tag:blogger.com,1999:blog-28818128570189160362024-03-07T23:08:27.151-08:00Købkes Blog MichaelKøbkehttp://www.blogger.com/profile/13669092214985938943noreply@blogger.comBlogger164125tag:blogger.com,1999:blog-2881812857018916036.post-24555636688540250322019-08-29T08:49:00.000-07:002019-08-29T08:49:08.489-07:00Den postmoderne geopolitik <br />
<br />
Ved fejringen, eller snarere markeringen af sit et års jubilæum som udenrigsminister i USA, afholdt Mike Pompeo en lille sammenkomst for de nærmeste medarbejdere og interessenter af udenrigsministeriet i Washington. Det var med fadøls anlæg, taler og Shawn Mendes på loud-speakers. Den samme udenrigsminister som ønsker fuldkommen lydighed fra sine ansatte. Samme udenrigsminister som ifølge de ansatte er bedre end sin forgænger. Alle arbejdende for en mand, der har gjort det til sit sene livsmål, at dekonstruere den stat der eksisterer i USA, og hermed også for stedse at afvikle den virkelighed man har kendt siden afslutningen af anden verdenskrig.<br />
<br />
Det hele gøres med en aparte, gennemført løgnagtig, fuldblods kommunikations model, som ikke er set dets lige i vesterlandsk politik før. Modstanden er gammel vin på nye flasker. Det i USA som i resten af Vesten. Dommedagsscenarier som står i kø i beskrivelsen af hvad der vil ske i forhold til Trump og i forhold til den anden store de-konstruktion i disse år, Brexit.<br />
<br />
Men det følger en trend som har eksisteret i kulturlivet, i digterkunsten, i billedkunsten, i filosofien og i lang række andre discipliner, brancher og sammenhænge. At verden ikke længere har noget den kan tro på. At ideologierne ikke blot er døde, men klovnene mødte op og underholdt ved begravelsen, og at klovnene er de nye værdimæssige bannerfører. I Italien bogstaveligt talt. Grundlæggeren af 5 stjernebevægelsen, som har siddet i regering i de senere år, var rent faktisk professionel klovn.<br />
<br />
Og Italien er et godt sted at se hen mod en verden med en tiltagende politisk og samfundsmæssig nihilisme. For hvad sker der egentlig, når den brede befolkning i et udviklet land taber troen på samfundsinstitutionerne? Hvor vender man sig hen.<br />
<br />
I Italien hedder de Berlusconi og Grillo. I USA hedder de Donald Trump, Bernie Sanders og Alexandra Ocasio Cortez. Med meget forskellige grundholdninger, men alle med det til fælles at midten og de brede løsninger er for pjok og for en elite som har smadret løs på deres lande i årtier. I følge dem<br />
<br />
Det er dog først og fremmest sproget. Det de-konstruerede. Hvor det sande bliver fals, hvor det falske bliver sandt, og resten skubbes rundt mellem disse to poler. Det gøres i ideologisk tjeneste. På begge sider af skalaen. Omfanget og formaterne bliver måske at det enkelte menneske, i nogen lande, vil miste den sidste rest af tillid til institutionerneMichaelKøbkehttp://www.blogger.com/profile/13669092214985938943noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2881812857018916036.post-30679651064966563352019-07-04T07:16:00.001-07:002019-07-04T07:16:15.256-07:00Mennesker i rum <br />
<br />
Med alt det vi forstår ved et rum. Vinduer, døre, vægge, borde, stole og det eller de mennesker der befinder sig i det. Jeg bliver til vi og vi går fra tanke til handling, fra viden og spontanitet til ideologi og historieskrivning.<br />
<br />
Hvad måtte blive beskrevet om mødet i dette rum kan have betydning for verdenshistorien, eller for historien for de små mennesker der måtte befinde sig derinde. Intet møbel kan skrive den historie, måske sågar forstå den, så det er op til mennesker at definere hvad der sker og hvem der sker for. Vi forlader rummet med ny bevidsthed.<br />
<br />
Klar til at erobre eller generobrer verden. Her er vi bemidlet med et niveau af selvværd og selvtillid der i en vis udstrækning bestemmer hvor langt vi når i vores forehavende. Har selv forladt tonsvis af rum(sådan rundt regnet), ofte klogere end da jeg kom ind i det, men som tiden går, sættes man mere fast i den bevidsthed man har, inden man kom ind i det rum. "Det vidste jeg godt i forvejen, der er ingen der kan lære mig noget nyt". Udmærket. Og udgangen er ovre til højre ved haj-bassinet. <br />
<br />
Følger man med i politik og navnlig international politik, som denne blogger gør, bliver man konstant mindet om, at der er noget man ikke ved ret meget om, som har måske afgørende betydning for den helhed der alligevel er i konstant bevægelse.<br />
<br />
Det er på een gang frustrerende og inspirerende. Går man ud fra at man skal have højeste karakter, også i dette, mærker man koldsveden over, at der var oplysninger man ikke havde, beskrivelser man ikke har regnet ud, og ens knap så ydmyge konkurrencesind, bliver stimuleret.<br />
<br />
Mærker man derimod livet som een lang læringsproces, hvor alle karakterer, standpunkter og udmærkelser er flygtige øjebliksbilleder, næsten lidt pinlige i deres etablering, glædes man over at der var noget man ikke vidste. Tænk hvor meget man har mulighed for endnu at lære.<br />
<br />
Tror de færreste tilhøre gruppe nr 2, om end de gerne ville have at de tilhørte den. Det ville denne blogger også gerne, men gør det heller ikke. Man må derfor søge rum på rum på rum for at søge den viden fra den brønd som aldrig dør ud, og man drikker endnu en stor lang tår fra denne brøndMichaelKøbkehttp://www.blogger.com/profile/13669092214985938943noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2881812857018916036.post-90828594612280580862019-06-16T05:42:00.001-07:002019-06-16T05:42:39.772-07:0070% i 2030 og hvad så derfra<br />
<br />
Når partierne forhandler, ikke blot regeringsgrundlag for den kommende regering, men modus operandi for den kommende valgperiode, er klimaet det der binder det hele sammen. Det er fællesmængden for partier der har vidt forskellige meninger på de fleste andre områder. Med undtagelse af 1-2 områder som i essensen gør rød blok til en blok og ikke frit svævende enheder på vej ud over en skrænt.<br />
<br />
Men hvad gør man politisk når man lykkes? Lige nu er Enhedslisten, Alternativet og SF meget tæt på at få de 70% CO2 reduktioner i 2030. Som et klart defineret delmål frem til den fossilfri fremtid senere i dette århundrede i Danmark. Men når den tages af bordet, når minimumsnormeringer, som er ligeså meget et nulsumsspil som de 70%, bliver tilbage som et spøgelse. Da vågner rød blok op til den virkelighed som har martret blå blok i de seneste 4 år. Men det ved man selvfølgelig, og regeringsforhandlingerne har lige nu mere at gøre med de åben hjertekirurgi end politik.<br />
<br />
Man skal være MEGET forsigtig at man ikke kommer til at klippe det forkerte sted, ramme den forkerte aorta mv. Det vil dræbe patienten, som i dette tilfælde er det fælles projekt som skal kunne holde i minimum 4 år, og som gerne skulle kunne se frem mod 8 årMichaelKøbkehttp://www.blogger.com/profile/13669092214985938943noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2881812857018916036.post-86460216486851879572019-06-14T12:05:00.000-07:002019-06-14T12:05:02.526-07:00Dannebrog<br />
<br />
