onsdag den 28. september 2016

Udenlandsk arbejdskraft


Mange af de reformer der er blevet gennemført de seneste år, har haft som mål at øge arbejdsudbuddet. Blandt danskerne. Flere skal væk fra offentlig forsørgelse og ud i beskæftigelse. Sådan skaber man velstand og dermed finansiering for kommende velfærd for danskerne i fremtiden. Det er forstået

Men sagen i virkelighedens verden er en anden. Der er ikke en stærk, duelig arbejdsstyrke i reserve i Danmark, som kan honorerer de krav som det moderne arbejdsmarked stiller. Det handler om produktivitet, lønsomhed og meget andet. Facit er, at trods mange reformer og stærk vilje, så er der ikke set en kraftig forskydning fra overførselsindkomst til arbejdsmarked. Det skyldes formentlig primært, at mange af dem som er permanent udenfor køen på arbejdsmarkedet i Danmark ikke kan arbejde i det omfang der kræves. Det kan være mennesker med psykiske sygdomme og en lang række andre forhold der gør, at det ikke kan lade sig gøre. I hvert fald ikke som arbejdsmarkedet er skruet sammen i dag

Så der er ikke rigtig nogen vej udenom det. Faktisk slet ingen vej udenom det. I Danmark er vi nødt til at have en stor og kontinuerlig arbejdskraftindvandring de næste 20-25 år. Det vil ændre vores land for altid. Det vil gøre op med den måde vi har defineret os selv som folk,  Grunden til at vi skal have indvandring skal vi finde i et meget lavt fødselstal over rigtig mange år. Det er meget simpelt. Befolkningen har ikke reproduceret sig selv.  Familierne begyndte at planlægge anderledes, men man holdt også op med at tilskynde til at familierne fik flere børn end 2. Reproduktionen af den danske befolkning stoppede og konsekvenserne ser vi i dag. Der vil komme til at mangle 100.000 mennesker på arbejdsmarkedet i de kommende år, og det tal er meget lavt sat. For sæt nu der kommer vækst i dansk økonomi. Rigtig vækst og ikke bare de småtterier vi har set de senere år. Sæt nu at en lang række små, mellemstore og store virksomheder i Danmark ønsker at ansætte folk på en gang, og ikke kan få den arbejdskraft de kan bruge. Politikerne putter med det, fordi de ved at det slet ikke er populært i store dele af befolkningen. Venstre vil ikke rigtig tale om det, og helst gemme det væk så det ikke eksisterer. Feje det ind under gulvtæppet, kan man sige. Socialdemokraterne mener at det hele kan løses med en opkvalificering af arbejdsstyrken og Dansk Folkeparti er jo bare imod. De tre store partier i landet, som samlet set har en vælger tilslutning på landsplan på omkring 60% af befolkningen, er altså udadtil i dyb fornægtelse over hvordan tingenes tilstand er på det danske arbejdsmarked og altså ved en af grundpillerne i samfundet.

Indadtil er de dog ikke i fornægtelse. Selv Dansk Folkeparti ved, at uden arbejdskraftindvandring ville Danmark have et dybt hul i statskassen år efter år efter 2020. Venstre og DF har jo, sådan lidt fordækt, sluttet fred i forhold til arbejdskraftens frie bevægelighed i EU. Socialdemokraterne ved det også, men er så forhippede på at stjæle vælgere tilbage fra DF som man tabte i 90erne og 00erne, at det jo altså må kunne løses med opkvalificering. Derfor er der altså snuptagsløsninger, som man henter i den socialdemokratiske værktøjskasse. De har virket en gang før, og det kommer til at virke igen, er logikken. Liberal Alliance er tvetydige, da de også forsøger at få fat i DF vælgere, men i LAs bagland er der en lang række topchefer med den klare viden om hvordan tingene reelt foregår. Det eneste parti, der toner rent flag er Radikale Venstre, men når de radikale udtaler sig på udlændingeområdet, er der store dele af befolkningen som enten får ticks eller helt slår fra. De Radikales "track record" er ikke lige den bedste. Man har været naiv i forhold til den indvandring der var i 80er og 90erne og nu hvor man i virkeligheden har nogen ret væsentlige pointer, så er der ikke nogen der for alvor hører efter

Hvor stiller det Danmark?

Fordi politikerne gør noget helt andet end det de siger de gør, så stiller det Danmark meget favorabelt rent økonomisk. Der bliver i vid udstrækning givet mulighed for at virksomheder kan rekruttere medarbejdere til de opgaver de har brug for, men Danmark bliver også "brandet" i Europa og i resten af verden som et godt sted at bo og arbejde. Så længe man kan klare sig selv. Så langt det meste af den automatiske migration der foregår i dag er arbejdskraft indvandring. Mennesker der får job efter endt uddannelse, og ender med at slå sig ned i Danmark, stifte familie og blive danskere. De lærer sproget og integrerer sig, og deres børn føler sig som danske, for det er jo det de er. Kernen er klar: Danmark kan ikke blive ved med at være en velhavende nation uden mennesker udefra. Man kan lukke fuldstændig af og jage psykisk syge og socialt udsatte ud på arbejdsmarkedet i et desperat forsøg på at få tingene til at hænge nogenlunde sammen. Eller man kan rekruttere skarpe hjerner og stærke hænder fra andre lande, som kan videreudvikle landet

You decide 

lørdag den 24. september 2016

Dele af Danmark har økonomi som Grækenland



I weekenden holdt Mette Frederiksen sin beretning til Socialdemokratiets kongres og hun talte blandt andet om vigtigheden af efteruddannelse for arbejdsstyrken. At gøre ca. 70.000 ufaglærte til faglærte. Det er en rigtig god ambition, og S bør bruge deres kræfter positivt på den målsætning. Men i hendes argumentation for hvorfor det var så vigtigt at gøre ufaglærte til faglærte, lå en skæbnesvanger dyster spådom. For efteruddannelsen skal sikrer den enkelte NÅR virksomheden vedkommende arbejder på, flytter ud af landet.  Det er ikke HVIS. For det virker som om man politisk har givet op omkring produktion i Danmark. At man ikke kan komme hen til et sted hvor man reelt kan sige til virksomheder rundt omkring i verden, at man i Danmark har de rammevilkår der skal til for at slå sig ned her, og være her i mange år. Det er ikke et problem hvis man bor i Indre København eller Århus. Der vil så langt øjet rækker, altid være et stort udsnit af servicejob man kan få, hvor efterspørgslen kronisk vil være til stede. Men bor man i Næstved, Slagelse, Kalundborg, Hjørring, Middelfart, Nyborg og mange andre byer rundt omkring i landet af den størrelse, er der simpelthen nødt til at være et alternativ til politisk defaitisme, symbolpolitik og laden stå til

Man kan ikke blive ved med at lave symboler, som eksempelvis at flytte statslige arbejdspladser til provinsen og holde derefter holde selvgode, glamourøse receptioner og klappe sig selv på skulderen. Man bliver nødt til at opfatte det som det det er. Danmarks største økonomiske, politiske og kulturelle udfordring i mere end en generation.

På Lolland og Falster vil jeg våge den påstand, at økonomien er som i Grækenland. Hvis Lolland og Falster var selvstændige lande ville de helt åbenlyst skulle betale meget høje renter for at låne penge til at servicere gæld på det internationale marked. Man kan selvfølgelig ikke stille det helt sådan op, men man kan godt komme med det argument, at det jo er to øer, to områder i vores land, som er blevet "menneskelige skraldespande" for uønskede, uproduktive borgere i vores samfund. Mennesker som er blevet kastebolde mellem kommuner og staten i konkurrencesamfundet. Man sammenstuver mennesker på bunden af samfundet, og der følger ikke penge med. Men så slipper man for at se på dem i de rige, driftige områder af landet.

Det er langt fra kun Mette Frederiksen, som man mærker har givet op. Det virker som om der hele raden rundt er en erkendelse om at den politiske pris for at hele landet skal opleve reel fremgang er for høj en pris at betale, og der mangler simpelthen ideer til hvordan man kommer videre og skaber det som forblommet kaldes "Et Danmark". Men det sted hvor man ikke har givet op er der hvor væksten er lav. I de områder i landet som der tales om. Her kæmper man med helt reelle forhold, som man ved kan gøre en forskel hvis nogen tør kigge på dem fra Christiansborg

Samtidig med alt det foregår der en reformproces i Folketinget. Her taler man hovedsageligt topskat og udlændinge.

Men er det virkelig det som er udfordringen i store dele af landet? Og er det virkelig en udfordring om der er en vækst på 0,6 eller 0,8 i den offentlige sektor?

Set udefra virker det som om det er nogen helt praktiske, logiske problemer man vil have løst. F.eks: I store dele af landet er der dårlig internet forbindelse. Der bliver ikke rigtig gjort noget ved det, og man kan ikke få det løst. Det er jo stort set umuligt at drive en virksomhed uden ordentligt internet, så der kan ikke blive skabt noget som helst før det grundlæggende forhold er på plads. Det andet er hvad man betaler i el regning. Forskellen i størrelse for den samme brugte strøm i almindelige parcelhuse i Danmark er omkring 30-35.000 kroner om året. Det siger sig selv, at hvis du hverken har ordentligt internet og samtidig ligger og betaler 30.000 mere for strøm end folk der bor i nabo kommunen, så har man et væsentligt større problem end topskat og udlændinge eller om det er den ene decimal eller den anden decimal. Så handler det om at hænge i med neglene for at kunne følge med i dagligdagen.

Det går rigtig nok bedre mange steder, men det er som om noget er blevet systemisk, kronisk. At reformerne i Danmark siden 2005 har betydet tab af indflydelse, penge og borgere til bestemte dele af landet og at dette tab af blandt andet borgere i en bestemt periode, besejler en skæbne for en region. Det er ikke sådan det skal være. Der er ikke noget der hedder udkant. Der er ikke nogen som er mindre danske end andre, eller som skal stå udenfor et opsving i økonomien 

lørdag den 17. september 2016

Blame Game


Slutspillet omkring hvis skyld det er, at skatteforhandlingerne muligvis ikke bliver til noget, er allerede i fuld gang. Man kan bruge et dejligt engelsk udtryk for det. Blame game. Og som altid i politik er der mange nuancer og historie involveret i hvem der lykkes med at give modparten skylden, og ikke mindst hvad det præcis er de får skylden for. Det mest berømte blame game i dansk politisk historie er den uenighed mellem Venstre og Konservative der fældede Madsen-Mygdal regeringen og fik Stauning til magten. Det skændtes de to partiers topfolk om hvis skyld det var i mere end 15 år

Nu er det 2016

LA har været i defensiven i noget tid. Allerede i januar gik man ud og sagde at man ville vælte regeringen hvis man ikke fik 5% på topskatten. Der blev mumlet lidt i krogene i blå blok, og det virkede ikke rigtig til at alle tog den melding bogstaveligt. Derfor skulle den gentages og det blev den, og på et eller andet tidspunkt fandt man ud af at det var rigtigt nok. LA ville rent faktisk vælte regeringen, hvis de ikke fik de 5%. Løkke har som statsminister den opgave at lede landet. Men han har også den opgave at være sekundant, life coach og ideologisk bannerfører for blå blok der jo fungerer som hans parlamentariske bagland. Nogen mener han har svigtet den opgave, og særligt i de seneste måneder ved ikke at indfører de andre blå partiledere i indholdet i 2025 planen. Men det kan man godt forstå han ikke gjorde. For planen var en landmine mod LA. Ja der kom de 5% på topskatten. For nogen. Men ikke for alle, og der blev i den særlige, snedige konstruktion som Løkke havde gang i, indført en formueskat for ca 1% af den absolutte top hvad gælder indkomster her i landet. Smart. Det var Løkkes ikke så subtile bidrag til the blame game. LA var for alvor i defensiven og der gik et døgn før de ville udtale sig. Et døgn. Hvis man mener noget kategorisk, behøver det jo strengt talt ikke at tage et døgn før man siger et eller andet. Men det gjorde det altså. Da man så holdt sit pressemøde var man voldsomt kategorisk. "Der er intet ændret". Hvilket jo var rigtigt i forhold til
indhold, men vel strengt talt ikke rigtigt i forhold til form. For der var jo gået et døgn.

Siden er forhandlingerne begyndt så småt. LAs ultimative krav består og videreføres med alle de følgevirkninger som man kunne forvente. DF er imod. Inderligt imod. Ser man på hvor DF henter deres stemmer sammenholdt med hvor topskattelettelserne gør mest kan man let forstå det. Så DF er også begyndt på deres spil, og de har Venstre på deres side. At det alene er LAs skyld hvis regeringen falder. At sådan kan man slet ikke forhandle. At LA jo må kunne forstå, at man ikke kan "tælle til 90" når det gælder topskattelettelser. Det er 3 mod 1 i blå blok. Nu skal LA bare rette ind. Ellers falder det hele

LA har fundet ud af at de er ved at tabe argumentet. At vælgerne i blå blok samlet set vil give dem skylden for at forhandlingerne lider skibbrud, og de spiller derfor, her i 11.time ud med argumentet om at ikke blot Mette Frederiksen føres til magten. Det samme gør Zenia Stampe. Zenia Stampe er jo kryptonit for enhver hard-liner på udlændingepolitikken og det skal læses som et forsøg på at få DF vælgere til at rokke over mod LA da Thulesen-Dahl åbenbart er ved at få Zenia Stampe, af alle mennesker, til magten. Om det lykkedes er ikke godt at vide

Det er et blame game, der bare vil fortsætte. Også til lang tid efter valget vil man tro.....

torsdag den 15. september 2016

FCK i Champions League

En flot indsats. 1-1 ude mod Porto og FC.København er rigtig godt med i deres gruppe i Champions League. Fysisk stærke, disciplineret ude i det perfekte og en Andreas Cornelius der nærmest ikke har været bedre nogensinde. Opskrift på succes i en svær udekamp

Men det handler også om kontinuitet. FC.København har udviklet spillere som laver store resultater. Cornelius, Zanka, Kvist og Thomas Delaney. Alle spillere som er "avlet" fra egne rækker. Det er ikke uvant at danske hold avler spillere selv. Det er heller ikke uvant at de, historisk set, leverer internationalt. Bare se Brøndby i 90erne. Men 90erne var fodbold inden Bosman dommen. Det var fodbold inden globaliseringen for alvor tog fart, og ændrede arbejdsmarkedet fra bunden og op efter. Det var en anden tid, hvor fantastisk den end var. I dag er det svært at være på højt niveau, og det er nærmest umuligt at blive der. Det kræver enormt mange penge, nærmest uendelige tilgange af TV midler, sponsorer og ikke mindst salg af merchandise i Asien. I den forstand er FCK en lille klub. I hvert fald i Champions Leauge. Så det kræver noget andet. Det kræver lederskab og en ide, et koncept, som bare fungerer. Fungerer i tider med spillersalg, karantæner og skader. En fodboldfilosofi som i virkeligheden er en forretningsfilosofi, konverteret til en græsplæne. Manden bag er Ståle Solbakken. Det er ham der eksekverer den, men bag ham står en række personligheder som har forskellige evner og kompetencer. Som en stor organisation nu engang skal fungerer. Det er velkendt. Det hele er sat op i en slags dualisme. Succes og fiasko. Og hvor fiasko betyder enden på det hele.

Om to uger venter Club Brugge i Parken 

Det er FCK i Champions League




mandag den 12. september 2016

Renter for staten

Gabende kedelig overskrift. Men den danske stat betaler i øjeblikket minus renter for lange lån. Ved ikke engang om det er det det hedder. Minus renter. For det kan man jo ikke. Man kan jo ikke modtage penge for at låne penge. Men det kan man altså. I de sidste fem år er den danske stats renteudgifter styrtdykket. Satserne er i hvert fald. Det er stort set omkostningsfrit for staten at dække sine lån. Derfor ville det være nærliggende at fører en meget stram finanspolitik. For det virker jo.

Men problemet er at alle tænker på den måde. Og et andet problem er at Danmark skal have løst en lang række udfordringer de kommende år som kræver ret omfattende investeringer. Vi skal have bedre hjælp til ældre mennesker, bedre skoler, flere penge til sygehuse, bedre infrastruktur og så skal landet blive bedre til at tiltrække udenlandsk arbejdskraft. Derfor må det rigtige være, de kommende år, at slå et større hul i kassen. At gå imod den gennemsnitlige visdom og vise et mod og en handlekraft til at fatte at man ikke kan spare sig til vækst og fremgang. Man er pisket til at lave investeringer. Pisket til at skabe forandring

Vi har minus renter. Det bliver vi ikke ved med. Men de næste tyve år er udfordrende for Danmark på en måde hvor store investeringer, offentlige som private, er fuldstændigt nødvendige

torsdag den 8. september 2016

Forhandlingstaktik

Det er blevet skrevet om mange steder. Og denne blog skal da ikke være undtagelsen. For det som var forhandlinger om langsigtede planer for dansk økonomi er endt i en doku soap lignende forestilling med Anders Samuelsen i hovedrollen

Man kan ikke gå ind i en forhandling uden at ville forhandle. Bevares, det er der andre der har gjort før Samuelsen og det vil der være andre der gør efter Samuelsen, men det som er helt ekstraordinært, og ekstraordinært dumt, er at han har brugt medierne i sin fremfærd. Det er ikke blot skidt for blå blok. Det er skidt for folkestyret. For folkestyret som vi har indrettet det i Danmark er afhængig af samarbejde. Man skal kunne finde ud af det sammen i sidste ende under nogenlunde ordnede forhold. Så kan vejen hen mod forhandlinger ellers være brolagt med skrig og skrål og den sædvanlige ideologiske stammedans, men fra en forhandling begynder til en forhandling slutter, så forhandler man indenfor fire vægge. Det vil nogen sige er udemokratisk. Det vil jeg sige tværtimod. Man har valgt repræsentanter til, på sine vegne at fremføre politik der ligger så tæt på som muligt, til hvor man selv er. Man er enig om langt det meste, og det fungerer faktisk i praksis. Det er godt at der er nogen der rører i gryden, og at alt ikke skal være som det altid har været. Men man kommer ikke langt med trusler, hverken i politik eller i det virkelige liv

