onsdag den 5. oktober 2016

Barnestjerne



Når man har en sjælden sygdom, så skiller man sig ud. Man er anderledes end de fleste. I mit tilfælde var det helt åbenlyst fra dag et, at jeg rent fysisk slet ikke var som mennesker var flest. Jeg blev født med så mange knoglebrud, at det var livsfarligt. Og det var en overvindelse for pædagoger i børnehaven overhovedet at måtte accepterer, at jeg skulle gå der. Det var et felt mellem at passe ind, og være sammen med de andre børn og så passe på. Fordi der var jo noget, man var noget andet. Lidt, ikke meget. Men lidt

Man kan sige, at børnehaven var min første større socialiserings oplevelse. For mig var det selvfølgelig bare sang og leg og den slags ting. Men for de andre børn og ikke mindst for deres forældre har det måske været noget specielt. Kan huske at mange af de andre forældre altid henvendte sig. "Hvordan går det, Michael". "Har du set fodbold for nylig, Michael?". Og den slags ting. Man var et navn, en mini- kendis, og der blev vist en interesse for en. Det fortsatte i skolen. Hvor mine kammerater kendte mig som den Michael, som de havde med at gøre i dagligdagen, med en personlighed, med styrker, med svagheder, så var jeg ofte en kilde til stor interesse for voksne mennesker, som nogen gange nærmest bare ville høre mig sige et eller andet, for derefter at bryde ud i "Nej, hvor fint!". "Altså, ham Michael".

Samtidig med alt dette var der elementet af et, af omverden dyrket heltemod, når man overvandt et brækket ben, en brækket arm eller det der var værre. Det var fra dag et blevet hverdag for mig selv, men hele brudspørgsmålet var jo et mystisk fremmedlegeme i andre menneskers liv. "Nej, hvor er du stærk, hvor er du bare stærk". Husker at jeg tænkte, at det bare var sådan det var, og at jeg ikke rigtig havde gjort andet end at ligge og have utroligt ondt i en hospitalsseng eller derhjemme. Men man fik enorm opmærksomhed, slik og det hele handlede om én

Jeg fik en følelse af uovervindelighed og at verden til en vis udstrækning, handlede om Michael Købke. Måske ikke hele tiden, men en gang imellem. Måske mere end en gang imellem. At intet kunne ramme mig, for man var jo stærk og hovedperson i andre menneskers liv omtrent, og det at man var stærk havde man fået at vide så mange gange,  at det måtte simpelthen værre rigtigt. Det hele måtte jo være rigtigt.

Der var alligevel en devise om, at jeg skulle behandles normalt, efter de forskrifter der nu var i den kultur hvor jeg voksede op. At jeg skulle være ligeså meget en del af det pulserende liv som jeg overhovedet kunne være.

Men efter et par styrt, med brud til følge, og en tur i gulvet, hvor jeg fik åbent kraniebrud, så var det som om at der blev taget med fløjels handsker. Og det gjorde mig ikke noget. For jeg nød faktisk at være noget særligt, når det særlige skulle forstås positivt og forkælende. Jeg nød opmærksomheden, gaverne, forkælelsen og den enorme omsorg og kontakt, der lå i det at være noget særligt. Jeg kunne såmænd godt fyre en plade af med at "jeg vil bare gerne behandles som alle andre" og sætninger der lignede den, men faktum var, at jeg blev afhængig af det hele, og det var som en slags grænseløshed for mig. Jeg var i sandhed noget særligt.

I 5.klasse fik jeg en hjælper ved navn Henning. Han havde drevet lidt rundt i nogen år efter en skilsmisse og et mislykket ophold på et reklamebureau og så en eller anden personlig fejde med Søren Gericke(min hukommelse kan svigte lidt her, men der var noget med ham og Søren Gericke), og han blev ansat som min hjælper af Søllerød Kommune, hvor han fungerede som hjælper for mig på Vedbæk Skole. Over tid udviklede han den ide, at der ikke var nogen der skulle tage mig med fløjels handsker. At jeg rent faktisk skulle behandles som alle andre. Men for mig lød hans ord som en straf, at det ikke ville blive som alle andre blev behandlet, da der deri lå en skjult efterregning der skulle betales fra års særbehandling. At der skulle være en ekstra grovhed, en større strenghed mod mig, fordi der i årevis havde været noget andet. Så susede det rundt for mig, og det brød jeg mig selvsagt ikke ret meget om, og så gjorde jeg noget, som jeg uhyggeligt sjældent benyttede mig af: Nemlig at fortælle nogen, og det var min mor i det her tilfælde,  præcist hvordan jeg havde det og hvad jeg gik og tænkte på

Henning forsvandt så ud af mit liv lige så hurtigt, som han var kommet ind i det. Konfrontationen med en anden slags virkelighed blev skubbet ud i fremtiden. Igen kunne jeg leve i en uskyldig, feteret verden, men jo ældre jeg blev jo mere mærkede jeg, at det ombrusende sus fra den totale opmærksomhed med tiden forsvandt, og når den dukkede op, var man blevet så pokkers bevidst om det der foregik, at det alligevel ikke helt var det samme. Opmærksomheden som et gode blev udvandet

Men min omverden var stadig i sving:

Nogen mente at jeg skulle fortælle om mit liv. Hvordan det var. Andre mente at jeg ikke skulle behandles særligt og igen var der andre som mente, at jeg bare skulle behandles som jeg blev. Men fælles for de fleste var at de havde en holdning. Måske havde folk brug for at forholde sig til noget, som var så mærkeligt, så fremmedartet fra dem selv. Men det var Vedbæk. Det hele blev gjort i en meget kompetent overskudsånd. Ikke overskudsånd som i dag, men en rigtig overskudsånd, hvor tingene var nede på jorden og foregik med et ganske højt lixtal.

Der lod alligevel ikke til, at der gik bevidstløse rundt og ikke mente noget om Michael Købke. Man skulle jo mene noget. Og jo mere uddannede i det pædagogiske, dedaktiske eller psykologiske univers disse mennesker var, jo stærkere var deres meninger og i jo mere videnskabelig klangbund var deres mening forankret. Måske var det derfor at jeg søgte mine frirum. Hvor jeg bare kunne være mig selv.

Det tog mig tyve minutter at køre hjem i min elektriske kørestol fra Vedbæk Skole, men det var i den mest fantastiske idyl man kan forestille sig. De eneste der kommunikerede til mig var holdningsløse forbipasserende cyklister og så en klynge af får der var blevet sat ud til at bekæmpe bjørneklo som i årevis havde været til gene på markerne ved Gøngehusvej i byen.

Jeg kom rullende og nogen gange knirkende fordi vognen manglede olie, og det med små 5 km, så der var jo tid til alt muligt, og fårene stimlede sammen for at se hvad det var for noget. "Ma" lød det så fra et af fårene og de stod bare der og gumlede noget hø, og jeg grinede tilbage mens jeg kom rullende forbi, og mit blik faldt ofte lige på om hegnet mellem marken og stien nu også var sikkert. Man kunne aldrig vide.

Det må have et mærkeligt syn. Der kunne jeg så ellers fortsætte videre med at dagdrømme mig væk til en verden, hvor jeg var politiker, eller fodboldspiller eller leve mig så meget ind i en historie som jeg digtede på jeg talte højt for mig selv og jeg brød også gerne ud i høj sang. Utroligt så meget 1.1 km kan fylde i en drengs liv. Det var frihed. En frihed som næsten føltes forkert, men som var rar. Bare rar. Der var jeg hverken stjerne eller noget andet. Der var jeg bare Michael, der kørte i sin elektriske kørestol med en flok uvidende får som tilskuere.

Har tidligere skrevet om min skoletid, om hvordan den på en eller anden måde gav et indblik i den konkurrencestats mentalitet, som resten af landet fik lejlighed til at opleve små 15-20 år senere.

Det var dog samtidig et liv med kærlighed, opmærksomhed, leg, forventninger og en barndom indhyldet i spændingsfeltet mellem at være mere speciel end normal, og i andre perioder mere normal end speciel. Hvor den store koncentration som bruddene skabte, forsvandt til fordel for hverdagen med lektier og forventninger. Det var en virkelighed der vekslede mellem bundløs seriøsitet og den tilstrækkelige mængde af ligegyldighed. Som en nødvendig modvægt til alvoren

Dette blogindlæg har ikke en dybere morale eller et clue. Det er en del af en større række af indlæg om det at være menneske.

"Nu må der sku da komme en eller anden form for konklusion".

Næ. Det gør der ikke. Det der kommer, er fortællinger om detaljer eller store linjer, som binder et liv, en tid og/eller en tankerække sammen

Håber i vil blive ved med at læse med 






Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar