tirsdag den 21. juni 2016

Basel regler


Der er noget der hedder Basel regler.

Det hedder det ikke officielt. Men det kunne det have heddet.

Basel reglerne handler grundlæggende om at lande, banker, finansielle institutioner mv, skal være velpolstrede hvis eller når der kommer en ny krise

Så man må helst ikke have for mange penge ude at svømme, skulle det gå galt igen. Der skal helst være dækning. Systemerne skal for fremtiden være skruet sådan sammen, at et lands kreditværdighed i sidste ende ikke kan komme i fare. At bankerne ikke crasher og at de som låner penge ud til kommende eller nuværende boligejere, heller ikke crasher

Det betyder så, at Danmark muligvis snart skal hoste op med en enorm sum penge for at leve op til de regler der er på vej.

De seneste tal de lægges på bordet er 130 milliarder kroner

Basel Menneskerne. Denne helt særlige art af Homo Sapiens, der arbejder med at lave de nye regler og krav, har set sig sure på det danske realkreditsystem.

Det danske realkreditsystem. Det helligste af det hellige. Systemet, som er mere dansk og har højere agtelse end 80er landsholdet, medisteren og Olsen Banden. Nu er der nogen der kommer og siger, at vi i Danmark ikke har skruet det ordentligt sammen. Det havde vi engang. Men ikke længere.

Folk er selvsagt rasende. Bankerne raser, realkreditsystemet raser, boligejerne raser og politikerne raser.  I hvert fald i følge overskrifter på netaviser, hvor journalisterne bag skærmene sikkert også raser, mens de skriver artikler om andre der raser

Hvad bilder de sig egentlig ind de Basel mennesker?

Det er virkelig for galt. Alt for galt. Det er for galt, at man ikke nede i Basel, kipper med flaget for et system, hvor man ikke behøver at betale afdrag i ti år og næsten frit selv kan vælge at have løbetid på sin rente, en rente som i øvrigt er nærmest nul, i 1 år eller 3 år eller 5 år, og hvor man kan lave den manøvre, selvom man låner 6 millioner kr eller mere.

Og man kan tage lån i den friværdi, der måtte ved en tilstrækkelig stor stigning af værdien i sin bolig

Kan de ikke forstå den danske model eller hva'?

Come on Basel 




torsdag den 16. juni 2016

Vi må afvise volden i politik

Vi er demokratiske samfund. Bygget på principperne om lighed for loven. Vi er repræsentative demokratier. Vi vælger vores repræsentanter iblandt os. De er os og vi er dem.

Vores politikere, hvad end vi kan lide dem eller ej, er en del af folket. Og kan man i tilstrækkelig grad ikke lide de folkevalgte, eller mener man at man kan gøre det bedre, er man velkommen til at gå ind i politik.

Der er ikke nogen der siger. "Det må du ikke. For du er for tyk, for grim, for gammel, eller du har underlige fødder".

Politik er en folkesport. En stafet ned gennem historien for alle mennesker fra 18 år og op efter.

På den måde er demokratiet ikke blot noget man ejer her og nu, men noget man har til låns og som skal afleveres i ordentlig stand til de næste

Man kan leve hele sit liv uden at interesserer sig for politik. Eller man kan være besat af politik. Eller man kan, som en stor del af befolkningen, være interesseret i forskellige sager som man kan spejle sig i, som man føler er væsentlige og så ellers overlade det til repræsentanterne at lave den konkrete lovgivning.

Men vi skal ikke gå i flæsket på hinanden med andet end ord. Og nogen ord bør man måske holde sig for god til.

Men grænsen, den klare grænse, går ved den fysiske vold. Volden, som den yderste afmagts sprog.

Et medlem af det britiske underhus er blevet skudt og stukket gentagende gange. Midt i valgkampen om Storbritanniens medlemskab af EU.

Det er frygteligt. For hende, hendes familie og for det britiske demokrati, som valget også handler om.

Der er ikke noget som helst heltemodigt eller demokratisk over at skyde et andet menneske. Det er indbegrebet af totalitær adfærd. At man har eneret på den givne situation. At man ikke kan udstå tanken om at et andet menneske måtte have en pointe.

Og en passion for det vedkommende tror på og kæmper for

Det kan ikke siges klart nok, at politik er drevet af dialogen, nogen gange den hårde og tilsyneladende uforsonlige dialog. Men dialog under alle omstændigheder

Vi er nødt til at passe på hinanden, og vi er nødt til at passe på vores folkestyre

Kampen om Storbritannien


Det er tid til kampen om Storbritannien. Kampen om håne retten

Det er indiskutabelt den største kamp for et walisisk landshold nogensinde. Vinder de, går de videre som nr 1 i gruppen, hvilket giver dem en enestående chance for at nå en kvartfinale.

Wales. EM Slutrunde. Kvartfinale.

Den skal man lige tygge lidt på

Det vil være helt uhørt for det lille land mod vest. Landet som grænser op til den dominerende storebror som det i fodboldens verden altid har handlet om.

England. Med historie, stjerner, fodboldkoryfæer og med en umådelig tro på egne evner, og en drøm, ikke bare om at vinde en slutrunde for første gang siden 1966, men simpelthen "bringe fodbold hjem"

Men med England følger også hooligans der kommer i slagsmål med ordensmagten og hooligans fra andre lande, bristede forventninger, og stjerner der ikke leverer, når de står på den store scene, og særligt når de møder hold der slås og arbejder mere end dem.

Samt når de møder mandskaber der har forberedt sig taktisk på englændernes ængstelighed for at mislykkes. Taktisk har man udviklet sig. Man forsøger at bringe væsentlig mere dynamik og løbevillighed ind i spillet og man er kommet ud over problematikken med stjerner som man ikke kunne sætte på bænken, som i tiden med Gerrard og Lampard.

Man forsøger at komme ud af den klassiske 4-4-2, men det er alligevel som om, at en usynlig hånd fører engelske landsholdsspillere tilbage til det kendte, til den komfortable zone. Der hvor man ved hvor man skal løbe hen.

Det kan være godt nok i perioder af en kamp. Man spillede f.eks godt i dele af kampen mod Rusland, men presset mod modstanderen kom fra kanterne og ikke centralt.

Med kun én angriber var der noget ganske enkelt usammenhængende over englændernes spil, og tilmed en angriber der bare ikke kunne få det til at fungere.

England er ikke Tyskland. Hverken Kane eller Vardy er Thomas Müller eller Miroslav Klose for den sags skyld.

Man kan ikke spille et kreativt 4-2-3-1 lignende system, med forventning om et fest fyrværkeri blandt de fire forreste og tro at så bliver alt godt. Det gør det bare ikke. Det kræver at Alli, Lallana og Sterling eller hvem man end har centralt eller på kanterne fra tid til anden skifter plads med Kane, og altså tager rollen som forreste angriber. Men det virker ikke til at det sker.

I dag møder de et kriger hold. Et hold der vil lide af krampe over hele linjen når uret er gået forbi de 85 minutter, fordi de løber og løber og løber. Bale har endelig fået mulighed for at være med til en slutrunde, og det virker som om at han virkelig er mødt op. Han fik krampe af træthed mod Slovakiet. Fantastisk. Det samme med Aaron Ramsey som blev skiftet ud i den første kamp. Helt færdig.

Rundt om dem, har de spillere af svingende kvalitet, men som man så mod Slovakiet, så er det et mentalt stærkt hold, der kan overvinde modgang og sætte en stærk, naturlig og fysisk barriere op mod et hold, der i momenter af kampen vil spille og agerer hurtigere end dem.

Betyder alt det så, at Wales laver et kæmpe resultat i dag?

Man fristes til at sige ja.

Men det her er englændernes, undskyld udtrykket, Waterloo. Hvis ikke England vinder den her kamp, med et ungt og på papiret lovende og dynamisk hold. Så vil der helt klart indfinde sig en dyb og langvarig krise for engelsk landsholdsfodbold, som jeg tror de fleste af spillerne i den engelske EM trup er fuldt bevidste om.

Man kan smide to points mod Rusland i overtiden, men man kan ikke tabe eller spille uafgjort mod Wales. Så simpelt er det.

Derfor er det fuldstændig udelukket at man tager Rooney ud medmindre man fører med to. Og måske ikke engang der..

 Det er helt givet, at man ikke vil tage chancen og tro at forsvaret og den defensive midtbane kan "krige" en sejr hjem i de døende minutter.

Det er make it or break it for England ved det her EM. Man skal vinde i dag. Og det gør man 

tirsdag den 14. juni 2016

Island - En fodbold saga

Der bor ca. 330.000 mennesker på Island. Der er ca. 21.000 registrerede fodboldspillere i landet.

Ifølge nogen medier er hver tiende islænding i Frankrig for at følge deres helte ved EM i Fodbold

Det er et eventyr, en saga. Og enhver der siger at de ikke har en chance, forstår jo slet ikke hvad et EM eventyr er for noget.

Der hvor fysiske forhold, størrelsesforhold samt rationel fornuft kan blive taget ud af kraft.

For Island vil det være en sejr bare at vinde en kamp. Siger eksperterne.

Men man vandt en hård kvalifikationsgruppe over Tjekkiet, Tyrkiet og Holland(!)

De har spillere i store ligaer, blandt andet Premier League. Men de fleste af de udtagede islændinge i den 23 mand store trup, er marginalspillere i relativt små klubber i små ligaer rundt omkring.

Det må nu engang være sådan.

Men sammenligner man det islandske angreb med de andre nordiske lande, inklusive Danmark, rangerer øen højt mod nord i øjeblikket, efter min vurdering, som nr. 1.

Med folk som Kolbeinn og Gylfi har de altså ramt et eller andet.

Man har ganske enkelt, på en eller anden utrolig måde, skabt både et hold med både højt topniveau og bredde.

De 11 der starter og dem som måtte komme ind vil slås som løver for deres land og for hinanden.

Det er det fodbold handler om. Og det er måske det så meget også handler om. Men i dag er det fodbold

Og med fare for at være til grin senere, så siger jeg, at der bliver føget et nyt kapitel til sagaen med deres første kamp mod Portugal

torsdag den 9. juni 2016

Man ville forhindre en nedsmeltning.....


September 2008.

Jeg sidder foran min computerskærm og surfer nyheder. Ikke noget nyt der. Som så ofte før trawler jeg den ene side igennem efter den anden. Husker det som en varm aften, med vinduerne åbne og t-shirt på overkroppen.

Men husker det underligt nok også som en relativ kold aften, med kulde i gulvet og i væggene.

Går ind på Financial Times hjemmeside

Der kunne jeg læse en overskrift om den investeringsbank-virksomhed, der hed Lehman Brothers. Noget med at de måske ikke ville åbne mandag morgen.

En i min familie havde arbejdet som bond-trader for Lehman Brothers i London, så jeg kendte navnet og kendte lidt til banken.

Artiklen hos FT var skrevet med iskold og tør hånd. Som artiklerne ofte er på finansielle sites. Ikke meget kunstfærdighed over det.

Men det stod klart, at noget var i gære. Myndighederne skulle håndtere noget, som man ikke havde skullet forholde sig til i årtier. Måske endda siden helt tilbage til krakket i 1929.

Resten af historien er velkendt, men her en lille "recap:

Verden blev kastet ud i en omfattende krise, som slog bølger ind på alle kontinenter, i alle samfundslag, og som blotlagde et system, en måde at leve på, en måde at tænke økonomi på, som havde lidt katastrofalt skibbrud. Et massivt pyramidespil med boliglån og en hel industri, der havde forelsket sig i tanken om den evige fremgang som katalysator for sin forretningsmodel.

Boliglån, hvis holdbarhed og tilbagebetaling ingen havde direkte ansvar for, var blevet køb og salgs produkter og ingen havde nogen anelse om hvem der ejede hvad. Man behøvede ikke at bogføre det, så det lod man være med

Snedige konstruktioner af "lån-pakker" hvor man havde rullet lån sammen i bundter og solgt dem som en vare, med det højeste kvalitetstempel, var skabt for i sidste ende at skjule det faktum, at man havde lånt enorme summer ud til mennesker, der ikke havde en chance for at betale dem tilbage, endsige bare at betale afdrag på deres lån

Det var heller ikke et problem, så længe priserne på boliger steg.....

Mange millioner af mennesker sad det efterår klinet foran skærmen og ventede på de næste nyheder. I nogen lande gik folk på gaden, men mest af alt forholdt mennesker sig i ro.

For hvad ville der ske? For dem. Ville de miste deres job, deres opsparing? Ville de have råd til sundhed, uddannelse til deres børn osv?  Folk var vrede og bange. En global desillusion bredte sig.

Efter sigende var det opkaldet fra den øverste chef i General Electric(GE), der for alvor fik alarmklokkerne til at ringe i det amerikanske finansministerium og hos centralbanken(FED). Her blev det kort og godt fortalt, at hvis ikke der blev gjort noget hurtigt, så ville GE løbe tør for penge. Man ville ikke kunne betale løn til sine mere end 100.000 medarbejdere, og man kunne ikke betale den myriade af underleverandører som forventede deres penge for kontrakter. Økonomien, det almindelige daglige liv var ved at kollapse

Det havde man overhovedet ikke forestillet sig.

GE havde i princippet intet som helst med finanssektoren at gøre. Men Wall Streets nedtur havde spredt sig som ringe i vandet. Pengestrømmen mellem bankerne og de store virksomheder var gået i stå. Selve systemet var ved at kollapse.

Noget måtte gøres. Man vendte sig mod FED. De kunne sende penge ud i markedet.

Og det gjorde de. I et hidtil historisk uset og helt enormt omfang. Quantitative Easings(QE). Systemet skulle reddes. Når folk gik ned for at hæve penge, skulle der være penge. Man skulle jo gerne som borger kunne få udbetalt løn, betale regninger, gå i biografen, inviterer sine venner ud og spise, opleve sit liv som succesfuldt osv.

QEs blev så kombineret med såkaldte "bail-outs" hvor man reddede bankerne over hele verden.

Den historie kender vi godt

Nu skal regningen snart betales. Den regning som ingen rigtig helt har lyst til at stikke ud og endnu færre har lyst til at betale. For den har vokset sig, med renters rente, til enorme beløb. Den næste store krise vil være en direkte udløber af den forrige. Penge, der skulle være gået til almindelige mennesker og jobskabelse, blev i stedet til investeringer i aktier og fast ejendom og luksus goder.

Samt obligationer.

For det stod klart for professionelle investorer, at der højst sandsynligt ville komme en ny krise, og så var det bedre at sende penge i sikkerhed, som man gør når man køber obligationer. Og så kom Grækenland på banen og man købte for alvor op af obligationer

Derfor har man blandt andet minus-renter i Danmark. Derfor er der ingen forretning nogen steder, udover ved chancerytteriet på aktiemarkeder og lignende.
Og det er derfor at de "store spillere" på markedet er begyndt at opkøbe guld, som var man i en præmoderne tidsalder eller lige før en stor krig.

Man forventer simpelthen en ny nedtur snart

Den næste krise kan udløses af én begivenhed. Som ikke behøver at have noget direkte at gøre med finansmarkeder eller global gæld. Det kan være den britiske afstemning om fortsat EU medlemskab. Det kan være en halv- stor bank i Kina, der må dreje nøglen om, og derefter nølen fra de kinesiske myndigheder i forsøget på at redde den(som ved Lehman i 2008).

Det kan være Trump der vinder over Hillary. Eller Hillary der vinder over Trump.

Der kan være forskellige episoder uafhængige af hinanden, der udløser det.

Men den næste store krise kommer inden længe. Det er bare et spørgsmål om hvornår

tirsdag den 7. juni 2016

Emre Mor til Dortmund


I dag er FC Nordsjællands Emre Mor blevet Superligaens dyreste spiller nogensinde. Formentlig. Det tyske fodboldmagasin Kicker har i hvert fald sat købsprisen, som Dortmund har betalt for ham, på omkring 90 millioner kroner. Lige ned i foret hos FC Nordsjælland.

De drikker champagne i Farum. Det gør de ikke i DBU.

Emre M har valgt at spille landsholdsfodbold for det tyrkiske landshold. Det har helt sikkert været en medvirkende faktor til at prisen er gået op, da Emre M er udtaget til EM for Tyrkiet. Han har allerede fået debut for det tyrkiske landshold og det har sikkert, med et slag på tasken, øget hans markedsværdi med 30-35 millioner

FCN kunne have spillet højt spil og kalkuleret med at Emre Mor spiller en rigtig god EM slutrunde, hvad øjensynligt havde øget hans markedsværdi yderligere. Det gjorde man ikke, og godt det samme. 90 millioner er også en slags penge. Selv i fodbold.

Omvendt har Dortmund så sikkert tænkt, at det var bedre at slå til inden EM. Sådan er der jo altid to sider af en handel og så alligevel ikke. For ingen kan vel være utilfredse her

Dortmund er kendt for at finde totalt ubeskrevet spillere og gøre dem til stjerner. Shinji Kagawa hentede man i den næstbedste række i Japan, og hvilken fodboldkyndig person havde, med hånden på hjertet, nogensinde hørt om Robert Lewandowski?

Så det er en kæmpe chance for Emre Mor på bare 18 år.

Og måske det i fremtiden vil ansporer flere danske klubber til at satse på spillere fra såkaldt etniske miljøer? Hidtil har det ikke været så spækket med spillere fra ikke-vestlige indvandrermiljøer i dansk fodbold. Der er ikke kommet en dansk Zlatan.

Lyngby Boldklub havde Emre M en overgang, men der var han vidst for "vild og uregerlig" og han passede bare ikke lige ind. Så kom han til Farum og nu skal han så til Dortmund.

Tillykke til ham og tillykke til FCN, og tillykke til en masse unge drenge og piger med anden etnisk baggrund med sports talenter. Fornemmelsen er, at klubberne og de etablerede sportsinstitutioner i højere grad end tidligere, kigger deres vej fremover

mandag den 6. juni 2016

Væksthormon


Der kører en nyhed om, at forældre i stigende grad vil have at deres børn skal have væksthormoner. De er ikke store nok, de små kid.

Det er vel i kølvandet på mange andre udviklinger af den type i de her år. At vi forsøger at designe det perfekte menneske. Det ufejlbarlige menneske. Det menneske som fungerer som scoop model i Euroman. Og hvor undersøgelser sikkert viser at alt derfra så er lettere i livet

Her kunne jeg gå ind og sige at "småt er godt" og "den der er lille og vågen".... og den slags lignende vinderudtryk.

Men det vil jeg ikke.

Småt er småt. Det er, som i alle andre dele af livet(hvad jeg kender til i hvert fald), i sidste én selv der sætter rammerne for succes og fiasko i ens eget liv. Og en selv der i sidste ende definerer det suverænt.

Jeg kender mennesker af alle størrelse, og det er ikke størrelsen på deres fysiske korpus, der afgør om der er liv i kludene og det berømte glimt i øjet.

Det er derimod sjælen, kraftværket et sted dybt inde i systemet, der i sidste ende giver eller suger liv. 

Vil egentlig hellere ønske, at de forældre som bruger så meget tid på at bekymre sig om deres børns kropsholdning, spisevaner, kompetenceudvikling, socialpsykologiske habitus og sproglige/didaktiske udvikling ville være bedre i stand til at lade ungerne være i fred. Simpelthen bare lade dem være i fred. Lade dem løbe ud og lege og forstå at de først kommer hjem når det bliver mørkt. Og måske med blod på knæene og måske en historie eller to, som kan få hjertet op i halsen

Det er virkelig en kættersk tanke i en tid, hvor fejl ikke må forekomme. Hvor mobning(korrekt) skal fjernes fra jordens overflade, og hvor intet må være overladt til tilfældighederne.

"Det går nok alt sammen" er bandlyst og det er som om det neurotiske verdensbillede har vundet en værdikamp, som jeg tror de færreste anede eksisterede, før det pludselig blev moderne med handleplaner, legeaftaler og derudaf.

Man har svært ved at forestille sig Tom Sawyer og Huckleberry Finn eller det der ligner, i en verden af legeaftaler og individuelle handleplaner

Men måske er det bare en fase?

Den næste generation vil formentlig vende sig mod perfektionen, ræset, tanken om kompetencer som mål i sig selv, og i stedet lade deres børn gå ind i skoven, lade dem bo der i selvbyggede huler henover sommeren for kun at komme hjem når der skulle spises eller når man skulle besøge farmor.

Den generation vil lære deres børn at det er ok.

"Hvad er ok"? vil du så spørge. Det spørger du om fordi du er neurotisk. Du vil gerne vide det, og du vil gerne vide det nu. Du skal helst vide det nu

"Langt det meste", vil svaret være

Ny offentlighedslov

Ny offentlighedslov?

Det lyder som en rigtig god ide

Det kan være begyndelsen på en proces hvor der kommer større gennemsigtighed i lovgivningsarbejdet, hvor der kommer større gennemsigtighed i centraladministrationens arbejde og betænkninger. Men det kan også være en af de løftestænger der skal til for at flere mennesker engagerer sig i politik. Engagerer sig i samfundet generelt

Ny offentlighedslov?

Det lyder som en rigtig god ide

fredag den 3. juni 2016

Ytringsfrihed


Vi skal stå op for hinandens ret til at ytre sig. Når folk der normalt er arge modstandere, og det er de virkelig, står sammen i en appel mod at indskrænke ytringsfriheden, så skal der lyttes
http://jyllands-posten.dk/debat/breve/ECE8729955/appel-til-folketinget-fra-63-debattoerer-begraens-ikke-ytringsfriheden/