Der er et tidspunkt. Den første gang hvor man har det danske flag i hånden, sådan lidt snottet til, fordi man lige har snottet i det uden at nogen så det, og man står og flager med det så godt man kan. Det er børnehaven og man er på Amalienborgs Slotsplads, og man er kommet til byen i tog hvilket formentlig har været den største oplevelse overhovedet.<br />
<br />
Sidder man tilpas langt nede, så er alt det hændte, noget som hænder for andre. Man selv lever lidt i sin egen verden. Måske er dette hændt, eller måske er det en drøm<br />
<br />
Nya Ullevi nogle år senere. Vi spiller mod Holland. I lys og den svenske sommeraften. 2 skridt og Christofte scorer og sender et hav af flag i den syvende himmel. Det bliver en flag-uge med kulminationen da spillerne vender hjem. Alle fejrer med variationer af Dannebrog. Vi er alle danske, vi er alle børn for en kort stund.<br />
<br />
Et parti kalder sig danske og tager Dannebrog med sig i logoet. Det er opvågnings tid for den politiske bevidsthed omkring det at være dansk. Åbenbart. Fra da af bliver flaget et politisk symbol.<br />
<br />
Nu fejrer vi at det er er 800 år siden det faldt ned. Nogen vil hævde, navnlig dem som bor i Savoyen, at det slet ikke faldt ned men har været et banner længe før i Europas brogede historie. Men der stod en mand og så det falde ned fra himlen. Som et frelsende organ, som en vellykket hail-mary i en Super Bowls 4.quarter. Valdemar blev til Valdemar Sejr og federe navn kan en konge ikke få, hvis disciplinen ellers er kamp og kamp og kamp. Intet under at legenden kunne leve. Som legenden om korset på himlen levede for den romerske kejser Constantin<br />
<br />
Det var et kongebanner, som blev et folkeflag, som igen reflekterer tilbage på kongemagten. Et symbol på alliancen mellem borgerskabet og kongen i 1660, som ejendommeligt nok ledte til begyndelsen på en egentlig dikaturtid i Danmarkshistorien, men også symbolet for et senere borgerskab, der tog magten fra Kongen igen.<br />
<br />
I dag pudser små børn stadig deres løbende næser i Dannebrog. Vi rejser os fortsat med diverse landshold, og forstår at vores flag har fødselsdag<br />
<br />
Tillykke Dannebrog, og må du leve velMichaelKøbkehttp://www.blogger.com/profile/13669092214985938943noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2881812857018916036.post-88837051975828204522019-06-13T09:44:00.003-07:002019-06-13T09:44:30.043-07:00Myternes holdepladsVær mod andre som du ønsker de skal være mod dig. Men hvordan ved man, hvordan man ønsker det skal være for sig selv? Det selv som lever i sig selv, for sig selv oplever til stadighed at blive udfordret af møde med de andre. Røvhullerne. Som marskandiseren engang kaldte sine kunder. Men de røvhuller vil man jo gerne have i sit liv, at de behandler en ordentligt, at man kan være et elskeligt røvhul i så fald. For dem.<br />
<br />
Den første sætning har noget med religion at gøre. Men vi søger blot noget der minder om forskellen mellem himmelen og jorden, afstanden fra skyerne til jordoverfladen. En form for kontrol, kombineret med at vi tør give slip på det hele, eller tæt på det hele. En dobbelthed. Som forsvinder ligeså hurtigt, som vi får fingrene i den.<br />
<br />
Nogen bruger minder, andre bruger hukommelse, andre igen bruger intet men lever ud fra devisen at der er en langstrakt plan med hus og pensionsopsparing og kærlighed målt til snorlige deciliter mål. De fleste vælger noget der minder om fornuft. Lader myterne blive hjem. Vi har jo alle gået i en skole, der præger os til at tænke, om ikke rationelt, så konformt. Det konforme kan så blive rationelt over tid. Når kroppen begynder at sætte ud. Når man mister sine tænder og man skal lave den første større selvstændige udskrivning. Når man kører ind i et træ fordi man faldt i søvn bag rettet, men hvor der ikke skete andet end at ens forsikringsselskab fandt ud af man ikke var guld alligevel.<br />
<br />
De troede på en, og gudskelov for det. De ter jo sådan at myterne får lov til at leve videre, og vi bygger noget der ligner et samfund op på myter. Blandt andet på myten om et samfund uden myter. Og sådan kan man jo blive ved.<br />
<br />
Det er bare sådan, at i ethvert samfund er der dem der kører i den forkerte side af vejen, dem der først trækker ind når det er for sent. Dem der har aspireret det hele eller ingenting, men netop ikke aspireret konformiteten. De udgør ikke en trussel som sådan. Egentlig smiler de mere, de græder også en anelse mere, er lidt mere ansvarsløse og ser måske både bedre og dårligere ud end gennemsnittet. De lever måske efter den myte, at deres liv har en særlig betydning, noget der retfærdiggør deres iboende modsætningsforhold til helheden<br />
<br />
Hvem ved?<br />
Det kan være en myte <br />
<br />
MichaelKøbkehttp://www.blogger.com/profile/13669092214985938943noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2881812857018916036.post-61728266158631783672019-06-03T07:41:00.005-07:002019-06-03T07:41:57.593-07:00Paludan og Blå Blok <br />
<br />
Fænomenet Rasmus Paludan har ikke blot meldt sin ankomst til forsiderne i dansk presse. Han har næsten egenhændigt sat den såkaldte blå blok skakmat i forhold til vælgerne frem mod valget Grundlovsdag. Ingen kan gå højre om Rasmus med six-pence. Ingen kan sige eller gøre noget som er mere i øjnefaldende end ham, og for den store gruppe af moderate vælgere har han virket som en skræmme-krage.<br />
<br />
For er det et Danmark der bare minder om Paludans retorik og stil vi ønsker? Svaret er ved at udvikle sig til at blive et jordskælvsagtigt.. Nej.<br />
<br />
Skal man tro målingerne, fører de venstreorienterede partier så stort, at man borgerligt sindede sandsynligvis overvejer at stemme på de radikale for at give et bare lidt blåt stænk til det store røde flertal.<br />
<br />
Det er en københavnerisering af hele landet. Det er sandsynligvis kvinderne i Danmark, som i stor stil forlader blå blok og navnlig Dansk Folkeparti i forhold til valget for fire år siden. Endnu engang må en statsminister lide den skæbne ikke at blive genvalgt. Et genvalg for en siddende statsminister er altså så ikke sket siden 2007.<br />
<br />
Men det er alt blot sammen meningsmålingerMichaelKøbkehttp://www.blogger.com/profile/13669092214985938943noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2881812857018916036.post-86001692775150004162019-05-23T05:40:00.001-07:002019-05-23T05:40:07.347-07:00Kampen om milliarderne<br />
<br />
Efter en uge i valgkampen kapitulerede Venstre tilsyneladende og lovede ekstra penge til velfærd, der dækker det såkaldte, såkaldte demografiske træk samt at Løkke Rasmussen åbnede muligheden for at Venstre kunne gå i regering med Socialdemokratiet. Pæne håndgranater i en valgkamp som peger hen mod et endda meget rødt Folketing efter næste valg. Man kan diskuterer visdommen i alle de ønsker og forslag der bliver slynget hen over disken i denne valgkamp. Som man kan det i alle valgkampe. Men bagved ligger naturligvis selve motoren.<br />
<br />
At økonomi og kultur og derfor også adfærd og vaner hænger sammen med hinanden. Vi har i mere end 50 haft en velfærdsstat som gradvist er blevet større. Det gælder også vores afhængighed af den. Deri ligger kimen til dens enorme succes og tilsvarende fiasko. For har den taget vores initiativ fra os?<br />
<br />
Midt i denne lomme af tilbud og afklaringer og alt det der følger med, når staten er en del af ens liv. Her er milliarderne i spil. For det koster jo penge. Men hvordan defineres disse penge? Det er meget simpelt for den enkelte offentlige institution, afdeling og styrelse, men jo længere ind i maskinrummet vi kommer, jo mere diffust bliver beskrivelsen af, præcist hvor mange penge der er til rådighed. Man opererer med forskellige balancer, som nærmest lever uafhængigt af hinanden.<br />
<br />
Den strukturelle balance lader til at være den der styrer den siddende regerings daglige tilværelse. Her har EU sat en minimums grænse for hvor lav den kan være, altså hvor stort underskuddet må være på den strukturelle balance, men det er i bedste fald en arbitrær konstruktion, og i værste fald en skruestik til at holde en helt bestemt samfundsnorm kørende, uafhængigt at noget så tilfældigt som et valg til et parlament.<br />
<br />
Det virker i sig selv ikke blot udemokratisk, men som en kile ned i relationen mellem borgeren, politikeren og staten. For præmisserne for hvad der tæller med i den strukturelle balance og hvad der ikke gør, ændrer sig også over tid, men disse ændringer tales der ikke højt om, ej heller gøres det bemærket i videre omfang. Det efterlader vælgerne i en umulig situation, hvor man ikke ved om det overhovedet er muligt eller ej at gøre krav på "mere velfærd" eller "større skattelettelser". De to kardinalpunkter i moderne politik.<br />
<br />
For hvor meget forhindrer overholdelsen af den strukturelle balance i en dybdegående grøn omstilling? Hvor meget forhindrer det at udvide boligmassen, så bobler på boligmarkedet bliver en saga blot? I hvilket omfang er den et instrument, som med andre instrumenter, opfundet til at holde fat i det bestående system, i højere grad end at holde fat i det bestående samfund?MichaelKøbkehttp://www.blogger.com/profile/13669092214985938943noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2881812857018916036.post-36627848054488657532019-05-16T08:32:00.000-07:002019-05-16T08:32:51.711-07:00SV udbedes<br />
<br />
Der kan tages mange hensyn i et politisk system. I sidste ende er hensynet ligedelt borgerne og systemet selv. Det ene forudsætter det andet og omvendt. Af mange grunde er en regering i en årrække mellem Socialdemokratiet og Venstre at foretrække fremfor alternativerne.<br />
<br />
Der kan skabes resultater for danskerne. Man kan tale med klarere stemme i netop de internationale sammenhænge, som i den kommende tid bliver særdeles vanskelige og der kan laves reformer af økonomien der sikrer dens holdbarhed en generation frem<br />
<br />
Denne blogger ønsker meget gerne en SV regering i den kommende periode og måske endda perioden efter det. Så må parterne kæmpe om titlerne indbyrdesMichaelKøbkehttp://www.blogger.com/profile/13669092214985938943noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2881812857018916036.post-26566348234148009412019-05-07T08:08:00.001-07:002019-05-07T08:08:08.822-07:00Valgkamp i det ukendteStatsministeren har udskrevet folketingsvalg. Det på en dag med både solskin og skyer. Symptomatisk for hvor dansk og international politik befinder sig for øjeblikket. I et form for ingenmandsland, i en overgangs fase. Begge blokke i dansk politik virker kaotiske og der tegner sig ikke tydelige konturer af en regeringsdannelse efter et valg.<br />
<br />
Måske derfor, mere end på noget andet tidspunkt i moderne tid, virker en regering hen over midten som det mest sandsynlige efter det kommende valg. Der kan sendes et signal om sammenhold, stabilitet og regeringsduelighed. Hvordan bogstavskombinationen bliver må dog stå hen i det uvisse. Mandaternes magt og alt det der<br />
<br />
Men at vi får en helt uforudsigelig valgkamp er næsten sikkert og vistMichaelKøbkehttp://www.blogger.com/profile/13669092214985938943noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2881812857018916036.post-68197469888522044622019-04-27T00:42:00.003-07:002019-04-27T00:42:26.548-07:00Spærregrænse <br />
I en tid hvor massemedier kan sende budskaber ud i atmosfæren, ud i samfundet, i et højere og højere tempo med større og større frekvens er det blevet tid til at beskytte demokratiet mod sig selv. Demokratiet, folkestyret, er i dag dikteret af politiske partier, hvor den demokratiske indflydelse handler om repræsentation og deltagelse. Opnår man det, kan man få en form for indflydelse.<br />
<br />
Man bør ganske nøje overveje at indføre en spærregrænse på 4%, da de etablerede partiorganisationer er under et alvorligt angreb i de her år<br />
<br />
Det er som sådan ikke et nyt fænomen, ej heller betyder det at et demokratisk system ikke kan uden et velfungerende partisystem. Men den bevægelse der foregår i disse år har mere med afviklingen af komponenterne for folkestyret at gøre fremfor at udvikle det<br />
<br />
<br />MichaelKøbkehttp://www.blogger.com/profile/13669092214985938943noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2881812857018916036.post-12326249498153628262019-04-11T08:27:00.001-07:002019-04-11T08:27:41.239-07:00I princippet<br />
<br />
Man kan leve efter principper. Efter guidelines. Det ædle for den ædle vilde. I civiliseret form. Jeg har et princip om, ganske nyligt opdateret, at mennesker med meget stærke principper ikke skal for tæt på. Det er svært at definere hvad præcist for tæt på er. Det kan være for tæt på til at falde over mig og brække mine knogler, eller det kan være for tæt på at besudle et sind, en tanke, en følelse, en periode med et princip, der sandsynligvis er opstået i en reaktion på noget andet<br />
<br />
Selv har principperne siddet både løst og fast. Aldrig tættere ind til kroppen, end at de har kunnet tages ud når de er for dumme til at eksistere, eller for kloge til at de skal holdes indespærret i det enkelte menneskeMichaelKøbkehttp://www.blogger.com/profile/13669092214985938943noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2881812857018916036.post-92063675314625052472019-03-18T00:20:00.003-07:002019-03-18T00:20:24.257-07:00Vildnisset <div style="background-color: white; color: #1d2129; font-family: system-ui, -apple-system, system-ui, ".SFNSText-Regular", sans-serif; font-size: 14px; margin-bottom: 6px;">
Dansk Folkeparti vil have Danmark ud af den Europæiske Menneskerettigheds Konvention. Udlændingepolitiken er kommet i mål.</div>
<div style="background-color: white; color: #1d2129; font-family: system-ui, -apple-system, system-ui, ".SFNSText-Regular", sans-serif; font-size: 14px; margin-bottom: 6px; margin-top: 6px;">
Uanset om man er for eller imod. No more bullshit, smykkelovgivning, Lindholm og andre lignende forhold. Nu står man med det klare valg.</div>
<div style="background-color: white; color: #1d2129; font-family: system-ui, -apple-system, system-ui, ".SFNSText-Regular", sans-serif; font-size: 14px; margin-bottom: 6px; margin-top: 6px;">
Det her kunne blive en lang svada om nødvendigheden af menneskerettigheder eller den modsatte perspektivering om beskyttelsen af fædrelandet, men enhver politisk debat handler om at diskutere det der er tættest på det givne mål og tættest på virkeligheden, og den rejse som begyndte ved valget i 2001 er ved at af finde sin foreløbige kulmination.</div>
<div style="background-color: white; color: #1d2129; font-family: system-ui, -apple-system, system-ui, ".SFNSText-Regular", sans-serif; font-size: 14px; margin-bottom: 6px; margin-top: 6px;">
Man kan vifte med Dannebro eller ryste frustreret på hovedet, og der findes vel ikke det menneske i Kongeriget, der ikke har en holdning, mening eller tilgang til det her spørgsmål?</div>
<div style="background-color: white; color: #1d2129; font-family: system-ui, -apple-system, system-ui, ".SFNSText-Regular", sans-serif; font-size: 14px; margin-bottom: 6px; margin-top: 6px;">
Derfor er vi nødt til at komme i et form for mål inden vi knækker over. Som nation, som folk, som politisk system. Vi skal træffe nogen valg. Demokratisk forankret. Påvirket af rabalder.</div>
<div style="background-color: white; color: #1d2129; display: inline; font-family: system-ui, -apple-system, system-ui, ".SFNSText-Regular", sans-serif; font-size: 14px; margin-top: 6px;">
Men at træffe valg er vejen ud af vildnisset</div>
MichaelKøbkehttp://www.blogger.com/profile/13669092214985938943noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2881812857018916036.post-87084486353949594932019-03-04T05:07:00.002-08:002019-03-04T05:07:25.696-08:00Tal dansk og lidt engelsk <br />
<br />
Det griber mere og mere om sig. Ord, udtryk og vendinger som kommer udefra og påvirker det danske sprog. Sådan har det altid været. I 1700 og 1800 tallet var påvirkningen meget stærk fra Tyskland og Frankrig. I dag er det manegement sprog fra USA som fylder i det sproglige landskab. Men ofte har vi faktisk ordene i forvejen, stærke nok til at beskrive og forklarer det som skal omtales. Det bliver ofte en diskussion om for og imod og sjældent en dybere snak om det danske sprogs særegne betydning og levedygtighed. Vi kan rumme de angle-saksiske sprog hvis vi også husker at dyrke vores eget sprog i skolen, på arbejdspladsen, i sportsklubben, på biblioteket og når vi ser Counter Strike på DR3<br />
<br />
Det må ikke blive forstokket og verdensfjernt at holde fast i det sprog som den litterære kanon har ophøjet, netop fordi den er vores forfædres tunge. Den er en del af vores arv og en del af den arv vi giver videre. Samt lidt kulør med management sprog fra USA som nyeste tilkomne variationMichaelKøbkehttp://www.blogger.com/profile/13669092214985938943noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2881812857018916036.post-7619596753827661632019-02-02T02:33:00.001-08:002019-02-02T02:33:39.513-08:00Ordentlighed<br />
<br />
Ordentlighed er et ord, som kan give associationer til den gamle mand i bussen, som vrisser af ungdommen og dens mangel på manerer. Det var bedre i gamle dage. I gamle dage mente man dog også at det var bedre i gamle dage. Ordentlighed bør dog være et gennemgående mål for såvel samfundet såvel for individet, og ikke mindst startende med én selv. Det bliver ofte kædet sammen med nogens ønsker om andre menneskers ordentlighed, og i mindre grad ens egen ordentlighed eller mangel på samme. Andre gange er det kamufleret frustration og angst og andet som måske holder én fra at se et menneske eller en given situation ud fra dens reelle kontekst.<br />
<br />
Men ordentlighed er også en praktisk foranstaltning og i den indskrænkede monarkiske rødbede samfundsorden, som vi kalder Danmark er ordentlighedens pedestal nærmest synonym med både skattebetaling og parlamentarisme. Vi stoler på hinandens ordentlighed, selvom vi kun i sjælden grad har den dokumenteret. Vi stoler på hinandens ordholdenhed selvom vi godt ved at vi alle sammen lyver fra tid til anden når vi har brug for det.<br />
<br />
Men vi stoler på ordentligheden som et back-stop. At den sætter ind når samvittigheden har blødgjort sjælen tilstrækkeligt, når en bondeanger fører mennesket tilbage mod retskaffenheden. Det bliver til en ideologi, som i modsætning til de eksisterende ideologier ikke beror sig på samfundets økonomiske hierarki, som vejviser for ordentligheden. Forstår man ikke ordentlighedens betydning for den sociale væren i Danmark har man et socialt problem, et socialt problem som kan udløse alle mulige andre problemer. Det er dog et kulturelt spørgsmål om ordentligheden hæmmer ét menneske i et samfund, og hvor den ene type af ordentlighed gør sig gældende overfor den anden.<br />
<br />
Samtidig kan intet menneske sige sig fri for uordentlighed og tanker og handlinger som i større eller mindre grad er i strid med samfundsnormen. Det er indenfor rammerne af den velfungerende samfundsnorm, i det velfungerende civile liv, at mennesker kan træde ved siden af, at deres handlinger korresponderer med den gængse opfattelse af ordentlig adfærd når de træder ved siden af. Ordentligheden er dog en absurditet, hvis staten skifter ham og bliver despotisk og kontrollerende. Så er ordentligheden i det civile samfund en gusten underkastelse af systematiseret terror og manipulation. Det må for enhver pris undgås naturligvis<br />
<br />
Tilbage står måske blot at vi er fejlbarlige mennesker, i en morskab af en menneskekrop med et sind der ser og hører det meste gennem sit mærkelige hjælpegreb kaldet kroppen. Det kan i sidste ende være den eneste ordentlighed der findes. MåskeMichaelKøbkehttp://www.blogger.com/profile/13669092214985938943noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2881812857018916036.post-88946913319325190672018-12-30T12:32:00.002-08:002018-12-30T12:32:50.591-08:00Godtroende<br />
Først var lykken. De første glimt, fragmenter af liv. Ud af øjenkrogen, det genkendelige ansigt, de genkendelige lyde. Dernæst de varme hænder, der tog én ind til sig og holdt varmen og følelsen tæt. Da kom en omkreds, ikke meget, men det som kaldtes verden. En verden hvor varmen mødte neutraliteten og naturen og kulturen og alt det som fandtes udenfor det lille univers af skabningskraft. På et tidspunkt kom sproget. Ikke meget, og i begyndelsen famlende, som efter år der ikke fandtes til begreber der knap nok eksisterede.<br />
<br />
Der var konkurrence om sproget, og så vidt om at definerer viljen gennem sproget. Det blev til en struktur, et kredsløb af ytringer som blandede sig med adfærd bedst egnet i det allertidligste stadie og længe før man blev født. Da man var et med noget andet. Man lærer at stole på mennesker, og er man særligt udsat, bliver tilliden den livgivende nektar i alle dele af livets facetter, og man lærer tidligt at begribe vigtigheden af menneskets evne til at hjælpe, assisterer, komme med en håndsrækning, og det er sammenblandet med en kærlighed som den kærlighed der findes i en familie til et barn.<br />
<br />
Det er senere, endda meget senere, at denne proces udgør det hjulpne menneskes største udfordring i livet, at det menneske søger hjælpen fra selve udkanten af menneskets familie og sjæl. Der hvor hjælpen kommer i form af værdier, som ikke er værdier, men som ofte er noget mørkere og mere dystert, og som i klinisk forstand er præciseret for længe siden. Det intelligente menneske kan have fået den rigtige, den gode, den nødvendige hjælp fra barnsben, omgivet af kærlighed og omsorg og tid, og alligevel søge denne grænse. Den grænse som er grænseløs i sig selv, hvis yderste punkt er den gængse sociale norm, men i højere grad er den fysiske eller den biologiske grænse. Hvad kan hjernen holde til, hvad kan kroppen holde til, hvor går man ud på sin kant, den kant som kan være forskellig fra menneske til menneske.<br />
