tirsdag den 18. oktober 2016

Messerschmidt



Messerschmidt er færdig i ledelsen i DF. Sagen kommer til at koste vælgere, som formentlig vil gå til Socialdemokratiet og Nye Borgerlige

Men Kristian Thulesen Dahl behøver ikke længere bekymrer sig om en stærk kronprins som sidder nede i Bruxelles. MM er uskadeliggjort for en længere periode. KTD kan i mellemtiden kører en anden i stilling som kronprins i partiet. Peter Skaarup eller Martin Henriksen

Ak ja, dansk politik

torsdag den 13. oktober 2016

Stillingtagen



Debatten om hvorvidt begge køn er ordentligt repræsenteret i samfundsdebatter, tog en ny og ganske anderledes drejning da Alternativet besluttede at boykotte debatter hvor kun mænd var i panelet. Det kom sig af en debat som Altinget.dk havde inviteret til omkring facebook. Der var 9 i panelet. Alle var mænd

Debatten har siden hen handlet om enten hvorvidt Alternativet er gået fuldstændigt fra koncepterne eller om der er noget om snakken. Partiet har fået uventet støtte fra nogen af de stærkeste meningsdannere i landet. Særligt i den liberale fløj. Her anfører man, at Alternativet gør ligepræcis det som man skal gøre i et liberalt samfund. Man tager stilling til noget og handler ud fra sin samvittighed. At her behøves ingen lovgivning. Man vælger selv.

Det er jeg tilbøjelig til at være enig i. Og det stopper ikke rigtig der. Hvis der skal ske en ægte repræsentation af minoriteter, sub-grupper og lignende, så det vigtigt at det sker på alle niveauer. Det skal ikke være sådan at alle kan være repræsenteret i alt. Men man kan hyppigere, og med styrke i sin argumentation anfører, at diskutere man asyl uden at der er en asylansøger til stede, diskuterer man børnepolitiske spørgsmål, uden at der er et barn til stede eller diskuterer man handicappolitiske spørgsmål uden at der er et menneske med handicap til stede, så kan man med rette sige "Her ønsker jeg ikke at deltage, da mit krav om repræsentation og inklusion ikke er opfyldt". Altså hvis man ikke selv tilhører nogen af de nævnte grupper.

Debatten om facebook handlede selvsagt ikke om kvinder. Det handlede om Facebook og var jo så som udgangspunkt slet ikke en kønsdebat. Og gør man alt til kønsdebat, visner selve kernen ved kønsdebatten. At det handler om noget konkret

Men det bliver en kønsdebat, eller en ligestillingsdebat eller en ligeværds- debat, når den manglende repræsentation får lov til at gentage sig igen og igen og igen. Det er en ærgerlig virkelighed, og det bør ændres

Samfundet udvikler sig heldigvis i den rigtige retning. Folketinget er ved at blive moderniseret, så kørestolsbrugere kan bruge folketingssalen og dermed sidde i folketinget. Endelig. Men hvor man ikke kan ændrer fortiden, kan man forme fremtiden, og skubbe på så alle, i al væsentlighed, føler sig repræsenteret i vores samfund. I vores demokrati

Det handler til at starte med om at tage stilling

onsdag den 12. oktober 2016

David Brooks, Ny Times - analyse af Trump

En af de bedste analyser af Trump

http://www.nytimes.com/2016/10/11/opinion/donald-trumps-sad-lonely-life.html?smid=pl-share&_r=0


søndag den 9. oktober 2016

Argumentet for en aktieomsætningsafgift



Regeringen påtænker at sænke skatten på aktiegevinster i deres 2025 plan. Den højeste skattesats skal sænkes fra 42 til 37% og den laveste(der er to) skattesats skal sænkes fra 27 til 25%. Logikken i argumentet er, at det vil genererer mere omsætning og at pengene i vid udstrækning kommer ind af sig selv som følge af den øgede omsætning. Danmark bliver rigere. Lyder det

Muligvis. Men bliver et rigere Danmark ved med at være et lige Danmark? Hvilket samfund får man i den anden ende ved konsekvent at lette byrder, forhindringer og problemer for dem i samfundet der tjener mest, og vanskeliggør forholdende for de mennesker som tjener mindst. Det er en relevant debat. Men et er ikke min syfte med dette skriv

Siden finansboblen sprang i 2008 har det stået klart ar markederne er i stykker. Håbløst i stykker. Det kan skyldes en lang række forskellige forhold, men grådighed, kortsigtet tænkning og ideen om den evige fremgang er nogen af de mekanismer der spiller ind. Succes avler succes og det kan blive ustyrligt for selv den mest kontrollerede person. Siden krisen har markederne fået et vanvittigt comeback, hjulpet på vej af de laveste renter nogensinde. Det har i de sidste 5-8 år skabt forskellige bobler som blandt andet var en medvirkende årsag til det arabiske forår i 2011 og den efterfølgende krig i Syrien. Fødevarer steg voldsomt i pris fra 2010 til 2012, da spekulanter investerede her i stedet for at sætte penge i den såkaldt rigtige økonomi. Der var en overflod af likvide midler og de blev brugt på værdipapirer. Det har skabt nogen kæmpe formuer. Det har også øget uligheden voldsomt, og tal viser at den rigeste 1% i den vestlige verden ejer en betragtelig større del af den samlede formue i dag målt i forhold til for ti år siden. Det bør sige sig selv, at det er helt galt. At det over tid, kombineret med nedskæringer og forringede levevilkår for de svageste i samfundet samt middelklassen, vil lede til oprør, revolutioner mv. Det kan ikke løses i et snuptag, og man skal ikke tro at der er en enkelt ting man kan gøre som kan løse alt. Det vil kræve reformer af både politisk og økonomiske systemer i et meget grundlæggende omfang for at komme det til livs.

Men man kan gøre en bestemt ting, som vil få betydning for markedets indflydelse på resten af økonomien, og som måske vil dæmpe effekterne af de handlinger som markedet udsætter resten af økonomien for:

Man bør indfører en global aktieomsætningsafgift som også gælder obligationshandel, handel med valutaer og derivater. Det står over enhver tvivl, at de summer som bliver handlet for hver eneste dag er så store, at det reelt set kun er idioter eller mennesker som bruger deres liv på at kigge på hvide vægge, der går på arbejde. Langt de fleste af os er idioter. Vi får noget ud af at gå på arbejde, i form af kolleger, udfordringer, sammenhold, fællesskab og muligheden for indflydelse over arbejdsgange samt muligheden for at lede, og/eller for at være i en tilstand af kontrol eller for at opleve et sus af succes som giver os velvære og selvtillid. Men i forhold til netto indtjening er det ikke der pengene ligger. Det er helt galt. Arbejde, ikke spekulation bør være rygraden i økonomien. Men det er det bare ikke, og det kommer det ikke til at være medmindre man skaber en mere ligelig beskatning. En omsætningsafgift for spekulation, kunne bruges på at sænke skatten på arbejde for alle. Det vil skal ske globalt, og skabe rammerne for et mere velordnet, mindre boblestyret samfund

lørdag den 8. oktober 2016

Hareides første test


Åge Hareide overtog fra Morten Olsen og det var vi mange der var glade for. Det var slut med "automatismer" og "polyvante spillere med musik i ørerne".

Det havde ligesom sin tid

Med Polen-Danmark får vi så mulighed for at se, om det danske fodboldlandshold kan klare en stor prøve. En stress test. Foran et formentligt dybt patriotisk og engageret publikum kommer de danske spillere på en hård prøve. Det handler grundlæggende om hvorvidt systemet er stærkt nok til at holde og frigive energi for enerne til at de kan skabe chancer og score mål. Det lyder simpelt nok. Men i virkeligheden handler det ligeså meget om hvorvidt koordinationen på banen og mellem banen og bænken holder hele vejen hjem. Simon Kjær er gjort til anfører efter Agger stoppede og indtil videre har han gjort det fint, men man kan indvende at han ikke for alvor er blevet udfordret i den rolle endnu. Kjær gør det rigtig fint i Fenerbache, men i forhold til Agger, er han meget svingende i sine præstationer og humøret og koncentrationen ryger med i faldet når niveauet ikke er der. William Kvist er steget i hierarkiet, som følge af Aggers farvel. Han er til daglig i en ledende rolle i FC København, men landsholdet og landsholdets måde at spille på, er noget andet. Han er sat til at bevæge sig et par skridt frem, et par skridt til den ene side, og så til den anden side og så ellers have øje for tilbageløb. Ok, det lyder lidt som i FCK, men forskellen er at hans frihed er begrænset mere end den er for klubholdet.

Men hvem er det så, der skal leverer forskellen og komme ind med det ekstra der skal sikrer point eller points i Polen

Der er ikke nogen tvivl om at der hviler et enormt pres på Christian Eriksen. Han er 24 år, men det føles som om han har været med i 100 år, men han er ung og alligevel højt oppe i hierarkiet. Han indtager en naturlig 10er position i det 3-5-2 system som Hareide har spillet ud med. Han skal fodre de glubske hunde op foran, men han skal også være målsøgende. Måske mere end på noget andet tidspunkt end i sin landsholdskarriere er rammerne skabt for at det er ham der skal scorer målene. Den plads han tager vil givetvis komme Nicolai Jørgensen og Victor Fischer til gode. Jørgensen har gang i en fuldstændig vanvittig sæson indtil nu i Holland, men han mangler stadig at lave mål i de helt store kampe på landsholdet(foruden altså kampen ude mod Sverige i Playoff til EM) for at man ikke længere behøver at tale om Bendtner. Det vil være et kæmpe landsholds gennembrud, som vil cementerer hans plads øverst i hierarkiet. Men det er alligevel Victor Fischer der er mest interessant. Han kommer med noget energi, vildskab og han kommer med noget som er fra en anden tid. Der hvor landsholdet virkelig betød noget, der hvor noget som helst der havde med sine kammerater og sit land at gøre i virkeligheden sådan for alvor betød et eller andet. Det har vist sig på banen. Jo vigtigere kampe, jo mere stempler Fischer ind. Han er ikke en langtidsholdbar angriber, hvis man ser på konkurrencen. Der kommer nogen "bagfra" som simpelthen kommer til at vælte ham og muligvis også Nicolai Jørgensen af pinden inden ganske få år. Men kampen i aften kan vise om de vil tage kampen op. Om de kan være med til at tage et stort skridt for Danmark mod VM

Det kan også samtidig være kvalifikationen hvor spillere med udenlandsk oprindelse kan komme tila t spille en helt afgørende rolle i om vi kommer med til VM eller ej. På venstrekanten huserer allerede nu Riza Durmisi, som har rødder i Albanien. Han har fået en god start i LA Liga og ser ud til at have tilkæmpet sig fast plads på kanten på landsholdet. Det er alligevel sindssygt vigtigt for ham, at han leverer en god kamp i aften. Det er et system som ikke umiddelbart passer ham helt godt. Er han back? Er han kantspiller? Skal han gå helt med frem? Det virker forvirrende

Den spiller der dog kan blive den afgørende forskel til sidst er Pione Sisto. Troldmanden. Hans historie er unik, og alligevel fortæller den historien om det moderne Danmark. Kom hertil om spæd som barn af flygtninge, som flygtning selv, fra Sudan. Han er status symbolet på den vellykkede integration og nøglen har måske været at familien Sisto boede i en lille by og blev en del af lokalsamfund i en flække. Der hvor danskerne bor. I dag starter han på bænken. Men lur mig om han ikke kommer ind og laver et eller andet helt vildt til sidst. Noget som vil få hans navn til at give genlyd i hele landet og måske i hele fodbold Europa. 

Det handler om at komme videre. At komme til VM

For vi skal til VM!

  

onsdag den 5. oktober 2016

Barnestjerne



Når man har en sjælden sygdom, så skiller man sig ud. Man er anderledes end de fleste. I mit tilfælde var det helt åbenlyst fra dag et, at jeg rent fysisk slet ikke var som mennesker var flest. Jeg blev født med så mange knoglebrud, at det var livsfarligt. Og det var en overvindelse for pædagoger i børnehaven overhovedet at måtte accepterer, at jeg skulle gå der. Det var et felt mellem at passe ind, og være sammen med de andre børn og så passe på. Fordi der var jo noget, man var noget andet. Lidt, ikke meget. Men lidt

Man kan sige, at børnehaven var min første større socialiserings oplevelse. For mig var det selvfølgelig bare sang og leg og den slags ting. Men for de andre børn og ikke mindst for deres forældre har det måske været noget specielt. Kan huske at mange af de andre forældre altid henvendte sig. "Hvordan går det, Michael". "Har du set fodbold for nylig, Michael?". Og den slags ting. Man var et navn, en mini- kendis, og der blev vist en interesse for en. Det fortsatte i skolen. Hvor mine kammerater kendte mig som den Michael, som de havde med at gøre i dagligdagen, med en personlighed, med styrker, med svagheder, så var jeg ofte en kilde til stor interesse for voksne mennesker, som nogen gange nærmest bare ville høre mig sige et eller andet, for derefter at bryde ud i "Nej, hvor fint!". "Altså, ham Michael".

