end du kender dig selv, og egentlig bare ønsker dig lykke og kærlighed. Den kærlighed som strømmer fra selv den mest ukendte kant, og kan skimtes i øjnene og i ansigterne på mennesker du har kendt i hele dit liv. De ser dig og de ser deres eget liv, som en og samme flod der smyger sig ned igennem landskabet, uforandret, uændret over tid. De ser de barneøjne der lå til grund for det hav af spørgsmål, der gør dig til dig. Men de minder dig også om at du bare er blevet et barn med stemmeret og forpligtelser.

Det er modstandens hovedstrøg. At man vil bryde fri af det at være barn, eller det at blive opfattet som et barn, eller det at nogen skulle finde på at behandle dig anderledes end din alder betinger. Indtil du finder ud af, måske finder ud af, at det må de egentlig godt. De kan behandle dig som de har lyst, bare så længe det er med kærlighed, begavelse og indsigt og omtrent så længe, at du er nogenlunde med på hvad der foregår. Det bliver vi mødt med i alle dele af tilværelsen. Men har man den livsoplevelse, at man fysisk fortsætter med at være lille, kan man længe efter barndommen er forbi, fortsat, af mindre bemidlede ånder, anses for at være et barn.

Men midt i lykken husker man på, at man har slået drømme op. Man har fantaseret om noget, som måske går i opfyldelse. Kan det være for dig selv, kan det være for andre og for dig selv, og kan det holde tidens tand. De fleste mennesker lever for deres egen skyld. De er ikke dannet til mere. De er ikke opdraget til mere. Deres liv fylder så rigeligt, at alt andet udover det ikke spiller nogen rolle, måske er det ligefrem en gene. Men når man har rørt uendeligheden, når man har hørt om nedtrampede stier af mennesker med et kolossalt overskud og en ydmyghed, der kalder på den største ærefrygt og betydning, så man begynder at tænke:

Indgår jeg i dette kredsløb af eftergivenhed? Indgår jeg i denne lange snor af begivenheder som definere selve det gode og det menneskelige, men samtidig, på sin måde, det usigelige og det ydmyge?

Hvis livet er en fakkel ned igennem tiden, så lyser den fakkel så stærkt når den som bærer denne fakkel i de vigtigste stunder, har øjnene fikseret på andre og andet end sig selv. De som betyder noget. Dem. De andre. Her begynder de andre at fylde mere end en selv, eller sådan vil man i hvert fald gerne tænke. Måske er det sådan, at det først er når man stifter familie, at man egentlig på fysisk plan bliver klar over, at der er nogen som betyder så meget for en, at man uden nogen sværdslag giver dem den plads i ens liv og ens hjerte som man selv optog førhen.

Det er drømme, det er mål, og det er livet selv. Men livet leves også indtil da, og længe efter at man har opnået noget. Der skal man leve ligeså vel. Der skal man være noget for sig og måske endnu mere, man skal være noget for andre.

mandag den 2. oktober 2017

Først og rigtigt, men rigtigt først



Vi lever i den mest hektiske medieperiode, måske endda med brug af ordet æra, i verdenshistorien. Nu'et afspejler ikke engang længere tiden for deadlines og for at få oplysninger ud til befolkningen. SOME har brudt de normale strukturer ned og bygger nye op. De gamle regler skiftes ud med en knivskarp konkurrence. Ikke om bevidsthed, men om opmærksomhed. Alle journalister, mediefolk generelt, bloggere og alle der i dag udgør det samlede mediebillede er på daglig basis nødt til at forholde sig til, være kritisk overfor, være ydmyg i forhold til, den strøm af oplysninger der kommer sejlende forbi og de mange valg og fravalg der skal tages.

Som freelance blogger med få enkelt interesser, hidtil uden nogen kommercielle bindinger der selvfølgelig markant lettere. Men når noget sendes ud, læses af andre, hvad man kender dem eller ej, skærpes ens vurdering af hvad som er rigtigt, hvad som er forkert, hvornår der bygges en dagsorden og hvornår noget er så objektivt, faktabaseret, at det kan bruges uden videre overvejelse til andet end det faktiske indhold. Men i en verden der forandrer sig, i en verden med nye magt strukturer, en meget stor og voksende global økonomisk ulighed, og tvivl om de samfundssøjler som i hvert fald i den vestlige verden, har været bærende siden 1945 og frem, er det ikke for meget at sige at alle bolde er kastet op i luften. Når alle bolde på den måde hænger i luften, og venter på at komme ned og blive grebet af nye spillere, eller gamle spillere i nye forklædninger, giver det enhver skrivende, enhver kommunikerende et kæmpe ansvar for at være ikke blot præcis, men ydmyg, eftertænksom og huske på den dannelsesproces der har bragt den skrivende til den position han eller hun har på dette tidspunkt i historien.

Vi er historiens hænder og fødder, og uden historien ville alt være ligegyldigt, men vi kan have en tendens til at forestille os livet som værende udelukkende nu og her, baseret udelukkende på alle de genkendelige værdier, institutioner og vedtagne sandheder som vi se foran os. Det er ikke unormalt. Sådan har det altid været, og når man ser hvor meget den menneskelige civilisation har rykket sig over de sidste bare 1.000 år, så må man sige, at forandringerne vil og skal komme. Det er ikke nødvendigvis forandringer man kan lide, det kan endda være forandringer som kører verden i backgear i forhold til det enkelte menneskes ønske om at leve et harmonisk liv, en stats ønske om en bred og uforstyrret fred, frihed, stabilitet og fremgang for sine borgere, og en civilisations ønske om at eksisterer længere end nogen anden civilisation i verdenshistorien. Men sådan er det nu engang. Og ned i myretuen, der hvor den skrivende, den tænkende, den handlende, den følende, den levende befinder sig, er hver enkelt del vigtig for helheden

Og så er det som min gamle chef Ulrik Haagerup sagde, vist nok til en julefrokost i DR Nyheder. "Det er vigtigt at det er først og rigtigt, men det skal være rigtigt først"

fredag den 29. september 2017

Den oprindelige hensigt



Vil følgende skrive lidt om, det man kan kalde den oprindelige hensigt. Og et par andre strøtanker

Fra tid til anden kan man komme ud for at nogen siger noget som ikke passer. Det får man det umiddelbart skidt med, da man helst gerne vil have rigtige udsagn af vide fra mennesker. Vi vil gerne stoles på og vi vil gerne stole på. Det kan være hårdt, ubarmhjertigt eller i mild grad generende at finde ud af at man er blevet løjet for. Og det føles skamfuldt og ydmygende at erkende at man har løjet for andre mennesker. De fleste af os lærer som børn hvordan vi skal håndtere den slags. Enten ved at nogen fortæller os det, eller ved at vi ved erfaring lærer hvordan vi kan agerer og reagerer i en sådan situation. For nogen mennesker, særligt mennesker med en hård barndom kan det dog formentlig være en voldsom oplevelse, at det svigt de måtte have været ude for, sætter dem tilbage i forhold til at forholde sig til uærlighed osv.

Men selv for mennesker med en nogenlunde almindelig opvækst, kan de underliggende præmisser for hvordan man forholder sig til ovenstående også være en svær størrelse. Vi gør os alle vores individuelle erfaringer, og vi prøver alle at finde ud af hvordan vi håndterer den situation, hvor Vi udsættes for forhold der kan virke moralske i deres udformning, men oftest handler om helt jordnære forhold. For det er en væsentlig pointe. I langt de fleste tilfælde, har der været en oprindelig hensigt, bundet i en følelse som ikke blot er ok, men som er naturlig, rationel og i situationen menneskelig. Man vil et eller andet, og for at opnå det, kan og måske vil man tage et andet menneske "i brug" for at nå det. Det kan være en grænseoverskridende tilstand at blive "taget i brug" eller at "tage i brug". Og den oprindelige hensigt kan forsvinde i et virvar af flygtige,  ønsker, tanker og kryds planlægning som kunne være undgået, hvis man havde forstået værdien, ofte for sig selv, målet for sin oprindelige hensigt. Den skarpsindige læser kan sikkert regne ud, at jeg inkluderer mig selv her.

Min hjerne er analytisk indrettet og jeg er af natur ikke god til at nå den jordnære pointe, men vil langt hellere bevæge mig ind i komplekse analyser af stort og småt. I en verdensfjern galakse.

Man kan flygte lidt ind i en komfortabel verden af fakta blandet med ideer og på den måde overføre den tankemåde, til relationer. Det er ikke ønskværdigt. Fra tid til anden har det givet mig ret store og meget mærkelige problemer, som kunne have været løst ved en større grad af ærlighed. Både omkring den konkrete situation, og om den oprindelig hensigt som lå bag. Men hold kæft det er svært. Den analytiske hjerne, egoet, og stoltheden fører gerne i en anden retning, og her kan man over tid være prisgivet for hvad omgivelserne siger til det der sker. I mange år havde jeg været så heldig at være omgivet af mennesker, som enten intuitivt eller måske gennem samtale var klar over mine intentioner og mine hensigter. Men i årrække var jeg omgivet af mennesker, hvor jeg oplevede at de blev meget overraskede når jeg lod en arrogant maske falde, når jeg kom ind til kernen og de kunne se at jeg ikke havde onde eller manipulerende hensigter, men at jeg bare ville noget helt jordnært.

Det er en svær øvelse. I processen går man fra barn til ung til mand og så til at blive sig selv igen, en krydsning af alle tre faser, og på vejen derhen ønsker man at spejle sig i forskellige mennesketyper. Den vrede, den stolte, den følsomme, den kloge, den vanvittige. Alle mulige mennesker som har noget af det man selv har, og også har en masse som man ikke selv har. Et meget sjovt eksempel var min barndomsdrøm om at blive statsminister.

Ganske få af dem som jeg gik i folkeskole med var i tvivl om hvor meget jeg interesserede mig for politik og hvor meget jeg interesserede mig for sport, og jeg kunne for hver enkelt med ligeså stor præcision sige, hvor deres kærlighed og begejstring lå. Det fortsatte i gymnasiet. Men for dem jeg gik på højskole med, var det noget ganske andet og deres overraskelse over, hvad jeg oplevede som et slags maskefald, overraskede mig for ikke at sige at det chokerede. For en god ordens skyld vil jeg sige, at jeg vil ikke være statsminister længere.

Men det er interessant hvordan mennesker kan opfatte én så ganske forskelligt, og det uden at ens kerne har ændret sig substantielt. Der kan opstå en forventning om, at har man været igennem et forløb hvor bevidstheden fra omgivelserne, om hvad der foregik i ens tanker, handlinger og følelser, så ville dette fortsætte i al evighed. Man udvikler sig til en doven sjæl, der hele tiden dukker sig fra at tænke, føle og handle videre. Den dovne sjæl udmærker sig ved at have svaret på forhånd, at lukke sig i sin sociale silo, at slå det døre øre til sig selv og til andre, og i det hele taget søge nedad i stedet for opad. Den dovne sjæl, som et land eller en civilisation, går til grunde i det at have nok i de sandheder og den logik, som mæsker sig omkring én. Det kan virke så umuligt at skifte standpunkt, at krybe ud af de eksisterende dogmer, at man helt afholder sig fra det. Der vil altid kunne dukke et argument op for, hvorfor det er mere ordentligt og rigtigt at blive hvor man er. Men hvad hvis der hvor man er, gør en ulykkelig? Er det så bedst at blive hvor man er, eller skal teltpælene rykkes op, og den dovne sjæl, det analytiske eller det praktiske sind udfordres, og man kommer videre?

Ja da!

mandag den 18. september 2017

Folkestyret og dig



Retten til at bestemme over sit eget liv. Det helt grundlæggende i folkestyret. Vi stemmer om retten til at vælge mennesker ind, som i princippet skulle tale på vores vegne. Det repræsentative demokrati, som for nogen føles velfungerende og møder sit mål, men for andre føles som så langt væk at det ikke giver mening, at tale om et repræsentativt demokrati. Det fordrer i alle stunder deltagelse. Et fasttømret hierarki med kongen, præsten, faderen for bordenden, inviterer ikke på samme måde den enkelte til at tage stilling og til at deltage. Stillingtagen er et udgangspunkt, og for stillingtagen kræves muligheden for på tilnærmelsesvis objektiv facon at tilegne sig viden om det pågældende samfund, samt følge den samvittighed og de værdier som vi er født med og podes med. Kort sagt lidt af det hele

Men de økonomiske, kulturelle, religiøse og magtstrukturelle kræfter vil altid spille en hovedrolle i udformningen af enhver given information, og det bedriver former for hårde æselører i den såkaldte objektivitet. Den findes ikke, i det omfang som viden kan baseres derpå. Tilbage er deltagelsen. Den kræver ikke objektive former men ambitionen, viljen og måske evnerne til at ville gøre tingene som man selv synes de skal gøres. Det kræver selvfølgelig at man forstå de sammenhænge, og de former hvor man deltager. Intet menneske er en ø, og forandringer, bærende, langvarige forandringer, bliver ikke skabt over en kop kaffe eller et enkelt møde. Det bliver, som den daværende statsminister Poul Schlüter formulerede det, når man "bider sig fast til bordkanten".

Først her bliver samfundet drevet i den anden retning. I dagens verden lærer vi hvordan tålmodighed kobles med langmodighed og meget af det vi foretager os skal gå stærkt, og helst stærkere og stærkere. Men politik, magt, penge og ledelse har altid og vil altid bedrives som handlingsgrene der styrkes over tid. Hvor den langsomme forretning og den tålmodige opstigninger er det talte sprog. Som eksempel udtrykker Investoren Warren Buffett sig således At de finansielle markeder er en disciplin hvor den tålmodige tager penge fra den utålmodige" og han har ret.

Det samme gælder det politiske system, og de magtstrukturelle forhold som det baserer sig på. Endnu er der ikke redet en cowboy ind i byen, skudt vildt omkring sig og så kunnet forvente at tingene ville blive lavet om. Det handler om tid, og den tid som ingen moderne mennesker føler de har, stjæler det vigtigste de kan give:

Deres ideer, deres væsen og deres arbejdsindsats for at lave samfundet bedre. Det kan stilfærdigt diagnosticeres, både indefra og udefra, at jo mere travlt det moderne menneske har, jo mere det moderne menneske skal nå, jo længere bevæger dette menneske sig væk fra meningsfuld deltagelse og jo længere bevæger samfundet sig væk fra folkestyrets udgangspunkt. Deri kan ligge en mening, at holde de bedste og de dygtigste i op til flere generationer væk fra der hvor værdierne, i en fysisk forstand, ligger.

Det kan samtidig også være kimen til et civilisationsmæssigt sammenbrud, ikke ulig det som romerriget gennemgik for mere end 1.000 år siden

søndag den 17. september 2017

Kurdernes krav i Irak



En relativt ubemærket kronik i et militærmagasin vil få stor betydning for udviklingen i Irak. En højstående kurdisk officer gør det klart at det ikke er muligt for kurderne at blive i Irak. De vil have deres eget land, de vil have deres frihed. Med det spilles bolden op til det spil, som har været ventet siden den amerikanske invasion i 2003. De tre store befolkningsgrupper i Irak kunne ikke få det til at fungere, trods et i perioder behjertet forsøg. Med år af undertrykkelse, ydmygelse og folkemord vil landet endnu engang kunne drives ud i et kaos, som regionen og resten af verden bliver nødt til at forholde sig til. For kurderne har en sag i forhold til at ville have deres eget land. Fra fredsaftale til fredsaftale, fra overenskomst til overenskomst, er kurdernes forhold blevet sat til side for større og vægtigere forhold i regionen. Man er ofte havnet mellem to stole, og måttet se sine drømme om en stat til sin nation, sat til side. Det lader til at man er nået frem til et endemål, og at der findes kræfter i den kurdiske kamp som rent operationelt er i stand til at holde fast i kravet om en kurdisk stat, og på et militært plan at kunne gå efter det.

Det man kan håbe er, at Bagdad finder en positiv vilje og forståelse for kurdernes ret til at søge deres egen skæbne, men det vil nok ikke ske. Scenariet er nok snarere at det bliver en ny blodig konflikt, som endnu engang afhænger af stormagternes interesser i spørgsmålet. Her er kurderne i et meget stort og alvorligt minus. Ingen af verdens magter har en interesse i at gøre sig til modstandere med dem som aktivt arbejder imod at kurderne får deres eget land. Tyrkiet, Irak, Iran og Syrien kan ikke blive enige om ret meget, men det kan blive enige om, at kurderne ikke skal have deres egen stat.

Resten af verden vil være enige. Kurderne kan ikke få deres egen stat. Det vil i givet fald åbne pandoras æske, og skabe en række regionale og territoriale konflikter, som kan udvikle sig blodigt, hvad man vil undgå for enhver pris. Men kurdernes kamp for deres egen stat, deres ønske om Kurdistan forsvinder ikke, blot fordi resten af verden ikke finder det belejligt.

Det vil fortsætte og involvere langt det meste af den frie verden

onsdag den 13. september 2017

Det østlige Ukraine



I disse dage afholder Rusland militærøvelser med omkring 100.000 mand. Skarpladte våben, kampvogne, og i det hele taget en øvelse af den type som er normal for en stående hær. Den foregår dog ved grænsen til Baltikum. Og tilfældigheder opererer man ikke med. For måneder siden vedtog den russiske Duma at man ville autorisere en udvidelse af operationer og tilstedeværelse i nærområdet, hvis der forelå en konkret trussel om terrorisme. Terrorisme. Man kan smage på det ord, og lade den hænge et øjeblik. Hvor man i USA ville puste sig op og melde dette til den store verden, vælger russerne at give sådan en besked i stilhed.

I disse dage evakueres tusinder af borgere i Moskva, da der er indløbet konkrete terrortrusler mod centrale pladser og bygninger, og der tales om at truslerne kommer fra Ukraine. Hidtil har der ikke været nogen hverken beviser eller indicier for at Ukraine skulle være involveret i opbygning til terror, men i den store skala er det nok også lige meget. Et slutspil omkring Ukraines fremtid kan være begyndt. Russerne kan have tabt tålmodigheden med den frosne konflikt. Hvor mange analytikere mener at russerne har det fint med en frossen konflikt, synes virkeligheden efterhånden at være en anden. Man vil gerne have en afklaring af det østlige Ukraines fremtid, og en gang for alle gøre landet til en lydstat igen, pakket pænt og skærmet væk fra NATO og EU.

Selvfølgelig har det konsekvenser for Vesten og dermed også Danmark, men vi må spørge os selv hvor store konsekvenserne er. Man gjorde tilnærmelser til Kiev, men halvhjertet og man har nølet med lån og hjælp til at holde sammen på landet.

Trumps forhold til Putin gør umiddelbart USA til tomme tønders buldren. Ingen ved hvad Trump administrationens officielle politik er, før konflikten eskalerer yderligere. Det her står for egen regning, men russerne kan være interesseret i at agere før et eventuelt præsidentskifte i Washington. Man kan have en fornemmelse af, at vinduet er ved at lukke, og at Mike Pence, hvis han skulle komme til, vil føre en mere konventionel amerikansk udenrigspolitik end Trump. Det vil igen samle NATO alliancen og gøre det umuligt for russerne at foretage sig noget uden vidtgående sanktioner der kan ramme deres økonomi. Det kan sagtens være at det er sådan alligevel, men de seneste dage er volden eskaleret kraftigt i det østlige Ukraine, og det kan komme til at gå meget stærkt lige pludselig, og være ganske overrumplende for Vesten

Selvom man nok alligevel forventer at der sker et eller andet. Med Putin kan man være sikker på, at man ikke kan være sikker på noget som helst

mandag den 11. september 2017

Det samme sted


Vi rejser. For at komme væk. For at forstå hvor vi kommer fra. For at være, for at elske, for at blive forelsket, for at forstå den verden vi er en del af. Det sted vi tager til vil give os landskab af karakter vi aldrig havde drømt om, det vil give os mennesker med en ny form for åbenhed, og det vil give os verden som vi havde håbet på. Under en fremmed himmel kan vi synke en ny verden ind. Den, som ungdommen lader os synke ind. Den som alle mennesker i verden, måske mere end de ved, har brug for. Steder vi besøger fylder os med indtryk, de giver os inspiration til at udrette store og små ting, og de får os til at se livet på en anden måde end før. Måske ikke med det samme, men over tid. Derfor er rejser et liv i sig selv. Der er mennesker der klager over at flyet mellem destination fire og destination fem var forsinket, og det er svært at forstå. Skal man virkelig bruge tiden på at beklage sig over det der går galt, velvidende at der altid går et eller andet galt, eller skal man bruge tiden på at fokusere på det nærmest magiske, som ellers sker rundt om én?

Det bør være det sidste

I dag har vi en generation af mennesker, unge omkring årtusindskiftet, som er mere berejste end nogen anden ungdomsgeneration før dem. Det betyder ikke at man er klogere, og mere i balance, men øjnene og sjælen har set mere af verden og bevidstheden om dens størrelse, dens omfang og dens udbredelse bringes tilbage til det sted de kom fra, det samme sted fra hvor med deres liv så igen udgår fra når de er kommet tilbage. Det giver for mange mennesker en splittelse, en aversion mod det gamle i deres egent kultur, og mødet med den nye verden er som regel også mødet med ligesindede i andre lande. Det er blikket med det ene øje. Det andet blik ville være at forstå og gennemskue de processer som leder til nationalisme, totalitarisme og tilbageskuende værdier midt i paradis.

Når det man tror er himlen på jord, viser sig at være, om ikke et helvede, så et sted beboet af mennesker der kæmper en daglig kamp for at holde katastrofen fra døren. Den kamp, hvis ikke den følges op med systemer der virker, kan stort set aldrig vindes.

Turistmål som glider ned i kaos og despoti, og det er en stakket frist at turister ikke bliver ramt i første omgang. Men det en sjældenhed, et sidespring.

For vi bliver ved med at rejse, ved med at leve for at rejse, og ved med at kigge i budgetterne efter muligheden for at komme afsted. Har man eksempelvis et handicap er det gjort en smule sværere, men ikke umuligt. Er man af andre grunde sat tilbage uden muligheden, kan livets gåder bringe én mod rejsen på andre måder. Hvordan det håndteres er forskelligt fra person til person. Men vi er en verden af overlevere, af turister, af globetrottere, men også af borgere i tid, af historiske væsener. Det er et udgangspunkt vi deler med enhver anden generation før os, havde mulighederne været der.

Det er det samme sted

onsdag den 6. september 2017

Internet til en eksamen

Hvorfor er det forkert at lukke for internettet til eksamen?
Handler det ikke stadigvæk om, hvad eleven kan af pensum på eksamens dag? Eller har skolesystemet frem til og med ungdomsuddannelser ændret sig fra sit grundlæggende udgangspunkt, siden jeg blev student. Er det via lidt assistance fra internettet, at man kan få en inflation af høje karakterer, sådan at Danmark scorer højere i internationale målinger uden at det faglige niveau, måske, måske ikke, er fulgt med? Det er svært at forestille sig, at det handler om den enkelte elev livsbane og karriere-vej, men at systemet er bygget til helst, at levere den umiddelbare succes ovenpå succes for den enkelte og for systemet selv. Er det i virkeligheden det som det handler om?
Det er ledende men også åbne spørgsmål, som dækker over at jeg ikke ved det, og at uddannelse vel stadig er vigtigt, men at det efterhånden mere ligner opbygningen af syntetiske CDOs fra finansboblen i 2000 tallet end egentlig uddannelse. Hvor den der tager uddannelse ikke er en kunde i en butik men elev. Lidt et gammeltdags ord. Elev. Men måske meget godt, når alternativet er et pløret ingenting, hvor meningen tabes totalt.
Internet til eksamen har sikkert mange gode argumenter bag sig. Krumspring som formentlig pakkes fornemt ind i didaktiske overvejelser i digitale og fysiske ringbind fra DPU og andre steder, men det er i sidste ende en form for snyd af den værste art, nemlig der hvor den enkelte snyder sig selv, og herefter hvor samfundet bliver snydt da titlerne efter endt uddannelse på et tidspunkt mister enhver værdi, når indehaverne af dem ikke kan det rent fagligt, som forventes af dem

Vedkommende



Til rette vedkommende. Det er der noget der hedder. På et eller andet tidspunkt finder man ud af, at andre mennesker danner sætninger, danner mening på en måde som man aldrig nogensinde ville gøre af sig selv frivilligt. Det kan være, at man synes det er for dumt eller at det ikke passer til én.

At man har et sprog, en mening, en logik, en ide om hvordan tingene hænger sammen og så må det åbenbart være sådan. Det har noget at gøre med tolerance. Og tolerance er blevet noget vi skal have over for hinanden, hvilket i sig selv er en modsigelse af selve begrebet, fordi det som udgangspunkt er en rejse at nå derhen hvor tolerancen, den ægte tolerance opnås.

Derfor kan man fristes til at slå et slag for den form for egoisme, som helst skal imødegås af tolerancen, af roen, af fordybelsen, af bevidstheden om at andres menneskers værd er på samme niveau som ens eget værd. Det er en teoretisk øvelse for nogen, en tålmodighedsøvelse for andre, og dog for de fleste, helt essentielt hvis kærlighed skal bringes videre.

Det foregår i faser. Nogen kulturer taler om at vi gennemgår fem faser, og at det ikke giver nogen mening at holde for hårdt fast i hvilken som helst bevidsthed man måtte have haft i den foregående fase, for den skulle alligevel skiftes ud med en ny fase, hvor man opnår en højere bevidsthed eller som minimum en bevidsthed der passer til det livstrin man er på. Vi kolliderer i bevidstheder, når vi lever mange sammen på lidt plads, når vi arbejder, når vi går i skole, når vi bevæger os i sammenhænge og intet af det der foregår er ukendt for nogen som helst. Man trækkes ind i det kulturelle liv, med den frivillige tilgang, at her må kærlighed, respekt, anerkendelse og i sidste ende social accept findes. Det gør det også. For nogen. Og hvis maner så uheldig, at finde den sociale accept hurtigere end man er klar til det, kan man med rette spørge om det virkelig er den pågældende sociale accept man  har øgt efter. Disse forhold gælder for de fleste,  men ikke for alle, og det er meningen. At nogen må være søgende hele deres liv, og i deres søgning ændrer verden, hvorimod andre får deres første ønske opfyldt, og bliver til menneskehedens asfalt.

Det gør det også for de fleste mennesker. Selv de mest udstødte finder deres roller i disse sammenhænge, om end den udstødte gerne ville bytte med dem som er oprigtigt afholdt. Forskellen er ikke større end hvad ord og handlinger kan bibringe

Når man bor i en by bliver man hurtigt anonymiseret. Uden man ved det, ændres ens sociale placering fra noget, om man kunne lide det eller ej, sikkert til noget mere usikkert og flygtigt. Der er større konkurrence og den sammen sociale stødpude og eller kontrol er ikke til stede. You are on your own. Nogen mennesker trives i et sådan vildnis af nye muligheder, der eksisterer i dér, og finder ud af skabe deres egen sociale landsby i storbyen. I kvarteret, i løbeklubben, på cafeen, på værtshuset og eller andre steder. Der bliver defineret en indre menneskelig logik, som holder vand, som holder liv, for det enkelte menneske. Andre forsvinder. For andre og for sig selv, og her er modgiften formentlig at flytte ud på landet, ud i det fri

lørdag den 26. august 2017

Respekten er nær



Respekten for det som binder os sammen. Det som skiller os ad, og skaber konflikter som fører til uoverskuelige konflikter. Det hele hænger sammen i et kredsløb, hvor selv den mindste ånd, eller livsform spiller en rolle i det som foregår. Hvad det er der reelt foregår er i sandhedens natur ret uvist. Vi tror vi ved det, og nogen af os tror at hvis vi tænker nok over det så finder vi ud af det. Det gør vi nok ikke, men det skal ikke afholde mig fra at falde ind i den kontinuerlige tankestrøm, så man til sidst bliver svedt. Essensen er at lede efter essensen. Og når man finder essensen er det slut, med at lede, slut med den sult der skal til for at være et interessant menneske. Man kan have venner som engang var spændende mennesker, men som af forskellige årsager er blevet utroligt kedelige, nærmest mumieagtige ånder, der er holdt op med at interesserer sig for ting, nu hvor voksenlivet synes at være på plads. Endeligt på plads. Så endeligt, at der derfra skal lægges ansigter i så dybe folder at de til forveksling ligner den forrige generations dybe folder, og samtaler der helst skal omhandle de samme ikke-emner, så som den generelle udenomssnak og den frygt for fiasko som lurer i voksenlivets kornkammer. Måske er det den store fortælling, at man agerer på en bestemt måde, i en bestemt tid, i en bestemt retning, indtil at nogen, forhåbentlig til en vis udstrækning én selv, fører én hjem til den base hvor livet kan leves.

Men livet leves ligeså vel i faldet, som i det stående på jordoverfladen. Ind i billedet kommer mennesket. Med sit ego. Med sine drømme om fremtiden. Med sine ambitioner, ofte godt gemt. Med enten tro eller ikke tro på egne evner. Og et muligt forfald. Det er velkendt stof. Mennesker der lever for at præstere, falder fra tinderne ned mod det dyb som kun findes i deres indre. Andre ser det faktisk meget mindre, end den faldne selv tror. De ser derimod noget andet, som om muligt kan være meget værre. En energi spildt på konflikt, på vrede, på planlægning, på alt det som skubber andre væk, fremfor det som skulle bringe det andet, de andre, tættere på. Der findes ikke noget mere selvhøjtideligt at påpege, hvordan alle andre mennesker tager fejl. Og derfor bør læseren sidde tilbage med den berettiget følelse at skribenten falder i de samme oasevæsker som han anser sin omverden falder i. Korrekt. Og der kommer ikke noget Men.

Det som bør optage et menneske i det såkaldte 21.århundrede er hvordan livet kan leves i den balance som naturen har givet dette menneske. Så bevæger vi os for alvor ind i filosofien og det kan virke så højpandet, så frelst og tyk'mælket, at det frastøder dem som kan, vil og skal tænke selv. Det er en udfordring, at blive orienteret om værdier som kan ligge langt fra én. Det er ligeså en udfordring, at følge en proces, en tanke, en ide længe nok til at den slår rod og bliver til noget. Men det er tykmælk, og det vil vi afholde os fra her.

Men vi har alle en bane som holder os til det vi allerhelst drømmer om at foretage os. Ellers ville vi lave noget andet. Den bane kan virke usikker, fremmed, endda løjerligt dum. Men det er vores bane. Kommer man fra en lille by, er der færre til at sige at det er fantastisk eller forfærdeligt det man har gang i. Storbyen rummer den tredie og måske den mest ubarmhjertige vej, nemlig ligegyldigheden overfor præcis den måde man vælger at foretage sine valg. Man sætter rammerne, møder mennesker på cafeer, klubber, restauranter og i andre sammenhænge og morser koderne ud i et håb om at der bliver lyttet, forhåbentlig velvidende, at alle andre mennesker i store træk gør det samme.


fredag den 11. august 2017

Den vrede unge mand



Der eksisterer et splitsekund, måske et nanosekund, hvor alt føles ligegyldigt. Dette sekund sameksisterer med følelsen af øredøvende smerte og verden omkring indsnævres til det som synet lige akkurat kan se i det øjeblik. Når man brækker en knogle forsvinder alle livets detaljer, den regning der skal betales, den person man skal ringe tilbage til, detaljer som førhen fyldte noget, men som i dette helt specielle øjeblik, mister sin værdig. Det er en udsædvanlig undtagelsestilstand der så begynder. I det øjeblik man brækker noget begynder man at hele igen. Det er så en proces der som minimum tager 6 uger, med det aber dabei, at bruddet kan sidde forkert eller at man har nået en alder hvor knoglerne vokser langsommere sammen end da man var yngre. En slidsom, langsommelig proces der nulstiller selve essensen af tilværelsen til et rum, en seng, få objekter, ganske afgørende lidt bevægelsesfrihed og ens egne tanker. Har beskrevet det tidligere i andre blog indlæg, men som man skriver det kommer andre med lignende oplevelser med observationer, man ikke selv har gjort, eller bekræfter hele den proces der eksisterer

Som med så mange andre ting, gennemgår man en udviklingsproces som teenager. Man er ung, fri og vil erobre verden. Den verden som kan erobres er uddannelse, venner og lignende. Det er en verden spækket med delmål, endemål og oplevelser og slet og ret potentielle eventyr, hvis man altså vælger at se dem. Et eller andet sted i dette kan man let fare vild. Let, fordi man må antage at det sker for både de mange og for den enkelte. Dette, at fare vild, er også en inddirekte betegnelse for helt konsekvent at træffe valg imod det som umiddelbart fremstår som i strid med ens egne interesser, og måske mere væsentligt, i strid med hvem man egentlig gerne ville være, hvem man egentlig er. Man er selvfølgelig altid sig selv. Men en spaltning kan opstå, hvis man gennemtvinger sig selv sammenhænge, der strider grundlæggende mod det man gerne vil lave, og de mennesker man gerne vil spendere tid sammen med. Det har de fleste nok oplevet i det små. For mennesker med handicap, kan dette forløb dog varer i længere tid end for almindelige mennesker, da man ganske ofte lever et anderledes indholdsmæssigt liv end så mange andre.

Man kan vælge at se på dette som en gave, eller se på det med frustreret blik. Som barn, kan jeg huske, syntes jeg at det var mærkeligt at mennesker kom hen til mig og sagde at de ville "bede for mig" eller at jeg på en eller anden måde "forstod dem". Ofte var det alkoholikere, kunstnere, pensionister, eller sjæle med ondt i livet på forskelig vis. Her har jeg så lavet en hjemmelavet, ganske uvidenskabelig observation. I de år hvor jeg nok følte mig stresset, hvor jeg ikke afgav tilnærmelsesvis positiv energi og hvor jeg altid følte mig bagud, forkert og hvor jeg måske heller ikke omgav mig med mennesker som selv afgav en positiv energi, stoppede den linde strøm af sjæle der ønskede mig godt. Der var dømt tørke for de mystiske samtaler. Det var i perioden hvor vreden havde taget over. Vendt mod alt muligt, alt det som fandtes og som kunne kritiseres. Det er en vrede som mange unge mænd har, og sikkert ligeså mange unge kvinder har, og den kan fylde så meget at den overskygger for det sollys som livet indeholder, selv i de mest negative stunder. Her kunne man så læse om tidligere tiders vrede unge mænd, som gik rundt alle mulige steder i verden og var vrede, og det var slet ikke spor morsomt.

