Kurdernes krav i Irak

En relativt ubemærket kronik i et militærmagasin vil få stor betydning for udviklingen i Irak. En højstående kurdisk officer gør det klart at det ikke er muligt for kurderne at blive i Irak. De vil have deres eget land, de vil have deres frihed. Med det spilles bolden op til det spil, som har været ventet siden den amerikanske invasion i 2003. De tre store befolkningsgrupper i Irak kunne ikke få det til at fungere, trods et i perioder behjertet forsøg. Med år af undertrykkelse, ydmygelse og folkemord vil landet endnu engang kunne drives ud i et kaos, som regionen og resten af verden bliver nødt til at forholde sig til. For kurderne har en sag i forhold til at ville have deres eget land. Fra fredsaftale til fredsaftale, fra overenskomst til overenskomst, er kurdernes forhold blevet sat til side for større og vægtigere forhold i regionen. Man er ofte havnet mellem to stole, og måttet se sine drømme om en stat til sin nation, sat til side. Det lader til at man er nået frem til et endemål, og at der findes kræfter i den kurdiske kamp som rent operationelt er i stand til at holde fast i kravet om en kurdisk stat, og på et militært plan at kunne gå efter det.

Det man kan håbe er, at Bagdad finder en positiv vilje og forståelse for kurdernes ret til at søge deres egen skæbne, men det vil nok ikke ske. Scenariet er nok snarere at det bliver en ny blodig konflikt, som endnu engang afhænger af stormagternes interesser i spørgsmålet. Her er kurderne i et meget stort og alvorligt minus. Ingen af verdens magter har en interesse i at gøre sig til modstandere med dem som aktivt arbejder imod at kurderne får deres eget land. Tyrkiet, Irak, Iran og Syrien kan ikke blive enige om ret meget, men det kan blive enige om, at kurderne ikke skal have deres egen stat.

Resten af verden vil være enige. Kurderne kan ikke få deres egen stat. Det vil i givet fald åbne pandoras æske, og skabe en række regionale og territoriale konflikter, som kan udvikle sig blodigt, hvad man vil undgå for enhver pris. Men kurdernes kamp for deres egen stat, deres ønske om Kurdistan forsvinder ikke, blot fordi resten af verden ikke finder det belejligt.

Det vil fortsætte og involvere langt det meste af den frie verden