Det som kan være en uheldig følge af Samuelsens ageren, er at hvis det lykkes, hvis han får sine 5% nedsættelse af topskat for alle der betaler topskat, så vil det sætte en meget uheldig præcedens. Så vil det være lykkedes en partileder at, igennem medierne, direkte true sig til en politisk sejr. Det vil ansporer svage sjæle til at gøre ham kunsten efter, og man risikerer at få et folkestyre som ikke fungerer ordentligt, og hvor regeringerne fremadrettet vil være ekstremt ustabile. En af grundende til den relativt stærke økonomiske position i landet i dag, har også meget at gøre med at Danmark har været ledet af forholdsvist stabile regeringer i mange år, og særligt fra 1982 og frem. Det er Samuelsen ved at sætte over styr med sin ageren i skatteforhandlingerne

fredag den 2. september 2016

Den demokratiske samtale


I dag var jeg i Tivolis hotel og kongrescenter for at høre Statsminister Lars Løkke Rasmussen gå mere i detaljer om sin og regeringens 2025 Helhedsplan. Det var et arrangement, så vidt jeg erfarer, der var co-arrangeret af Ældre Sagen. Ældre Sagens direktør Bjarne Hastrup var i hvert fald påmønstret rollen som en slags vært og stillede et par indledende spørgsmål til Statsministeren. Der var dog ligeså mange unge folk som der var ældre. Lokalet var ikke fyldt, langt fra, men vi var vel alligevel små hundrede mennesker til det, som vel kan kaldes for et "Gå hjem møde".
Statsministeren kommer med sit følge af sikkerhedsfolk. Det er sådan det er. Det er vel sådan det er blevet i vores folkestyre. Vores krigsførende folkestyre. Men også et folkestyre, hvor truslen om terrorisme er reel og truslerne med politikerne er dagligt forekommende.

Deltagerne er en blandet flok. Alle med politisk interesse. Alle med det ønske at få svar på et eller flere spørgsmål, og det var alle aldersgrupper, rangklasser og etniske segmenter. Det hele foregår i god ro og orden. I hvert fald til at begynde med. Havde godt lagt mærke til en lille flok demonstranter ude foran da jeg kom ind, men havde en forestilling om at de ville blive derude.

De kom med ind. Efter en indledning, som i virkeligheden var ganske kort, giv spørgerækken rundt i lokalet, og alle der havde noget på hjerte kunne aflevere det. Løkke er selvsagt trænet i den politiske diskurs, men det var tydeligt at han var træt efter udmagrende dage på landevejen og borgermøder. Men demonstranterne kom ind og fik sat tingene i gang. De afbrød ham med råb, og de endte med at få lov til at stille spørgsmål. Senere kom et par unge gutter som også afbrød og ville fortælle om alt det forfærdelige ved TTIP, altså den muligt forestående frihandelsaftale mellem EU og USA. Begge dele var hecklerisme. Unødvendigt i en i virkeligheden meget ligelig sammenhæng. Javel, statsministeren stod op og vi andre sad ned(det gør jeg jo så altid kan man sige) men der var ikke noget over-underordnelses forhold. Der var ingen grund til at råbe, eller skabe sig. Man kunne følge med stille og roligt, få stillet sit spørgsmål og lade det være det. Ejendommeligt nok var de to dårligste spørgsmål stillede af "hecklerne". Som om de slet ikke havde overvejet muligheden af, at de faktisk ville blive hørt og derfor måtte komme op med noget tilnærmelsesvist begavet. Det var helt unødvendigt, og det kan ikke rigtig gentages nok. Hvor man har indtrykket af at der i andre lande er langt mellem folkevalgte og borgerne er det ikke den samme fornemmelse i Danmark. Endnu

For det her er Danmark. Man bliver hørt. Det kan godt være man ikke får det igennem, og det kan også godt være at man føler, til tider at man ikke bliver hørt. Men afstanden mellem politikeren og borgeren er stadig kortere i vores land end i mange andre lande. Løkke er venstremand og vil være mere modtagelig overfor liberale synspunkter. Mette F er socialdemokrat og vil være mere modtagelig overfor socialdemokratiske synspunkter, men min personlige oplevelse er, at der stadig væk bliver lyttet. Den demokratiske samtale er ikke død.

I dagens verden er der dog monteret en ekstra dimension på den demokratiske samtale, en dimension som vil og skal lyde genlyd til alle der overhovedet kan:

Demokratisk deltagelse