Kan man så forvente at man, selv med en anderledes livserfaring, ser lysere på tilværelsen gennem eksempelvis 20erne? Nok ikke. Må desværre skuffe læseren med at sige, at jeg ikke havde de vise sten i forhold til at finde lykken i ungdommens tempo. Vil ikke kalde det vildskab, for det er trods alt Danmark. Men man kan sagtens kalde det tempo. Det er en sovs med mange forskellige ingredienser, og de kommer med alt det som en god blanding af liv er lavet af.

tirsdag den 11. juli 2017

Slutspillet



Der er ingen grund til for Rusland, at holde fast i Donald Trump efter en eventuel aftale om Krim-Donbas-Assad. Hans præsidentperiode er så martret af anklagerne om et samarbejde med den russiske regering mod Hillary Clinton, at enhver tanke om at Trump på en eller anden måde kan bugsere sig hen til 2020 endsige til 2018 virker som drømmerier i horisonten. Derimod er det mere og mere klart, at geopolitikken er kommet tilbage for at blive, at Rusland skal tages alvorligt. Ikke blot som en obstruktionskraft i vestlige demokratiske valghandlinger, men som henholdsvis partner og modstander i langt de fleste konflikter i Mellemøsten, nærorienten og lille-asien. Det stiller USA i det dilemma, at skønt Putin bruger alle tænkelige midler for at opnå sine forehavender, så er han ikke til at komme udenom. Det samme problem har Europa.

Derfor er det ønskeligt, at man finder en tone, en kommunikationslinje som fungerer i praksis, uden at den i al for høj grad kompromittere egne værdier, men alligevel stiller sikkerhed og stabilitet længere frem på køleren end i flere årtier

Den verdensorden der har eksisteret siden 1991 er væk. Den forsvandt under fodsålerne på de hackere der var i stand til at direkte eller inddirekte at påvirke det amerikanske præsidentvalg. Den forsvandt i skænderiet mellem Washingtons regeringsinstitutioner om ansvaret for hacking, om præsidentens rolle og nationalsikkerhed.

Derfor vil støbeskeen til en ny verdensorden finde dagens lys. Asymmetrisk, korttidslevende men inkluderende i forhold til egne af verden hvor demokrati kun fungerer som et blålys eller som et potemkinbillede.

Det er verden anno 20017

fredag den 7. juli 2017

Fællesskab



Vi er sammen. Sammen om at stå sammen. Sammen om at løfte i flok. Den kulturelle, ideologiske, sociale ide om fællesskabet har løftet landsbyer og stammer i oldtiden til sammenslutninger i dagens verden. Løftet dem til højder som kun var mulige fordi man stod sammen. Men kan man tale om noget endegyldigt godt og endegyldigt rigtigt, når man taler om fællesskabet? Det har altid vist sig at være sådan at fællesskaber bestående af ligesindede, hvordan man eller vil beskrive ligesind, har fungeret bedre end fællesskaber hvor de oprindelige aftaler, de oprindelige formationer blev indgået af mennesker med forskellige interesse og med tværgående, forskellige ophav.

I 1800 tallet brød Karl Marx gennem historiens lydmur med antagelsen om at klassefællessskabet var det bærende fællesskab. At det handlede om hvorvidt man udbyttede eller var en del af den klasse i samfundet som blev udbyttet. Selvom vi i dag i vid udstrækning har forladt Marx, så hænger ideen om de økonomiske fællesskaber stadig som et hængedyng for mange i en hvilken som helst debat og diskussion. Som en hemmelig kode der skal knækkes, før der bliver forbundet en forestilling om argumentets validitet. Dette fællesskab ser vi i de moderne fagforeninger, i den politiske venstrefløj og vi ser den stadig i det skjulte i mange små og mellemstore sammenhænge. At det antages for givet, at dette fællesskab i strid og i kamp en dag, en skønne dag, vil skabe et idealsamfund som ikke har nogen klasser og ikke nogen hierarkier, og ville den frække sige, heller ikke have noget fællesskab da et fællesskab i sin vorden måtte have en modstander man var fælles mod, og da denne jo er væk så.....

Men fællesskabet har også andre interessante skyggesider. Det er meget svært at være original i et meget tæt forbundet fællesskab. En af mine venner der er psykolog fortalte mig en dag om en tidligere klient som hele sit liv havde været ked af at føle sig "udenfor fællesskabet, at være anderledes". Det er svært at være overtræder af de normer som er gældende, for normer, regler og retningslinjer må der til for at fællesskabet afgrænser sig selv og for at fællesskabet overleve. Man kan råbe én gang i det offentlige rum, men så heller ikke mere. For fællesskabet vil gennem forskellige metoder gøre én opmærksom på at det må man ikke. Lever man i en tæt foranstaltning som det danske samfund er, så er fællesskabet ikke noget man aktivt vælger til. Man er født ind i et sprog som ikke ret mange mennesker taler, som færre forstår, og man tilegner sig nogen vaner som er så naturlige, at man ikke forstår at man i en global sammenhæng er en freak. En velfungerende, omtrent lykkelig, stædig og blåøjet freak.

Når man rejser ud af landet finder man ud af hvem man er. Samuel Huntington skrev om, at med globaliseringen ville mødet med det "andet" gøre én mere bevidst om hvem man selv var og i særdeleshed hvem man ikke er. Civilisation, region, nation. Vi muterer disse informationer på mange forskellige måder. Når der kan være relativ stor forskel på kulturen mellem Jylland og København, så er forskellen mellem den kristne og den muslimske verden en sandhed der kan gøre én ret svedt. Disse forskelle kan ganges ud med alle de forskellige sammenhænge der eksisterer i verden. Men i alle disse forskellige kulturer, findes der helt grundlæggende ideen om fællesskaber. Om bevarelsen af ens egen kultur, tankesæt og værdier.

Det er for konservative for såvel liberale kræfter en værdi at lade sig selv overleve og eksisterer for evigt. Men intet fællesskab varer for evigt. Ingen værdier, ingen civilisationer har hidtil modstået tidens tand og menneskets dårskab. Det kommer den vestlige civilisation heller ikke til at gøre. Det kommer det danske fællesskab heller ikke til at gøre. Men man kan give noget videre til de næste civilisationer, en flig af håb om et velfungerende for samfund for de mange, frem for de få. Et område, stort lille, hvor mennesker kan være dem selv. Hvad det så end er for en størrelse. Et fællesskab af individer

fredag den 2. juni 2017

Trump og Paris aftalen



Verden er en i skuffet tilstand. I chok. Præsident Trump har ved at trække USA ud af klimaaftalen, trukket et tæppe væk under kampen mod den globale opvarmning.

Men rent politisk, rent indenrigspolitisk, er Trump nødt til at gøre det og hvorfor så det:

- En række af de stater der ente med at give ham deres valgmænd, det vil sige hvor han fik flere stemmer end Hillary, er industristater. Michigan, Ohio og Pennsylvania

- En række af de stater hvor han vandt er kul og olie stater

- Han ligger med en opbakning på små 39% i gennemsnit, og historisk set er det sådan at man skal ligge på minimum 48% i opbakning for at blive genvalgt. Hans base er endnu mere vigtig end hidtil

- Mange af de andre store projekter, Muren, Trumpcare, Moslim Ban, Skattelettelser, Nafta genforhandling går mildt sagt trægt, hvis det overhovedet er kommet igang. Han har reelt ikke været i stand til at gøre noget som helst hidtil.

- Han dækker sin højre flanke af: Trump skal bruge sin højre flanke hvis han skal have et godt midtvejsvalg. Det handler ikke om at overbevise modstandere, men få tilhængere i nok antal ud og stemme

- Han skal undgå en blamage i Georgia 6th. Valget i kongres distriktet i Georgia om at udfylde Tom Prices plads i kongressen, kan være den hidtil vigtigste vejviser for Trump. Er hans vælgere stadig med ham? At rive en international aftale i stykker, kan vise baglandet at han stadig er den samme Trump som kandiderede til præsidentposten. America first. Georgia first

- Han holder Bannon tæt på sig. Bannon var afgørende for at Trump valgt i November. Det bliver honoreret ved denne beslutning. Det konsolidere Bannons magtbase og magtbasen for en række af de nøglefigurer som hjalp Trump med at vinde de nordøstlige industristater Michigan, Ohio og Pennsylvania

- Når Trump bruger Pittsburgh som eksempel er det allerede valgkamps trommerne frem mod 2020. Han skal klare det godt i Pittsburgh for at vinde Pennsylvania, og han skal formentlig vinde Pennsylvania for at vinde valget


fredag den 26. maj 2017

Den dobbelte politik



Der opstod på et tidspunkt et fænomen i dansk politik, som man kan benævne som den dobbelte polititk. Det skete i kølvandet på udlændingeloven af 1983 og trækker lange og mørke skygger frem til i dag.

Uanset hvad man måtte mene om udlændingeloven fra 1983, det retskrav på familiesammenføring der var en del af loven, og mange af de andre bestemmelser som kom til at ændre den danske indfødsretspolitik og dermed dansk politik, så er ingen over loven.

Heller ikke den siddende minister. Men det har været som om, at især borgerlige regeringer har vedtaget med sig selv, at fordi man er imod indvandring, fordi man er imod flygtningetilstrømning til landet så er det ok at begå lovbrud. "Man gør det jo i landets tjeneste" synes at være logikken

Tamilsagen er kongs-eksemplet på det systematiske lovbrud. Et lovbrud der kostede en siddende statsminister, en rigsretssag mod Ninn Hansen og en fængselsdom til et konservativt medlem af folketinget. Det er moderne danmarks histories mest alvorlige sag. Det var udlændingedebattens juridiske fødselsattest og siden har der fulgt flere lignende sager i kølvandet. Navnlig Palæstinenser sagen om syltningen af sager om opholdstilladelser og senest Barnebrude- instruksen fra udlændingeminister Inger Støjberg

Der går en linje mellem disse sager, en linje der i sin enkelthed handler om, at man i beskyttelsen af landet må og efterhånden næsten skal overtræde landets love, regler, forordninger og de internationale konventioner som er implementeret i dansk lov. Hvor tamilsagen blev et mørkt kapitel for embedsstanden, for det politiske system og begyndelsen på den langvarige konservative nedtur, virker det som om at barnebrudesagen næsten fejres med håndslag bag ryggen blandt politikerne i den højre side af salen. At man, selv når det bliver svært, står vagt om landets integritet

Her er der tale om en skarp adskillelse af ret og pligt. En adskillelse som man ikke har på ret andre områder. Retten defineres af lovgivning, udøves og i sidste ende er det domstolene der fastsætter gældende ret gennem domsafsigelser. Meget få gange ender en lov i Højesteret, da det ville være enormt blamerende for et ministerium, hvis de lavede en lov der ville være i strid med Grundloven, eller de internationale konventioner. Men udlændingepolitiken har reelt tilsidesat retten og genindført en nationalpligt som øverste juridiske myndighed. En nationalpligt som tilsiger, at er du udlænding i Danmark så er ret en flygtig, foranderlig, ubekendt og uigennemskuelig størrelse, som har til formål at få dig ud igen så hurtigt som muligt, og alle veje vil blive afsøgt for at få dig ud af landet. Konventionerne skal testes. Man kan sylte sager i årevis, og det er ok. For det i landets tjeneste. Men Danmark overholder fortsat de internationale konventioner

 Det er altså alt sammen ensbetydende med at man ikke går den åbne hele vej og siger højt og tydeligt at man er klar til at bryde konventionerne og lade dem udfase af dansk lovgivning. For her gemmer sig den dobbelte politik der går tilbage til Tamilsagen og frem til i dag.

Politikerne til højre i salen(undtagen DF) vil gerne slå et slag for konventioner og internationale aftaler når de mødes med deres ministerkolleger fra andre europæiske lande og drikker et godt glas champagne og siger "tju hej hvor det går", men når man kommer hjem, administrerer man effektivt udlændingeloven enten i strid med konventionerne eller så meget på kant med konventionerne at disse mister enhver meningsfuld betydning

Det ville klart være at foretrække at man træf en beslutning om hvorvidt man respekterer gældende ret eller ej og i særdeleshed om man ønsker at viderefører de internationale konventioner som en del af gældende ret

torsdag den 25. maj 2017

Anti-Iran



Præsident Trump har færdiggjort sin første del af sin rundtur i verden, den første som præsident og det står klart, at Saudi Arabien har fået en ven i det Hvide Hus, at Israel og Palæstinenserne skal tale fred og at Trump kan finde ud af at danse med et sværd i hånden, arm i arm med glade beduiner. Men det væsentligste var begyndelsen på slutspillet for det Iran, som vi kender det i dag. Det var meget signifikant at USA og Saudi Arabien indgik en så omfattende våbenaftale. Det var meget signifikant at Trump valgte at besøge Saudi Arabien som det første land efter han blev indsat. Og det var meget signifikant så meget tid han valgte at bruge på at tale om Iran.

Iran har over de seneste 10-15 år fået betydelige mere magt i Mellemøsten. En af årsagerne til hvorfor der er så meget konflikt i regionen er den underliggende magtkamp mellem den gamle orden(Saudi Arabien, Egypten) og den nye orden(Iran). Den er religiøst, kulturelt, politisk betinget og værdierne cirkler ofte ind og ud mellem hinanden, så det til sidst er umuligt at give et klart svar på hvorfor fjendskabet er til stede. Det er det bare, og det bliver det ved med at være. Trump har slået USA ind på en ny kurs, en mere realistisk kurs. Ikke mere demokrati, frihed og retten til at bestemme sin egen skæbne som på forskellige måder og gennem, mildt sagt forskellige virkemidler var Bush og Obamas tilgang til regionen. Trump vil bare have USAs primære interesser håndteret bedst muligt, og det handler om at kunne lave deals. "The art of the deal". For at gøre det, må USA stille sig til rådighed for Saudiernes største ønske og det er at rulle Iran tilbage i den boks hvor de kom fra.

Et skridt på vejen er at give Saudierne en masse våben, gunstige aftaler, hjælpe dem med at bekæmpe de iransk støttede oprører i den blodige krig i Yemen, en krig som de færreste medier i øvrigt bruger tid på, men som har vidtrækkende konsekvenser for regionen, og forsøge at komme til en løsning i Syrien hvor Saudierne kan købe sig tid nok til at få brudt alliancen mellem Assad regimet og Iran. Det sidste vil tage noget tid, koste menneskeliv og i det hele taget være en svær opgave.

Men en anden væsentlig faktor i Anti-Iran politiken er, at det er noget der kan binde Saudierne, Israel og Egypten sammen. USAs tre nærmeste partnere i Mellemøsten. Partnerne vil gerne være sikre på at USA ikke sælger dem "ned af floden" som mange mente USA gjorde med Mubarak i 2011. USA har ligeledes en interesse i at Rusland ikke får fodfæste i regionen. Europa har interesse i at konflikterne mindskes så flygtningestrømmen aftager. Helst hurtigt, og helst ret kraftigt, da det presser de fælles-europæiske systemer.

Men er det så klogt, det der foregår? Ser man på de underliggende faktorer på hvad der skaber fanatisme, konflikt og krig så nej. Diktatur, totalitære regimer og despoti føder en vrede og en radikalisering i befolkningen, som kommer til udtryk gennem flere forskellige typer af oprør og væbnede konflikter. Intet nyt i det. Omvendt er de sidste 5-10 år i Mellemøsten også et vidnesbyrd om at en idealistisk udenrigspolitk, hvad enten den var republikansk eller demokratisk, kan have fatale konsekvenser og skade meget mere end det nogensinde skulle gavne.

Det er heller ikke sikkert at det er en god ide at skabe en konflikt med Iran, men Iran har gjort det til en vane at møve sig ind på de områder som de etablerede magter Saudi-Arabien, golfstaterne og Egypten har haft "ret" til. En ret tvunget igennem magt for længe siden. En ny spiller på banen er ikke ønskeligt, og i sidste ende vil USA gerne have et status quo som i 1990erne hvor man havde sine diktatorer hvor man gerne ville have dem. Trump forsøger at rulle verdensorden tilbage til før 11.september 2001 på den måde. Men en konflikt med Iran vil blive utrolig brutal, koste tusinder, måske hundreder af tusinder af menneskeliv, trække langt ud, få prisen på råvarer og olie til at stige i hele verden, og skabe en meget stor usikkerhed.

Det ligner dog at de store spillere i Mellemøsten lægger de første kort på det bord der der skal fører hen til en sådan konflikt







søndag den 14. maj 2017

FCK-Brøndby del 2



Det er et derby der har fyldt en del i min egen historie. I 2003, den dag jeg blev student, scorede Hjalte Nørregård det mål, dybt inde i overtiden, der reelt sikrede FCK det danske mesterskab. Vi stod og sad en stor gruppe af nyudklækkede studenter, på et loftværelse i Rungsted og så med på en lille skærm mens vi drak øl, sprut og champagne. Inden ved siden af sad alle dem som synes at det at se fodbold på sådan en dag var kolossal spil af tid og potentielle minder. Jeg lyver ikke alt for meget når jeg siger at nogen af de smukkeste og mest interessant piger fra området sad inden ved siden af. De kunne dog ikke konkurrere med det faktum at det  var næstsidste spillerunde og at det var mesterskabet der skulle afgøres i dette nyslåede, episke drama. Målet af Hjalte sendte os i fuldkommen ekstase.  Det udartede sig til en fantastisk fest, fra det øjeblik hvor bolden gik ind og FCK vandt

To år efter var jeg på højskole i Hou ved Odder. Vi var samlet ved en storskærm i den store sal på højskolen. FCK havde nær indhentet Brøndbys store forspring, og det var igen denne kamp der reelt skulle afgøre det hele. For de fodboldkyndige behøver jeg ikke at minde om at det nok var den værste kamp i FCKs historie. For Brøndby fans er denne kamp blevet nærmest sakro sankt da den markerede højdepunktet i deres klubs lange rejse. Brøndby vandt 5-0 og en af drengene på højskolen, en teatralsk type der på trods af titlen som jyde havde holdt med Brøndby det meste af hans liv, kastede sig på knæ ved 5-0 målet og råbte et eller andet om storhed og om hvor utroligt det var. FCK flokken forlod slukøret lokalet, og kunne gå tilbage til vores respektive værelser med den viden at vi ville være til grin i et stykke tid, og man kunne samtidig filosofere lidt over hvad der var gået galt

I 2009 skulle min gamle ven Rune og jeg endelig sammen i Parken og se dette drama. Brøndby havde siden den store triumf i 2005 haft svære år, og FCK havde spillet champions league, vundet mesterskaber i 2006 og 2007 og forskellen mellem de to klubber, mellem de to filosofier var pludselig blevet større. Vi var efterhånden langt væk fra "sikke en dejlig dag det er i dag", fællesskab, klubånd, socialdemokratiske regeringer, og en verden hvor  det var selvskrevet at Brøndby løftede mesterskabspokalen efter sidste spillerunde. Parken var under ombygning, fansene spredt lidt tilfældigt rundtomkring på stadion. Vi spiste på en kinesisk restaurant ved Trianglen og jeg var i undertal. Tre brøndbyfans der ikke spekulerede på om Brøndby ville vinde men med hvor meget, og de fysiske og digitale odds kuponer flød som nyindkøbt vin. Der var et hav af middelmådige svenskere på brøndbys hold på det tidspunkt, men de havde gjort det markant bedre end tidligere sæsoner, og samtidig havde FCK løftet sit spil fra den forrige sæson hvor AAB var blevet mestre. FCK spillede fra begyndelsen af kampen fantastisk, højt tempo og endte med at vinde 4-0 og mine Brøndby venner blev mere og mere lange i ansigtet, og begyndte at tale om, med alvor i ansigtet at det nok også var bedst at forlade stadion tidligt, da der ville komme trafikale udfordringer ved at komme væk fra Parken. Det kunne der dog slet ikke være tale om. Det var en triumf men der manglede et sidste mål for at vaske 5-0 nederlaget væk

Det var det sidste store derby i et årti hvor denne kamp var blevet en samfundsinstitution i Københavnsområdet, men det var også farvel til et årti hvor der var sket et professionalisering af sport og af meget andet i Danmark. Det hele skulle optimeres. Stadion skulle være større, kommunerne skulle være større, amterne blev nedlagt og erstattet af regioner og snart skulle der komme supersygehuse. Offentlige institutioner blev slanket og skulle køre "længere på literen" og de sociale medier var for alvor ved at suge den vågne, eksisterende tid ud af mennesker. Til kampene begyndte folk at være på nettet og havde kun 1,5 øje på kampene. Brøndby blev ved med at glide rundt i uforløste forventninger og drømme, i trænere og direktører der kom og gik, og i en økonomi som led skibbrud. FCK udsatte sig selv for en økonomisk og ledelsesmæssig hovedrengøring, åbnede vinduerne for at få frisk luft ind og se om der lå snavs under sofaerne. Det gjorde der. Man skyldte mere end en milliard væk, og det blev klart for enhver at fodbold var underholdning og i langt de fleste tilfælde ikke mere end det. Folk var i krisens navn blevet vænnet til at være dybt skeptisk overfor luftkasteller, dårlige udlån og spekulative forretninger. Tilbage var bragt en markedsskepsis som kunne have afsmag af noget der lå til venstre for midten, men i virkeligheden var sund fornuft. FCKs virksomhed Parken, kunne klare skærerne gennem den division som havde været det økonomiske smertensbarn, nemlig fodbolden, og med Champions League kvalifikationer fik man fat i penge der kunne betale renter og afdrag på den store gæld. Men derbyet og derbyet betydning forsvandt, og jeg blev selv ældre. Havde dårligt tid til at dykke ned i de enkeltes spilleres formkurver som jeg gjorde da jeg var dreng. Det hele var blevet så seriøst, så forlorent business, at man selv når man skulle se fodbold, måtte udstå at høre om "slutprodukter" og "resultatoptimering". Nogen havde taget sommerkurser på CBS eller Handelshøjskolen i Aarhus.

At FCK og Brøndby kunne dominere dansk fodbold over så mange år, skyldtes ligeledes fraværet af kontinuitet i andre klubber. Brøndby havde fra 1985 til 2006 næsten ubrudt været i toppen af ligaen og FCK var blevet et rigtigt tophold fra 2001. Det er dog blevet mere og mere professionelt i alle andre klubber, og det forhøjer barren. Men en fodboldromantiker savner den oprindelige superliga. Det som i virkeligheden ikke har ret meget at gøre med Derbyet, men som er min generations oplevelse. At alle kampe begynder klokken 15.00 om søndagen, at P3 skifter rundt mellem kampene og solen skinner, mens man hører om mål i Parken, Århus Stadion, og måske endda, hvis det ikke kan være anderledes, i Brøndby.

