tirsdag den 29. november 2016

Man vifter noget foran nogen



Man vifter noget foran nogen. Får dem til at glemme, hvad de lige har sagt og hvad de lige har været parat til at gøre. Man trækker dem ind i rummet, lukker døren og viser dem den gyldne fremtid, hvis de vil tage imod. De skal bare lige glemme hvad de har sagt og hvad de har ment

Da Lars Løkke, manden med de ni politiske liv, besluttede sig for at vise Anders Samuelsen en gylden fremtid, så var det på ryggen af et forløb hvor intet gik som det skulle. Regeringen var ved at vælte, landet var ved at skifte farve, og en karriere var ved at være slut. Men Samuelsen kunne se noget skinne i det fjerne. En lykkeamulet af muligheder for at præge dansk politik. Eller en mulighed for at have mulighed for at præge dansk politik. Løkke har været i branchen i mange år. Siden 2001 har han været minister, med en pause fra 2011-15. De konservative er et 100 år gammelt parti som har prøvet det hele og lidt mere end det. Både V og K ved at det handler om det lange spil, om indtrykket af om man styrer eller bliver styret. Det ved DF også. Det er det som LA er oppe imod. I går var en god dag for dem. De mødte dronningen, de fik et glas champagne i statsministeriet, de fik hentet Thyra Frank ind som ældreminister. Det var en skinnende dag i solens stråler. Som det var for SF i 2011.

Nu har virkeligheden indfundet sig. Ole Birk Olesen bliver præsenteret for hvad han selv har sagt gennem tiden, og at han ikke kan leverer på LA's trafik og transportmærke sag nemlig at gøre det gratis at køre over Storebælt for billister. Riisager skal forsvare en folkeskolereform, som hun synes er en katastrofe. Joachim Olsen er sur, fordi han ikke blev minister.

Anders Samuelsen får at vide at han formentlig skal være ude at rejse +200 dage om året, og at det derfor i realiteten er umuligt at være formand for et parti som skal tilvænne sig at være i regering.

Det var hvad Villy Søvndal fandt ud af i hvert fald.

Den gladeste LA'er er nok Simon Emil Ammitsbøll. Han kan komme med ambitiøse udmeldinger om vækst, møde en masse alvorlige og kompetente forretningsmænd i Armani- suits, som synes det er fantastisk, at LA har fået netop det ministerium, og han kan se frem til flere opgaver og ansvar i toppen af partiet, fordi Samuelsen er på tundraen, på indlandsisen, i en ørken eller i Kina og altså ikke har tid. Samtidig vil det gå op for både Ammitsbøll og for Samuelsen at DF(og resten af blå blok) ikke kommer LA ilende til undsætning når de får problemer med at få deres politik igennem. Ingen har glemt hele det forløb man har været igennem.

Historierne om LAere vil fortsætte. Politiske nederlag, personlige historier, slitage af et bagland som ikke synes det er vildt sjovt at være i regering, ydmygelser fra Dansk Folkepartis side osv.

Men LA vil alligevel, rent detailpolitisk, være bedre stillet end nogensinde før. For væk fra al medie og meningsmålings og personsagshysteriet, så er det bare en ubetinget fordel at være i regering. Indflydelsen bliver meget større. Man kommer til at have medindflydelse på Danmarks fremtid på en helt anden måde, end som almindelige folketingspolitikere.

Og så falder der nogen ekstra kroner ned i foret på de 6 udvalgte LA minstre.

Løkke har valgt ordsproget. "Keep your friends close, but keep your enemies closer". Han har gjort Kristian Jensen til finansminister og dermed i realiteten cementeret K.Jensens position som kronprins og førstemand til at tage over ved et eventuelt valgnederlag

De konservative har bedt om det de ved de kan få igennem. De har med målrettet position peget på områder som de enten kan få igennem med Dansk Folkeparti eller med de radikale/socialdemokratiet. Det er godt håndværk, forstået som udtryk for beskedne ønsker der reflekterer deres mandat tal. Det er en lille flok men med mulighed for at blive lidt større næste gang

onsdag den 23. november 2016

Slagtehus



Vi ser billederne i tv og på nettet. På facebook deles videoer af børn som kommer ind på de tilbageværende hospitaler og klinikker. Ødelagte, forpinte, fysiske og psykiske ar som aldrig går væk. De har mistet en arm, et ben, de har fået revet deres liv i stykker af klyngebomber, kemiske våben og er fanget i et levende mareridt som langt overstiger hvad noget menneske i den vestlige verden og mange andre steder i verden kan forstå. På den ene side Assads styrker som russisk og iransk/hezbollah hjælp bomber løs for at erobre resten af Syrien og for at vise overfor verden at her er det dem der bestemmer. De holder sig ikke tilbage for at bruge alle våben i arsenalet med utallige menneskeliv på samvittigheden til følge. På den anden side Islamisk Stat som kæmper for at bevare territorium, som er midt i en dødskamp mod alle deres fjender til alle sider. IS er pressede på alle fronter og kæmper som nazisterne gjorde det i de sidste måneder i 1945, uden at skele til virkeligheden eller til fakta. Alt og alle bliver kastet ind i denne helt usandsynlige rædsel, som de på deres ideologiske og meningsorienterede dødsleje påfører deres omkringliggende verden. Det er krig når krig er værst. Hvor døden for den ultimativt pinte, kommer som en befrielse. Kan man tale om en menneskehed når sådan noget får lov til at finde sted?

Kan man tale om moral, etik og værdier når børn, spædbørn bliver sprængt i småstykker og det ender som små klip på de sociale medier? FN står på sidelinjen og ser de samme billeder som os andre. De er væk. Ude af konflikten fordi det er for farligt. Det hele er i denne af alle tilgange, den mest gustne, nemlig ventepositionen. Vi kigger væk indtil Assad og russerne har genindtaget Aleppo og krigen i Syrien nærmer sig en afslutning. Vi kigger væk mens Islamisk Stats dødskamp fortsætter. Dog med det....men... at hele verden deltager i krigen mod IS, hvorimod Assad og Russerne har deres nedslagtning for sig selv.

Hvem det præcist er de går efter i det østlige Aleppo står for mig en smule uklart. "Terrorister" siger det, med det der magiske ord som siden 9/11 har været en talisman for nedslagtning og undertrykkelse af enhver art. Lige så snart nogen får hæftet terrorist på ryggen som et rocker rygmærke, så breder den stiltiende forståelse sig. Men er det virkelig terrorister, eller bliver det som begås der i den by, ikke også en terrorisme og måske en terrorisme af den mest brutale slags.

Det er om der er terrorister eller ej tale om et slagtehus. Ingen gør noget og ingen kommer til at gøre noget

tirsdag den 22. november 2016

Det andet FCK



Et hvert hold ville være i problemer hvis deres angribere var ude med skader. I FC.Københavns tilfælde falder skaderne ikke blot for de to angribere, men for to af de bærende spillere på holdet og to af de bedste spillere i kalenderåret 2016. Santander har holdt et godt stabilt niveau fra foråret og ind i efteråret. Navnligt i de europæiske kampe og Andreas Cornelius har været som forvandlet i den her halvsæson. Det har været det bedste niveau han har leveret siden han kom tilbage fra Cardiff. Men de er ude og gode råd er dyre.

Kampen mod Porto er, med en fortærsket kliche, en skæbnekamp. FC København skal vinde for at holde liv i drømmen om knockout fasen i Champions League. Men hvad gør man når de store drenge er ude. Det som ligner game over for FCK kan blive holdet og klubbens chance. Det kan være begyndelsen på det andet FCK. For bagved Corner og Santander er mere hurtige, adrætte og tekniske spillere. Spillere som Toutouh, Falk, Verbic og Kusk. Det er en helt anden model for hvordan kampene skal spilles. Langt mindre fysisk, langt mere teknisk og positionsfodbold. Det er et nødvendigt opgør med den meget firkantede, men velfungerende ramme som Ståle Solbakken skaber omkring sin start 11er. FCK spiller godt, vinde kampe men spiller, hvis man skal sige det meget skabelonsfodbold. Høje backer, hårdt tryk, meget fysik. Man kender det. Ingen i Superligaen kan dog stille noget op mod det, men internationalt kan holdene forberede sig på det. Lukker man af for Ankersen og Augustinsson har man effektivt kvalt FCKs opspil. Det kan der rykkes ved mod Porto. Her kan Ståle gamble og han kan gamble stort. Ved at bringe Verbic, Toutouh og Falk vil han effektivt rykke spillet ned i græshøjde i længere tid end normalt, spille langt mere på den individuelle bedrift end på det kollektive setup og han vil uden tvivl forvirre fjenden.

