lørdag den 2. februar 2019

Ordentlighed



Ordentlighed er et ord, som kan give associationer til den gamle mand i bussen, som vrisser af ungdommen og dens mangel på manerer. Det var bedre i gamle dage. I gamle dage mente man dog også at det var bedre i gamle dage. Ordentlighed bør dog være et gennemgående mål for såvel samfundet såvel for individet, og ikke mindst startende med én selv. Det bliver ofte kædet sammen med nogens ønsker om andre menneskers ordentlighed, og i mindre grad ens egen ordentlighed eller mangel på samme. Andre gange er det kamufleret frustration og angst og andet som måske holder én fra at se et menneske eller en given situation ud fra dens reelle kontekst.

Men ordentlighed er også en praktisk foranstaltning og i den indskrænkede monarkiske rødbede samfundsorden, som vi kalder Danmark er ordentlighedens pedestal nærmest synonym med både skattebetaling og parlamentarisme. Vi stoler på hinandens ordentlighed, selvom vi kun i sjælden grad har den dokumenteret. Vi stoler på hinandens ordholdenhed selvom vi godt ved at vi alle sammen lyver fra tid til anden når vi har brug for det.

Men vi stoler på ordentligheden som et back-stop. At den sætter ind når samvittigheden har blødgjort sjælen tilstrækkeligt, når en bondeanger fører mennesket tilbage mod retskaffenheden. Det bliver til en ideologi, som i modsætning til de eksisterende ideologier ikke beror sig på samfundets økonomiske hierarki, som vejviser for ordentligheden. Forstår man ikke ordentlighedens betydning for den sociale væren i Danmark har man et socialt problem, et socialt problem som kan udløse alle mulige andre problemer. Det er dog et kulturelt spørgsmål om ordentligheden hæmmer ét menneske i et samfund, og hvor den ene type af ordentlighed gør sig gældende overfor den anden.

Samtidig kan intet menneske sige sig fri for uordentlighed og tanker og handlinger som i større eller mindre grad er i strid med samfundsnormen. Det er indenfor rammerne af den velfungerende samfundsnorm, i det velfungerende civile liv, at mennesker kan træde ved siden af, at deres handlinger korresponderer med den gængse opfattelse af ordentlig adfærd når de træder ved siden af. Ordentligheden er dog en absurditet, hvis staten skifter ham og bliver despotisk og kontrollerende. Så er ordentligheden i det civile samfund en gusten underkastelse af systematiseret terror og manipulation. Det må for enhver pris undgås naturligvis

Tilbage står måske blot at vi er fejlbarlige mennesker, i en morskab af en menneskekrop med et sind der ser og hører det meste gennem sit mærkelige hjælpegreb kaldet kroppen. Det kan i sidste ende være den eneste ordentlighed der findes. Måske

søndag den 30. december 2018

Godtroende


Først var lykken. De første glimt, fragmenter af liv. Ud af øjenkrogen, det genkendelige ansigt, de genkendelige lyde. Dernæst de varme hænder, der tog én ind til sig og holdt varmen og følelsen tæt. Da kom en omkreds, ikke meget, men det som kaldtes verden. En verden hvor varmen mødte neutraliteten og naturen og kulturen og alt det som fandtes udenfor det lille univers af skabningskraft. På et tidspunkt kom sproget. Ikke meget, og i begyndelsen famlende, som efter år der ikke fandtes til begreber der knap nok eksisterede.

Der var konkurrence om sproget, og så vidt om at definerer viljen gennem sproget. Det blev til en struktur, et kredsløb af ytringer som blandede sig med adfærd bedst egnet i det allertidligste stadie og længe før man blev født. Da man var et med noget andet. Man lærer at stole på mennesker, og er man særligt udsat, bliver tilliden den livgivende nektar i alle dele af livets facetter, og man lærer tidligt at begribe vigtigheden af menneskets evne til at hjælpe, assisterer, komme med en håndsrækning, og det er sammenblandet med en kærlighed som den kærlighed der findes i en familie til et barn.