<br />
På et tidspunkt finder man ud af, at kanten er så langt mindre interessant end det rolige, almindelige liv. Uddannelse, arbejde, familie, hobbyer, socialt liv som minder om det naboen har, og er i forbindelse med tidligere og senere generationers liv. Der hvor underholdning er fredagsunderholdning i tv, eller den årlige tur i teatret eller i biografen. Man nyder stilheden, man nyder larmen af børn, man nyder at man ikke jager noget som helst, men kun drikker en kop te og læser en skønlitterær bog fra et menneske, som enten er kommet til den samme konklusion eller som stadig jager. Man sætter sig foran computeren og skriver, eksempelvis et blogindlæg, og man ser ud over sin lille verden og tænker at man skal tage den sandhed man fandt ud af ikke fandtes, gøre den til sin og tro på den alligevel<br />
<br />
Godtroende<br />
<br />
<br />MichaelKøbkehttp://www.blogger.com/profile/13669092214985938943noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2881812857018916036.post-35454600551541782862018-12-10T13:17:00.005-08:002018-12-10T13:17:54.598-08:00Sidste chance<br />
<br />
Vi har nok vidst det hele tiden. Med valget af Macron havde den 5.republik én chance for at lykkes. Èn chance for at reformere sit arbejdsmarked, én chance for at reformere sin økonomi for at kunne blive konkurrencedygtig, komme op på højde med Tyskland og leve op til at være en de-facto ledernation af den europæiske union<br />
<br />
Den unge mand og hans unge, højt begavede og højt uddannede folk har modtaget en skruebold i løb. De skal på fem år med en følgagtig med uerfaren lovgivende forsamling gennemfører lovændringer der ville gøre enhver stakåndet. Alt skal ses efter i sømmende.<br />
<br />
No stone unturned.<br />
<br />
Hidtil, eller det vil sige indtil for 14 dage siden, så det ikke ud til at det ville splitte nationen. Hans målinger gik dårligere og dårligere, men alligevel virkede det som om, at der var en stiltiende accept af, at hvis ikke det ville lykkes for Macron at vende tankskibet, så ville det ikke lykkes for nogen og Frankrig ville falde ned i kaos og anarki og imødese skabelse af den 6.republik.<br />
<br />
Som bestemt vil blive ganske anderledes end den 5.<br />
<br />
Men for 14 dage siden ca begyndte jorden at rumle. Nu efter demonstrationer af størrelse ikke set siden 1968, hvor Jean-Paul Sartre opmuntrede demonstranterne og min dansk-filosofi lærer kastede sten efter politiet, er tingene på kogepunktet igen. De gule veste. Hvem de end er, hvad de end er, så har sat ild til Paris og med den ild følger en konflikt i det franske samfund, som er så gammel som samfundet selv, med tråde mere end 200 år tilbage i tiden.<br />
<br />
Macron er den yngste leder siden Napoleon Bonaparte, der selv kom til magten ved at affyre kanonkugler mod demonstranter i Paris gader og dermed beskyttede hvad der var tilbage af elitens privilegier i kølvandet på revolutionen i 1789.<br />
<br />
Den beskyttelse udnyttede han til at gøre sig til kejser og indlede et enormt reformprogram af det franske samfund, og så at føre krig mod alle der kunne krybe og gå. Det var i 1800 tallet.<br />
<br />
Nu er vi i 2000 tallet, men franskmænd sætter endnu engang demokrati, frihed, uretfærdighed og solidaritet på spidsen. Vreden, afmagten, den nedarvede fattigdom, benzinskatter og globaliseringen er blevet for meget for en stor gruppe mennesker, der udgør et asymmetrisk sammenhørighed af stærkt højreorienterede og stærkt venstreorienterede.<br />
<br />
Hvad de derimod ikke er, er centrum- og eliteorienterede. Eliten skal ned og det kan kun gå for langsomt<br />
<br />
Macron har ikke lette sound-bite svar på denne hans største krise. Hans rådgivere har hidtil virket lammede og ude af stand til at forstå, endsige gøre noget aktivt ved den brusende vrede. Det er Macron sidste chance.<br />
<br />
Det som i forvejen var en svær opgave virker nu mere og mere umuligMichaelKøbkehttp://www.blogger.com/profile/13669092214985938943noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2881812857018916036.post-7599083717942678912018-11-28T07:40:00.001-08:002018-11-28T07:40:42.498-08:00Rejse<br />
Da jeg var dreng, kørte mine forældre og jeg ned gennem Europa. Sommer efter sommer. Fra det flade land i Belgien og Nordfrankrig, til de bjergrige dale i Sydeuropa. Igennem regn og solskin. Fra den ene egn, med egnsretter og historie til den næste. Det var måske her, mere end noget andet sted, at min interesse for historiske begivenheder blev født. Historie var jeg interesseret i i forvejen.<br />
<br />
Men da jeg sad i min kørestol og så på gravene af soldater ved Omaha Beach blev historien levende. Det var mennesker. Det havde betydning. Både min mor og min far og også min søster er historieinteresseret, og det blev samtaler om betydningen af alt dette for Europa, for verden, for vores familie, for os. Det var det overordnede og det nære. Den begejstring, indlevelse og forståelse får man ved rejsen. Det vidste H C Andersen.<br />
<br />
Det ved vi. Et globalt samfund kan kun eksisterer gennem rejsen. Et lokalt samfund kan også kun eksisterer gennem rejsen. Analyser har vist, at man helt tilbage i Egtvedpigens tidsalder har rejst. Fra Nord til Syd og fra Syd til Nord. Skæbner har mødtes, skiftet tilgang til livet såvel som til efterlivet, og man er steget og faldet i agtelse af flere omgange. Men uanset hvad så har man rejst, kommet hjem med indtryk og ideer.<br />
<br />
I dag handler det mere om ikke at være for naiv. Vi ved bedst. Vi tager til Thailand for at få sol, og vi tager på charter for ikke at blive for overrasket eller alt for udfordret. Man har så kort tid væk fra job, ansvar og hverdag, at det helst skal være forståeligt det der bliver sagt. Heldigvis trodser mange mennesker også disse former, og udforsker den verden som banker på alle steder. Slotte, herregårde, hulemalerier, museer, kløfter, dyk, bjergbestigning, grottebesøg. Historie der møder kultur der møder natur, som bliver til religion og så bliver alt det andet igen. I en cirkulær verden, hvor der grines af dem der tror på det evige fremskridt eller på den smalle sandhed.<br />
<br />
Alle former for udforskning af det som er rundt om hjørnet, som måske leder én til at gøre en opdagelse. En opdagelse som verden kan bruge eller blot en opdagelse for sig selv, som sidder i én for evigt.<br />
<br />
Det kan være den enkelte oplevelse som er hele rejsen. Flyet der kom for sent, for dem som har brug for kontrol, eller det teater som udspiller sig blandt dem der mister sig selv ved at flyet kommer for sent, for iagttageren At grine af menneskeheden er en uløselig del af det at rejse. Ellers ville vi være fortabt.<br />
<br />
Alvoren skal helst arkiveres, indtil man kommer tilbage dertil igen. Det er i sandhed at åbne sanserne, ikke som en permanent tilstand, men som et øjebliksbillede af accept af at proppe noget i munden man ikke ved hvad er, eller folde sig ud på et sprog der minder mere om kaotiske lyde end et sprog. For ens eget sprog er, for resten af verden, kaotiske og anløbne lyde, og ikke et sprog. Det skal man huske på.<br />
<br />
Men rejsen har også sin smukke afslutning. At komme hjem. Derfor er flygtningen ikke på rejse, men på flugt. For deres hjem findes ikke længere.<br />
<br />
Ens hjem er ens slot. Der kan man være konge eller dronning eller hofnar, hvis man måtte ønske. Man lever der, normaliseres der, a-normaliseres der, og drømmer sig tilbage til rejsenMichaelKøbkehttp://www.blogger.com/profile/13669092214985938943noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2881812857018916036.post-18755606688679455442018-11-16T01:09:00.001-08:002018-11-16T01:09:17.039-08:00Hvad tænker briterne dog på?<br />
<br />
I løbet af få år er der opstået et eksperiment midt i Europa. At forlade den europæiske union og lande på sine fødder som nation. Ingen har gjort det før. Ingen har prøvet dette derhjemme under pandelampen med mus først, iført handsker og masker.<br />
<br />
Den proces som leder til briternes mulige exit fra EU, kan knække Det forenede Kongedømme. Det kan nedbryde den britiske økonomi, det kan isolerer Storbritanien internationalt. Det kan kuldsejle det specielle forhold mellem London og Washington, og det kan mis-forvalte, i ganske omfattende grad den vestlige civilisations evne til at være betydningsfuld på verdens scenen. Alle har sagt at der ikke i den sag er vindere. Det er vist at putte det mildt.<br />
<br />
Men der er altid vindere, og det er måske det man kan frygte mest. Dem som i kølvandet på et muligt økonomisk og socialt nedbrud, indtager en position ved magtens tinder, det gælder både i London og andre steder i Europa.<br />
<br />
Briterne har et handelsoverskud med resten af EU. Det er bliver en dyr omgang for EU at måtte gennemgå et Hard-Brexit, men for briterne vil et Hard-Brexit betyde mangel på helt basale varer, tjenester og ydelser, og her gælder også medicin, og så kommer denne skribent til det springende punkt. EU har en interesse i at det britiske samfund, anført af Whitehall, går planken ud. At Europa får syn for sagn for præcis hvad der sker hvis man går ud af Unionen.<br />
<br />
Den iskolde kalkyle i Bruxelles, Berlin og Paris må være, at så vil de lande, grupperinger og tvær-nationale institutioner som måtte ønske at lande trækker sig ud af Unionen, trække følehornene til sig igen. "Nej tak, det skal vi fandeme ikke nyde noget af". Det vil kræve en periode, med markant BNP fald i Storbritanien, med stigende utilfredshed i befolkningen, og et ønske om at vende tilbage ind i "varmen" igen.<br />
<br />
Den aftale som May har lavet med Barnier, er heller ikke så meget en aftale som det er et diktat fra de 27 andre EU lande, designet til at fejle spektakulært i det britiske parlament, hvilket vil forudsage en krise på så mange forskellige niveauer, at det ikke rigtig er tal for det. Kan man fortænke Michel Barnier andet? Han forsvarer Unionens integritet, og på de bagerste og midterste bænke af det Konservative parti i Underhuset forsvarer man ikke blot Storbritanniens integritet, men også de smuler der er tilbage af integriteten af Brexit.<br />
<br />
Det er ikke to lineære størrelser. Så langt fra. Briterne vil finde ud af at deres størrelse er langt, langt mindre end de troedeMichaelKøbkehttp://www.blogger.com/profile/13669092214985938943noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2881812857018916036.post-31354608901246442072018-11-07T11:43:00.001-08:002018-11-07T11:43:59.952-08:00Midtvejsvalg i USA 2018 <div style="background-color: white; color: #1d2129; font-family: system-ui, -apple-system, system-ui, ".SFNSText-Regular", sans-serif; font-size: 14px; margin-bottom: 6px;">
Trump kan med rette sige at han har vundet. Demokraterne kan også med rette sige at de har vundet. Ukendte minoritetskandidater kan bestemte med rette sige, at de har vundet, og det faktum, at der var langt flere der stemte ved dette midtvejsvalg i USA i forhold til det forrige(2014) er også en sejr for selve valghandlingen</div>
<div style="background-color: white; color: #1d2129; font-family: system-ui, -apple-system, system-ui, ".SFNSText-Regular", sans-serif; font-size: 14px; margin-bottom: 6px; margin-top: 6px;">
Men med vælgerundertrykkelse, en gradvise hårdere tone, et land splittet i to fjendtligtsindede blokke, og et medielandskab, der mere end tidligere basere<span class="text_exposed_show" style="display: inline; font-family: inherit;">r sig på at fodre fjendtligheden, så står USA idag et værre sted end det har gjort længe.</span></div>
<div class="text_exposed_show" style="background-color: white; color: #1d2129; display: inline; font-family: system-ui, -apple-system, system-ui, ".SFNSText-Regular", sans-serif; font-size: 14px;">
<div style="font-family: inherit; margin-bottom: 6px;">
Det i en økonomi der boomer i forhold til jobskabelse og BNP vækst.</div>
<div style="font-family: inherit; margin-bottom: 6px; margin-top: 6px;">
Man kan jo tænke hvordan det bliver når recessionen rammer landet</div>
<div style="font-family: inherit; margin-bottom: 6px; margin-top: 6px;">
<br /></div>
<div style="font-family: inherit; margin-bottom: 6px; margin-top: 6px;">
<br /></div>
</div>
MichaelKøbkehttp://www.blogger.com/profile/13669092214985938943noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2881812857018916036.post-1160465320484835362018-10-31T07:03:00.001-07:002018-10-31T07:03:22.907-07:00Udtryk <div style="background-color: white; color: #1d2129; font-family: system-ui, -apple-system, system-ui, ".SFNSText-Regular", sans-serif; font-size: 14px; margin-bottom: 6px;">
Vi vælger at tro på vores egen frihed. Vi vælger at tro på, at vi kan leve hvor som helst på kloden, og stadig tro at vi er uden for fare.</div>
<div style="background-color: white; color: #1d2129; font-family: system-ui, -apple-system, system-ui, ".SFNSText-Regular", sans-serif; font-size: 14px; margin-bottom: 6px; margin-top: 6px;">
De mennesker som er kommet hertil fra Iran, har troet på, at de ikke længere var i fare for et regime som har myrdet mennesker siden 1979. Det var de og det var de ikke. Det siger noget om vores tid. Det var de og det var de ikke.</div>
<div style="background-color: white; color: #1d2129; font-family: system-ui, -apple-system, system-ui, ".SFNSText-Regular", sans-serif; font-size: 14px; margin-bottom: 6px; margin-top: 6px;">
Forsvaret for det liberale demokrati kan aldrig ske over en facebook update eller en hvilken som helst opdat<span class="text_exposed_show" style="display: inline; font-family: inherit;">ering på de sociale medier.</span></div>
<div class="text_exposed_show" style="background-color: white; color: #1d2129; display: inline; font-family: system-ui, -apple-system, system-ui, ".SFNSText-Regular", sans-serif; font-size: 14px;">
<div style="font-family: inherit; margin-bottom: 6px;">
Det må komme gennem den daglige tro fra mennesker selv. Intet andet. Ikke andre steder fra</div>
</div>
MichaelKøbkehttp://www.blogger.com/profile/13669092214985938943noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2881812857018916036.post-64172547788688481792018-10-22T12:55:00.004-07:002018-10-22T12:55:42.723-07:00Syder<br />
<br />
Det syder og koger i koger i gamle bøger. Noget i den retning. Hvis livsgrundlaget forsvinder for milloner af mennesker, for det ene menneske, så syder og koger det nogenlunde på det allerhøjeste niveau. Ingen mennesker er en ø. Det blev god latin at forstå sig selv, som værende en del af noget større, noget højere, måske endda noget sjovere, på et eller andet tidspunkt. Vi løb efter bøfler og en sørgelig eksistens morede sig så meget, at han initierede den allerførste loge i menneskehedens historie. Foreningen for dem der morer sig, mens man overlever. Der standsede det sydende og det kogende og blev til varme-kulde, kultur, dannelse, smil og grin.<br />
<br />
Vi dannede byer, dannede polis, dannede op og ned i samfundets hierarki. Det holdt op med at være sjovt, med undtagelse af lystspil, som hverken er af lyst eller spil. Vi blev moderne, længe før moderniteten kom til. Moderniteten som man i det absolut cutting-edge af Mesopotamiens elite forstod den, ligger for længst under ruiner og sand. De troede de skulle leve for evigt, men det eneste der overlevede dem, var evnen til at hakke i jorden og dyrke afgrøder<br />
<br />
Det syder og koger på stadion. Folk er fulde, måske har de købt en klump hash på Christiania. Det som er sikkert er, at de har forskudt sig ind i frakker og jakker og lange bukser og et par ekstra sokker og et par stabile sko eller støvler og de har taget nogen med som ligner dem selv, og de er klar til at syde og koge alt efter temperament. Om deres hold vinder eller taber er for nogen af dem ligegyldigt. De har oplevet det hele før, og vil opleve det hele igen, og skal man vurderer evigheden, som nærværende er det med ti minutter igen af en kamp som er afgjort og man får tid til at spekulerer over alt andet end det sted hvor man er.<br />
<br />
Det er imod princippet om nærvær, og dette alene bør være grund til at gøre det. På den måde bliver opgøret om tvangs-nærvær en stille politisk protest. Man gider ikke se dem i øjenene, man orker ikke at høre de samme historier, skåret af de samme ulidelige træsorter endnu engang, også selvom man måtte risikerer at ens eget levede liv kun bliver vedkommende for én selv. Mesopotamiens elite ville have godkendt, at man standsmæssigt vender ryggen til og fortsætter med sit eget. Sit eget.<br />
<br />
Det findes og det findes ikke, og her bliver nogen næsten hyperintense, da de får mulighed for at sige det som de altid lige gerne har villet sige, nemlig at intet findes. Derfor er der ikke noget at være over og derfor er der hele bare intet. Men det ved vi som eksisterer ikke er rigtigt, og vi ved at lys og mørke skifter hinanden som spillere skifter hinanden i en fodbold kamp, og man ikke kan eller skal have for meget af det ene i forhold til for meget af det andet over et år eller måske endda et liv<br />
<br />
Men hvad ved jeg om et liv? Jeg er 35 år og skylder mig selv, inden robotterne tager over, at beskrive i ord og handlinger netop det som jeg ønsker at beskrive.<br />
<br />
Hverken mere eller mindreMichaelKøbkehttp://www.blogger.com/profile/13669092214985938943noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2881812857018916036.post-86160244472450252602018-10-19T07:19:00.002-07:002018-10-19T07:19:34.674-07:00Friday Night Lights<br />
<br />
Begrebet stammer fra de fredagskampe der spilles i USA. I Amerikansk Fodbold. Der hvor man oftere bruger hænder, end fødder. Der hvor man støder ind i hinanden med fuld musik, og der hvor man henter reglerne fra krigens verden. Det er det kunstige lys, fra når solen er gået ned, og det kunstige lys der løfter de unge mænd til nye højder, højt over skyerne i deres eget sind. Når forældrene står pavestolte af deres afkoms indtræden i første kapitel af den amerikanske drøm. En drøm som eksporteres til vore breddegrader, på samme tand-rit som skuffelsen over at man ikke når den drøm, men at man må leve med det som er hverdagen.<br />
<br />
Der har vi Dan Turell, og han har lært os at vi skal holde mere af hverdagen end måske noget som helst andet, og vi suger den til os i genspejlingen af den dag som var i går, og den dag som kommer i morgen. Der hvor lyset er levende og afgiver naturens anerkendelse af vores blotte jordiske eksistens. Hverdagen, det som skriften ikke skulle handle om, men som alt på en eller anden måde vender tilbage til. Den giver os vitaminer og den tager vitaminer fra os igen, indtil tallet ender lige lidt over nul, og lige lidt over nul får den gamle Buffett i Nebraska til at smile, for så er der noget at klynge op i rentegyngen. Renters rente gyngen, og rigdom, materielt og immaterielt skabes. Friday Night lights, begyndelsen på støvskyers heiku digt, enden på ugen for skoletrætte unge, begyndelsen på et eventyr for dem som kan komme gennem nåleøjet til college ball og senere NFL, og der opnå berømmelsen, ringe og måske en hovedskade som vil få resten af deres liv til at blive forvrængede versioner af dem selv. Det er måske meningen. Eller også er det så langt fra meningen, at det i sig selv får os til at opgive den fjollede apostrof, at der skulle være én mening.<br />
<br />
Friday Night LightsMichaelKøbkehttp://www.blogger.com/profile/13669092214985938943noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2881812857018916036.post-26538042078661393752018-10-16T14:23:00.005-07:002018-10-16T14:23:50.259-07:00Individets æra<br />
<br />
Hvad der mere end noget andet har karakteriseret de seneste 150 år, har været fremkomsten af individet. I form af rettigheder og pligter og i form af muligheder. De lande, de kulturer der har skubbet på har haft en judeo-kristen tradition.<br />
<br />
Med den amerikanske uafhængighedserklæring fra 1776 som baggrund foldede en lang række lande sig ud i et kæmpe eksperiment, hvor man forsøgte at skabe rammerne om individets udfoldelse indenfor rammen af staten. Nogen steder mere end andre. I Storbritanien kopierede man USA, som tilbagefaldende kopierede Storbritanien, Grækerne og Romerne.<br />
<br />
I Central og Nordeuropa ønskede man, at staten skulle spille en større rolle, at skatterne skulle være højere, at det underliggende niveau for services skulle være mere sikrer end i den anglo-amerikanske verden. Resultatet i Skandinavien blev velfærdsstater og i det centrale europa en gennemgribende samfundsmodel af forsikringsordninger<br />
<br />
Nu er meget af dette under en form for afvikling eller udvikling. Nye spillere er kommet på den globale politske scene. Spillere der nok må bekende sig til statens ufravigelige rolle i samfundslivet, men som ikke anerkender individets rolle. Rusland og Kina, en euro-asiatisk koalition hvor diktatoriske kræfter regerer og hvor regimernes modstandere bliver fejet af vejen som gårsdagens affald får mere og mere at skulle have sagt på den internationale scene.<br />
<br />
Ikke kun i forhold til økonomi og handel og militæreforhold, men også kulturelt og som inspiratorer til hvordan samfund, i første omgang udviklingslande, kan håndterer internt pres og påvirkninger.<br />
<br />
Det er blevet omtrent forbudt for Vesten, at slå ring om retten til at være individ, og retten til at beskytte individers hvor end de måtte have brug for beskyttelse. Det er sket i forbindelse med skæbnesvangre fejltagelser og beslutninger om regional og lokal indblanding hvor man har haft hovedet under armen. Men betyder det at man skal opgive et form for moralsk imperativ, der har dannet baggrund for hvordan den vestlige verden har udviklet sig over de seneste hundreder af år?<br />
<br />
Hertil må svaret være nej. Politisk nej.<br />
<br />
Selvom det historisk, ender med at blive et opgivende ja.<br />
<br />
Det politiske nej fordrer at man står fast på hvem man er, hvor man kommer fra, hvilke værdier man har, og hvis disse værdier anses for at være selvindlysende, også er er værdier man er villig til at kæmpe for, agiterer for i alle afkroge af verden. Det historiske svar er dog desværre det modsatte, og hviler på den fordring at der bliver færre af "os" og flere af alle andre, og at der siden den kolde krigs afslutning kun har været én retning for Vestens dominans og indflydelse og dermed og levedygtigheden for det selvstændige individ, og at den retning er ned.<br />
<br />
Det som kommer i stedet, får vi løftet sløret for i disse uger. Overvågning, mistro, korruption, centralisering, de-humanisering af det enkelte menneske.<br />
<br />
Kina har anvendt teknologiske fremskridt, ofte udviklet i Vesten, til at overvåge sine egne borgere på et helt nyt niveau. Det er selvfølgelig beskæmmende, men det bliver jo klart mere beskæmmende, når landet samtidig har så meget vind i sejlene, og så meget pondus at de kan lærer fra sig andre steder på planeten. Russerne kigger i Kinas retning, de afrikanske lande kigger i Kinas retning, og i stigende grad kigger Mellemøstlige regimer i Kina og Ruslands retning.<br />
<br />
Europa er splittet og dybt svækket militært set, og ganske få lommer eksisterer hvor liberaliseringen af menneskers frihed går hånd i hånd med det økonomiske fremskridt.<br />
<br />
Derfor er et økonomisk fremskrdt også af en udløbsdatoMichaelKøbkehttp://www.blogger.com/profile/13669092214985938943noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2881812857018916036.post-84283638523319057892018-10-15T01:28:00.002-07:002018-10-15T01:28:45.252-07:00Valg i Bayern <div style="background-color: white; color: #1d2129; font-family: system-ui, -apple-system, system-ui, ".SFNSText-Regular", sans-serif; font-size: 14px; margin-bottom: 6px;">
Valg i Bayern.</div>
<div style="background-color: white; color: #1d2129; font-family: system-ui, -apple-system, system-ui, ".SFNSText-Regular", sans-serif; font-size: 14px; margin-bottom: 6px; margin-top: 6px;">
Endnu et valg der viser, at Europa er under forandring. Det gør ondt at sidde i regering, men det gør endnu mere ondt, når man ikke forstår de strømninger, som går igennem kontinentet i disse år.</div>
<div style="background-color: white; color: #1d2129; display: inline; font-family: system-ui, -apple-system, system-ui, ".SFNSText-Regular", sans-serif; font-size: 14px; margin-top: 6px;">
Uvist hvor forandringerne fører Europa hen, men at forandringerne foregår netop nu, er sikkert og vist</div>
MichaelKøbkehttp://www.blogger.com/profile/13669092214985938943noreply@blogger.com0tag:blogger.com,1999:blog-2881812857018916036.post-15932341991596601462018-10-02T22:14:00.003-07:002018-10-02T22:14:32.374-07:00Finde indAt finde ind til den man er. Til den man vidste man var. Vi ser udviklinger som positive, primært positive, men sjældent ser vi udviklinger cykliske. Det kan skyldes at vi ikke erindrer at vi har stået der før, måske føler vi os pinligt berørt over at vi har stået der før, med den samme følelse og så alligevel erfaringer rigere. De erfaringer kan synes ganske langt væk, når problemstillingen, forløbet, perioden begynder. Man bliver lille igen, mindre end ingenting. Med kulde i overkroppen og varme i benene, som var kroppen tilbage på savannen. Gudskelov at vi har det dyriske med, den genkendelige angst fra dyreriget som fortæller os at der er "fare" og at vi skal "løbe".<br />
<br />
Men faren kan være imaginær, og man har samtidig ikke rigtig nogen steder at løbe hen. Derimod har man sig selv, og det må være nok, alt rigeligt. I et socialt virke forholder vi os til de hierarkier, opfundet eller naturlige, som italesætter strømninger der kan give følelsen af frihed, længsel, eller at være tilbage i jæger-samler tilstanden. Vi får angst, enten fordi det er noget iboende i os, eller noget som et miljø har kultiveret for og imod én, over en årrække. I disse år er det vigtigt at lytte til sig selv, at finde ind til sig selv, og det bliver en ledestjerne selv i det pulserende og produktivitetsfremmende.<br />
<br />
Hvis dette selv skal lyttes til, må det være så frigjort og så "lydeligt" som muligt, må man tænke. For ellers er det ned til slikbutikken hver aften, eller på galopbanen for at redde økonomien fra bankerot, hver weekend. I den forbindelse så jeg engang en svensk film hvor det hele endte lykkeligt fordi hovedpersonen reddede det hele ved at spille på den rigtige hest i det rigtige løb.<br />
<br />
Gamblerens drøm. Samfundets mareridt.<br />
<br />
Han fandt ikke ind til sig selv, mere end han anvendte en forudgående viden om hvem som var stærk og hvem som var svag<br />
<br />
Det er relativerende ud i det ekstreme, at påstå at det er en ligeså rigtig måde at finde ind til sig selv på som alt muligt andet.<br />
<br />
Det ville næsten kaldes "hash-hoved snak", og det vil det jo sikkert fordi folk der ryger meget hash, får meget THC, ender med en relativering af alt levende og dødt, når følelserne bliver bedøvet.<br />
<br />
Vi er nødt til at føle, vi er sågar i nogen tilfælde nødt til at være i følelsernes vold, om end kun i glimt, i de skabende glimt. Jeg kan ikke skrive uden at være, eller at have været, i en følelse, maleren kan ikke male, tegneren kan ikke tegne, og virksomhedsejeren kan ej lave en ny satsning heller. Det er så disponeret i os, så givende for vores handlekraft at finde ind til netop den udgangsportal i os, at det skal vi blot fortsætte med og faktisk sætte en ære i, at vi er i kontakt med vores følelser. Men hvad har alt dette med at finde ind at gøre.<br />
<br />
Problemet i dag er, at dette "ind" også har noget med engagement, og kommercielle interesser at gøre, og at det bliver sat i en ramme af præstation. Vi skal blive gode til at glemme, at vi tjener penge til andre mennesker fra 9-17(ish) hver dag. Vi skal huske på at vi oplæres til at være selvstændige, nogenlunde selvstændige, men at vi fungerer i vores bedste alder i service til andre. Jeg mener personligt at servicering af andre er den største ære, noget menneske kan opnå, da det holder egoet og jeget i den form som bedst kan beskrives som lykke.<br />
<br />
Men det kolliderer med følelsen af at vi er skabt til noget højere, noget større, noget bedre for os selv, og det prøver vi da blot på at finde ind til. Finde ind til så det kan blive sat foran, ses af andre og derigennem ændrer sin livsbane, ændrer sit trajectory.<br />
<br />
Selvet har en historie, hvor præstation havde noget med overlevelse at gøre, og at det ikke nødvendigvis er 9-17 fem dage om ugen at gøre, eller rejse land og rige rundt og overbevise en køber om at ens produkt er lige det der står og mangler i deres regi.<br />
<br />
Det har derimod en simplicitet, en enkelthed, som er meget mere udtaltMichaelKøbkehttp://www.blogger.com/profile/13669092214985938943noreply@blogger.com0