søndag den 22. oktober 2017

At slå sine drømme op


At slå sine drømme op, er som at sætte teser på kirkedøren, at råbe ind i den store mikrofon, at tælle til uendeligt foran en folkeskare. En skare, som langsomt men sikkert går hjem før tid. Man ender op med at tale til sig selv og nogen særligt inviterede nærmeste. De som er drømme og som lever i drømmen. De som kender dig bedre end du kender dig selv, og egentlig bare ønsker dig lykke og kærlighed. Den kærlighed som strømmer fra selv den mest ukendte kant, og kan skimtes i øjnene og i ansigterne på mennesker du har kendt i hele dit liv. De ser dig og de ser deres eget liv, som en og samme flod der smyger sig ned igennem landskabet, uforandret, uændret over tid. De ser de barneøjne der lå til grund for det hav af spørgsmål, der gør dig til dig. Men de minder dig også om at du bare er blevet et barn med stemmeret og forpligtelser.

Det er modstandens hovedstrøg. At man vil bryde fri af det at være barn, eller det at blive opfattet som et barn, eller det at nogen skulle finde på at behandle dig anderledes end din alder betinger. Indtil du finder ud af, måske finder ud af, at det må de egentlig godt. De kan behandle dig som de har lyst, bare så længe det er med kærlighed, begavelse og indsigt og omtrent så længe, at du er nogenlunde med på hvad der foregår. Det bliver vi mødt med i alle dele af tilværelsen. Men har man den livsoplevelse, at man fysisk fortsætter med at være lille, kan man længe efter barndommen er forbi, fortsat, af mindre bemidlede ånder, anses for at være et barn.

Men midt i lykken husker man på, at man har slået drømme op. Man har fantaseret om noget, som måske går i opfyldelse. Kan det være for dig selv, kan det være for andre og for dig selv, og kan det holde tidens tand. De fleste mennesker lever for deres egen skyld. De er ikke dannet til mere. De er ikke opdraget til mere. Deres liv fylder så rigeligt, at alt andet udover det ikke spiller nogen rolle, måske er det ligefrem en gene. Men når man har rørt uendeligheden, når man har hørt om nedtrampede stier af mennesker med et kolossalt overskud og en ydmyghed, der kalder på den største ærefrygt og betydning, så man begynder at tænke:

Indgår jeg i dette kredsløb af eftergivenhed? Indgår jeg i denne lange snor af begivenheder som definere selve det gode og det menneskelige, men samtidig, på sin måde, det usigelige og det ydmyge?

Hvis livet er en fakkel ned igennem tiden, så lyser den fakkel så stærkt når den som bærer denne fakkel i de vigtigste stunder, har øjnene fikseret på andre og andet end sig selv. De som betyder noget. Dem. De andre. Her begynder de andre at fylde mere end en selv, eller sådan vil man i hvert fald gerne tænke. Måske er det sådan, at det først er når man stifter familie, at man egentlig på fysisk plan bliver klar over, at der er nogen som betyder så meget for en, at man uden nogen sværdslag giver dem den plads i ens liv og ens hjerte som man selv optog førhen.

Det er drømme, det er mål, og det er livet selv. Men livet leves også indtil da, og længe efter at man har opnået noget. Der skal man leve ligeså vel. Der skal man være noget for sig og måske endnu mere, man skal være noget for andre.

mandag den 2. oktober 2017

Først og rigtigt, men rigtigt først



Vi lever i den mest hektiske medieperiode, måske endda med brug af ordet æra, i verdenshistorien. Nu'et afspejler ikke engang længere tiden for deadlines og for at få oplysninger ud til befolkningen. SOME har brudt de normale strukturer ned og bygger nye op. De gamle regler skiftes ud med en knivskarp konkurrence. Ikke om bevidsthed, men om opmærksomhed. Alle journalister, mediefolk generelt, bloggere og alle der i dag udgør det samlede mediebillede er på daglig basis nødt til at forholde sig til, være kritisk overfor, være ydmyg i forhold til, den strøm af oplysninger der kommer sejlende forbi og de mange valg og fravalg der skal tages.

Som freelance blogger med få enkelt interesser, hidtil uden nogen kommercielle bindinger der selvfølgelig markant lettere. Men når noget sendes ud, læses af andre, hvad man kender dem eller ej, skærpes ens vurdering af hvad som er rigtigt, hvad som er forkert, hvornår der bygges en dagsorden og hvornår noget er så objektivt, faktabaseret, at det kan bruges uden videre overvejelse til andet end det faktiske indhold. Men i en verden der forandrer sig, i en verden med nye magt strukturer, en meget stor og voksende global økonomisk ulighed, og tvivl om de samfundssøjler som i hvert fald i den vestlige verden, har været bærende siden 1945 og frem, er det ikke for meget at sige at alle bolde er kastet op i luften. Når alle bolde på den måde hænger i luften, og venter på at komme ned og blive grebet af nye spillere, eller gamle spillere i nye forklædninger, giver det enhver skrivende, enhver kommunikerende et kæmpe ansvar for at være ikke blot præcis, men ydmyg, eftertænksom og huske på den dannelsesproces der har bragt den skrivende til den position han eller hun har på dette tidspunkt i historien.

Vi er historiens hænder og fødder, og uden historien ville alt være ligegyldigt, men vi kan have en tendens til at forestille os livet som værende udelukkende nu og her, baseret udelukkende på alle de genkendelige værdier, institutioner og vedtagne sandheder som vi se foran os. Det er ikke unormalt. Sådan har det altid været, og når man ser hvor meget den menneskelige civilisation har rykket sig over de sidste bare 1.000 år, så må man sige, at forandringerne vil og skal komme. Det er ikke nødvendigvis forandringer man kan lide, det kan endda være forandringer som kører verden i backgear i forhold til det enkelte menneskes ønske om at leve et harmonisk liv, en stats ønske om en bred og uforstyrret fred, frihed, stabilitet og fremgang for sine borgere, og en civilisations ønske om at eksisterer længere end nogen anden civilisation i verdenshistorien. Men sådan er det nu engang. Og ned i myretuen, der hvor den skrivende, den tænkende, den handlende, den følende, den levende befinder sig, er hver enkelt del vigtig for helheden

Og så er det som min gamle chef Ulrik Haagerup sagde, vist nok til en julefrokost i DR Nyheder. "Det er vigtigt at det er først og rigtigt, men det skal være rigtigt først"