Det er senere, endda meget senere, at denne proces udgør det hjulpne menneskes største udfordring i livet, at det menneske søger hjælpen fra selve udkanten af menneskets familie og sjæl. Der hvor hjælpen kommer i form af værdier, som ikke er værdier, men som ofte er noget mørkere og mere dystert, og som i klinisk forstand er præciseret for længe siden. Det intelligente menneske kan have fået den rigtige, den gode, den nødvendige hjælp fra barnsben, omgivet af kærlighed og omsorg og tid, og alligevel søge denne grænse. Den grænse som er grænseløs i sig selv, hvis yderste punkt er den gængse sociale norm, men i højere grad er den fysiske eller den biologiske grænse. Hvad kan hjernen holde til, hvad kan kroppen holde til, hvor går man ud på sin kant, den kant som kan være forskellig fra menneske til menneske.

På et tidspunkt finder man ud af, at kanten er så langt mindre interessant end det rolige, almindelige liv. Uddannelse, arbejde, familie, hobbyer, socialt liv som minder om det naboen har, og er i forbindelse med tidligere og senere generationers liv. Der hvor underholdning er fredagsunderholdning i tv, eller den årlige tur i teatret eller i biografen. Man nyder stilheden, man nyder larmen af børn, man nyder at man ikke jager noget som helst, men kun drikker en kop te og læser en skønlitterær bog fra et menneske, som enten er kommet til den samme konklusion eller som stadig jager. Man sætter sig foran computeren og skriver, eksempelvis et blogindlæg, og man ser ud over sin lille verden og tænker at man skal tage den sandhed man fandt ud af ikke fandtes, gøre den til sin og tro på den alligevel

Godtroende


mandag den 10. december 2018

Sidste chance



Vi har nok vidst det hele tiden. Med valget af Macron havde den 5.republik én chance for at lykkes. Èn chance for at reformere sit arbejdsmarked, én chance for at reformere sin økonomi for at kunne blive konkurrencedygtig, komme op på højde med Tyskland og leve op til at være en de-facto ledernation af den europæiske union

Den unge mand og hans unge, højt begavede og højt uddannede folk har modtaget en skruebold i løb. De skal på fem år med en følgagtig med uerfaren lovgivende forsamling gennemfører lovændringer der ville gøre enhver stakåndet. Alt skal ses efter i sømmende.

No stone unturned.

Hidtil, eller det vil sige indtil for 14 dage siden, så det ikke ud til at det ville splitte nationen. Hans målinger gik dårligere og dårligere, men alligevel virkede det som om, at der var en stiltiende accept af, at hvis ikke det ville lykkes for Macron at vende tankskibet, så ville det ikke lykkes for nogen og Frankrig ville falde ned i kaos og anarki og imødese skabelse af den 6.republik.

Som bestemt vil blive ganske anderledes end den 5.

Men for 14 dage siden ca begyndte jorden at rumle. Nu efter demonstrationer af størrelse ikke set siden 1968, hvor Jean-Paul Sartre opmuntrede demonstranterne og min dansk-filosofi lærer kastede sten efter politiet, er tingene på kogepunktet igen. De gule veste. Hvem de end er, hvad de end er, så har sat ild til Paris og med den ild følger en konflikt i det franske samfund, som er så gammel som samfundet selv, med tråde mere end 200 år tilbage i tiden.

Macron er den yngste leder siden Napoleon Bonaparte, der selv kom til magten ved at affyre kanonkugler mod demonstranter i Paris gader og dermed beskyttede hvad der var tilbage af elitens privilegier i kølvandet på revolutionen i 1789.

Den beskyttelse udnyttede han til at gøre sig til kejser og indlede et enormt reformprogram af det franske samfund, og så at føre krig mod alle der kunne krybe og gå. Det var i 1800 tallet.

Nu er vi i 2000 tallet, men franskmænd sætter endnu engang demokrati, frihed, uretfærdighed og solidaritet på spidsen. Vreden, afmagten, den nedarvede fattigdom, benzinskatter og globaliseringen er blevet for meget for en stor gruppe mennesker, der udgør et asymmetrisk sammenhørighed af stærkt højreorienterede og stærkt venstreorienterede.

Hvad de derimod ikke er, er centrum- og eliteorienterede. Eliten skal ned og det kan kun gå for langsomt

Macron har ikke lette sound-bite svar på denne hans største krise. Hans rådgivere har hidtil virket lammede og ude af stand til at forstå, endsige gøre noget aktivt ved den brusende vrede. Det er Macron sidste chance.

Det som i forvejen var en svær opgave virker nu mere og mere umulig

onsdag den 28. november 2018

Rejse


Da jeg var dreng, kørte mine forældre og jeg ned gennem Europa. Sommer efter sommer. Fra det flade land i Belgien og Nordfrankrig, til de bjergrige dale i Sydeuropa. Igennem regn og solskin. Fra den ene egn, med egnsretter og historie til den næste. Det var måske her, mere end noget andet sted, at min interesse for historiske begivenheder blev født. Historie var jeg interesseret i i forvejen.

Men da jeg sad i min kørestol og så på gravene af soldater ved Omaha Beach blev historien levende. Det var mennesker. Det havde betydning. Både min mor og min far og også min søster er historieinteresseret, og det blev samtaler om betydningen af alt dette for Europa, for verden, for vores familie, for os. Det var det overordnede og det nære. Den begejstring, indlevelse og forståelse får man ved rejsen. Det vidste H C Andersen.

Det ved vi. Et globalt samfund kan kun eksisterer gennem rejsen. Et lokalt samfund kan også kun eksisterer gennem rejsen. Analyser har vist, at man helt tilbage i Egtvedpigens tidsalder har rejst. Fra Nord til Syd og fra Syd til Nord. Skæbner har mødtes, skiftet tilgang til livet såvel som til efterlivet, og man er steget og faldet i agtelse af flere omgange. Men uanset hvad så har man rejst, kommet hjem med indtryk og ideer.

I dag handler det mere om ikke at være for naiv. Vi ved bedst. Vi tager til Thailand for at få sol, og vi tager på charter for ikke at blive for overrasket eller alt for udfordret. Man har så kort tid væk fra job, ansvar og hverdag, at det helst skal være forståeligt det der bliver sagt. Heldigvis trodser mange mennesker også disse former, og udforsker den verden som banker på alle steder. Slotte, herregårde, hulemalerier, museer, kløfter, dyk, bjergbestigning, grottebesøg. Historie der møder kultur der møder natur, som bliver til religion og så bliver alt det andet igen. I en cirkulær verden, hvor der grines af dem der tror på det evige fremskridt eller på den smalle sandhed.

Alle former for udforskning af det som er rundt om hjørnet, som måske leder én til at gøre en opdagelse. En opdagelse som verden kan bruge eller blot en opdagelse for sig selv, som sidder i én for evigt.

Det kan være den enkelte oplevelse som er hele rejsen. Flyet der kom for sent, for dem som har brug for kontrol, eller det teater som udspiller sig blandt dem der mister sig selv ved at flyet kommer for sent, for iagttageren At grine af menneskeheden er en uløselig del af det at rejse. Ellers ville vi være fortabt.

Alvoren skal helst arkiveres, indtil man kommer tilbage dertil igen. Det er i sandhed at åbne sanserne, ikke som en permanent tilstand, men som et øjebliksbillede af accept af at proppe noget i munden man ikke ved hvad er, eller folde sig ud på et sprog der minder mere om kaotiske lyde end et sprog. For ens eget sprog er, for resten af verden, kaotiske og anløbne lyde, og ikke et sprog. Det skal man huske på.

Men rejsen har også sin smukke afslutning. At komme hjem. Derfor er flygtningen ikke på rejse, men på flugt. For deres hjem findes ikke længere.

Ens hjem er ens slot. Der kan man være konge eller dronning eller hofnar, hvis man måtte ønske. Man lever der, normaliseres der, a-normaliseres der, og drømmer sig tilbage til rejsen

fredag den 16. november 2018

Hvad tænker briterne dog på?



