lørdag den 8. oktober 2016

Hareides første test


Åge Hareide overtog fra Morten Olsen og det var vi mange der var glade for. Det var slut med "automatismer" og "polyvante spillere med musik i ørerne".

Det havde ligesom sin tid

Med Polen-Danmark får vi så mulighed for at se, om det danske fodboldlandshold kan klare en stor prøve. En stress test. Foran et formentligt dybt patriotisk og engageret publikum kommer de danske spillere på en hård prøve. Det handler grundlæggende om hvorvidt systemet er stærkt nok til at holde og frigive energi for enerne til at de kan skabe chancer og score mål. Det lyder simpelt nok. Men i virkeligheden handler det ligeså meget om hvorvidt koordinationen på banen og mellem banen og bænken holder hele vejen hjem. Simon Kjær er gjort til anfører efter Agger stoppede og indtil videre har han gjort det fint, men man kan indvende at han ikke for alvor er blevet udfordret i den rolle endnu. Kjær gør det rigtig fint i Fenerbache, men i forhold til Agger, er han meget svingende i sine præstationer og humøret og koncentrationen ryger med i faldet når niveauet ikke er der. William Kvist er steget i hierarkiet, som følge af Aggers farvel. Han er til daglig i en ledende rolle i FC København, men landsholdet og landsholdets måde at spille på, er noget andet. Han er sat til at bevæge sig et par skridt frem, et par skridt til den ene side, og så til den anden side og så ellers have øje for tilbageløb. Ok, det lyder lidt som i FCK, men forskellen er at hans frihed er begrænset mere end den er for klubholdet.

Men hvem er det så, der skal leverer forskellen og komme ind med det ekstra der skal sikrer point eller points i Polen

Der er ikke nogen tvivl om at der hviler et enormt pres på Christian Eriksen. Han er 24 år, men det føles som om han har været med i 100 år, men han er ung og alligevel højt oppe i hierarkiet. Han indtager en naturlig 10er position i det 3-5-2 system som Hareide har spillet ud med. Han skal fodre de glubske hunde op foran, men han skal også være målsøgende. Måske mere end på noget andet tidspunkt end i sin landsholdskarriere er rammerne skabt for at det er ham der skal scorer målene. Den plads han tager vil givetvis komme Nicolai Jørgensen og Victor Fischer til gode. Jørgensen har gang i en fuldstændig vanvittig sæson indtil nu i Holland, men han mangler stadig at lave mål i de helt store kampe på landsholdet(foruden altså kampen ude mod Sverige i Playoff til EM) for at man ikke længere behøver at tale om Bendtner. Det vil være et kæmpe landsholds gennembrud, som vil cementerer hans plads øverst i hierarkiet. Men det er alligevel Victor Fischer der er mest interessant. Han kommer med noget energi, vildskab og han kommer med noget som er fra en anden tid. Der hvor landsholdet virkelig betød noget, der hvor noget som helst der havde med sine kammerater og sit land at gøre i virkeligheden sådan for alvor betød et eller andet. Det har vist sig på banen. Jo vigtigere kampe, jo mere stempler Fischer ind. Han er ikke en langtidsholdbar angriber, hvis man ser på konkurrencen. Der kommer nogen "bagfra" som simpelthen kommer til at vælte ham og muligvis også Nicolai Jørgensen af pinden inden ganske få år. Men kampen i aften kan vise om de vil tage kampen op. Om de kan være med til at tage et stort skridt for Danmark mod VM

Det kan også samtidig være kvalifikationen hvor spillere med udenlandsk oprindelse kan komme tila t spille en helt afgørende rolle i om vi kommer med til VM eller ej. På venstrekanten huserer allerede nu Riza Durmisi, som har rødder i Albanien. Han har fået en god start i LA Liga og ser ud til at have tilkæmpet sig fast plads på kanten på landsholdet. Det er alligevel sindssygt vigtigt for ham, at han leverer en god kamp i aften. Det er et system som ikke umiddelbart passer ham helt godt. Er han back? Er han kantspiller? Skal han gå helt med frem? Det virker forvirrende

Den spiller der dog kan blive den afgørende forskel til sidst er Pione Sisto. Troldmanden. Hans historie er unik, og alligevel fortæller den historien om det moderne Danmark. Kom hertil om spæd som barn af flygtninge, som flygtning selv, fra Sudan. Han er status symbolet på den vellykkede integration og nøglen har måske været at familien Sisto boede i en lille by og blev en del af lokalsamfund i en flække. Der hvor danskerne bor. I dag starter han på bænken. Men lur mig om han ikke kommer ind og laver et eller andet helt vildt til sidst. Noget som vil få hans navn til at give genlyd i hele landet og måske i hele fodbold Europa. 

Det handler om at komme videre. At komme til VM

For vi skal til VM!

  

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar