Kampen om Storbritannien

Det er tid til kampen om Storbritannien. Kampen om håne retten

Det er indiskutabelt den største kamp for et walisisk landshold nogensinde. Vinder de, går de videre som nr 1 i gruppen, hvilket giver dem en enestående chance for at nå en kvartfinale.

Wales. EM Slutrunde. Kvartfinale.

Den skal man lige tygge lidt på

Det vil være helt uhørt for det lille land mod vest. Landet som grænser op til den dominerende storebror som det i fodboldens verden altid har handlet om.

England. Med historie, stjerner, fodboldkoryfæer og med en umådelig tro på egne evner, og en drøm, ikke bare om at vinde en slutrunde for første gang siden 1966, men simpelthen "bringe fodbold hjem"

Men med England følger også hooligans der kommer i slagsmål med ordensmagten og hooligans fra andre lande, bristede forventninger, og stjerner der ikke leverer, når de står på den store scene, og særligt når de møder hold der slås og arbejder mere end dem.

Samt når de møder mandskaber der har forberedt sig taktisk på englændernes ængstelighed for at mislykkes. Taktisk har man udviklet sig. Man forsøger at bringe væsentlig mere dynamik og løbevillighed ind i spillet og man er kommet ud over problematikken med stjerner som man ikke kunne sætte på bænken, som i tiden med Gerrard og Lampard.

Man forsøger at komme ud af den klassiske 4-4-2, men det er alligevel som om, at en usynlig hånd fører engelske landsholdsspillere tilbage til det kendte, til den komfortable zone. Der hvor man ved hvor man skal løbe hen.

Det kan være godt nok i perioder af en kamp. Man spillede f.eks godt i dele af kampen mod Rusland, men presset mod modstanderen kom fra kanterne og ikke centralt.

Med kun én angriber var der noget ganske enkelt usammenhængende over englændernes spil, og tilmed en angriber der bare ikke kunne få det til at fungere.

England er ikke Tyskland. Hverken Kane eller Vardy er Thomas Müller eller Miroslav Klose for den sags skyld.

Man kan ikke spille et kreativt 4-2-3-1 lignende system, med forventning om et fest fyrværkeri blandt de fire forreste og tro at så bliver alt godt. Det gør det bare ikke. Det kræver at Alli, Lallana og Sterling eller hvem man end har centralt eller på kanterne fra tid til anden skifter plads med Kane, og altså tager rollen som forreste angriber. Men det virker ikke til at det sker.

I dag møder de et kriger hold. Et hold der vil lide af krampe over hele linjen når uret er gået forbi de 85 minutter, fordi de løber og løber og løber. Bale har endelig fået mulighed for at være med til en slutrunde, og det virker som om at han virkelig er mødt op. Han fik krampe af træthed mod Slovakiet. Fantastisk. Det samme med Aaron Ramsey som blev skiftet ud i den første kamp. Helt færdig.

Rundt om dem, har de spillere af svingende kvalitet, men som man så mod Slovakiet, så er det et mentalt stærkt hold, der kan overvinde modgang og sætte en stærk, naturlig og fysisk barriere op mod et hold, der i momenter af kampen vil spille og agerer hurtigere end dem.

Betyder alt det så, at Wales laver et kæmpe resultat i dag?

Man fristes til at sige ja.

Men det her er englændernes, undskyld udtrykket, Waterloo. Hvis ikke England vinder den her kamp, med et ungt og på papiret lovende og dynamisk hold. Så vil der helt klart indfinde sig en dyb og langvarig krise for engelsk landsholdsfodbold, som jeg tror de fleste af spillerne i den engelske EM trup er fuldt bevidste om.

Man kan smide to points mod Rusland i overtiden, men man kan ikke tabe eller spille uafgjort mod Wales. Så simpelt er det.

Derfor er det fuldstændig udelukket at man tager Rooney ud medmindre man fører med to. Og måske ikke engang der..

 Det er helt givet, at man ikke vil tage chancen og tro at forsvaret og den defensive midtbane kan "krige" en sejr hjem i de døende minutter.

Det er make it or break it for England ved det her EM. Man skal vinde i dag. Og det gør man