Det kommer ikke til at ske

torsdag den 4. maj 2017

Vestlige værdier



Sejrherren tager det hele. Efter Anden Verdenskrig oplevede verden en ny orden, en ny verdensorden. En verdensorden som på lange stræk byggede på den gamle verdensorden. Men denne gang med A bomben og nye aktører. Det blev en simpel men brutal verden. Dem der ikke var med os var imod os, og det gjaldt på begge sider af det jerntæppe, som Churchill udnævnte skellet mellem Vest og Øst til at være. Millioner af menneskeliv gik tabt i den store dyst om hvordan verden skulle se ud, regeres og leves i. Og i sidste ende var der en sejrherre og nogen der havde tabt

Men hvem? For mens man i vesten hyldede dem som havde været urokkelige i deres kamp mod Kommunismen og Østblokken og den politiske og økonomiske virkelighed der udgik herfra, så var de vel nok reelle sejrherre de almindelige mennesker i Østeuropa der gjorde op med deres egne regimer, deres korruption, deres løgne, deres fortielser og deres lemfældige omgang med samfundets værdier og ikke mindst deres inkompetente evne til at køre deres egne landes økonomier i sænk. Hvis man er Amerikaner, og på en eller anden måde læser det her vil man måske tænke. "Det lyder bekendt". For sejrherren i den koldekrig, eller ideen om at man var sejrherren i den kolde krig har på sin egen interne ulogiske, eller måske netop logiske vis, vist sig at være begyndelsen på den vestlige hegemoni men også begyndelsen til enden for de vestlige værdier som vi siden den kolde krig har kæmpet for. Vi har kæmpet for værdiers udbredelse, men glemt at disse værdier ikke kan udbredes med kampvogne, jagerfly og ubåde. Tidligere handlede det om at inddæmme og uskadeliggøre modstandere, men krigene efter den kolde krigs afslutning har haft et gustent anstrøg af "Vi Alene Vide" om hvordan samfund overalt på planeten skulle bygges op. Det var dømt til at gå galt, dømt til at få afsløret sine egne mærkelige bagdørs ideer, stillet til skue for resten af verden.  Den vestlige værdi som hermed kommer mest til skue er det økonomiske rationale, og intet vigtigere i moderne tid for det økonomiske rationale end det sorte guld. At holde produktionen oppe, at holde priserne nede, at smøre væksten med det talkum som fungerer og fungerer upåklageligt. Der er bare det problem at den anden store vestlige værdi er blevet gældsætning. En gældsætning som risikerer at sende en række vestlige lande under økonomisk administration om en generation for nu. Der er ikke penge til at finansiere de evige krige, den aldrende befolkning, det mere kostbare sundhedsvæsen osv.

Det vil i sidste ende formentlig enten betyde statens komplette overtagelse af privatøkonomien og private selskaber og dermed være enden på individualitets-civilisationen eller det vil være enden på Staten som aktør i den sammenhæng, som vi kender det i dag og en såkaldt frisættelse, i hvert fald i en økonomisk forstand af mennesket i en helt anden skala end vi kender det i dag. Det er i hvertfald svært at forestille sig et dobbelt makkerskab som vi kender det fra blandt andet Danmark.

Vi lever i en fantasi. Hvilket et godt, endda rigtig godt på kort sigt. Men på længere sigt kommer der forandringer som vil få mange til at spørge om.

"Kan man virkelig det"? "Er det der foregår virkelig i tråd med helt almindelig anstændighed og vestlige værdier"?


onsdag den 3. maj 2017

FCK-Brøndby del 1- Zumas sakse


New Firm, Derby. Et par genkendelige navne har efterhånden fundet vej til kampen mellem FC.København og Brøndby. Siden 1993 er det bare vokset i volumen. Der bliver givet byttere, som mere anløbne dele af vores samfund ville kalde det. Nogen har gjort noget mod nogen, og det skal hævnes. Ikke revanche, som det hed engang i fredstid, men hævn. Det er en moderne, fedladen blodfejde, det tætteste vi kommer på en autoriseret del af en kultur, gemt væk fra det pæne borger og arbejderskab.

Når nogen siger FCK-Brøndby til mig, tænker jeg først og fremmest på én detalje. En begivenhed i begivenheden. Det var i 2001, regnvejr og jeg gik i 1.g. Et par uger forinden havde jeg været i Parken med min hjælper Heavy og en af hans venner, eller en ven gennem en ven, kaldet Bamse. En spøjs trio. Vi så FCK-FC Midtjylland og FCK vandt 3-0, blandt andet på en stor indsats af den spritnye midtbane profil Christian Poulsen. Man lå til guld.

Næstsidste spillerunde mod Brøndby i Parken, det støvregnede, det var køligt og der var ikke meget der tyede på, at vi var i juni måned. Jeg zigzaggede ud og ind mellem eksaminer, fester og stillingen i Superligaen. For første gang i 8 år, var der en reel mulighed for at FCK kunne vinde guld. Det hele var til en film. 40.000 i Parken, festklædte, små-fulde mennesker, der havde taget deres bedste og værste tøj på og var klar til en kamp, som alle havde en eller anden fornemmelse af ville gå over i en slags fodboldhistorie. Men ingen vidste for hvad.

Det blev også en dag hvor min ven Niels, af årsager glemt i dag, ikke kom med mig ind i Parken. Så det var bare Heavy og jeg og for at gøre oplevelsen mere signifikant blev vi ført væk fra den gamle endetribune og den sektion hvor man "normalt" sad som kørestolsbrugere. Vi kom i stedet ned ved plænen og transporterede os selv forbi spillerbænkene og "helt ned i hjørnet" som vi fik besked på. Der var kaos, men orden i kaos. Her kunne jeg se over en bande eller to, se spillerne varme op og gøre klar til det som potentielt kunne være en guldfest. I FCK anede man ikke hvordan man holdt en guldfest. Brøndby havde siddet fuldstændig på det i de foregående år, og det var ved at blive pinagtigt så meget talent, så mange evner der var gået til spilde i FC.København. Udlandsproffer(det hed det stadig) der blev købt hjem og floppede og man kunne fra langsiderne se og høre Brøndby mæske sig i det ene mesterskab efter det andet og krone deres storhedstid med en kvalifikation til Champions League i 1998. For helvede.
Men den eftermiddag indvarslede noget så beskedent som et regimeskifte i Dansk Fodbold og det var i det hele taget et år med ændringer. 11.september og Anders Foghs valgsejr over Poul Nyrup Rasmussen, det første rigtige år i det nye årtusinde og jeg følte mig som en vidende politisk ekspert der selvfølgelig vidste det hele.

Når man er fra Vedbæk holder man med dem der vinder, medmindre de taber altså. Det var dog det romantiske gen og lidt af omveje at jeg holdt med FC København fra klubben blev grundlagt i 1993 på tvangsægteskabet mellem B1903 og KB. Jeg kunne ikke døje B1903, et idiotisk og DDR lignende navn og jeg havde intet forhold til KB, som for mig lød ret støvet og tennisagtigt. Forestillede mig gamle mænd, der trillede bolde til hinanden

Min onde hjælper(hun var ikke ond, men lad os bare sige at hun var lidt ond) Anette havde en eller anden relation til Jørgen Juhl Jensen der spillede i FCK, og der blev i min hjerne indtastet en ide om at jeg kunne holde med et hold fra begyndelsen af.

At jeg begyndte med dem.

Den juni eftermiddag gik spillerne på banen. Der var elektricitet i luften. Et tordenvejr cirkulerede rundt om byen og FCK fik hjørnespark. Christian Poulsen steg til vejrs og headede bolden i kassen, ved det mål hvor vi stod tættest ved. Det kunne ske. FCK kunne blive mester med en sejr den dag, og det var en pauseføring 1-0. Men det var i anden halvleg at det historiske øjeblik skete. En bold blev hældt ud til Thorninger som lagde den ind over og så skete det. Det hele foregik som i slowmotion, hvor nogen eller noget stopper tiden og giver et poetisk riff til en grov prosaisk tekst. Zuma stiger op og sakser den ind fra kanten af feltet. Det var som et lynnedslag lige der og i et brøkdel af et sekund var der fuldstændig stille, som om der blev tænkt "Skete det virkelig, det der"? Herefter gik stadion fuldstændig amok i en fanatisk jubel-rus. Begge hold scorede siden et mål hver og FCK var danske mestre.

Chefen for det hele Don Ø gik efter kampen rundt og sagde tak. Da han kom hen til mig knælede han ned og krammede mig, mens han græd(no shit!) og det var et meget følelsesladet øjeblik. Spillerne kastede øl efter hinanden. Brøndby fansene stod lidt som forstenede på den modsatte tribune uden for alvor at vide hvad de skulle gøre af sig selv. De havde været vant til at vinde, vant til at håne, men der var kommet en ny dreng i klassen, som i de første år havde brugt mere tid på at fjante rundt og udvikle børnesygdomme, men nu endelig var klar til at indtage tronen øverst i hierakiet.

Jeg var høj i flere dage ovenpå det der. Er det jo nok stadigvæk i et kammer af erindringen.

FCK havde som følge af Mesterskabet retten til at spille kval til "Fodboldens Himmerige" som Don Ø yndede at kalde det andre mennesker kaldt Champions League. Ganske kort, så lykkedes det ikke men FCK fik taget en slags playoff mødom som blev givende senere hen. Heine Fernandez, der i sin tid i FCK samlet set havde lavet 2-3 sammenhængende afleveringer og skud på mål, spillede sit livs anden halvleg mod italienske Lazio efter at have slået hovedet. Med en midlertidig, hvid bandage bundet om hovedet, ejede han herefter banen. Han scorede sejrsmålet til 2-1 og var tæt på at score en mere. Det var igen Heavy, der var med mig som hjælper og han råbte og skreg som en gal, ligesom jeg selv gjorde

Efter kampen sagde han stakåndet og på klingende sydfynsk til mig, og brugte samtidig mit kælenavn fra det tidspunkt:

"Det er som en heavy koncert, Mikse. Den samme energi"!

Var igen i Parken den aften da der var returkamp, men det var til en Red Hot Chili Peppers koncert og det var jo uden smartphone. Så jeg måtte alliere mig med dem der sad hjemme og så kampen på tv(kors et oldnordisk samfund, hva?") og her kunne jeg høre om, at Lazio høvlede bolde i kassen og gik videre. Koncerten var dog fremragende og jeg hældte Heineken ned og havde en fest. På en eller anden måde endte jeg, min ven og klassekammerat Kasper og Heavy, backstage inden koncerten dog uden at møde RHCP.

Vi mødte deres opvarmningsband, som var skæve og flinke og de bød os på øl.

På den måde flytter minder fra en ting over i minder fra andre ting







onsdag den 26. april 2017

Dem og os og normalitet


Tror alle sammen, at vi kender det. At nogen har gjort én fortræd, nogen har gjort én uret. Et menneske har sat et spor i én som på et eller andet tidspunkt i ens liv, har føltes ubærligt og som syder et eller andet sted i systemet. Man kan blive kørende i den livsvogn der hedder vrede og bitterhed, og måske blandt andet fordi vi lever i den "konstante glade "tid, så er disse følelser skjulte organismer, væk fra andre mennesker. Intet menneske er altid glad. Forhåbentlig. Det skal ikke betyde, at mennesker skal være ulykkelige eller ked af det hele tiden. Selvsagt ikke. Men det er urealistisk ikke at gennemgå stærke følelser, især hvis man føler dem stærkt.

Der kan ligge en dimension af en virkelighedsforstørrelse, en smertens detaljerigdom, ved at være vænnet til mange knoglebrud. Man ved hvad fysisk smerte er, der hvor alt andet stopper, hvor alt andet bliver en parentes, ligegyldigt og det egentlig kun er det man kan have fokus på. Resten af verden forsvinder. Man kan kombinere denne fysiske tilstedeværelse af et så kraftigt ydrepunkt, med evnen til at observere, som et såret dyr i skoven, hvem som vil hjælpe én eller hvem som vil æde én. Billedsprog, naturligvis.

