torsdag den 29. august 2019

Den postmoderne geopolitik



Ved fejringen, eller snarere markeringen af sit et års jubilæum som udenrigsminister i USA, afholdt Mike Pompeo en lille sammenkomst for de nærmeste medarbejdere og interessenter af udenrigsministeriet i Washington. Det var med fadøls anlæg, taler og Shawn Mendes på loud-speakers. Den samme udenrigsminister som ønsker fuldkommen lydighed fra sine ansatte. Samme udenrigsminister som ifølge de ansatte er bedre end sin forgænger. Alle arbejdende for en mand, der har gjort det til sit sene livsmål, at dekonstruere den stat der eksisterer i USA, og hermed også for stedse at afvikle den virkelighed man har kendt siden afslutningen af anden verdenskrig.

Det hele gøres med en aparte, gennemført løgnagtig, fuldblods kommunikations model, som ikke er set dets lige i vesterlandsk politik før. Modstanden er gammel vin på nye flasker. Det i USA som i resten af Vesten. Dommedagsscenarier som står i kø i beskrivelsen af hvad der vil ske i forhold til Trump og i forhold til den anden store de-konstruktion i disse år, Brexit.

Men det følger en trend som har eksisteret i kulturlivet, i digterkunsten, i billedkunsten, i filosofien og i lang række andre discipliner, brancher og sammenhænge. At verden ikke længere har noget den kan tro på. At ideologierne ikke blot er døde, men klovnene mødte op og underholdt ved begravelsen, og at klovnene er de nye værdimæssige bannerfører. I Italien bogstaveligt talt. Grundlæggeren af 5 stjernebevægelsen, som har siddet i regering i de senere år, var rent faktisk professionel klovn.

Og Italien er et godt sted at se hen mod en verden med en tiltagende politisk og samfundsmæssig nihilisme. For hvad sker der egentlig, når den brede befolkning i et udviklet land taber troen på samfundsinstitutionerne? Hvor vender man sig hen.

I Italien hedder de Berlusconi og Grillo. I USA hedder de Donald Trump, Bernie Sanders og Alexandra Ocasio Cortez. Med meget forskellige grundholdninger, men alle med det til fælles at midten og de brede løsninger er for pjok og for en elite som har smadret løs på deres lande i årtier. I følge dem

Det er dog først og fremmest sproget. Det de-konstruerede. Hvor det sande bliver fals, hvor det falske bliver sandt, og resten skubbes rundt mellem disse to poler. Det gøres i ideologisk tjeneste. På begge sider af skalaen. Omfanget og formaterne bliver måske at det enkelte menneske, i nogen lande, vil miste den sidste rest af tillid til institutionerne

torsdag den 4. juli 2019

Mennesker i rum



Med alt det vi forstår ved et rum. Vinduer, døre, vægge, borde, stole og det eller de mennesker der befinder sig i det. Jeg bliver til vi og vi går fra tanke til handling, fra viden og spontanitet til ideologi og historieskrivning.

Hvad måtte blive beskrevet om mødet i dette rum kan have betydning for verdenshistorien, eller for historien for de små mennesker der måtte befinde sig derinde. Intet møbel kan skrive den historie, måske sågar forstå den, så det er op til mennesker at definere hvad der sker og hvem der sker for. Vi forlader rummet med ny bevidsthed.

Klar til at erobre eller generobrer verden. Her er vi bemidlet med et niveau af selvværd og selvtillid der i en vis udstrækning bestemmer hvor langt vi når i vores forehavende. Har selv forladt tonsvis af rum(sådan rundt regnet), ofte klogere end da jeg kom ind i det, men som tiden går, sættes man mere fast i den bevidsthed man har, inden man kom ind i det rum. "Det vidste jeg godt i forvejen, der er ingen der kan lære mig noget nyt". Udmærket. Og udgangen er ovre til højre ved haj-bassinet. 

Følger man med i politik og navnlig international politik, som denne blogger gør, bliver man konstant mindet om, at der er noget man ikke ved ret meget om, som har måske afgørende betydning for den helhed der alligevel er i konstant bevægelse.

Det er på een gang frustrerende og inspirerende. Går man ud fra at man skal have højeste karakter, også i dette, mærker man koldsveden over, at der var oplysninger man ikke havde, beskrivelser man ikke har regnet ud, og ens knap så ydmyge konkurrencesind, bliver stimuleret.

Mærker man derimod livet som een lang læringsproces, hvor alle karakterer, standpunkter og udmærkelser er flygtige øjebliksbilleder, næsten lidt pinlige i deres etablering, glædes man over at der var noget man ikke vidste. Tænk hvor meget man har mulighed for endnu at lære.

Tror de færreste tilhøre gruppe nr 2, om end de gerne ville have at de tilhørte den. Det ville denne blogger også gerne, men gør det heller ikke. Man må derfor søge rum på rum på rum for at søge den viden fra den brønd som aldrig dør ud, og man drikker endnu en stor lang tår fra denne brønd

søndag den 16. juni 2019

70% i 2030 og hvad så derfra



Når partierne forhandler, ikke blot regeringsgrundlag for den kommende regering, men modus operandi for den kommende valgperiode, er klimaet det der binder det hele sammen. Det er fællesmængden for partier der har vidt forskellige meninger på de fleste andre områder. Med undtagelse af 1-2 områder som i essensen gør rød blok til en blok og ikke frit svævende enheder på vej ud over en skrænt.

Men hvad gør man politisk når man lykkes? Lige nu er Enhedslisten, Alternativet og SF meget tæt på at få de 70% CO2 reduktioner i 2030. Som et klart defineret delmål frem til den fossilfri fremtid senere i dette århundrede i Danmark. Men når den tages af bordet, når minimumsnormeringer, som er ligeså meget et nulsumsspil som de 70%, bliver tilbage som et spøgelse. Da vågner rød blok op til den virkelighed som har martret blå blok i de seneste 4 år. Men det ved man selvfølgelig, og regeringsforhandlingerne har lige nu mere at gøre med de åben hjertekirurgi end politik.

Man skal være MEGET forsigtig at man ikke kommer til at klippe det forkerte sted, ramme den forkerte aorta mv. Det vil dræbe patienten, som i dette tilfælde er det fælles projekt som skal kunne holde i minimum 4 år, og som gerne skulle kunne se frem mod 8 år

fredag den 14. juni 2019

Dannebrog



Der er et tidspunkt. Den første gang hvor man har det danske flag i hånden, sådan lidt snottet til, fordi man lige har snottet i det uden at nogen så det, og man står og flager med det så godt man kan. Det er børnehaven og man er på Amalienborgs Slotsplads, og man er kommet til byen i tog hvilket formentlig har været den største oplevelse overhovedet.

Sidder man tilpas langt nede, så er alt det hændte, noget som hænder for andre. Man selv lever lidt i sin egen verden. Måske er dette hændt, eller måske er det en drøm

Nya Ullevi nogle år senere. Vi spiller mod Holland. I lys og den svenske sommeraften. 2 skridt og Christofte scorer og sender et hav af flag i den syvende himmel. Det bliver en flag-uge med kulminationen da spillerne vender hjem. Alle fejrer med variationer af Dannebrog. Vi er alle danske, vi er alle børn for en kort stund.

Et parti kalder sig danske og tager Dannebrog med sig i logoet. Det er opvågnings tid for den politiske bevidsthed omkring det at være dansk. Åbenbart. Fra da af bliver flaget et politisk symbol.

Nu fejrer vi at det er er 800 år siden det faldt ned. Nogen vil hævde, navnlig dem som bor i Savoyen, at det slet ikke faldt ned men har været et banner længe før i Europas brogede historie. Men der stod en mand og så det falde ned fra himlen. Som et frelsende organ, som en vellykket hail-mary i en Super Bowls 4.quarter. Valdemar blev til Valdemar Sejr og federe navn kan en konge ikke få, hvis disciplinen ellers er kamp og kamp og kamp. Intet under at legenden kunne leve. Som legenden om korset på himlen levede for den romerske kejser Constantin

Det var et kongebanner, som blev et folkeflag, som igen reflekterer tilbage på kongemagten. Et symbol på alliancen mellem borgerskabet og kongen i 1660, som ejendommeligt nok ledte til begyndelsen på en egentlig dikaturtid i Danmarkshistorien, men også symbolet for et senere borgerskab, der tog magten fra Kongen igen.

I dag pudser små børn stadig deres løbende næser i Dannebrog. Vi rejser os fortsat med diverse landshold, og forstår at vores flag har fødselsdag

Tillykke Dannebrog, og må du leve vel

torsdag den 13. juni 2019

Myternes holdeplads

Vær mod andre som du ønsker de skal være mod dig. Men hvordan ved man, hvordan man ønsker det skal være for sig selv? Det selv som lever i sig selv, for sig selv oplever til stadighed at blive udfordret af møde med de andre. Røvhullerne. Som marskandiseren engang kaldte sine kunder. Men de røvhuller vil man jo gerne have i sit liv, at de behandler en ordentligt, at man kan være et elskeligt røvhul i så fald. For dem.

Den første sætning har noget med religion at gøre. Men vi søger blot noget der minder om forskellen mellem himmelen og jorden, afstanden fra skyerne til jordoverfladen. En form for kontrol, kombineret med at vi tør give slip på det hele, eller tæt på det hele. En dobbelthed. Som forsvinder ligeså hurtigt, som vi får fingrene i den.

Nogen bruger minder, andre bruger hukommelse, andre igen bruger intet men lever ud fra devisen at der er en langstrakt plan med hus og pensionsopsparing og kærlighed målt til snorlige deciliter mål. De fleste vælger noget der minder om fornuft. Lader myterne blive hjem. Vi har jo alle gået i en skole, der præger os til at tænke, om ikke rationelt, så konformt. Det konforme kan så blive rationelt over tid. Når kroppen begynder at sætte ud. Når man mister sine tænder og man skal lave den første større selvstændige udskrivning. Når man kører ind i et træ fordi man faldt i søvn bag rettet, men hvor der ikke skete andet end at ens forsikringsselskab fandt ud af man ikke var guld alligevel.

De troede på en, og gudskelov for det. De ter jo sådan at myterne får lov til at leve videre, og vi bygger noget der ligner et samfund op på myter. Blandt andet på myten om et samfund uden myter. Og sådan kan man jo blive ved.

Det er bare sådan, at i ethvert samfund er der dem der kører i den forkerte side af vejen, dem der først trækker ind når det er for sent. Dem der har aspireret det hele eller ingenting, men netop ikke aspireret konformiteten. De udgør ikke en trussel som sådan. Egentlig smiler de mere, de græder også en anelse mere, er lidt mere ansvarsløse og ser måske både bedre og dårligere ud end gennemsnittet. De lever måske efter den myte, at deres liv har en særlig betydning, noget der retfærdiggør deres iboende modsætningsforhold til helheden

Hvem ved?
Det kan være en myte 

mandag den 3. juni 2019

Paludan og Blå Blok



Fænomenet Rasmus Paludan har ikke blot meldt sin ankomst til forsiderne i dansk presse. Han har næsten egenhændigt sat den såkaldte blå blok skakmat i forhold til vælgerne frem mod valget Grundlovsdag. Ingen kan gå højre om Rasmus med six-pence. Ingen kan sige eller gøre noget som er mere i øjnefaldende end ham, og for den store gruppe af moderate vælgere har han virket som en skræmme-krage.

For er det et Danmark der bare minder om Paludans retorik og stil vi ønsker? Svaret er ved at udvikle sig til at blive et jordskælvsagtigt.. Nej.

Skal man tro målingerne, fører de venstreorienterede partier så stort, at man borgerligt sindede sandsynligvis overvejer at stemme på de radikale for at give et bare lidt blåt stænk til det store røde flertal.

Det er en københavnerisering af hele landet. Det er sandsynligvis kvinderne i Danmark, som i stor stil forlader blå blok og navnlig Dansk Folkeparti i forhold til valget for fire år siden. Endnu engang må en statsminister lide den skæbne ikke at blive genvalgt. Et genvalg for en siddende statsminister er altså så ikke sket siden 2007.

Men det er alt blot sammen meningsmålinger

torsdag den 23. maj 2019

Kampen om milliarderne



Efter en uge i valgkampen kapitulerede Venstre tilsyneladende og lovede ekstra penge til velfærd, der dækker det såkaldte, såkaldte demografiske træk samt at Løkke Rasmussen åbnede muligheden for at Venstre kunne gå i regering med Socialdemokratiet. Pæne håndgranater i en valgkamp som peger hen mod et endda meget rødt Folketing efter næste valg. Man kan diskuterer visdommen i alle de ønsker og forslag der bliver slynget hen over disken i denne valgkamp. Som man kan det i alle valgkampe. Men bagved ligger naturligvis selve motoren.

At økonomi og kultur og derfor også adfærd og vaner hænger sammen med hinanden. Vi har i mere end 50 haft en velfærdsstat som gradvist er blevet større. Det gælder også vores afhængighed af den. Deri ligger kimen til dens enorme succes og tilsvarende fiasko. For har den taget vores initiativ fra os?

Midt i denne lomme af tilbud og afklaringer og alt det der følger med, når staten er en del af ens liv. Her er milliarderne i spil. For det koster jo penge. Men hvordan defineres disse penge? Det er meget simpelt for den enkelte offentlige institution, afdeling og styrelse, men jo længere ind i maskinrummet vi kommer, jo mere diffust bliver beskrivelsen af, præcist hvor mange penge der er til rådighed. Man opererer med forskellige balancer, som nærmest lever uafhængigt af hinanden.

Den strukturelle balance lader til at være den der styrer den siddende regerings daglige tilværelse. Her har EU sat en minimums grænse for hvor lav den kan være, altså hvor stort underskuddet må være på den strukturelle balance, men det er i bedste fald en arbitrær konstruktion, og i værste fald en skruestik til at holde en helt bestemt samfundsnorm kørende, uafhængigt at noget så tilfældigt som et valg til et parlament.

Det virker i sig selv ikke blot udemokratisk, men som en kile ned i relationen mellem borgeren, politikeren og staten. For præmisserne for hvad der tæller med i den strukturelle balance og hvad der ikke gør, ændrer sig også over tid, men disse ændringer tales der ikke højt om, ej heller gøres det bemærket i videre omfang. Det efterlader vælgerne i en umulig situation, hvor man ikke ved om det overhovedet er muligt eller ej at gøre krav på "mere velfærd" eller "større skattelettelser". De to kardinalpunkter i moderne politik.

For hvor meget forhindrer overholdelsen af den strukturelle balance i en dybdegående grøn omstilling? Hvor meget forhindrer det at udvide boligmassen, så bobler på boligmarkedet bliver en saga blot? I hvilket omfang er den et instrument, som med andre instrumenter, opfundet til at holde fat i det bestående system, i højere grad end at holde fat i det bestående samfund?

torsdag den 16. maj 2019

SV udbedes



Der kan tages mange hensyn i et politisk system. I sidste ende er hensynet ligedelt borgerne og systemet selv. Det ene forudsætter det andet og omvendt. Af mange grunde er en regering i en årrække mellem Socialdemokratiet og Venstre at foretrække fremfor alternativerne.

Der kan skabes resultater for danskerne. Man kan tale med klarere stemme i netop de internationale sammenhænge, som i den kommende tid bliver særdeles vanskelige og der kan laves reformer af økonomien der sikrer dens holdbarhed en generation frem

Denne blogger ønsker meget gerne en SV regering i den kommende periode og måske endda perioden efter det. Så må parterne kæmpe om titlerne indbyrdes

tirsdag den 7. maj 2019

Valgkamp i det ukendte

Statsministeren har udskrevet folketingsvalg. Det på en dag med både solskin og skyer. Symptomatisk for hvor dansk og international politik befinder sig for øjeblikket. I et form for ingenmandsland, i en overgangs fase. Begge blokke i dansk politik virker kaotiske og der tegner sig ikke tydelige konturer af en regeringsdannelse efter et valg.

Måske derfor, mere end på noget andet tidspunkt i moderne tid, virker en regering hen over midten som det mest sandsynlige efter det kommende valg. Der kan sendes et signal om sammenhold, stabilitet og regeringsduelighed. Hvordan bogstavskombinationen bliver må dog stå hen i det uvisse. Mandaternes magt og alt det der

Men at vi får en helt uforudsigelig valgkamp er næsten sikkert og vist

lørdag den 27. april 2019

Spærregrænse


I en tid hvor massemedier kan sende budskaber ud i atmosfæren, ud i samfundet, i et højere og højere tempo med større og større frekvens er det blevet tid til at beskytte demokratiet mod sig selv. Demokratiet, folkestyret, er i dag dikteret af politiske partier, hvor den demokratiske indflydelse handler om repræsentation og deltagelse. Opnår man det, kan man få en form for indflydelse.

Man bør ganske nøje overveje at indføre en spærregrænse på 4%, da de etablerede partiorganisationer er under et alvorligt angreb i de her år

Det er som sådan ikke et nyt fænomen, ej heller betyder det at et demokratisk system ikke kan uden et velfungerende partisystem. Men den bevægelse der foregår i disse år har mere med afviklingen af komponenterne for folkestyret at gøre fremfor at udvikle det


torsdag den 11. april 2019

I princippet



Man kan leve efter principper. Efter guidelines. Det ædle for den ædle vilde. I civiliseret form. Jeg har et princip om, ganske nyligt opdateret, at mennesker med meget stærke principper ikke skal for tæt på. Det er svært at definere hvad præcist for tæt på er. Det kan være for tæt på til at falde over mig og brække mine knogler, eller det kan være for tæt på at besudle et sind, en tanke, en følelse, en periode med et princip, der sandsynligvis er opstået i en reaktion på noget andet

Selv har principperne siddet både løst og fast. Aldrig tættere ind til kroppen, end at de har kunnet tages ud når de er for dumme til at eksistere, eller for kloge til at de skal holdes indespærret i det enkelte menneske

mandag den 18. marts 2019

Vildnisset

Dansk Folkeparti vil have Danmark ud af den Europæiske Menneskerettigheds Konvention. Udlændingepolitiken er kommet i mål.
Uanset om man er for eller imod. No more bullshit, smykkelovgivning, Lindholm og andre lignende forhold. Nu står man med det klare valg.
Det her kunne blive en lang svada om nødvendigheden af menneskerettigheder eller den modsatte perspektivering om beskyttelsen af fædrelandet, men enhver politisk debat handler om at diskutere det der er tættest på det givne mål og tættest på virkeligheden, og den rejse som begyndte ved valget i 2001 er ved at af finde sin foreløbige kulmination.
Man kan vifte med Dannebro eller ryste frustreret på hovedet, og der findes vel ikke det menneske i Kongeriget, der ikke har en holdning, mening eller tilgang til det her spørgsmål?
Derfor er vi nødt til at komme i et form for mål inden vi knækker over. Som nation, som folk, som politisk system. Vi skal træffe nogen valg. Demokratisk forankret. Påvirket af rabalder.
Men at træffe valg er vejen ud af vildnisset

mandag den 4. marts 2019

Tal dansk og lidt engelsk



Det griber mere og mere om sig. Ord, udtryk og vendinger som kommer udefra og påvirker det danske sprog. Sådan har det altid været. I 1700 og 1800 tallet var påvirkningen meget stærk fra Tyskland og Frankrig. I dag er det manegement sprog fra USA som fylder i det sproglige landskab. Men ofte har vi faktisk ordene i forvejen, stærke nok til at beskrive og forklarer det som skal omtales. Det bliver ofte en diskussion om for og imod og sjældent en dybere snak om det danske sprogs særegne betydning og levedygtighed. Vi kan rumme de angle-saksiske sprog hvis vi også husker at dyrke vores eget sprog i skolen, på arbejdspladsen, i sportsklubben, på biblioteket og når vi ser Counter Strike på DR3

Det må ikke blive forstokket og verdensfjernt at holde fast i det sprog som den litterære kanon har ophøjet, netop fordi den er vores forfædres tunge. Den er en del af vores arv og en del af den arv vi giver videre. Samt lidt kulør med management sprog fra USA som nyeste tilkomne variation

lørdag den 2. februar 2019

Ordentlighed



Ordentlighed er et ord, som kan give associationer til den gamle mand i bussen, som vrisser af ungdommen og dens mangel på manerer. Det var bedre i gamle dage. I gamle dage mente man dog også at det var bedre i gamle dage. Ordentlighed bør dog være et gennemgående mål for såvel samfundet såvel for individet, og ikke mindst startende med én selv. Det bliver ofte kædet sammen med nogens ønsker om andre menneskers ordentlighed, og i mindre grad ens egen ordentlighed eller mangel på samme. Andre gange er det kamufleret frustration og angst og andet som måske holder én fra at se et menneske eller en given situation ud fra dens reelle kontekst.

Men ordentlighed er også en praktisk foranstaltning og i den indskrænkede monarkiske rødbede samfundsorden, som vi kalder Danmark er ordentlighedens pedestal nærmest synonym med både skattebetaling og parlamentarisme. Vi stoler på hinandens ordentlighed, selvom vi kun i sjælden grad har den dokumenteret. Vi stoler på hinandens ordholdenhed selvom vi godt ved at vi alle sammen lyver fra tid til anden når vi har brug for det.

Men vi stoler på ordentligheden som et back-stop. At den sætter ind når samvittigheden har blødgjort sjælen tilstrækkeligt, når en bondeanger fører mennesket tilbage mod retskaffenheden. Det bliver til en ideologi, som i modsætning til de eksisterende ideologier ikke beror sig på samfundets økonomiske hierarki, som vejviser for ordentligheden. Forstår man ikke ordentlighedens betydning for den sociale væren i Danmark har man et socialt problem, et socialt problem som kan udløse alle mulige andre problemer. Det er dog et kulturelt spørgsmål om ordentligheden hæmmer ét menneske i et samfund, og hvor den ene type af ordentlighed gør sig gældende overfor den anden.

Samtidig kan intet menneske sige sig fri for uordentlighed og tanker og handlinger som i større eller mindre grad er i strid med samfundsnormen. Det er indenfor rammerne af den velfungerende samfundsnorm, i det velfungerende civile liv, at mennesker kan træde ved siden af, at deres handlinger korresponderer med den gængse opfattelse af ordentlig adfærd når de træder ved siden af. Ordentligheden er dog en absurditet, hvis staten skifter ham og bliver despotisk og kontrollerende. Så er ordentligheden i det civile samfund en gusten underkastelse af systematiseret terror og manipulation. Det må for enhver pris undgås naturligvis

Tilbage står måske blot at vi er fejlbarlige mennesker, i en morskab af en menneskekrop med et sind der ser og hører det meste gennem sit mærkelige hjælpegreb kaldet kroppen. Det kan i sidste ende være den eneste ordentlighed der findes. Måske