De skal fodre boldene til en mere bevægelig angriber i Pavlovic der heller ikke bringer så meget fysisk og han vil kunne få brug for hjælp i det fysiske slagsmål med midterforsvaret.

En løsning på de fysiske spørgsmål vil kunne være at rykke Delaney længere frem i den såkaldte "Grønkjær position" bagved Pavlovic. Han har mere fysisk styrke end Toutouh og er mere disciplineret end Verbic.

Men uanset hvad så skal Ståle gøre noget han hader. Han skal foretage sig uprøvede dispostioner i en nøglekamp. Ikke-testede løsninger som naturligt vil skabe uro indenfor egne rækker

Porto er ikke forberedt på det, alene af den grund at FCK aldrig spiller på den måde. I aften er de nødt til det. Det kan vise sig at være en "blessing in disguise" at Santander og Cornelius er ude

God kamp

mandag den 21. november 2016

Løkke regering



Løkke forsøger at lave en ny regering. Med et nyt regeringsgrundlag. Med 2,5 år tilbage af valgperiode, så er det blå bloks mulighed for at undgå et valg. Et valg de ville tabe. Det er også blå bloks mulighed for at give DF rollen tilbage som de afgørende mandater, tungen på vægtskålen der kan få mærkesager igennem. Det har de brug for. I de seneste målinger ligger de på ca. 14% hvilket er ca 7% points lavere end ved valget sidste år. Det rykke magtbalancen, ganske betydeligt, over til rød blok

Det er 00erne re run. En gentagelse af en proces, som Liberal Alliance oprindeligt var sat i verden for bryde. Men så meget kan jo ændre sig i politik. Hvem der vinder og hvem der taber på manøvren er selvfølgelig stadig uvist. Man kan anskue det fra forskellige sider. Nogen vil i begyndelsen være bagud på points, men ende med at få meget og påvirke meget i Danmark. Andre vil føle det som en sejr men måske i sidste ende opleve at det var en flad fornemmelse man stod tilbage med. Politik er på den måde det evige kontinuerlige, foranderlige spil hvor dagens vinder er morgendagens taber og omvendt. Den stærke, driftsikre politiker har naturligvis for længst fundet ud af at det er det lange spil det handler om, og magten. Både magten til at positionere sig rigtigt, og magten til rent faktisk at få ting gennemført. Det man gik ind i politik for at gøre. Men også for at vise sig selv som et naturligt magtparti. Et naturligt regeringsparti. Løkke får meget kredit for at kunne navigere i næsten umulige sammenhænge. Gang på gang hiver han kaniner op af hatten og redder sig selv og sin regering. Nogen ville så sige, at måske han skulle lade være med at blive nødt til at hive kaniner op af hatten, men sådan er det måske.

Det regeringsgrundlag der kommer til live i de her dage på Marselisborg er i virkeligheden også begyndelsen på en pagt mellem Venstre, Liberal Alliance og Konservative. En pagt som skal holde sig duelig også efter valget uanset hvordan det går. De skal afstemme hvor hinanden er, hvor hinanden går og hvordan man kommer tilbage til det naturlige, samarbejdende udgangspunkt igen. Modellen tages efter den borgerlige blok i Sverige som med dygtighed holdt sammen på en koalition gennem to valgperioder, hvilket virkelig er meget for borgerlige svenske partier. De udgjorde samlet set flertallet i Riksdagen og forandrede dermed Sverige ganske betragteligt. Det er Løkkes forhåbning og Samuelsens drøm at det kan gentages, bare i Danmark. Der er selvfølgelig bare det problem at Dansk Folkeparti har en anden dagsorden. De kommer tilbage i den rolle de er blevet verdensmestre i at udnytte optimalt. Uden for ministerkontorene, men med fingeren på knappen i forhold til at gennemføre politik.

Der er ikke 90 mandater uden DF. Sådan var det i går, sådan er det i dag og sådan bliver det i morgen. Og derfor skal regeringsgrundlaget flugte med de interesser DF har, men ikke nødvendigvis med den politik som DF har. DF skal kunne komme ind og redde dagen og alligevel tilkendegive at nok er man størst i blå blok, men at regeringen jo samlet set har flere mandater end DF. Smart.

Måske for smart

Nu får vi se


fredag den 18. november 2016

Uber og evnen til at levere service

Landsretten har valgt at stadfæste byrettens dom. Uden at gå i detaljer, så kan det i skrivende stund godtgøres at det ikke var nogen god dom for Uber, men derimod en god dom for fagforeningerne og dem som vil kæmpe for det bestående

Det bestående. Det vi vil værne om. Kan vi ende et sted hvor vi værner så meget, at vi ikke udvikler, at vi ikke innovere og tænker nyt. Der opstår en deleøkonomi for øjnene af os. En deleøkonomi som er ret ligeglad med de politiske farver blå og rød. Tingene skal bare glide. Hverdagen skal bare glide. Helt enkelt, så skal det at køre taxi ikke koste en bondegård. Og man skal ikke fragtes rundt af en storrygende person som agerer som om man er i gang med at genere ham ved at have den frækhed at stige ind i hans bil. Vi vil gerne have kundeservice og vi vil egentlig gerne have kunderservice uden at kræve at vi gerne vil have kundeservice. I det sekund man langer et beløb over disken vil man gerne behandles nogenlunde ordentligt. En samtale hvis det ønskes, ro hvis det ønskes, bare et eller andet som løfter det op fra "du skal bare ud af min bil så hurtigt som muligt" paradigmet. Har ikke selv kørt Uber, men har kørt nok taxa, især da jeg var yngre til at udtale, at tiden er kommet til at vi Danmark, i hvert fald i vores service erhverv leverer, ja service. Det er ikke kun den vrede fragt fra a til b. Vi er ikke kartofler som skal fragtes men mennesker med en sjæl, et åndsliv, et følelseregister, et sted hvor vi er på det specifikke tidspunkt. En chauffør skal ikke være psykolog, men som alle andre steder i verden, skal også danske chauffører tage temperaturen på det menneske der er kommet ind i hans forretning

Vi kan godt

tirsdag den 15. november 2016

Mad Men og Trump



En uge er gået siden Donald Trump blev valgt til præsident i USA. Siden har ingen kunnet snakke om andet. Man har prøvet at forstå amerikanerne, forstå verden, forstå sig selv. De velstående og arbejderklassen gik sammen og valgte Clinton familien fra. Ikke mere Bill og Hillary

I den uge der er gået, måske endnu længere, har mange forsøgt at forklare fænomenet Donald Trump. Er han konservativ, er han demagog, er han den farligste og mest vanvittige mand siden Hitler, eller er  han en slags frelser som vil gør Amerika stort igen? Alle har en mening om manden Trump og især har alle en mening om fænomenet Donald Trump. Men det er meget få der har vurderet Trump og samtidig talt om den by hvor han er fra, og hvor han har boet hele sit liv. New York. Det er rigtigt at han er fra forstæderne men han kom til New York City som ganske ung, og han blev hurtigt en del af jetset miljøet i byen. Ikke det fornemme, aristokratiske miljø som ikke ville have noget med ham at gøre, men det uslebne, frække business miljø som kom til at blomstre under Reagan og cementerer sin indflydelse over Amerika under Clinton og George W Bush. Man kan samtidig ikke sige New York og jetset uden at sige Mad Men. Og i Donald Trumps tilfælde er det ramt ganske præcist. Hans far Fred Trump har givetvis været i miljøer som kan genkendes i Mad Men. Cigarer, sprut, damer og penge. A mans world. Det er den verden som Donald Trump er vokset op i. En respektløshed overfor alt det som man i dag skal respekterer, og en respekt for alt det som man i dag skal vise respektløshed overfor. Når Trump taler om mennesker på den "kavalerske" måde han ynder at gøre, så er de ud af en kultur, hvor mennesker er værktøj til at nå sine mål. Det er ikke fordi man ikke kan lide dem, men det er sådan spillet fungerer. Det er bare forretning.

Donald Trump er ikke racist, men for ham er sorte mennesker nogen der trykker på de rigtige knapper i elevatoren eller pudser ens sko inden man går til cocktailmøder, eller bo i socialt boligbyggeri og ikek forstår den amerikanske drøm.

Donald Trump er på den måde en virkligheds udgave af Roger Sterling fra Mad Men. En mand der vil sige hvad som helst for at sælge sit produkt, for det er den verden som han er bragt op i. Som Roger Sterling gjorde det i Mad Men, så arvede Trump, om ikke sin forretning, så sine oprindelige forretningsforbindelser fra Fred Trump. Som med Roger Sterling så er kvinderne kommet ind og ud af Trumps liv i en lind strøm. Der er dog afgørende forskelle. I Mad Men drak man, og man drak tæt. Trump er afholdsmand og han har set hvordan mennesker i miljøet i New York har smadret sig selv til ukendelighed på druk og stoffer. Men ideen om at være på toppen af verden, king of the hill, er den samme. Ideen om en grundlæggende ufejlbarlighed garneret med et element af lavt selvværd og vrede mod en synlig eller usynlig elite er den samme. Det er en kultur hvor mænd stadig kan være mænd, uden at føle skyld eller skam over at opføre sig uterligt. Men det er også en verden, Trumps sejr til trods, som er ved at forsvinde. De strukturelle forhold er ikke som de engang var, og har ikke været det længe. Kvindernes rolle i hjemmet og på arbejdspladsen er ændret og det bliver meget svært at rulle tilbage, for ikke at sige umuligt at rulle tilbage. "Make America Great Again" bliver en meget svær øvelse for Mr President-elect Trump og hans gruppe der jo består af fortrinsvis hvide midaldrende mænd

søndag den 13. november 2016

Konservativ eller totalitær



Trump er begyndt at løfte sløret for hvad han vil. Og det står klart at øverst på hans dagsorden er et andet forhold, for at sige det mildt, til Mexico. Bygge en mur der dækker grænsen mellem USA og Mexico samt deportere 3 millioner mennesker som opholder sig illegalt i USA og som i følge Trump er kriminelle på forskellige måder

Det som kan kolliderer med store dele af det republikanske parti kan være hele spørgsmålet om civile rettigheder, som man har også selvom man opholder sig ulovligt i landet. Her vil der opstå en konflikt mellem Trump og formanden for repræsentanternes hus, Paul Ryan(R). Ryan er konservativ af den type som anser at staten skal være lille, spille en ubetydelig rolle i folks liv og ikke blande sig i økonomiske spørgsmål, men staten skal garantere alles frihed og retten til at søge lykken. Det som Trump foreslår er en ændring af minimalstats tanken på udvalgte områder og indførelsen af mekanismer som vil gøre dele af statsapparatet ganske stort. Det vil kræve ekstraordinære forhold at smide minimum 3 millioner mennesker ud af landet. Tilbage står også, at Trump aldrig for alvor har gjort sig til ejermand af den ideologi der ligger som grundsten hos republikanerne, nemlig konservatismen. Præsidenter har ikke været i stand til at vise tilstrækkelig handlekraft, synes at have været Trumps holdning siden 80erne hvor Reagan var præsident.

USA skal ledes af "den stærke mand". Men samtidig vil Trump, i følge ham selv, ligge under for den vilje som nationens fædre udlagde tilbage i 1700 tallet. Og her er der tale om en gigantisk selvmodsigelse. En selvmodsigelse der kan give stor ballade internt i det republikanske parti.

For nationens fædre ville ikke have en  stærk mand i spidsen for landet, man ville ikke erstatte én konge med en anden konge, man ville ikke give "the executive branch" for meget magt, og man ville respektere staternes ret til selvbestemmelse. Det skulle selvfølgelig ses som de politiske vinde der blæste på det tidspunkt, og politiske vinde har det jo som rigtig vind, det med at komme fra forskellige retning med forskellige hastigheder. Det er magtpålæggene for det republikanske parti, i hvert fald i skål talerne, at den suveræne er borgeren, men Trump kan med republikanernes hjælp i kongressen lægge det totalt på hylden

I så fald vil Trump bevæge USA i en totalitær retning som kan give mindelser om fascismen i Italien. Men det kommer meget an på om han ønsker en større eller mindre stat og om han baserer sin politik ud fra race og etnicitets spørgsmål. Og hvad han i givet fald får lov til af sine partifæller i kongressen


