søndag den 22. oktober 2017

At slå sine drømme op


At slå sine drømme op, er som at sætte teser på kirkedøren, at råbe ind i den store mikrofon, at tælle til uendeligt foran en folkeskare. En skare, som langsomt men sikkert går hjem før tid. Man ender op med at tale til sig selv og nogen særligt inviterede nærmeste. De som er drømme og som lever i drømmen. De som kender dig bedre end du kender dig selv, og egentlig bare ønsker dig lykke og kærlighed. Den kærlighed som strømmer fra selv den mest ukendte kant, og kan skimtes i øjnene og i ansigterne på mennesker du har kendt i hele dit liv. De ser dig og de ser deres eget liv, som en og samme flod der smyger sig ned igennem landskabet, uforandret, uændret over tid. De ser de barneøjne der lå til grund for det hav af spørgsmål, der gør dig til dig. Men de minder dig også om at du bare er blevet et barn med stemmeret og forpligtelser.

Det er modstandens hovedstrøg. At man vil bryde fri af det at være barn, eller det at blive opfattet som et barn, eller det at nogen skulle finde på at behandle dig anderledes end din alder betinger. Indtil du finder ud af, måske finder ud af, at det må de egentlig godt. De kan behandle dig som de har lyst, bare så længe det er med kærlighed, begavelse og indsigt og omtrent så længe, at du er nogenlunde med på hvad der foregår. Det bliver vi mødt med i alle dele af tilværelsen. Men har man den livsoplevelse, at man fysisk fortsætter med at være lille, kan man længe efter barndommen er forbi, fortsat, af mindre bemidlede ånder, anses for at være et barn.

Men midt i lykken husker man på, at man har slået drømme op. Man har fantaseret om noget, som måske går i opfyldelse. Kan det være for dig selv, kan det være for andre og for dig selv, og kan det holde tidens tand. De fleste mennesker lever for deres egen skyld. De er ikke dannet til mere. De er ikke opdraget til mere. Deres liv fylder så rigeligt, at alt andet udover det ikke spiller nogen rolle, måske er det ligefrem en gene. Men når man har rørt uendeligheden, når man har hørt om nedtrampede stier af mennesker med et kolossalt overskud og en ydmyghed, der kalder på den største ærefrygt og betydning, så man begynder at tænke:

Indgår jeg i dette kredsløb af eftergivenhed? Indgår jeg i denne lange snor af begivenheder som definere selve det gode og det menneskelige, men samtidig, på sin måde, det usigelige og det ydmyge?

Hvis livet er en fakkel ned igennem tiden, så lyser den fakkel så stærkt når den som bærer denne fakkel i de vigtigste stunder, har øjnene fikseret på andre og andet end sig selv. De som betyder noget. Dem. De andre. Her begynder de andre at fylde mere end en selv, eller sådan vil man i hvert fald gerne tænke. Måske er det sådan, at det først er når man stifter familie, at man egentlig på fysisk plan bliver klar over, at der er nogen som betyder så meget for en, at man uden nogen sværdslag giver dem den plads i ens liv og ens hjerte som man selv optog førhen.

Det er drømme, det er mål, og det er livet selv. Men livet leves også indtil da, og længe efter at man har opnået noget. Der skal man leve ligeså vel. Der skal man være noget for sig og måske endnu mere, man skal være noget for andre.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar