mandag den 6. juni 2016

Væksthormon


Der kører en nyhed om, at forældre i stigende grad vil have at deres børn skal have væksthormoner. De er ikke store nok, de små kid.

Det er vel i kølvandet på mange andre udviklinger af den type i de her år. At vi forsøger at designe det perfekte menneske. Det ufejlbarlige menneske. Det menneske som fungerer som scoop model i Euroman. Og hvor undersøgelser sikkert viser at alt derfra så er lettere i livet

Her kunne jeg gå ind og sige at "småt er godt" og "den der er lille og vågen".... og den slags lignende vinderudtryk.

Men det vil jeg ikke.

Småt er småt. Det er, som i alle andre dele af livet(hvad jeg kender til i hvert fald), i sidste én selv der sætter rammerne for succes og fiasko i ens eget liv. Og en selv der i sidste ende definerer det suverænt.

Jeg kender mennesker af alle størrelse, og det er ikke størrelsen på deres fysiske korpus, der afgør om der er liv i kludene og det berømte glimt i øjet.

Det er derimod sjælen, kraftværket et sted dybt inde i systemet, der i sidste ende giver eller suger liv. 

Vil egentlig hellere ønske, at de forældre som bruger så meget tid på at bekymre sig om deres børns kropsholdning, spisevaner, kompetenceudvikling, socialpsykologiske habitus og sproglige/didaktiske udvikling ville være bedre i stand til at lade ungerne være i fred. Simpelthen bare lade dem være i fred. Lade dem løbe ud og lege og forstå at de først kommer hjem når det bliver mørkt. Og måske med blod på knæene og måske en historie eller to, som kan få hjertet op i halsen

Det er virkelig en kættersk tanke i en tid, hvor fejl ikke må forekomme. Hvor mobning(korrekt) skal fjernes fra jordens overflade, og hvor intet må være overladt til tilfældighederne.

"Det går nok alt sammen" er bandlyst og det er som om det neurotiske verdensbillede har vundet en værdikamp, som jeg tror de færreste anede eksisterede, før det pludselig blev moderne med handleplaner, legeaftaler og derudaf.

Man har svært ved at forestille sig Tom Sawyer og Huckleberry Finn eller det der ligner, i en verden af legeaftaler og individuelle handleplaner

Men måske er det bare en fase?

Den næste generation vil formentlig vende sig mod perfektionen, ræset, tanken om kompetencer som mål i sig selv, og i stedet lade deres børn gå ind i skoven, lade dem bo der i selvbyggede huler henover sommeren for kun at komme hjem når der skulle spises eller når man skulle besøge farmor.

Den generation vil lære deres børn at det er ok.

"Hvad er ok"? vil du så spørge. Det spørger du om fordi du er neurotisk. Du vil gerne vide det, og du vil gerne vide det nu. Du skal helst vide det nu

"Langt det meste", vil svaret være

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar