torsdag den 29. august 2019

Den postmoderne geopolitik



Ved fejringen, eller snarere markeringen af sit et års jubilæum som udenrigsminister i USA, afholdt Mike Pompeo en lille sammenkomst for de nærmeste medarbejdere og interessenter af udenrigsministeriet i Washington. Det var med fadøls anlæg, taler og Shawn Mendes på loud-speakers. Den samme udenrigsminister som ønsker fuldkommen lydighed fra sine ansatte. Samme udenrigsminister som ifølge de ansatte er bedre end sin forgænger. Alle arbejdende for en mand, der har gjort det til sit sene livsmål, at dekonstruere den stat der eksisterer i USA, og hermed også for stedse at afvikle den virkelighed man har kendt siden afslutningen af anden verdenskrig.

Det hele gøres med en aparte, gennemført løgnagtig, fuldblods kommunikations model, som ikke er set dets lige i vesterlandsk politik før. Modstanden er gammel vin på nye flasker. Det i USA som i resten af Vesten. Dommedagsscenarier som står i kø i beskrivelsen af hvad der vil ske i forhold til Trump og i forhold til den anden store de-konstruktion i disse år, Brexit.

Men det følger en trend som har eksisteret i kulturlivet, i digterkunsten, i billedkunsten, i filosofien og i lang række andre discipliner, brancher og sammenhænge. At verden ikke længere har noget den kan tro på. At ideologierne ikke blot er døde, men klovnene mødte op og underholdt ved begravelsen, og at klovnene er de nye værdimæssige bannerfører. I Italien bogstaveligt talt. Grundlæggeren af 5 stjernebevægelsen, som har siddet i regering i de senere år, var rent faktisk professionel klovn.

Og Italien er et godt sted at se hen mod en verden med en tiltagende politisk og samfundsmæssig nihilisme. For hvad sker der egentlig, når den brede befolkning i et udviklet land taber troen på samfundsinstitutionerne? Hvor vender man sig hen.

I Italien hedder de Berlusconi og Grillo. I USA hedder de Donald Trump, Bernie Sanders og Alexandra Ocasio Cortez. Med meget forskellige grundholdninger, men alle med det til fælles at midten og de brede løsninger er for pjok og for en elite som har smadret løs på deres lande i årtier. I følge dem

Det er dog først og fremmest sproget. Det de-konstruerede. Hvor det sande bliver fals, hvor det falske bliver sandt, og resten skubbes rundt mellem disse to poler. Det gøres i ideologisk tjeneste. På begge sider af skalaen. Omfanget og formaterne bliver måske at det enkelte menneske, i nogen lande, vil miste den sidste rest af tillid til institutionerne

torsdag den 4. juli 2019

Mennesker i rum



Med alt det vi forstår ved et rum. Vinduer, døre, vægge, borde, stole og det eller de mennesker der befinder sig i det. Jeg bliver til vi og vi går fra tanke til handling, fra viden og spontanitet til ideologi og historieskrivning.

Hvad måtte blive beskrevet om mødet i dette rum kan have betydning for verdenshistorien, eller for historien for de små mennesker der måtte befinde sig derinde. Intet møbel kan skrive den historie, måske sågar forstå den, så det er op til mennesker at definere hvad der sker og hvem der sker for. Vi forlader rummet med ny bevidsthed.

Klar til at erobre eller generobrer verden. Her er vi bemidlet med et niveau af selvværd og selvtillid der i en vis udstrækning bestemmer hvor langt vi når i vores forehavende. Har selv forladt tonsvis af rum(sådan rundt regnet), ofte klogere end da jeg kom ind i det, men som tiden går, sættes man mere fast i den bevidsthed man har, inden man kom ind i det rum. "Det vidste jeg godt i forvejen, der er ingen der kan lære mig noget nyt". Udmærket. Og udgangen er ovre til højre ved haj-bassinet. 

Følger man med i politik og navnlig international politik, som denne blogger gør, bliver man konstant mindet om, at der er noget man ikke ved ret meget om, som har måske afgørende betydning for den helhed der alligevel er i konstant bevægelse.

Det er på een gang frustrerende og inspirerende. Går man ud fra at man skal have højeste karakter, også i dette, mærker man koldsveden over, at der var oplysninger man ikke havde, beskrivelser man ikke har regnet ud, og ens knap så ydmyge konkurrencesind, bliver stimuleret.

Mærker man derimod livet som een lang læringsproces, hvor alle karakterer, standpunkter og udmærkelser er flygtige øjebliksbilleder, næsten lidt pinlige i deres etablering, glædes man over at der var noget man ikke vidste. Tænk hvor meget man har mulighed for endnu at lære.

Tror de færreste tilhøre gruppe nr 2, om end de gerne ville have at de tilhørte den. Det ville denne blogger også gerne, men gør det heller ikke. Man må derfor søge rum på rum på rum for at søge den viden fra den brønd som aldrig dør ud, og man drikker endnu en stor lang tår fra denne brønd

søndag den 16. juni 2019

70% i 2030 og hvad så derfra



Når partierne forhandler, ikke blot regeringsgrundlag for den kommende regering, men modus operandi for den kommende valgperiode, er klimaet det der binder det hele sammen. Det er fællesmængden for partier der har vidt forskellige meninger på de fleste andre områder. Med undtagelse af 1-2 områder som i essensen gør rød blok til en blok og ikke frit svævende enheder på vej ud over en skrænt.

Men hvad gør man politisk når man lykkes? Lige nu er Enhedslisten, Alternativet og SF meget tæt på at få de 70% CO2 reduktioner i 2030. Som et klart defineret delmål frem til den fossilfri fremtid senere i dette århundrede i Danmark. Men når den tages af bordet, når minimumsnormeringer, som er ligeså meget et nulsumsspil som de 70%, bliver tilbage som et spøgelse. Da vågner rød blok op til den virkelighed som har martret blå blok i de seneste 4 år. Men det ved man selvfølgelig, og regeringsforhandlingerne har lige nu mere at gøre med de åben hjertekirurgi end politik.

Man skal være MEGET forsigtig at man ikke kommer til at klippe det forkerte sted, ramme den forkerte aorta mv. Det vil dræbe patienten, som i dette tilfælde er det fælles projekt som skal kunne holde i minimum 4 år, og som gerne skulle kunne se frem mod 8 år

fredag den 14. juni 2019

Dannebrog



Der er et tidspunkt. Den første gang hvor man har det danske flag i hånden, sådan lidt snottet til, fordi man lige har snottet i det uden at nogen så det, og man står og flager med det så godt man kan. Det er børnehaven og man er på Amalienborgs Slotsplads, og man er kommet til byen i tog hvilket formentlig har været den største oplevelse overhovedet.

Sidder man tilpas langt nede, så er alt det hændte, noget som hænder for andre. Man selv lever lidt i sin egen verden. Måske er dette hændt, eller måske er det en drøm

Nya Ullevi nogle år senere. Vi spiller mod Holland. I lys og den svenske sommeraften. 2 skridt og Christofte scorer og sender et hav af flag i den syvende himmel. Det bliver en flag-uge med kulminationen da spillerne vender hjem. Alle fejrer med variationer af Dannebrog. Vi er alle danske, vi er alle børn for en kort stund.

Et parti kalder sig danske og tager Dannebrog med sig i logoet. Det er opvågnings tid for den politiske bevidsthed omkring det at være dansk. Åbenbart. Fra da af bliver flaget et politisk symbol.

Nu fejrer vi at det er er 800 år siden det faldt ned. Nogen vil hævde, navnlig dem som bor i Savoyen, at det slet ikke faldt ned men har været et banner længe før i Europas brogede historie. Men der stod en mand og så det falde ned fra himlen. Som et frelsende organ, som en vellykket hail-mary i en Super Bowls 4.quarter. Valdemar blev til Valdemar Sejr og federe navn kan en konge ikke få, hvis disciplinen ellers er kamp og kamp og kamp. Intet under at legenden kunne leve. Som legenden om korset på himlen levede for den romerske kejser Constantin

Det var et kongebanner, som blev et folkeflag, som igen reflekterer tilbage på kongemagten. Et symbol på alliancen mellem borgerskabet og kongen i 1660, som ejendommeligt nok ledte til begyndelsen på en egentlig dikaturtid i Danmarkshistorien, men også symbolet for et senere borgerskab, der tog magten fra Kongen igen.

I dag pudser små børn stadig deres løbende næser i Dannebrog. Vi rejser os fortsat med diverse landshold, og forstår at vores flag har fødselsdag

Tillykke Dannebrog, og må du leve vel

torsdag den 13. juni 2019

Myternes holdeplads

Vær mod andre som du ønsker de skal være mod dig. Men hvordan ved man, hvordan man ønsker det skal være for sig selv? Det selv som lever i sig selv, for sig selv oplever til stadighed at blive udfordret af møde med de andre. Røvhullerne. Som marskandiseren engang kaldte sine kunder. Men de røvhuller vil man jo gerne have i sit liv, at de behandler en ordentligt, at man kan være et elskeligt røvhul i så fald. For dem.

Den første sætning har noget med religion at gøre. Men vi søger blot noget der minder om forskellen mellem himmelen og jorden, afstanden fra skyerne til jordoverfladen. En form for kontrol, kombineret med at vi tør give slip på det hele, eller tæt på det hele. En dobbelthed. Som forsvinder ligeså hurtigt, som vi får fingrene i den.

Nogen bruger minder, andre bruger hukommelse, andre igen bruger intet men lever ud fra devisen at der er en langstrakt plan med hus og pensionsopsparing og kærlighed målt til snorlige deciliter mål. De fleste vælger noget der minder om fornuft. Lader myterne blive hjem. Vi har jo alle gået i en skole, der præger os til at tænke, om ikke rationelt, så konformt. Det konforme kan så blive rationelt over tid. Når kroppen begynder at sætte ud. Når man mister sine tænder og man skal lave den første større selvstændige udskrivning. Når man kører ind i et træ fordi man faldt i søvn bag rettet, men hvor der ikke skete andet end at ens forsikringsselskab fandt ud af man ikke var guld alligevel.

De troede på en, og gudskelov for det. De ter jo sådan at myterne får lov til at leve videre, og vi bygger noget der ligner et samfund op på myter. Blandt andet på myten om et samfund uden myter. Og sådan kan man jo blive ved.

Det er bare sådan, at i ethvert samfund er der dem der kører i den forkerte side af vejen, dem der først trækker ind når det er for sent. Dem der har aspireret det hele eller ingenting, men netop ikke aspireret konformiteten. De udgør ikke en trussel som sådan. Egentlig smiler de mere, de græder også en anelse mere, er lidt mere ansvarsløse og ser måske både bedre og dårligere ud end gennemsnittet. De lever måske efter den myte, at deres liv har en særlig betydning, noget der retfærdiggør deres iboende modsætningsforhold til helheden

Hvem ved?
Det kan være en myte 

mandag den 3. juni 2019

Paludan og Blå Blok



Fænomenet Rasmus Paludan har ikke blot meldt sin ankomst til forsiderne i dansk presse. Han har næsten egenhændigt sat den såkaldte blå blok skakmat i forhold til vælgerne frem mod valget Grundlovsdag. Ingen kan gå højre om Rasmus med six-pence. Ingen kan sige eller gøre noget som er mere i øjnefaldende end ham, og for den store gruppe af moderate vælgere har han virket som en skræmme-krage.

For er det et Danmark der bare minder om Paludans retorik og stil vi ønsker? Svaret er ved at udvikle sig til at blive et jordskælvsagtigt.. Nej.

Skal man tro målingerne, fører de venstreorienterede partier så stort, at man borgerligt sindede sandsynligvis overvejer at stemme på de radikale for at give et bare lidt blåt stænk til det store røde flertal.

Det er en københavnerisering af hele landet. Det er sandsynligvis kvinderne i Danmark, som i stor stil forlader blå blok og navnlig Dansk Folkeparti i forhold til valget for fire år siden. Endnu engang må en statsminister lide den skæbne ikke at blive genvalgt. Et genvalg for en siddende statsminister er altså så ikke sket siden 2007.

Men det er alt blot sammen meningsmålinger

torsdag den 23. maj 2019

Kampen om milliarderne



Efter en uge i valgkampen kapitulerede Venstre tilsyneladende og lovede ekstra penge til velfærd, der dækker det såkaldte, såkaldte demografiske træk samt at Løkke Rasmussen åbnede muligheden for at Venstre kunne gå i regering med Socialdemokratiet. Pæne håndgranater i en valgkamp som peger hen mod et endda meget rødt Folketing efter næste valg. Man kan diskuterer visdommen i alle de ønsker og forslag der bliver slynget hen over disken i denne valgkamp. Som man kan det i alle valgkampe. Men bagved ligger naturligvis selve motoren.

At økonomi og kultur og derfor også adfærd og vaner hænger sammen med hinanden. Vi har i mere end 50 haft en velfærdsstat som gradvist er blevet større. Det gælder også vores afhængighed af den. Deri ligger kimen til dens enorme succes og tilsvarende fiasko. For har den taget vores initiativ fra os?

Midt i denne lomme af tilbud og afklaringer og alt det der følger med, når staten er en del af ens liv. Her er milliarderne i spil. For det koster jo penge. Men hvordan defineres disse penge? Det er meget simpelt for den enkelte offentlige institution, afdeling og styrelse, men jo længere ind i maskinrummet vi kommer, jo mere diffust bliver beskrivelsen af, præcist hvor mange penge der er til rådighed. Man opererer med forskellige balancer, som nærmest lever uafhængigt af hinanden.

Den strukturelle balance lader til at være den der styrer den siddende regerings daglige tilværelse. Her har EU sat en minimums grænse for hvor lav den kan være, altså hvor stort underskuddet må være på den strukturelle balance, men det er i bedste fald en arbitrær konstruktion, og i værste fald en skruestik til at holde en helt bestemt samfundsnorm kørende, uafhængigt at noget så tilfældigt som et valg til et parlament.

Det virker i sig selv ikke blot udemokratisk, men som en kile ned i relationen mellem borgeren, politikeren og staten. For præmisserne for hvad der tæller med i den strukturelle balance og hvad der ikke gør, ændrer sig også over tid, men disse ændringer tales der ikke højt om, ej heller gøres det bemærket i videre omfang. Det efterlader vælgerne i en umulig situation, hvor man ikke ved om det overhovedet er muligt eller ej at gøre krav på "mere velfærd" eller "større skattelettelser". De to kardinalpunkter i moderne politik.

For hvor meget forhindrer overholdelsen af den strukturelle balance i en dybdegående grøn omstilling? Hvor meget forhindrer det at udvide boligmassen, så bobler på boligmarkedet bliver en saga blot? I hvilket omfang er den et instrument, som med andre instrumenter, opfundet til at holde fat i det bestående system, i højere grad end at holde fat i det bestående samfund?