fredag den 14. juni 2019

Dannebrog



Der er et tidspunkt. Den første gang hvor man har det danske flag i hånden, sådan lidt snottet til, fordi man lige har snottet i det uden at nogen så det, og man står og flager med det så godt man kan. Det er børnehaven og man er på Amalienborgs Slotsplads, og man er kommet til byen i tog hvilket formentlig har været den største oplevelse overhovedet.

Sidder man tilpas langt nede, så er alt det hændte, noget som hænder for andre. Man selv lever lidt i sin egen verden. Måske er dette hændt, eller måske er det en drøm

Nya Ullevi nogle år senere. Vi spiller mod Holland. I lys og den svenske sommeraften. 2 skridt og Christofte scorer og sender et hav af flag i den syvende himmel. Det bliver en flag-uge med kulminationen da spillerne vender hjem. Alle fejrer med variationer af Dannebrog. Vi er alle danske, vi er alle børn for en kort stund.

Et parti kalder sig danske og tager Dannebrog med sig i logoet. Det er opvågnings tid for den politiske bevidsthed omkring det at være dansk. Åbenbart. Fra da af bliver flaget et politisk symbol.

Nu fejrer vi at det er er 800 år siden det faldt ned. Nogen vil hævde, navnlig dem som bor i Savoyen, at det slet ikke faldt ned men har været et banner længe før i Europas brogede historie. Men der stod en mand og så det falde ned fra himlen. Som et frelsende organ, som en vellykket hail-mary i en Super Bowls 4.quarter. Valdemar blev til Valdemar Sejr og federe navn kan en konge ikke få, hvis disciplinen ellers er kamp og kamp og kamp. Intet under at legenden kunne leve. Som legenden om korset på himlen levede for den romerske kejser Constantin

Det var et kongebanner, som blev et folkeflag, som igen reflekterer tilbage på kongemagten. Et symbol på alliancen mellem borgerskabet og kongen i 1660, som ejendommeligt nok ledte til begyndelsen på en egentlig dikaturtid i Danmarkshistorien, men også symbolet for et senere borgerskab, der tog magten fra Kongen igen.

I dag pudser små børn stadig deres løbende næser i Dannebrog. Vi rejser os fortsat med diverse landshold, og forstår at vores flag har fødselsdag

Tillykke Dannebrog, og må du leve vel

Ingen kommentarer:

Send en kommentar