søndag den 11. marts 2018

En weekend i Århus



Sidder i en lejlighed alene. En mand ved navn Hartvig, har netop foræret en mand med kælenavnet Bassie en ørkenrotte. Drengene grinte og de tog deres vin, deres glas og gik ned og drak i Irma. Min barndomsven Simon var med. Tilbage sad jeg og så på en tv skærm. Operation Irakisk Frihed var begyndt dagen forinden, og i de timer blev der sat ild til Bagdad i live tv. Fra luften kanonerede den 101.luftbårne den irakiske hovedstad og langt derfra sad jeg dybt i tanker, men også med en følelse af historiens vingesus. Der bliver krydsklippet til det hvide hus hvor Præsident George W Bush vil tale til nationen og verden. "På mine ordrer" begynder han og døren til lejligheden går op. Drengene er feststemte efter at have drukket drue i Irma. Sikke noget. De er i festligt lag og jeg griner lidt nervøst over hvad der skal ske nu. Jeg er 19 år, på vej til at blive student, en verden ligger for fødderne, og her sidder jeg i Århus på endnu et kapitel af en dannelsesrejse med Dylan som lydtæppe. De er hippier, måske ikke rigtige hippier men i virkeligheden bønder der gerne vil være hippier, men de insisterer på værdier og de kendte hinanden fra efterskole, den semireligiøse oplevelse, der konstant bliver henvist til. Simon var derimod på mit hold. Jeg havde kendt ham siden vi begyndte sammen i børnehaveklassen på Vedbæk skole, fulgt hinandens liv og nu sad vi der som børn der skulle forestille at være unge mænd, som skulle forstille at vide hvad det drejede sig om. Jeg vidste i hvert fald hvad det drejede sig om, dette var jeg ganske overbevist over. Sms'er tikkede ind, sideløbende samtaler med to venner hjemmefra og den, stiltiende men fulde accept af at desarmere Saddams forventelige masseødelæggelsesvåben og demokratisering af mellemøsten. En debat var gået forud, og svedige hænder, der røbede moralens stopklods. Men demokratiseringen af Mellemøsten var i sving. Et land ad gangen.

Der blev skruede ned for lyden af tv'et og op for lyden af Dylan. Ørkenrotten blev aftens morskab og efterskoledrengene sloges med hinanden i et tilstødende lokale, som var barndommens udskejelser der hvor man kunne flygte hen i voksenlivets vanskelige nuancer. Der blev grint og der blev drillet og Simon og jeg var mere tavse end vi ellers ville have været. En gruppe af unge mænd i midten af tyverne, beåndet i enkelte tilfælde af universitetets visdom kontra to finkæmmede nordsjællandske drenge. Det var to verdner der var stødt mod hinanden som venlige skibe i råkoldt vejr. Den humanistiske, venstreorienterede verdensredende diskurs over for en konservativ, institutionel og mainstream. Så mainstream man kan være når man uden rigtig at være klar over det, tilhører den ene procent. Men der blev også drukket vin, øl og lagt planer for hvad der skulle ske. Vi gik på bar og samtalen fortsatte og der blev forsøgt små, men præcise slange-hug mod min meget korrekte borgerlighed, som jeg besad i den periode, og forfægtede med det yderste af neglene.

Min ven Simon fungerede dog også som en modvægt, man var ikke alene, og diskussionerne forsvandt ind i en tåge af røg, for dengang røg man jo som skorstene på alle barer og værtshuse i det ganske land, og i en tåge af druk. Dagen efter var vi på Aros. For første gang for mit vedkommende, og vi lagde vejen forbi Boy i kælderen/stuen og forbi Købke i Guldalder samlingen, og vi så hvordan dansk kunst havde udviklet sig fra det fornemme og højtidelige til det uforståeligt indforståede senere.

Selskabet morede sig over kunstens ynde og mødte en person, som arbejdede sammen med en i selskabet. En kendis, der kunne få denne person til at hævde sig. For i et selskab af unge mænd er det at hævde sig, om så blot for et øjeblik guld værd. Og i særdeleshed i et selskab hvor diskursen er frihed, tolerance og andet i den sammenhæng. Det er kameler der venter på at drikke af det forbudte vandhul inden de igen skal vandre tværs gennem ørken.

En af drengene trampede på mit dæk i den overfyldte bil(min) og vi måtte lægge det løjerlige sprogbrug til side og være praktiske. Overalt vi kom blev de samme vendinger brugt igen og igen, vendinger undfanget for længe siden i en anden verden. Men timerne gik og Århus lå for vores backspejl på vej tilbage til København.  Det var mit første møde med byen, og det blev ikke det sidste

søndag den 4. marts 2018

Trump kan være Globaliseringens redning



Hvis man ikke holdt af globaliseringen før Trump blev præsident kan det være at man begynder at elske den nu. Måske ikke den ulighed af overskuddet som globaliseringen har medført og den tiltagende centralisme i sit kølvand, men billigere varer i supermarkedet og evnen til at rejse billigere end nogensine før hvorhen man vil.

Der er torne i globaliseringen, torne så store at Trump slog Hillary og briterne stemte sig ud af EU.

Men told på varer, handelskrig og konfrontation mellem partnere er en kanonsalve mod det globale marked af varer, tjenester og ydelser som med langsomme skridt forbinder hele verden med hinanden. Der har været globaliseringer før, og der ofte endt med krig, folkevandringer og katastrofer. Men menneskeheden ser ud til at ville prøve igen og igen. For vindingsskyld.

For verdens skyld. Vi får at se om Trump vil ødelægge denne globalisering, eller om han er dens redning