søndag den 30. september 2018

Larsen

Larsen. Vi ved hvem der tales om. Et ikon. Et menneske der steg op til nationalskjalds flyvehøjde fra baggården i Nordvest. Fra drengen hos en enlig mor, til den voksne mand der skrev lyd tapetet til flere generationers liv. Han skriver sig ind, denne Larsen, i en række af danskere som var noget ekstra for sin tid, og noget ekstra for sin eftertid. Ole Rømer, Niels Juhl, H.C.Andersen, N.F.S Grundtvig, Søren Kirkegaard og Kim Larsen. Der kan nævnes andre.

Men det er på den liste Kim Larsen nu residerer. Det gør han i efterlivet, med en smøg i kæften og en øl i hånden, med en skarp replik og en arbejdsmoral der kom fra hjertet. Han var i sin tid, og han var nærmest en tid

Tak Kim Larsen

tirsdag den 25. september 2018

Sverigedemokraterne

Regeringsdannelsen i Sverige er noget der tager tid. For ingen vil samarbejde med Sverigedemokraterne. Men det rykkes der ved nu, hvor KD åbner for et samarbejde. Det fremstilles hernæst som et jordskælv, en fuldkommen utrolig handling.
Sverigedemokraterne fik mere end 17% af stemmerne, næsten hver femte svensker stemte på dem, og dem der har stemt på dem er mange menneskers naboer og genboer. Det virker meget ikke-skandinavisk, at man vil undlade at samarbejde med et bestemt parti i landets lovgivende forsamling

lørdag den 22. september 2018

Træt



Det har været en måned som endnu engang beviser, at livet leves forfra og forstås bagfra. Andre gange fra den ene side, som forsøger at forstå den anden side, mødes et sted med sig selv og forlader sig selv igen. Det frie, uafhængige, tænkende menneske forstørres til stor-mumie og formindskes til det rene ingenting. Man venter.

På svar fra et menneske man aldrig før har mødt, og man måske aldrig kommer til at møde igen. Med få slag på en tromme bliver den såkaldt frihed bragt i fare. Det er som oftest før, så dramatisk når selve friheden bringes i fare.

Men man ånder og lever videre, og man føler sig så morsomt magtesløst. Men noget har forandret sig

Der kommer en tiltagende følelse af udmattelse, at det frie menneske ikke orker at kæmpe, tale, agitere, overbevise om sit behov for frihed, sin livstilstand i øvrigt, og et kontinuerligt intellekt. Man er træt. Ikke træt på den måde at man er søvnig, men træt på den måde at man mærker det et dybere sted end sine muskler, knogler og sener. Man mærker en træthed i hjerterummet og man ænsede faktisk ikke en sådan træthed fandtes.

Det er sikkert ikke engang træthed, men apati, og apati selv for det man er mest ræd for, og de værdier som man mest af alt holder i hævd. På et tidspunkt kan det komme ud på et. Det bliver ved med at være det samme, det bliver ved med at snurre klokkerent rundt, det bliver ved med at hejse sig selv op fra græsrødderne og stikke armene mod trætoppene i beruselse over endnu engang at sige, gøre og tænke noget ualmindeligt.

Denne træthed, denne apati oplever det kæmpende menneske, og det er hans eller hendes værste skræk, for man forveksler det med opgivelse. Opgivelse er dog en konklusion, og for at nå en konklusion skal man være afklaret, og man kan ikke være afklaret i en apatisk tilstand. Det er mere skingert end umuligt. Det er skingrende umuligt. Hvad der derimod er muligt er sandhedens kunst. Simpelthen at svare noget så frækt som sandheden på det man bliver spurgt om, og så håbe og tro det bedste. Det var den nat man lagde kimen til sejren, der lagde dunjakkerne til nederlaget, der lagde opblomstringen til hverken eller og så videre derfra.

Man kan sagtens forestille sig hvordan menneskeheden i hele sin livagtige historie, har opfundet hjul og stejle og helligdage for at få noget at gå op og miste risikoen for apatien og trætheden. Nogen trækkes ud af huse og så skal der da holdes en fest, spise rødt kød, drikke mjød fra en kande, og ikke ane en levende fis om bruttonationalprodukter og CO2 udslip. Det ville være så håbløst langt fremme i bevidstheden at det ikke har noget med nuet at gøre. Hverken dengang eller nu.

I og med at det bliver mørkere, træerne mister sit tøj, skyerne får vind som selskab og solen blotter sig så lidt som muligt, bliver det lettere at indtage positionen, rollen, livsstykket som apatisk og træt, men det kolliderer med det flora-danica image, man gerne skulle have af glade, smilende, overlevende jeg. Det er et jeg i overordentlig positiv og livskraftig forvandling, for her bliver apatien og trætheden til en livskunst, som beundres for værende den nye tids bud på den gamle tids ånd.

fredag den 21. september 2018

The brits

Der kommer nok en aftale mellem EU og the brits. Jo mere drama, jo flere cliff-hanger taler, jo flere forhandlinger i store sale, jo mere historie, jo mere ligner det at enderne kommer til at mødes til sidst

Om aftalen bliver god for europæerne og for briterne er en helt anden historie 

tirsdag den 18. september 2018

DR

Journalistisk martyrium
På dagen for nedskæringer i DR fremvises samtidig den nye public-service forpligtelse. Politisk set er der ikke så meget at komme efter, der er et flertal i folketinget for den nye førte politik. 
Men det som skærer i øjnene, er DRs nye journalistiske begrænsning.
At man ikke længere skal skrive længere, dybdegående historier.
Her bliver en Orbanisering af Danmarks Radio en realitet. Nogen ønsker ikke, at DR går i dybden. Hertil må så siges, at hvis ikke DR kan gå i dybden, så skal der ikke i fremtiden være et DR. For hvad er Danmarks Radio uden selvstændig journalistik af kaliber? Uden journalistisk, redaktionelt eller research(host) dybdegående arbejde?
Alle kan lave den "Store Bagedyst" eller læse op fra en skærm, at der er bombardementer i Syrien og patienter på gangene på sygehusene.
Men det er vel en del af den højere orden. At DR koncentrerer sig om mellemlaget og ikke går i dybden. For nogen må vel mene, at den retning hvor DR går i dybden ikke tilfalder deres interesser eller landets interesser eller begge dele.
På den måde vil Danmarks Radio over tid have udspillet sin rolle og ende på historiens losseplads
Og det er vel nogens overordnede målsætning. Det må man tro

mandag den 17. september 2018

Vildskud



En fodboldsspillers vigtigste opgave er at være kreativ og løse sine faste opgaver samtidig. Stå på jorden og hoppe op i luften på samme tid. Det kan man med de helt rette ingredienser. I tilværelsen forsøger vi noget lignende. Det går for en tid. Faktisk er det sunde liv grundlagt i forsøget på at række ud efter stjernerne, fejle og derefter mere fornuftigt korrigerer ind til landjordens dybde. Nogen vil springe et led over, måske i frygt for at fejle, måske i frygten for frygten for at fejle, mens andre efterlever den udlagte skabelon og lever det almindelige/ualmindelige liv.

På et tidspunkt laver vi et vildskud, hvor vi står foran mål og hamrer langt over eller ved siden af og måske rammer så skævt at dele af stadion kommer i berøring med en bold, som aldrig nogensinde burde have været kommet deres vej. Det må man håbe. Faktisk må man håbe at summen af vildskud er ret høj, når man er ung.

For man forsøger noget. Man prøver noget.

Prøver sig selv og, også i kølvandet på dette, andre mennesker af. Vi bliver objekter for hinandens forsøg, indtil vi finder den og de stier vi går nedad. Tidligere var det én sti, én hylde og man kunne være tilfreds. I den er stien og hylden én selv og man er sin egen virksomhed, sin egen mentor, sin egen motor, og sin egen drivkraft. Der vil være folk der falder af på den konto, folk som ikke kan klare det og som hellere ville leve i en højere grad af social og normativ beskyttelse fra et tidligere sted i tilværelsen.

Men vildskud skal der til, også selvom man kun laver vildskud og ikke andet

fredag den 14. september 2018

Manafort

At Paul Manafort har indvilget i at samarbejde med Mueller åbner et nyt kapitel i undersøgelserne mod Trump kampagnen, mod Trump selv, og i forhold til Trumps præsidentembede i øvrigt.
Der kommer et tidspunkt, hvor det bliver svært for Trump administrationen at foretage sig ret meget andet end at vente på rapporten fra Robert Mueller og for resten af verden at foretage sig ret meget andet rent politisk end at vente på selvsamme rapport
I mellemtiden kan man spekulere i Trumps skyld og uskyld, og man kan spekulere på om hvorvidt Paul Manafort ligger inde med oplysninger der kan fælde præsidenten eller medlemmer af præsidentens inderste kerne og/eller familie.
Men i forhold til tidligere tiders kritiske punkter rettet mod Trump, er der med først Michael Cohens plea-deal og nu Manaforts plea-deal tale om egentlige retsprocesser, som Trump vil blive nødt til at forholde sig til rent juridisk og ikke bare kan tweete sig ud af


mandag den 10. september 2018

Svensk Valg

Feminisme
Fascisme
Ny-fascisme
Socialisme
Racisme
Radikalisme
Ekstremisme
Aktivisme
Liberalisme
og undervejs blev det mere og mere klart, at man måtte tale om......
Parlamentarisme
Det er blevet valg i Sverige, og det er ikke valg i Sverige uden ismer, og helst så mange af dem som muligt.
Det skal helst være sådan, at man kan proppe 3-4 ismer ind i én sætning, uden samtidig at trække på smilebåndet
Kan man det, så har man en chance i det moderne svenske samfundsliv


lørdag den 8. september 2018

Drømmejob, drømmestudie, drømmeliv


Inden natlampen slukkes, læser jeg i bogen "Meditations" af den romerske kejser Marcus Aurelius. Faderen af stoicismen.

Han anså, at der ikke er ret meget mening i det vi mennesker foretager os, at det at lægge noget til eftertiden er et spild da alle jo dør alligevel, og at man ligeså godt kan møde alle ens udfordringer med ophøjet ro og beslutsomhed.  Han var en fredens mand af sind, men var i krig i det meste af perioden som kejser. Højt mod nord mod de vilde barbarer fra Germanien med et forsøg på at udvide det i forvejen kæmpe mæssige romerske rige. Men han havde altså også tid til at skrive dagbøger og beskrive emner som liv og død, filosofi, historie, politik og leveregler for mennesker.

En morgen, efter at Marcus Aurelius skrifter sværmede rundt i mit system om natten, blandet med drømme fra hverdagen, blandet med den varme som kom over vores land, stødte jeg på begrebet drømmestudie fra begejstrede men også potentielle stress ramte mennesker der i alle aldre gav deres besyv med på uddannelse, job og karriere. Det var drømmestudierne som giver drømmejobsene og det var bare så fantastisk alt sammen. I baghovedet lå dog uendeligheden fra den stoiske tankegang, garneret tempoet fra den pulserende hverdag i 2018 Danmark. Er drømmen blevet til et mareridt?

Har vi udviklet en tankegang om, at hvis ikke drømme mødes med succes, så braser de og braste drømme er noget af det værste der findes. Siges det. Det er jeg så langt fra sikker på er rigtigt. Faktisk tror jeg at braste drømme, som kamillete, er noget af det sundeste der kan overgå os som mennesker, men det kan jeg komme til

Marcus Aurelius havde en stor kejserlig seng, men han sov på et tynd underlag tættere på gulvet i stedet for.

For ikke at blive tilvænnet en livsstil, som kunne tages fra ham hurtigt og for at bevare sig selv. Fanden galemeig. En person som for flere tusind år siden var bevidst om selvet som drivkraften bag det harmoniske liv. Det er så også nemt for ham at kunne sige. Han var kejser

I dag er der ingen kejsere, derimod er der lyslevende en autentisk drøm om det frie, uafhængige menneske, som samtidig med det er frit og uafhængigt, også er succesfuldt, smukt, i balance, konkurrencedygtigt, ringer tilbage, er proaktiv, sjov, interessant og sikkert også andre ting.

Det er jo helt umuligt, og stoikerne ville forlade deres stoicisme for en stund og bare grine deres røv i laser:

"Er det virkelig hvad det moderne, post-industrielle samfund forventer af sine borgere?" 

Ikke desto mindre er det sådan mange mennesker oplever forventningerne, uanset om de så rent faktisk er der eller ej. Meget af den bevidsthed, den visdom som findes skal formes til en æra med non-stop SOME og et digitalt kredsløb som omfatter vores arbejdsliv, fritidsliv og samler alle de givne komponenter sammen til en pærevælling




fredag den 7. september 2018

Ret



Så meget af hvad vi siger og gør har intet med ret at gøre. Hvem der har ret, hvad der er ret og hvad der vinder dagen, vinder argumentet. Dagen og argumentet kan man lade ligge. Det er ikke altid afgørende, faktisk meget sjældent afgørende.

Ret hører til der hvor det hører hjemme, i lovgivning, i domstole, i dannelsesprocessen frem mod disse. Men det spiller en rolle for de mennesker, for det menneske som tidligt i sit livsstadie har følt sig forfordelt. Det virker sådan.

Om det videnskabeligt set er sådan, ved jeg ikke, men man kan gennem en smule livsempiri fastslå, at de største kværulanter man har mødt på sin vej, er dem som har følt sig mest forfordelt som børn. Det er en interessant psykisk og måske endda fysisk tilstand, men håbløst at være i til tider når man er modtager.

Det skal dog helst hæftes på intellekt hvis det for alvor skal være effektivt og irriterende på samme tid. Det er dem skolelærerne både hader og elsker, fortrinsvist kvindehjerter der banker for den umulige sag, men det er også alarmerende når kampgejsten slukkes og der ikke kommer mere kværulering fra den man regner med fyre det af. For det fortæller jo også noget om mennesker, at deres ukuelige kampgejst er blevet slukket, eller i bedste fald tæmmet. Tæmmet af tiden, andre mennesker, en væg af misforståelser og slet og ret oplevelsen af, at ret ikke giver ret.

Det er her man skal flette ind, at ens hjerne kan kværulere men ens mund være stille. Til et punkt. Til en tid. Til det blev ens tur, men da det var ens tur, der havde toget forladt perronen. For lige det. Det er det lineære billede. Et billede der mere og mere lader sig vige, af det tænkende menneske, for det cykliske. Taget ud i det ekstreme, kan man sige at det sygdomsramte alderdom er barndommens tidlige stadie revisited. Denne gang med børn, børnebørn og oldebørn. Indtil da er det fragmenter af ønsker, behov og sympatier som kommer igen.

Hvor man står eller sidder, og tænker at næste gang det kommer forbi, næste gang man ser det man gerne vil have, så griber man ud efter det. Som en karrusel. Det runde har altid stået både fladt og rart. Det som har nok i sig selv, men er en permanent beskyttene hinde mod alt det som måtte være udenfor. Det er grænsekontrol og bevidsthed. Men om decideret ret findes i det cykliske er derimod svært at vurdere.

Der findes en grund til at alle skal have noget ud af et forløb hvor nogen skal fældes til en form for dom. I stedet for at vinde, skal vi lære at være, for vi vil hver især ende op, mentalt, hvor vi kom fra til sidst. Det er den gode nyhed. At vi er for at være og så bagefter skal puste luft ind i en uendelighed, hvor vi opgiver at være. Langsomt.

Tror ikke på at det bare gøres over en formiddag, så let som ingenting

søndag den 2. september 2018

Håndtryk

Jeg giver hånd, derfor er jeg. Eller er jeg? Med et håndtryk signaler vi respekt i Danmark, men de fleste er gået over til knus. "Noget fra mafia film" som min far siger, som insister på håndtryk, som modvægt til den organiserede kriminalitets udtryksform
Men handler det om det i forhold til statsborgerskab?
Nej, der handler det om at man endnu ikke kan/vil regulerer i forhold til Islam, og i stedet finder andre muligheder. Så indtil da, må det at værne om håndtryk, være lig med at værne om en form for danskhed.
Ligeså må det være, at gøre noget andet end håndtrykket, for at påskønne mødet med den anden, den fremmede