I løbet af få år er der opstået et eksperiment midt i Europa. At forlade den europæiske union og lande på sine fødder som nation. Ingen har gjort det før. Ingen har prøvet dette derhjemme under pandelampen med mus først, iført handsker og masker.

Den proces som leder til briternes mulige exit fra EU, kan knække Det forenede Kongedømme. Det kan nedbryde den britiske økonomi, det kan isolerer Storbritanien internationalt. Det kan kuldsejle det specielle forhold mellem London og Washington, og det kan mis-forvalte, i ganske omfattende grad den vestlige civilisations evne til at være betydningsfuld på verdens scenen. Alle har sagt at der ikke i den sag er vindere. Det er vist at putte det mildt.

Men der er altid vindere, og det er måske det man kan frygte mest. Dem som i kølvandet på et muligt økonomisk og socialt nedbrud, indtager en position ved magtens tinder, det gælder både i London og andre steder i Europa.

Briterne har et handelsoverskud med resten af EU. Det er bliver en dyr omgang for EU at måtte gennemgå et Hard-Brexit, men for briterne vil et Hard-Brexit betyde mangel på helt basale varer, tjenester og ydelser, og her gælder også medicin, og så kommer denne skribent til det springende punkt. EU har en interesse i at det britiske samfund, anført af Whitehall, går planken ud. At Europa får syn for sagn for præcis hvad der sker hvis man går ud af Unionen.

Den iskolde kalkyle i Bruxelles, Berlin og Paris må være, at så vil de lande, grupperinger og tvær-nationale institutioner som måtte ønske at lande trækker sig ud af Unionen, trække følehornene til sig igen. "Nej tak, det skal vi fandeme ikke nyde noget af". Det vil kræve en periode, med markant BNP fald i Storbritanien, med stigende utilfredshed i befolkningen, og et ønske om at vende tilbage ind i "varmen" igen.

Den aftale som May har lavet med Barnier, er heller ikke så meget en aftale som det er et diktat fra de 27 andre EU lande, designet til at fejle spektakulært i det britiske parlament, hvilket vil forudsage en krise på så mange forskellige niveauer, at det ikke rigtig er tal for det. Kan man fortænke Michel Barnier andet? Han forsvarer Unionens integritet, og på de bagerste og midterste bænke af det Konservative parti i Underhuset forsvarer man ikke blot Storbritanniens integritet, men også de smuler der er tilbage af integriteten af Brexit.

Det er ikke to lineære størrelser. Så langt fra. Briterne vil finde ud af at deres størrelse er langt, langt mindre end de troede

onsdag den 7. november 2018

Midtvejsvalg i USA 2018

Trump kan med rette sige at han har vundet. Demokraterne kan også med rette sige at de har vundet. Ukendte minoritetskandidater kan bestemte med rette sige, at de har vundet, og det faktum, at der var langt flere der stemte ved dette midtvejsvalg i USA i forhold til det forrige(2014) er også en sejr for selve valghandlingen
Men med vælgerundertrykkelse, en gradvise hårdere tone, et land splittet i to fjendtligtsindede blokke, og et medielandskab, der mere end tidligere baserer sig på at fodre fjendtligheden, så står USA idag et værre sted end det har gjort længe.
Det i en økonomi der boomer i forhold til jobskabelse og BNP vækst.
Man kan jo tænke hvordan det bliver når recessionen rammer landet


onsdag den 31. oktober 2018

Udtryk

Vi vælger at tro på vores egen frihed. Vi vælger at tro på, at vi kan leve hvor som helst på kloden, og stadig tro at vi er uden for fare.
De mennesker som er kommet hertil fra Iran, har troet på, at de ikke længere var i fare for et regime som har myrdet mennesker siden 1979. Det var de og det var de ikke. Det siger noget om vores tid. Det var de og det var de ikke.
Forsvaret for det liberale demokrati kan aldrig ske over en facebook update eller en hvilken som helst opdatering på de sociale medier.
Det må komme gennem den daglige tro fra mennesker selv. Intet andet. Ikke andre steder fra