Samtidig med alt dette var der elementet af et, af omverden dyrket heltemod, når man overvandt et brækket ben, en brækket arm eller det der var værre. Det var fra dag et blevet hverdag for mig selv, men hele brudspørgsmålet var jo et mystisk fremmedlegeme i andre menneskers liv. "Nej, hvor er du stærk, hvor er du bare stærk". Husker at jeg tænkte, at det bare var sådan det var, og at jeg ikke rigtig havde gjort andet end at ligge og have utroligt ondt i en hospitalsseng eller derhjemme. Men man fik enorm opmærksomhed, slik og det hele handlede om én

Jeg fik en følelse af uovervindelighed og at verden til en vis udstrækning, handlede om Michael Købke. Måske ikke hele tiden, men en gang imellem. Måske mere end en gang imellem. At intet kunne ramme mig, for man var jo stærk og hovedperson i andre menneskers liv omtrent, og det at man var stærk havde man fået at vide så mange gange,  at det måtte simpelthen værre rigtigt. Det hele måtte jo være rigtigt.

Der var alligevel en devise om, at jeg skulle behandles normalt, efter de forskrifter der nu var i den kultur hvor jeg voksede op. At jeg skulle være ligeså meget en del af det pulserende liv som jeg overhovedet kunne være.

Men efter et par styrt, med brud til følge, og en tur i gulvet, hvor jeg fik åbent kraniebrud, så var det som om at der blev taget med fløjels handsker. Og det gjorde mig ikke noget. For jeg nød faktisk at være noget særligt, når det særlige skulle forstås positivt og forkælende. Jeg nød opmærksomheden, gaverne, forkælelsen og den enorme omsorg og kontakt, der lå i det at være noget særligt. Jeg kunne såmænd godt fyre en plade af med at "jeg vil bare gerne behandles som alle andre" og sætninger der lignede den, men faktum var, at jeg blev afhængig af det hele, og det var som en slags grænseløshed for mig. Jeg var i sandhed noget særligt.

I 5.klasse fik jeg en hjælper ved navn Henning. Han havde drevet lidt rundt i nogen år efter en skilsmisse og et mislykket ophold på et reklamebureau og så en eller anden personlig fejde med Søren Gericke(min hukommelse kan svigte lidt her, men der var noget med ham og Søren Gericke), og han blev ansat som min hjælper af Søllerød Kommune, hvor han fungerede som hjælper for mig på Vedbæk Skole. Over tid udviklede han den ide, at der ikke var nogen der skulle tage mig med fløjels handsker. At jeg rent faktisk skulle behandles som alle andre. Men for mig lød hans ord som en straf, at det ikke ville blive som alle andre blev behandlet, da der deri lå en skjult efterregning der skulle betales fra års særbehandling. At der skulle være en ekstra grovhed, en større strenghed mod mig, fordi der i årevis havde været noget andet. Så susede det rundt for mig, og det brød jeg mig selvsagt ikke ret meget om, og så gjorde jeg noget, som jeg uhyggeligt sjældent benyttede mig af: Nemlig at fortælle nogen, og det var min mor i det her tilfælde,  præcist hvordan jeg havde det og hvad jeg gik og tænkte på

Henning forsvandt så ud af mit liv lige så hurtigt, som han var kommet ind i det. Konfrontationen med en anden slags virkelighed blev skubbet ud i fremtiden. Igen kunne jeg leve i en uskyldig, feteret verden, men jo ældre jeg blev jo mere mærkede jeg, at det ombrusende sus fra den totale opmærksomhed med tiden forsvandt, og når den dukkede op, var man blevet så pokkers bevidst om det der foregik, at det alligevel ikke helt var det samme. Opmærksomheden som et gode blev udvandet

Men min omverden var stadig i sving:

Nogen mente at jeg skulle fortælle om mit liv. Hvordan det var. Andre mente at jeg ikke skulle behandles særligt og igen var der andre som mente, at jeg bare skulle behandles som jeg blev. Men fælles for de fleste var at de havde en holdning. Måske havde folk brug for at forholde sig til noget, som var så mærkeligt, så fremmedartet fra dem selv. Men det var Vedbæk. Det hele blev gjort i en meget kompetent overskudsånd. Ikke overskudsånd som i dag, men en rigtig overskudsånd, hvor tingene var nede på jorden og foregik med et ganske højt lixtal.

Der lod alligevel ikke til, at der gik bevidstløse rundt og ikke mente noget om Michael Købke. Man skulle jo mene noget. Og jo mere uddannede i det pædagogiske, dedaktiske eller psykologiske univers disse mennesker var, jo stærkere var deres meninger og i jo mere videnskabelig klangbund var deres mening forankret. Måske var det derfor at jeg søgte mine frirum. Hvor jeg bare kunne være mig selv.

Det tog mig tyve minutter at køre hjem i min elektriske kørestol fra Vedbæk Skole, men det var i den mest fantastiske idyl man kan forestille sig. De eneste der kommunikerede til mig var holdningsløse forbipasserende cyklister og så en klynge af får der var blevet sat ud til at bekæmpe bjørneklo som i årevis havde været til gene på markerne ved Gøngehusvej i byen.

Jeg kom rullende og nogen gange knirkende fordi vognen manglede olie, og det med små 5 km, så der var jo tid til alt muligt, og fårene stimlede sammen for at se hvad det var for noget. "Ma" lød det så fra et af fårene og de stod bare der og gumlede noget hø, og jeg grinede tilbage mens jeg kom rullende forbi, og mit blik faldt ofte lige på om hegnet mellem marken og stien nu også var sikkert. Man kunne aldrig vide.

Det må have et mærkeligt syn. Der kunne jeg så ellers fortsætte videre med at dagdrømme mig væk til en verden, hvor jeg var politiker, eller fodboldspiller eller leve mig så meget ind i en historie som jeg digtede på jeg talte højt for mig selv og jeg brød også gerne ud i høj sang. Utroligt så meget 1.1 km kan fylde i en drengs liv. Det var frihed. En frihed som næsten føltes forkert, men som var rar. Bare rar. Der var jeg hverken stjerne eller noget andet. Der var jeg bare Michael, der kørte i sin elektriske kørestol med en flok uvidende får som tilskuere.

Har tidligere skrevet om min skoletid, om hvordan den på en eller anden måde gav et indblik i den konkurrencestats mentalitet, som resten af landet fik lejlighed til at opleve små 15-20 år senere.

Det var dog samtidig et liv med kærlighed, opmærksomhed, leg, forventninger og en barndom indhyldet i spændingsfeltet mellem at være mere speciel end normal, og i andre perioder mere normal end speciel. Hvor den store koncentration som bruddene skabte, forsvandt til fordel for hverdagen med lektier og forventninger. Det var en virkelighed der vekslede mellem bundløs seriøsitet og den tilstrækkelige mængde af ligegyldighed. Som en nødvendig modvægt til alvoren

Dette blogindlæg har ikke en dybere morale eller et clue. Det er en del af en større række af indlæg om det at være menneske.

"Nu må der sku da komme en eller anden form for konklusion".

Næ. Det gør der ikke. Det der kommer, er fortællinger om detaljer eller store linjer, som binder et liv, en tid og/eller en tankerække sammen

Håber i vil blive ved med at læse med 






mandag den 3. oktober 2016

Registreringsafgift som rampe for Liberal Alliance

I finansloven for det gældende år fik Liberal Alliance en kæmpe sejr. En historisk sejr for partiet. Man fik sænket registreringsafgiften sænket fra 150% til 120%. Det blev fejret med champagne for snurrende kameraer og DF folkene var godt sure. De skulle ud og forklare velfærdsnedskæringer mens LAs repræsentanter og medarbejdere drak en god drue.

Det var gået frem og tilbage i forhandlingslokalet. LA havde fremført at det ville føre til et bedre regnestykke end det som regeringen kunne præsentere. Regeringen regnede sig frem til at det ville koste penge for staten at foretage det indgreb. LA holdt på det modsatte, om end ikke hårdnakket. For dem var det ikke så vigtigt om det kostede penge eller ej. Bare det gav billigere biler for danskerne.

Siden er det gået sådan at for det gældende finansår så giver det en netto indtægt i statskassen. På mere end 1 milliard kroner og derfor mere end 1,5 milliard bedre for statskassen end beregnet i finansministeriet.

Men det helt afgørende i den her historie handler om noget helt andet: Det handler om slaget om topskatten: 

Liberal Alliance har hidtil fået skudt i skoene at deres økonomiske modeller ikke holder, at det er fantasteri som baserer sig på det, som nogen ville kalde "Voodoo economics". Med sænkningen af registrerings afgiften har LA fået et argument i kassen forud for det helt store slag. Det slag som skal definerer om de har en succesfuld valgperiode eller ej. Slaget om topskatten. Har tidligere på bloggen giver mit besyv med omkring Anders Samuelsens forhandlingstaktik. Men der er ikke særlig stor forskel på Samuelsens forhandlingstaktik i forhold til topskatten og registreringsafgiften. At pengene kommer ind i statskassen som følge af øget økonomisk aktivitet. At det vil være en overskudsforretning for Danmark og den danske stat at sænke den øverste skattesats

Det er svært at spå om fremtiden, men Samuelsen har givet sig selv en gave i form af de første resultater af sænkningen af registreringsafgiften.  Det er blevet en rampe for Liberal Alliances store drøm om en omkalfatring af det danske skattesystem og et grundlæggende opgør med de progressive skattesystem

I min næste blog vil jeg skrive lidt om hvorfor Samuelsen logik ikke nødvendigvis betyder noget som helst 

søndag den 2. oktober 2016

Efter Aleppo - Vesten i verden

Krigen i Syrien og følgerne af krigen:

Slaget om Aleppo er begyndelsen til enden for landets opposition. Et oprør der begyndte i 2011, i kølvandet på det arabiske forår og fjernelsen af diktatoren i Tunesien og ikke mindst i Egypten, samt borgerkrigen i Libyen der fjernede Gaddafi.

Men det skulle komme til at gå meget anderledes i Syrien. Landets leder Bashar al Assad har i de fem år der er gået, været ekstrem brutal. Men han har også været ekstremt snedig og skabt bæredygtige, holdbare alliancer. Alliancer som kommer til at få betydning regional politisk og geopolitisk i mange år frem. For hvad er det egentlig der er sket. Og hvorfor er det så vigtigt, at det skal nedfældes på papyrus alle mulige steder

Det er vigtigt, fordi Syrien krigen indvarsler en ny verdensorden. Og det er vigtigt fordi det udover at handle om menneskeliv, handler om hvordan verden ledes og måske rettere ikke ledes, eller deles op i interesse sfærer der ikke har meget med hinanden at gøre indbyrdes. Det der adskiller krigen i Syrien mærkbart fra alle andre konflikter siden Murens Fald og Sovjetunionens sammenbrud er, at vesten kan stå tilbage som den den uomtvistelige tabende part når det gælder den regional-politiske situation i Mellemøsten og derfor også globalpolitisk. Lige nu kan man blot kigge på, mens Assad og russerne med Hizbollah og Iran som med-allierede myrder løs i Aleppo. Måske havde man et vindue for et par år siden til at fjerne Assad med magt, måske havde man ikke. Men det er uomtvisteligt at man nu er statister i hvem der skal lede Syrien.

Det vil have en række meget alvorlige konsekvenser for Vesten fremadrettet

1) Den amerikanske hegemoni over verden er endegyldigt slut. Det betyder ikke at USA ikke længere er en supermagt, men at begrebet i fremtiden er udjævnet til fordel for mere asymmetriske magtstrukturer, hvilket på dansk betyder, at det kommer an på den givne situation og hvem der deltager i den givne konflikt
2) Dem som udfordrer USA har ikke intentioner om at have liberal demokratiske styreformer. Russerne og kineserne og deres allierede og samarbejdspartnere vender sig i stigende grad væk fra demokratiet. Det er for svagt, for langsomt og det fungerer ikke, hvis man skal vinde markedsandele over magten i global politik
3) Det vil afstedkomme en ventet panisk reaktion fra visse miljøer i USA som har en ide om at det er USAs rolle at lede verden i al evighed uden konkurrence eller miljøer der siger at USA overhovedet ikke skal blande sig længere, have alliancer med nogen og bare passe sig selv. Det vil være skidt for Europa, forfærdeligt for de baltiske lande og give anledning til bekymring, relativ stor bekymring i Skandinavien
4) Europa har nedrustet, centraliseret og udvandet lokal og regional patriotisme de seneste mange år. Det vil ramme kontinentet rigtig hårdt. Folk kender ikke deres historie, og man havde en forestilling om at man levede i en post-historisk periode, hvor man kunne beskæftige sig med alt muligt andet end at træffe beslutninger om strategiske alliancer baseret på risiko. Det kunne man ikke

Det bliver sådan, at man i de kommende år vil se en verden der bevæger sig mere mod Civilisationernes sammenstød end mod Enden på Historien