tirsdag den 17. juli 2018

Trump og pressemøde

Det må naturligvis anses for uacceptabelt, at Trump affejer sin egen regering, sit eget system på den måde han gjorde ved pressemødet overfor Vladimir Putin. At give Putins ord forrang overfor det amerikanske sikkerhedssystem
Men man alligevel græde tørre tårer over, at USA hævder sig forulempet af russerne i forhold til om russerne har påvirket det amerikanske valg eller ej.
Siden begyndelsen af 1950erne har USA aktivt påvirket valg over hele kloden med mere eller mindre ufine metoder. Alt sammen i frihedens navn, og i lyset af først den Kolde Krig og sidenhen Krigen mod Terror.
Danmarks position må være den, at vi som NATO land følger den slagne vej udstukket af de større nationer i NATO, men at vi som frie borgere godt kan gennemskue, at det giver man giver ud til andre på godt og ondt, må man påregne, nærmest forvente, at få tilbage med samme skuffe på et tidspunkt
Det må være ret ejendommeligt for USA, at have fået en præsident som er totalt ligeglad med den konventionelle udenrigs og sikkerhedspolitiske visdom fra Harry Truman og frem til Barack Obama.
Men intet Trump gør er jo normalt, efter den almindelige definition af normalt.
Og det unormale kan både bringe ulykke og klarhed med sig, og vi må som et lille land i USAs "orbit" håbe, at det giver grobund for en verdensorden med tilbageværende internationale institutioner, frihandel, demokrati, men også en betydelig grad af selvbestemmelse, national suverænitet og afklaring af en lang række af de væsentlige spørgsmål, som af forskellige årsager ikke har været løst over de sidste 30-40 år

lørdag den 7. juli 2018

Spøgelser og national stolthed



England er i semifinalen i VM i fodbold. For første gang i 28 år. Man tror nærmest ikke at det er rigtigt. Netop fordi det er England, med den store tradition for at fejle ved VM i fodbold, så tror man ikke at det er sandt

På vejen til semifinalen, har man spillet flot offensiv og ind imellem inspirerende fodbold, men måske vigtigst af alt, så har man nedlagt straffesparks spøgelset. For første gang nogensinde har man vundet en straffesparkskonkurrence ved en VM slutrunde. Spillernes ben var nærmest også lavet af bly, men det lykkedes.

Udenfor banen er udviklingen dog nok allermest slående. Gareth Southgate har simpelthen gjort op med flere dogmer end sine 4-5 forgængere til sammen, og han leder en gruppe af spillere som er 100% loyale overfor hans mere elastiske koncept, og der er ingen stjernenykker overhovedet. Sådan ser det i hvert fald ud når man ser det udefra. Generation efter generation har engelske fodboldspillere villet være dem der brød VM forbandelsen, og dem som kunne måles med 66 holdet eller som det nuværende 18 hold, kunnet måles med 1990 holdet.

De er kommet så langt på hårdt arbejde, på en fantastisk angriber i Harry Kane, ved at stå godt i kæderne(hvilket er afgørende i moderne landsholdsfodbold) og så ved at spille med en befriende lethed på midten af banen.

Det var imponerende at se Henderson, Young og Jesse Lingard, samt ikke mindst Dele Alli i kvartfinalen mod Sverige, boltre sig som de ville, med en ro og en omtanke og uden stress og jag. Som man ellers har set det fra engelske landshold så mange gange før

Der var et overskud i tanke og handling. Det er et overskud der spreder sig fra banen til tilskuerpladserne og hjem til et England hvor man for alvor har skruet op for fest-volumen. Selvfølgelig skal det fejres at man står i en VM semifinale.

Alt andet manglede bare. Selvfølgelig skal englænderne for en stund glemme den indre konflikt i forhold til Brexit. For eller imod Brexit, alle holder med Three Lions når bolden gives op.

Men man kan ikke undlade den tanke, at et endnu mere positivt resultat udgående fra Rusland, vil stimulere kampgejsten og troen på at England nok skal klarer den ligegyldigt hvad. Så bliver mål og redninger politiske, og det er pokkers svært at lade det blive andet

Men indtil nu handler det for England om den første semifinale i VM sammenhæng i 28 år. En flot præstation

mandag den 2. juli 2018

Til siderne



Det kan ske. Vi tager os selv, hvis dette jeg er et vi og dette vi er et os, at sidde og læse de samme nyheder, den samme baggrund, den samme historie i nye forklædninger. Ikke blot dagens historie, men en historie der går igen over tid, og præsenteres som nyt. Det nye er ofte gammelt. Oldgammelt endda. Måske så gammelt at det står skrevet på væggen. "Det var bedre i gamle dage".

Der var ikke meget der var bedre i gamle dage, og det gælder endda også deres gamle dage. Vi oplyses af nyheder, aktualitet og grundigere stof, måske endda akademisk stof, der hjælper os til at forstå hvad der foregår. Ikke at vi af den grund forstår hvad der foregår, men vi får en bedre ide om hvad der foregår. Der ligger pointer derude og venter på os.

Gemt i de skrevne sider på nettet eller hvis man skulle være så heldig at falde over en stak papirer, måske så snedigt bundet sammen, at der er tale om en bog. Der ligger pointer derude og venter på os.

Disse pointer gentages, eller siges kun éen gang og så er det nok bare om at lytte rigtig godt efter, eller læse meget grundigt. Her kommer så, at det sagte ord, for det distræte menneske kan være flygtigt aflyttet og endnu mindre forstået.

Det vigtige budskab, den vigtige besked, sandheden mellem linjerne, betoningen af bestemte ord, vendinger og udtryk, som mistolkes og et forløb begynder. Det kan være et meget smukt forløb, eller alt indimellem forvirrende og rædselsfuldt.

Men den trykte sætning, det sagte ord, det hviskende udtryk, alle skaber de grobund for muligheden for over-forsåelse eller forvirring. I et erhvervs øjemed er vigtigheden af det præcise af afgørende betydning, i det kunstneriske er det vigtigheden af det afgørende af præcis betydning. Hvor end vi finder vej til en essens har en betydning, hvad enten den ligger i en social dimension eller det der ligger bagved den sociale dimension.

Man kan tænke, når man går til siderne i bøger, at her er blevet tænkt mange tanker længere, end det som er skrevet ned. Her er blevet redigeret allerede længe inden redaktionen har været der, og engang imellem er det en befrielse for læseren, og andre gange er det det værste som nogensinde er sket.

For både forfatteren og for læseren. I vores tid, det vil sige det andet årti i det nye årtusinde, har vi dog ganske enkelt ikke tid eller lyst til at opleve skribenten eller den talende performer kommer alt for tæt på en essens, som er så grundlæggende at den måske har en afspejling af vores egen tilværelse.

De sider vi går til er vores egne sider, og vi ved pr definition hvad der står på disse sider, og vi er ret sikre på, når vi med et moderne udtryk "mærker efter", hvad der helst skal stå på disse sider. Hvad der skal flankerer vores curriculum vitae i vores eget liv. Her kunne man bruge lignelser til at forklare det yderligere, men det er ret ligegyldigt. Det forstås.

Vi går i stedet til siderne i vores egen bog

fredag den 29. juni 2018

Danmarks defensive stil

Hverken Danmark eller Japan har gjort noget galt ved VM. De har ageret efter de faktiske forhold. Begge hold skal selvfølgelig, som alle andre hold, ud over stepperne når "vanviddet" for alvor går igang i 1/8 finalerne, men de faktiske forhold i en VM slutrunde har ikke ændret sig, blot fordi den omkringliggende verdens definition af kvalitet, brandring og globalisering har ændret synet på nation, menneske og præstationer
Det her VM er blevet politiseret i en grad som er svær at mindes magen. En verdens bevågenhed, Putins minitopmøder under kampene, indførelsen af VAR, nidkærhed om detaljerne, passion og begejstring skaber grobund for følelser i udbrud som ganske få andre ting. Sydamerikanere som græder fordi de ikke har tabt, dødstrusler til spillere som har kostet points for deres lande.
Det hele i en pærevælling af historiens vingesus med Maradona på coke, Pele i bevidstheden, Lothar Mattäus, Schmeichel senior og fede Ronaldo(den rigtige Ronaldo) på tribunerne. For bare at nævne nogle få
Vi bliver junkier af oplevelser. Vi vil se de største stjerner være stjerner, og leverer drømme i vågen tilstand. Hele tiden. I hver kamp.
Måske netop derfor virker Simon Kjær, Zanka og Schmeichels trillen-bold i de sidste 10 minutter mod Frankrig muligvis så stødeligt mod mange mennesker. Herved får man ikke sit begejstrings og overraskelses-fix.
Sin World Cup feeling
I dag har japanerne været klar over, at fik de advarsler kunne de være ude. Syret. Men det var de faktiske forhold der gjorde japanerne, såvel som danskerne til realister, midt i det skøre spektakel kaldet FIFA World Cup

torsdag den 21. juni 2018

Det ene og det andet



Du vil satse på det ene. Du ved ikke præcis hvad det ene er, men du har indsnævret det til ganske få forhold, og du vil bevæge dig inden i den cirkel med disse ganske få forhold. Men for at gøre det ene, må du gøre det andet. Du vil ikke gøre det andet. For det andet repræsenterer alt det som du ikke enten bryder dig om, kan finde ud af eller har talent for.

Det er anti-tesen til din personlighed og til det jeg, som du mener du har i dig. Men hvad hvis dette andet tager over? At det bliver det som du bruger al tiden på, alle kræfter på, alle temperamenter og alle safter og al din fornuft? Det gør dig til det samme menneske, men på en ny måde, og kan man så overhovedet tale om det samme menneske.

Det tvinger talenter og egenskaber ud af dig, som du ikke troede du havde, eller som du måske ønskede at du ikke havde.

Det tvinger dig til en en daglig eller ganske hyppig selv-konfrontation, hvor dette menneske der forsøger at løse eller vedligeholde det andet, møder det menneske der gerne vil det ene. Der kan se en spaltning, og begge forsøges løst på samme tid. Det kan gå godt, det kan gå skidt, men det gøres i et aktivt valg, og dette aktive valg understøttes måske gerne af de omgivelser som husker dig som en tilhænger og begejstret for det ene, og samtidig er der dem, de mennesker der måtte helt afhængige af at du gør det andet. Deres afhængighed er en årsag til at blive ved, din egen afhængighed, forudsætningen for det hele, tvinger der til at blive ved.

Hvad det ene er for dig og hvad det andet er for dig er individuelt. Jeg har dette ene og dette andet, og det kaldes forskellige navne alt afhængigt af hvilken dag vi taler om. Naturligvis findes der løsninger, hjælp, støtte, en skulder, et lys, et mørke sågar, alt der kan hjælpe, men i sidste ende er det ene og det andet eksisterende i en lang gensidig relation som lever uendeligt.

Det andet afspejler den virkelighed vi alle sammen må leve i, hvor det ene afspejler drømmen, visionen, håbet, troen, kærligheden. Men det betyder ikke, at disse elementer ikke også findes i det andet, dog er de her blot syntetiske, uigennemskuelige, beregnende og trættende.

Men de findes. For man findes som individ i begge tilstande, i begge gøremål, og der ligger en kim til lykke at kunne flette ambitionen, drømmen, kærligheden ind i det andet såvel som i det ene

tirsdag den 15. maj 2018

1968



Man ældes, når man skriver at man ældes. Man bruger ord og vendinger, når man formulerer sig. Man bliver bare ældre. Sådan er det. Men ungdommen lever længere, varer længere, eksisterer i det hele taget. I år markerer vi 50året for 1968. Året som bare får lov til at stå alene. Som 1789. Da der skete så meget, så mange steder, så meget der var så banebrydende, opbrydende eller nedbrydende, at ingen kan undgå at forholde sig den mindste smule til det.

Man får lyst til at ryge hash, og kravle ind ind i en tippie og se gamle videoklip, eller man får lyst til at ryste på hovedet og sende sin medlemsblanket til de konservative så hurtigt som muligt. Eller måske krydser man de to verdner, så krydsende man nu kan.

1968 lever og det samme gør alle andre år der fulgte i dets kølvand, samt ikke mindst; alle de år der gik forud for 1968. Verdenshistorien blev ikke skabt på et enkelt år eller en enkelt begivenhed.

Nok regner vi noget for år 0, men dette 0 eksisterer kun i en tankestrøm, i et henkastet vue. Men 1968, og så kan man sige alt og intet på samme tid

fredag den 27. april 2018

Faste og tider



Vi løber mod ilden. Mod mål, mod metoder til at nå vores mål. Vi løber. Det er vel kernen. Siden vi konkurrerede for første gang, fik vi smag for det. Mange af os, i hvert fald. Konkurrencen ligger i vores gener, det ligger i vores miljø, det definerer os, og det skaber os. Det ødelægger os også. Det kan alt og det kan intet. Vi er ved at udvikle en konkurrencestat på ryggen af et konkurrencesamfund, på ryggen af sport og konkurrence. Roning, skydning og indlæg. Vi er ved at sejre på nye måder, som tidligere generationer ville være misundelige over. Men havde disse generationer set hvordan vi vandt vores sejre, ville de måske have betakket sig. Måske.

Vi ved ikke hvad de ville have tænkt, følt og sagt. Vi ved knap nok hvad vi selv tænker, føler og siger. Men vi ved nok til at vide, at livet i konkurrencestaten kræver en form for planlægning. En årsag og virknings forståelse. Et mål og en retning. Og gerne en debat med sig selv og samtaler med andre om, hvordan man eksekverer disse mål og denne retning. For der er noget om, og noget med, at man kan lande på månen hvis man sigter efter mars. Frit oversat: Man kan nå noget andet, som også kan være ok, hvis man ikke når det store mål. Og heri kan lykken findes, at man ikke ved bedre end det simple mål. Et simpelt liv uden den store hovedspring og udspring, men opnåelige forhold der ender i de fantastiske rammer som livet faktisk indeholder, hvis man ser godt efter.

I Danmark er vi ukronede konger i at holde frokoster, som giver anledning til at samle flokken, venner og familie og gøre en slags status uden overhovedet at gøre status for alvor. Man drikker sig i hegnet og ser hvad der sker, og der sker det der altid sker. Andre lande har sikkert de samme naturlige tilstande, bundet i kultur, tradition og lokale skikke. Og i en globalisering, bliver disse skikke fragtet rundt mellem verdensdele, så der bliver holdt påskefrokost med snaps og leverpostej i Himalayabjergene. Posten, fornemmelsen for sig selv og de andre og snapsen skal ud. Vi siger det ikke højt. Ikke før vi sidder i den rette sammenhæng. i hyggen. Der kan vi tale, der kan vi presse vores ønsker, behov og vores frustrationer igennem. Det er et samfund der fungerer, og så må individerne halse efter

Imellem tiden arbejder vi som gartnere, og fejer blade og ideologier væk, der kan forrykke billedet af harmoni. Var det harmonisk i forvejen? Ikke målt i forhold til de sidste 10-15 minutter af enhver Hollywood film, men bestemt ja målt i forhold til stort set alle andre lande og folkeslag i verden. Men gartneren holder fri af årsager vi ikke ved, og vi kryber ind på linkedin og ser hvad vi kan blive, og ser hvilke ideer og tanker og følelser vi ikke har optimeret endnu. Vi ser reklamer hvor folk har dårlig samvittighed, fordi der er noget de ikke fik lært, eller også at de skal lære det men ikke ved hvornår de skal lære det, og vi lever fra hashtag til hashtag i, hvad Strunge måske ville have døbt Internettets Syreregn(havde han levet), men hvad ved vi jo egentlig om hvad han havde kaldt det, for han lever jo ikke.

Vi lever derimod,

Vi ved at vores gartnere holder fri, måske fri for evigt, for det at være gartner for danskerne ikke er verdens letteste opgave, og måske er det verdens mest ligegyldige opgave, da vores lykke afhænger af os selv, og vi ikke længere er der. Dersom et krydsspil af stormagter og deres korstog, eller regnbue tog eller skjulte ideologiske dønninger griber om vores evne til at tænke abstrakt