mandag den 7. november 2016

Dixificeringen af hele USA



USA går til valg i morgen. Det vigtigste valg i mange årtier. Måske det vigtigste valg siden 1860. Dengang var selve unionens fundament og fremtid på spil. Abraham Lincoln indvarslede en ny epoke, med det ret nye parti, Republikanerne som fundament. I sydstaterne var man mildt sagt dybt skeptisk overfor denne kæphøje jurist fra Illinois. Faktisk var man rødglødende af raseri og angst. Debatten omkring slaveriet og staternes rettigheder havde taget til i styrke op gennem 1800 tallet og var ved valget i 1860 ved at bryde ud i lys lue. Valgkampen står som et politisk monument for USA, hvor debatten mellem Lincoln og hans modstander Stephen Douglas stadig anses for at være et intellektuelt højdepunkt i amerikansk politisk historie. Lincoln trak sig sejrende ud af valget. Men allerede under valghandlingen kunne man ane at der var et alvorligt opbrud på vej. I syden ville man slet ikke skrive Abraham Lincolns navn på stemmesedlen og man gav derfor de fleste af sine valgmænd til en "Dixie" ved navn Breckenridge. Så opdelt var landet. Lincoln selv var ikke så optaget af slaveriet som han var optaget i at bevare Unionen indtakt. "Kan jeg redde unionen ved at frigive alle slaverne, så gør jeg det. Kan jeg redde Unionen ved at frigive nogen af slaverne, så gør jeg det. Kan jeg redde Unionen ved ikke at frigive nogen af slaverne, så gør jeg det

Men terningerne var allerede kastet. Afskyen mellem Nord og Syd havde vokset sig stor som en byld gennem årtieres skænderier og opbygget frustration. I Syden var man overbevist om to ting. 1)Dem i Nord skulle i hvert fald ikke komme og fortælle dem, hvordan de skulle leve deres liv og styre deres stater. 2) De kunne sagtens klare en krig hvis det skulle være, fordi briterne og franskmændene ville komme og hjælpe dem når de ikke længere fik deres bomuld til tøjproduktion.

Det sidste arguments klygtighed kan man jo så tænke lidt over.....

Fra en præsident bliver valgt til at han bliver indsat går der gerne et par måneder. Sådan er det stadigvæk. I dag skyldes det den massive omstrukturering af statsapparatet, der følger med, men dengang var det af praktiske årsager. Det kunne tage noget tid at komme fra en ydre stat og til hovedstaden Washington. Det der skete under Lincolns transitionsperiode kom til at forandre USA for evigt. Flere af sydstaterne, med South Carolina i spidsen, valgte at forlade Unionen og der skulle bare en gnist til at antænde det inferno som måtte komme. Den gnist hed Fort Sumter i 1861 og resten er historie

Den amerikanske borgerkrig varede herefter frem til 1865, men i mange små og mellemstore samfund i Sydstaterne vil man, stadig, hævde at den ikke er forbi endnu. "Those damn Yankees, coming here, and ruining our southern way of life". Man kan høre det for sig. Vreden, hadet, afmagten og ønsket om at reetablere den gamle samfundsorden blev et mantra i sydstaterne. De endte med at få voldsomme tæv i krigen, men en politisk kultur blev skabt. Fra 1865 og hundrede år frem ville ingen der kaldte sig en stolt "Dixie" mand eller kvinde stemme på republikanerne. Det vendte på hovedet da Lyndon Johnson pressede borgerrettighedslovgivningen igennem i 1964-65. Han var selv sydstatsmand(Texas) og havde med egne øjne set den racisme og ydmygelse af sorte, som foregik i Syden. Det skulle være slut. De skulle have basale politiske frihedsrettigheder som alle andre borgere. Det skete. Men demokraterne mistede herefter Syden for bestandigt. Det var et forræderi som de hvide i syden, ikke kunne tilgive

I dette valg er race igen blevet centrum. Med sin allerførste tale i valgkampen, hjemme i Trump Tower, lagde Donald Trump kimen til et valg der ikke handler om politik eller ideologi, men handler om den hvide mand kontra de brune og de sorte. Hvis man er hvid og det uanset om man er demokrat eller republikanerne eller uafhængig, kan man ikke andet end stemme på Trump må det så formodes. Og modstanderne, de brune og de sorte, må stemme på Hillary eller hvem end demokraterne måtte komme med.

Det er ikke knivskarpt sådan det er blevet. Men med dette valg er vi komme tæt på. Selv blandt uddannede hvide er der en stor følgeskare til Donald Trump

En sådan inddeling er gift for et demokrati. Det er gift for et samfund og for en stat, der skal hænge sammen. Men det er ikke en overraskende udvikling.

Eller en uhørt udvikling.

Den etniske/kulturelle konflikt i USA er så grundlæggende, at det er svært for europæere at forstå det. Det vil komme til at præge USA på den måde, som vil rive samfundet fra hinanden og i sidste ende opdele landet i flere lande(er mit bud). Måske ikke med det samme. Men over tid. Nedtællingen til en ny indre konflikt i USA er begyndt

torsdag den 3. november 2016

Hver 10.medarbejder



En god ven har sendt mig en skrivelse der handler om at offentlige ledere skal se på deres 10% dårligste "performers" og hælde dem ud. Sådan. Ud med dem. Det er moderniseringsstyrelsen, som i realiteten fungerer som en forlænget del af finansministeriet, som kommer med denne policy. Bruger ordet policy, fordi jeg ikke synes vi har et ord på dansk, der dækker det ligeså godt. Ikke engang tilnærmelsesvist ligeså godt.

Det der lægges op til er en kæmpe kulturændring i den offentlige sektor i Danmark. Det er ikke længere sikkert at være offentligt ansat. Man kan ikke længere regne med noget som helst. Det man kan regne med er, at man bliver vurderet ud fra nogen specifikke måleenheder hvert år. Tilhører man, ud fra de givne enheder, de 10% dårligst præsterende kan det betyde at man ryder ud af vagten. Det er en model man har kørende i børsnoterede private virksomheder. Virksomheder som aflægger regnskab fire gange om året, hvor man altså fire gange om året er oppe ved det grønne bord og man kigger ængsteligt over på den anden side af bordet hvor aktionærene sidder.

Aktionærerne ønsker en stigende forretning af deres investeringer, ellers hiver de deres penge ud og sætter dem i noget andet. Det er benhårdt. Så cut-throat som det kan blive. Men der er også noget tilgivende i det. I den private sektor. For alle ved, at det er sådan det er. Alle ved at man, dagligt, er i en konkurrence mod et andet selskab i sin egen branche, og for at højne intensiteten og sandsynligheden for at slå konkurrenten, leverer den højere indtægt for aktionærerne, også i konkurrence med sine kolleger. Man er et hold, ja. Men man er også indbyrdes rivaler. Det lyder ikke rart og hyggeligt, som vi kender Danmark. Men det er hvad virkeligheden er i erhvervslivet, og især den del, som er gået på børsen. Gone Public, som det hedder.

Man skeler til kursen fordi man måles, fra bunden til toppen på dette forhold som et, nærmest objektivt, kriterium

Men kan dette anvendes i den offentlige sektor?

Tror det ikke

Man skal i hvert fald klart definerer hvad et givent succes kriterium i så fald skal være. Man skal være fuldstændig på sikker grund i forhold til om man kan sætte det samme mål for en plejehjems assistent som man kan for en gymnasielærer. Hvad man selvsagt ikke kan. Ofte er offentlige satte sat til at hjælpe dem som ikke automatisk kan passe ind i det pulserende arbejdsmarked, eller konkurrencestaten. Derfor tager opgaverne længere tid, er ikke direkte lette at løse, og kræver noget langt mere komplekst end det som virksomheder ofte leverer af service for deres kunder. Der er ikke en 1:1 overførsel af viden, kompetencer og måltal fra en virksomhed til det offentlige. Men betyder det så at man ikke må måle og veje offentligt ansatte?

Nej.

Hvis det offentlige skal bevarer en troværdighed i løsninger af opgaver på vegne af den befolkning, som, i danskernes tilfælde, har en statsindbetaling på ca 58% af den samlede indkomst(læg mærke til mit brug af ordet indbetaling og ikke ordet skat) så må det offentlige accepterer en øvelse der gå ud på at højne den kultur som eksisterer.

Men det gøres sandsynligvis ikke, ved at reproducere et krav, som klart bedst forefindes hos børsnoterede virksomheder.

Måske gøres det bedre ved at bruge de erfaringer man har i fondsejede, selvejende eller familieejede virksomheder som ikke er aktieselskaber. Under krisen viste disse virksomhedstyper sig langt mere robuste end børsnoterede virksomheder. I Danmark har vi en fantastisk god tradition med familie og fondsejede virksomheder og lur mig om der er ikke allerede, i langt det meste af vores arbejdsmarked, er en erkendelse om at det sikre, stabile, ikke-lunefulde eller lune-styrede er den bedste løsning.

Også for det offentlige