Den demokratiske samtale

I dag var jeg i Tivolis hotel og kongrescenter for at høre Statsminister Lars Løkke Rasmussen gå mere i detaljer om sin og regeringens 2025 Helhedsplan. Det var et arrangement, så vidt jeg erfarer, der var co-arrangeret af Ældre Sagen. Ældre Sagens direktør Bjarne Hastrup var i hvert fald påmønstret rollen som en slags vært og stillede et par indledende spørgsmål til Statsministeren. Der var dog ligeså mange unge folk som der var ældre. Lokalet var ikke fyldt, langt fra, men vi var vel alligevel små hundrede mennesker til det, som vel kan kaldes for et "Gå hjem møde".
Statsministeren kommer med sit følge af sikkerhedsfolk. Det er sådan det er. Det er vel sådan det er blevet i vores folkestyre. Vores krigsførende folkestyre. Men også et folkestyre, hvor truslen om terrorisme er reel og truslerne med politikerne er dagligt forekommende.

Deltagerne er en blandet flok. Alle med politisk interesse. Alle med det ønske at få svar på et eller flere spørgsmål, og det var alle aldersgrupper, rangklasser og etniske segmenter. Det hele foregår i god ro og orden. I hvert fald til at begynde med. Havde godt lagt mærke til en lille flok demonstranter ude foran da jeg kom ind, men havde en forestilling om at de ville blive derude.

De kom med ind. Efter en indledning, som i virkeligheden var ganske kort, giv spørgerækken rundt i lokalet, og alle der havde noget på hjerte kunne aflevere det. Løkke er selvsagt trænet i den politiske diskurs, men det var tydeligt at han var træt efter udmagrende dage på landevejen og borgermøder. Men demonstranterne kom ind og fik sat tingene i gang. De afbrød ham med råb, og de endte med at få lov til at stille spørgsmål. Senere kom et par unge gutter som også afbrød og ville fortælle om alt det forfærdelige ved TTIP, altså den muligt forestående frihandelsaftale mellem EU og USA. Begge dele var hecklerisme. Unødvendigt i en i virkeligheden meget ligelig sammenhæng. Javel, statsministeren stod op og vi andre sad ned(det gør jeg jo så altid kan man sige) men der var ikke noget over-underordnelses forhold. Der var ingen grund til at råbe, eller skabe sig. Man kunne følge med stille og roligt, få stillet sit spørgsmål og lade det være det. Ejendommeligt nok var de to dårligste spørgsmål stillede af "hecklerne". Som om de slet ikke havde overvejet muligheden af, at de faktisk ville blive hørt og derfor måtte komme op med noget tilnærmelsesvist begavet. Det var helt unødvendigt, og det kan ikke rigtig gentages nok. Hvor man har indtrykket af at der i andre lande er langt mellem folkevalgte og borgerne er det ikke den samme fornemmelse i Danmark. Endnu

For det her er Danmark. Man bliver hørt. Det kan godt være man ikke får det igennem, og det kan også godt være at man føler, til tider at man ikke bliver hørt. Men afstanden mellem politikeren og borgeren er stadig kortere i vores land end i mange andre lande. Løkke er venstremand og vil være mere modtagelig overfor liberale synspunkter. Mette F er socialdemokrat og vil være mere modtagelig overfor socialdemokratiske synspunkter, men min personlige oplevelse er, at der stadig væk bliver lyttet. Den demokratiske samtale er ikke død.

I dagens verden er der dog monteret en ekstra dimension på den demokratiske samtale, en dimension som vil og skal lyde genlyd til alle der overhovedet kan:

Demokratisk deltagelse