Men man opbygger en for vores tid, og især vores samfund, en meget sjælden kompetence, som ikke rigtig kan bruges til andet end at skabe større forskel mellem dem og os. Dem som føler eller har følt den kraftige fysiske smerte, som har brug for mere hjælp og som har levet et anderledes liv siden dag et og så det store, tavse flertal der lever deres liv med deres fysiske, psykiske og idiosynkratiske spillekort. Man kan tvinges til at skulle gøre det som alle andre også gør, på samme tid men med andre kort i hånden. Normaliteten kan sejre. Men sejre hvorhen? For hvis man ikke er normal, har den gængse normalitet ikke meget andet at tilbyde én end endnu engang, at få påvist at man ikke tilhører dén, og godt det samme

Ét problem som hører med til denne adskillelse af et dem og os, og som for mit vedkommende først er ved at blive løst i de senere år har været den rene anderkendelse af andre mennesker og deres problemer.
Tidligere har jeg lyttet til dem, observeret dem og ladet mit stille og nogen gange knap så stille sind provokere af dem. "Du synes, at du har problemer? Prøv at brække dine knogler 200-250 gange og så ring tilbage, ok?!". Det var min tilgang. Måske ikke til folks ansigt, men i det mere end klare sigtekorn hvor den skarpsindigt lidende tydeligt kunne se og høre, at det var den holdning der rumlede i hjernebakken over på den anden side. Det kunne give sig udslag i at tænde for et tv hvis jeg blev talt til, tale i meget overordnede vendinger på andres konkrete problemstillinger eller slet og ret svare i øst, hvis jeg blev anmodet om en stillingtagen i vest.

Det er en forholdsvis nylig tendens, at jeg er i stand til at beskue menneskers problemer for hvad de er. Deres problemer. Som en følge af et vildnis af årsager som kan have rod i én ting eller flere ting, men som ikke skal stille op imod mine egne magnum udfordringer. Som fra tid til anden er magnum minus fremfor magnum plus. I denne forbindelse kan forhold gå i stykker, fordi anerkendelsen ikke kom tidsnok, ikke var retvisende og hvor man skabte en relation så tæt at brud, det kan være et venskab, tiltrækker begrebet monsterskabelse. Man skaber et monster af det menneske, som man på en eller anden måde vil anklage, enten for noget konkret eller for noget helt abstrakt som peger tilbage på ens eget liv. "Er det den og dens skyld at.. sådan og sådan?" Det er det sjældent.

Fra tid til anden kan virkeligheden dog være flygtig, skabe punkter hvor det oprindelige går så meget tabt, at det kan virke meningsløst og næsten umuligt at finde svar, og når man endelig finder svar, som en skør, stædig og besat videnskabsmand i et kontamineret laboratorium, så finder man ud af at man slet ikke skulle finde svar, men stille spørgsmål. Og det endda ikke engang sikkert. Her kommer tilgivelsen ind som noget tillært eller som noget der rent faktisk virker som en helende kraft for livet.

Kan den tages i anvendelse så rummer den det hele, men jeg synes alligvel at tilgivelsen lader noget tilbage; Noget udvikling, noget fremdrift, noget pokkers lutheransk som jeg troede jeg var syvmileskridt ud over men som nager i fugerne som man kan kalde en bondevrede. En bondevrede som har skabt alt muligt på vreden og som ved tilgivelsens indtræden forsvinder.

Men tilgivelse virker, må man antage. Og hvis ikke tilgivelsen virker, så har vi jo reelt intet tilbage. Så er vi overladt til den virkelighed som blæste igennem de islandske sagaer og visse kulturer i dag; at det i sidste ende altid handler om hævn og straf og dét helt uden skelen til hvem og hvorfor og hvordan og at det handler om at ramme dette menneske med det dybeste stød muligt. Det er stoltheden, æren som er krænket, det er basis for en duel i 1800 tallets Frederiksberg have. Men der ligger folk og soler sig og stolthed og æreskrænkelse må vige for fremskridtet, bedring og tilgivelse

mandag den 24. april 2017

Højeste niveau for C20 indeks nogensinde

I dag, 24 april 2017 har C20 indekset slået rekord igen

En stille bøn skal herfra lyde om at man godt kan lave en omsætningsafgift, bruge pengene på at finansiere lettelser i indkomstskatten, evt en lille lettelse i aktie-avance skatten eller på et marginalt højere forbrug i den offentlige økonomi

Det er slet ikke umuligt. Faktisk kan man sige, at det der foregår nu ikke rigtig burde være muligt


torsdag den 13. april 2017

Verden og dig


Da jeg var i Japan, så jeg på et kort over verden. Det var ikke som de kort jeg havde set andre steder og slet ikke som de verdenskort, jeg havde set i Danmark. For her var Asien og selvfølgelig Japan i midten og Danmark og resten af Skandinavien var en klat ude i hjørnet, nærmest som en kunstnerisk påmontering i et postmoderne værk. For en japaner var det dog fuldstændig normalt. Det var en lige så stor selvfølge, som det var unormalt for mig.

Verden begynder med dig selv. Dernæst din familie, dine venner, dine bekendte, mennesker der kommer og går ind og ud af livet gennem en usynlig svingdør. Du tilhører et land, et folk, en hverdag, højtider og lav-tider, hvis der ellers er noget der hedder det. Du tilhører også dig selv rent juridisk fra et eller andet tidspunkt, og selv før det er der mange steder i verden, tænkt på dine rettigheder længe før du selv for alvor var klar over det. Men livet som sådan er jo ikke en daglig påmindelse eller hævdelse af rettigheder.
Det er udlevelsen af selve akten af livet og dertil hører en grundlæggende forståelse for hvad tilværelsen kan indeholde, udfordrer, fornye, formindske, forstørre osv.

Vi lever livet sammen med andre. Vi får at vide at vi selv vælger de mennesker, vi lever livet sammen med. En sandhed med modifikationer. Det er rigtigt, ud fra egne erfaringer, at interesser og særpræg kan anspore til det venskaber og bekendtskaber man måtte have, men der kan og bestemt vil samtidig snige sig nogen forhold ind som grundlæggende ændrer de såkaldte sædvanlige livsstrømme der måtte eksisterer. Man kan af fysiske eller psykiske grunde være stuvet sammen med mennesker og skæbner som man grundlæggende ikke har mere til fælles med end tilfældige fysiske påhæng. Man kan være afhængig af hjælp, der betinger et bekendtskab med en eller flere mennesker som man ellers ikke ville have mødt eller have haft noget at gøre med, hvis man have fulgt den usynlige livsbane. Det åbner nye døre, nye vinduer, til tilværelsens kringelkroge. Dette forhold stiller en række spørgsmål til de naturlige sandheder man tog for givet, og man kan måske endda lære noget af det.

Verden bliver lille. Man bevæger sig over fysiske eller åndelige landegrænser i et omfang som tidligere generationer ville anse for totalt umulige. Man skal ikke længere kun drømme sig til alternative erkendelser, fordi  de i dag står og stirrer én op i ens åbne ansigt. Men midt i jublen over den myriade af erkendelser, der åbner porrerne overfor det nye, gemmer sig også en ældgammel logik. Vi finder også ud af hvad vi ikke vil have, hvad vi ikke kan lide, det som strider mod vores grundlæggende holdninger eller som på en eller anden uforklarlig måde strider mod noget som vi biologisk har arvet fra vores forældre og de har arvet fra deres.

Måske derfor den naturlige modstand mod den evige foranderlighed? Måske derfor en nødvendig samfundsmæssig debat om hvordan vi opbygger vores hverdag, vores økonomi og hvor vores kultur er på vej hen og om at står fast i det evigt løsagtige.

På den måde kan en psykologiprofessor fra en større jysk læreranstalt blive et verdensnavn ved at sige almindeligheder i en ualmindelig tid. Kaos og, må man tilføje, uvidenhed, er en trappe for socialopstigning

Det er verden og det er dig. Nogen gange hænger det sammen, andre gange må man skille tingene ad. Men da jeg sad og stirrede på kortet i Japan, ønskede min hjerne at sige. "Nej hvor interessant" men i virkeligheden tænkte jeg. "Det er virkelig underligt"

Eller var det omvendt?

fredag den 7. april 2017

Iran



Der har været en nærmest ubrudt udvikling i Mellemøsten siden 2001. En udvikling der i begyndelsen virkede marginal og usynlig. Iran voksede ud af sin skygge som paria stat og meldte sig ind i kampen om magten, rigdommene og æren. Iran meldte sig ind som første forsvaren af troen og som hovedmodstander mod den vestlige tilstedeværelse i regionen. Man kan vælge at sige 2001, eller et andet år enten i slut90erne eller i begyndelsen af 00erne. Men når man siger 2001 siger man også 11.september. Den dag, den 11.september 2001, var Iran isoleret i hjørnet af den geopolitiske sfære. Udover at Vesten forlængst havde cuttet forbindelsen var forholdet til Rusland og Kina også temmelig marginalt. Rusland havde på dette tidspunkt haft en langvarig økonomisk krise efter Sovjetunionens sammenbrud og var ved at komme til hægterne, og Kina så indad. Den dag var det en anden nation i Mellemøsten der styrede. Uden konkurrence. Saudi Arabien sad på olien og dermed på magten, og rundt omkring i de andre stater, var det Sunni'er der i større eller mindre grad bekendte sig til den såkaldt rette tro og som anerkendte det domæne Saudierne havde over regionen. Saudierne behøvede ikke at anstrenge sig specielt meget. Efter store bølgeskvulp i 80erne med krigen i Afghanistan, var der smulte vande igen. De modstandsbevægelser, der eksisterede var i egen have, et Al Qaeda der opererede først fra Afghanistan, siden fra Sudan og så fra Afghanistan igen, var egen avl. Det var den øvre middelklasse fra den arabiske halvø og Egypten der havde hørt et kald om et forsvar for Islam mod de invaderende korsfarer.

Først Russerne i Afghanistan og siden starten af 90erne USA.

Iran drev rundt alene med proselytter i Hezbollah, Hamas og Syrien. 11.september ændrede i princippet herefter alt. Og med invasionen af Irak fik Iran chancen for at blive en regional stormagt i en helt anden liga end hidtil. Store dele af det kaosramte og borgerkrigshærgede Irak kom under Iransk kontrol og det vi er i resten af mellemøsten i dag er en stedfortræderkrig mellem Iran på den ene side og Saudi Arabien på den anden side. En stedfortræderkrig som har været i gang i mere end 15 år. Der er religiøse, politiske, kulturelle og personlige modsætninger som adskiller de to regionale stormagter. Der er synet på hvordan Islam skal udvikle sig, om den ene part overhovedet er rigtige muslimer eller om de er frafaldne. Men der er også forholdet til USA og Vesten samt forholdet til Israel der skiller dem

I dag er vi alle sammen bekendt med de kringelkroge og den skæbne som vores verden kan tage på sig når konflikter får lov til at hærge uberørt. Når det går amok.

Mens jeg skrev alt det her affyrede Trump missiler mod Syriens Bashar al Assads regime og der skete et terroranslag mod Stockholm. Samme dag. Vi har vænnet os til det. Byerne kan være forskellige men, men begivenhedernes omfang og indhold går igen. Iran spille en rolle, men i forhold til den reelle udklækning af terrorister som rammer borgere i vesten spiller Iran en meget mindre rolle end de sunni dominerede lande. Det kan derfor undrer at USA uden betingelser melder sig tilbage i flokken hos Egypten, Saudi-Arabien og Jordan. Fra disse lande har Al Qaeda og ISIS haft rekrutteringsgrundlag de sidste 20 år

Måske vi skal til at tænke nyt. For alvor tænke nyt




onsdag den 29. marts 2017

Brexit



Siden valgresultatet i juni 2016 har Europa ventet. Nu begynder forhandlingerne. Om verdens dyreste og mest omfattende skilsmisse nogensinde. Det nogen kalder juristernes fest. Der er forskellige spor, forskellige veje til en forståelse af denne begivenhed, af denne serie af begivenheder som har udspillet sig, og som vil udspille sig i de næste par år

Politisk er EU langt fra klar til at tale med én stemme overfor briterne. Nogen lande har et stort handelsoverskud over Storbritanien, andre lande har ikke. Nogen lande har en stor koncentration af borgere i Storbritanien, andre har ikke. Der er strategiske, historiske, kulturelle og andre interesser som over tid adskiller de europæiske lande fra hinanden når det handler om Storbritanien. Men EU er nødsaget til at tale med én stemme i de kommende forhandlinger. For briterne handler det om at bevare hvad bevares kan, og få det til at ligne at man kan klare sig uden.

Det er højt spil, det er poker for hundredevis af milliarder af pund og euro. Det handler om institutioner, om økonomi og det handler om identitet.

Men det handler også om hvilken vej begge parter går efter det her forløb er overstået. Storbritanien kan blive splittet op endegyldigt i små, mere dynamiske nationalstater. EUs interne modstandere kan vejre morgenluft og se det som en mulighed for at sprænge projektet indefra. Tilhængere af EU vil bruge det som en lejlighed til at forsøge at rykke sammen, skabe en større grad af solidaritet, kampgejst og vilje til det såkaldte europæiske projekt

Men efter Brexit vil EUs stilling være svagere i forhold til resten af verden. Der vil ikke være den samme ærefrygt når et EU skilt står ved en global forhandling. Der mangler noget. Eller nogen. Om flere lande vil forlade Unionen er uvist, men det at briterne forlader Unionen, er mere end rigeligt til at svække Unionens styrke i forhold til resten af verden. En verden der bevæger sig i al hast. Fremad

torsdag den 16. marts 2017

Individ, del 1



Gennem menneskehedens lange og brogede historie har vi stræbt efter lykke. Til at begynde med var lykke overlevelse. Vi skulle have mad slæbt med hjem til hulen eller til den lille boplads. Alt handlede om overlevelse og kulturen blev derefter. Dem som viste sig bedst i stand til at skabe de bedste rammer for overlevelse kunne stige i graderne til at udgøre hvad vel kan kaldes menneskehedens første nobilitet

Men hvad har det med individet at gøre. Intet. Men man kan vel kalde det en indledning

I 1776 sker der i menneskehedens historie noget helt ekstraordinært. En flok jurister, erhvervsdrivende, landmænd, fribyttere og podagra-ramte flanør's i Nordamerika har besluttet sig for at gøre op med den hårde beskatning fra London. De er alle engelske gentlemen og godt uddannet. De har alle parykker på for ikke at sprede lus, og de er alle samlet i Philadelphia hvor deres kongres foregår. Hver af dem udvalgt fra de stater hvor de bor. De fleste af mændende, og det er kun mænd, kalder deres stater for lande. Nu havde de fået nok af myndigheden langt væk. Fra den skøre konge i Storbritanien. De ville have deres frihed. Hvad det så end var for en størrelse. De ville have deres eget land. Selv denne gruppe af mænd var ikke immune over for gruppearbejde, så forskellige grupper blev nedsat som skulle bringe i vej dette vanvittige, radikale projekt. Alle var klar over at den engelsk krone ville svare hårdt og kompromisløst igen. At forlade Det Forenede Kongedømme var fuldstændig uhørt. Nordamerika var jo bare en samlet koloni, hvor befolkningen var kongens undersåtter og kongens undersåtter skulle bare gøre hvad der blev sagt. En simpel verden, en verden til at forstå. Men en verden hvor mennesker mødte et cementloft over medbestemmelse i forhold til deres eget liv

Men krig, overbeskatning og manglende repræsentation, havde drevet dem til beslutningen om, at give fanden i det hele.

Møderne var lange og opslidende. Fyldt med patos. Folk var bange, vrede og opstemte. Der var, forestiller man sig, en følelse af at træde ud i en verden af intet. At det næste skridt ville være på fuldstændig ukendt jord. Det krævede at man havde et værdigrundlag, et værdigrundlag som kunne fylde mere end blot det at man ikke havde lyst til at sende penge over Atlanterhavet til en slunken statskasse i White Hall. John Adams fra Massachusetts blev foreslået som manden der skulle skrive uafhængighedserklæringen men han afslog. Han var allerede i så mange komiteer( vigtigt at kende sine kompetencemæssige begrænsninger allerede i 1700 tallet) og følte ikke at han kunne være, undskyld udtrykket, men tovholder på projektet. Han pegede derfor på Thomas Jefferson fra Virginia. En aristokratisk udseende, næsen i sky type, som folk havde svært ved at komme ind på livet af. Det virkede efter sigende aldrig til at han for alvor var til stede i det rum hvor han befandt sig

Men primusmotoren John Adams mente altså at det skulle være ham, og der var ikke rigtig nogen der turde sige ham imod

Han, John Adams og den gamle fyr over i hjørnet fra Pennsylvania, Benjamin Franklin kunne hjælpe ham på vej. Hvis altså bare det var sådan at det var Jeffersons ansvar at det blev nogenlunde ordentligt.

Historiske kilder siger at der var lidt muren i krogene. Jefferson? Seriøst? Han havde hidtil ikke sagt et kvæk ved møderne, stod bare ved vinduet og stirrede på folk når de talte. Men Adams var sikker i sin sag. Han havde læst hvad Jefferson havde skrevet i andre sammenhænge og syntes han havde et godt sprog, og igen. Man havde ikke rigtig noget valg. Englænderne var på vej, man havde ikke nogen hær og man ville formentlig blive hængt alligevel, så det handlede egentlig bare om at nogen der kunne skrive, kunne udføre opgaven. Det var en arbejdsdeling som man kender det i en stor organisation, hvor hovedvægten lægges på det umiddelbare, som vel i dette tilfælde er repræsenteret af George Washingtons krigskunst og John Adams, James Madisons og Franklins oratoriske evner, og i mindre grad fokus på det tidløse, repræsenteret af Jefferson.

Uafhængighedserklæringen blev et tidsløst dokument som kom til at fungere som motoren for den vestlige verdens moderne udvikling. Ikke blot var enhver i de 13 kolonier, også kaldet stater, født med retten af at leve i frihed. Menneskeheden, hvert enkelt menneske, var født med retten til at leve i frihed. Intet menneske på jorden kunne længere affinde sig med det af gud givne tilstand som ufri. Middelalderen var forbi, og en ny tid begyndte for menneskeheden. Ikke uden paradokser, for Jefferson var slaveejer, havde pisket sine slaver og gjort en af sine slaver gravide. Men dokumentet kom til at række langt ud over USAs grænser. Det var begyndelsen på et projekt som har kastet verden ud i alle mulige og umulige gerninger af fantastisk vovemod og fremgang og fanatisk hykleri og ulykke.

Det er menneskets frihed

Men frihed fra hvad og for hvem?



.

torsdag den 9. marts 2017

FCK i Europa League



Det er lillebroren. Turneringen der bare gerne vil overleve. Pengene er små i forhold til Champions League. Tilskuertallet er i gennemsnit markant lavere end til Champions League kampe. I aften kan FC.København så spille sin hidtil største kamp i Europa League/Uefa Cuppen nogensinde. Der er sådan en forventning om at det bliver tæt. Selvom Ajax er en større klub, en bedre modstander med meget højt niveau af individuel kvalitet. Men FCK har brudt en meget afgørende barriere for dansk fodbold. Ståle Solbakken har, siden han kom til, lagt fokus på højt presspil og ikke mindst en jernhård fysik hvor selv de største klubbers allerbedste spillere virkelig kan slå sig. Som Pep Guardiola udtalte efter Barcelonas kamp mod FCK i gruppespillet i 2010: "Vi har aldrig mødt et så fysisk stærkt hold". Om det nu er rigtigt ved jeg ikke, og om det måske i virkeligheden handlede om, at han var overrasket over hvor stærke og hvor udholdende FCK var den aften i Parken. Det er dog klart for enhver at FCK spillerne er stærke, både individuelt og kollektivt. Man har udviklet en ganske simple såkaldt Game Plan, som alle nærmest kan i søvne. Nøglen, dengang som nu, er at have to vanvittigt offensive, løbestærke backer der kan arbejde fuldstændig kompromisløst i 90 minutter. Det forærer holdet to ekstra midtbane spillere i angreb og sikrer forsvaret når modstanderen har bolden. FCK vil have overvægt i boldbesiddelse i hovedparten af de kampe de spiller og derfor er det rigtigt set, at understøtte midtbanen kontinuerligt. Det ville være fragmenterende og ville være at famle i blinde, hvis man skulle anlægge sit spil efter at den centrale midtbane, af sig selv, ville fuldstændigt dominerende i alle kampe man spiller. FCKs centralemidtbane er ofte voldsomt dominerende, men det skyldes det mandskabsmæssige overtal over midten som de offensive backer giver. Her er det især Ludwig Augustinsson som springer i øjnene. Han er ud af "Oscar Wendt-skolen" hvor man er i konstant bevægelse fremad når man har bolden, ned til baglinjen og slå velkvalificeret indlæg ind i hovedet på angriberne som der i Ståles system næsten altid vil være 2 af, af gangen. Hvor Wendt var lidt mere kreativ i sit spil og havde Grønkjær som makker, er Augustinsson mere statisk og i princippet lettere at læse for modstanderen. Trykket fra kanten og fra midtbanen gør dog at han vil komme til indlægsmuligheder i en kamp og dermed skabe åbne chancer for holdet. Det er en simpel formel som også overføres til den anden side hvor danske Peter Ankersen ligger. Han gør i princippet meget det samme.

Aftens modstander er på mange måder en lækkerbisken for FCK i den forstand at de er teknisk dygtige men mangler fysik. Ajax er et navn i international fodbold. Et kæmpe navn i virkeligheden og har jo skabt et overflødighedshorn af talenter som har udviklet sig til at være førsteklasses spillere i deres tid. Men siden Bosmann dommen, hvor spillerne fik langt flere rettigheder, kombineret med EUs regler om arbejdskraftens frie bevægelighed, har det været meget svært for Ajax at stå på begge ben. Både at være en af de bedste talentfabrikker i Europa og samtidig blive ved med at være konkurrencedygtige helt oppe i toppen af international fodbold. Koryfæer er kommet og gået men man har ikke været i stand til for alvor at knække koden og komme virkelig langt i enten Champions League eller Europa League. Profiler, spillere med enorm vindermentalitet og evne, forlader ofte Ajax lige inden de bliver rigtigt gode. To eksempler på det: Zlatan og Luis Suarez. I dag er deres største stjerne fordelt, vil jeg mene på tre spillere. Davy Klassen som fungerer som en moderne udgave af Edgar Davids krydret med lidt Danni Blinds lederskabs evner, Lasse Schøne og så Kasper Dolberg. Udover det har man stærke kanter der kan holde FCKs backer optaget på egen banehalvdel. Men altså to danskere som Ajax Amsterdams største profiler.

Dolberg er et helt utroligt talent. Måske det største angrebstalent fostret i dansk fodbold siden Preben Elkjær. Store ord, som også blev sagt om Bendtner. Han er nøglen for Ajax. Nøglen for FCK er at få maskinen til at fungerer optimalt. At der er olie på tanken på den centrale midtbane med Kvist og Matic og ikke mindst hos de to hurtige backer: Augustinsson og Ankersen