lørdag den 24. september 2016

Dele af Danmark har økonomi som Grækenland



I weekenden holdt Mette Frederiksen sin beretning til Socialdemokratiets kongres og hun talte blandt andet om vigtigheden af efteruddannelse for arbejdsstyrken. At gøre ca. 70.000 ufaglærte til faglærte. Det er en rigtig god ambition, og S bør bruge deres kræfter positivt på den målsætning. Men i hendes argumentation for hvorfor det var så vigtigt at gøre ufaglærte til faglærte, lå en skæbnesvanger dyster spådom. For efteruddannelsen skal sikrer den enkelte NÅR virksomheden vedkommende arbejder på, flytter ud af landet.  Det er ikke HVIS. For det virker som om man politisk har givet op omkring produktion i Danmark. At man ikke kan komme hen til et sted hvor man reelt kan sige til virksomheder rundt omkring i verden, at man i Danmark har de rammevilkår der skal til for at slå sig ned her, og være her i mange år. Det er ikke et problem hvis man bor i Indre København eller Århus. Der vil så langt øjet rækker, altid være et stort udsnit af servicejob man kan få, hvor efterspørgslen kronisk vil være til stede. Men bor man i Næstved, Slagelse, Kalundborg, Hjørring, Middelfart, Nyborg og mange andre byer rundt omkring i landet af den størrelse, er der simpelthen nødt til at være et alternativ til politisk defaitisme, symbolpolitik og laden stå til

Man kan ikke blive ved med at lave symboler, som eksempelvis at flytte statslige arbejdspladser til provinsen og holde derefter holde selvgode, glamourøse receptioner og klappe sig selv på skulderen. Man bliver nødt til at opfatte det som det det er. Danmarks største økonomiske, politiske og kulturelle udfordring i mere end en generation.

På Lolland og Falster vil jeg våge den påstand, at økonomien er som i Grækenland. Hvis Lolland og Falster var selvstændige lande ville de helt åbenlyst skulle betale meget høje renter for at låne penge til at servicere gæld på det internationale marked. Man kan selvfølgelig ikke stille det helt sådan op, men man kan godt komme med det argument, at det jo er to øer, to områder i vores land, som er blevet "menneskelige skraldespande" for uønskede, uproduktive borgere i vores samfund. Mennesker som er blevet kastebolde mellem kommuner og staten i konkurrencesamfundet. Man sammenstuver mennesker på bunden af samfundet, og der følger ikke penge med. Men så slipper man for at se på dem i de rige, driftige områder af landet.

Det er langt fra kun Mette Frederiksen, som man mærker har givet op. Det virker som om der hele raden rundt er en erkendelse om at den politiske pris for at hele landet skal opleve reel fremgang er for høj en pris at betale, og der mangler simpelthen ideer til hvordan man kommer videre og skaber det som forblommet kaldes "Et Danmark". Men det sted hvor man ikke har givet op er der hvor væksten er lav. I de områder i landet som der tales om. Her kæmper man med helt reelle forhold, som man ved kan gøre en forskel hvis nogen tør kigge på dem fra Christiansborg

Samtidig med alt det foregår der en reformproces i Folketinget. Her taler man hovedsageligt topskat og udlændinge.

Men er det virkelig det som er udfordringen i store dele af landet? Og er det virkelig en udfordring om der er en vækst på 0,6 eller 0,8 i den offentlige sektor?

Set udefra virker det som om det er nogen helt praktiske, logiske problemer man vil have løst. F.eks: I store dele af landet er der dårlig internet forbindelse. Der bliver ikke rigtig gjort noget ved det, og man kan ikke få det løst. Det er jo stort set umuligt at drive en virksomhed uden ordentligt internet, så der kan ikke blive skabt noget som helst før det grundlæggende forhold er på plads. Det andet er hvad man betaler i el regning. Forskellen i størrelse for den samme brugte strøm i almindelige parcelhuse i Danmark er omkring 30-35.000 kroner om året. Det siger sig selv, at hvis du hverken har ordentligt internet og samtidig ligger og betaler 30.000 mere for strøm end folk der bor i nabo kommunen, så har man et væsentligt større problem end topskat og udlændinge eller om det er den ene decimal eller den anden decimal. Så handler det om at hænge i med neglene for at kunne følge med i dagligdagen.

Det går rigtig nok bedre mange steder, men det er som om noget er blevet systemisk, kronisk. At reformerne i Danmark siden 2005 har betydet tab af indflydelse, penge og borgere til bestemte dele af landet og at dette tab af blandt andet borgere i en bestemt periode, besejler en skæbne for en region. Det er ikke sådan det skal være. Der er ikke noget der hedder udkant. Der er ikke nogen som er mindre danske end andre, eller som skal stå udenfor et opsving i økonomien 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar