lørdag den 2. februar 2019

Ordentlighed



Ordentlighed er et ord, som kan give associationer til den gamle mand i bussen, som vrisser af ungdommen og dens mangel på manerer. Det var bedre i gamle dage. I gamle dage mente man dog også at det var bedre i gamle dage. Ordentlighed bør dog være et gennemgående mål for såvel samfundet såvel for individet, og ikke mindst startende med én selv. Det bliver ofte kædet sammen med nogens ønsker om andre menneskers ordentlighed, og i mindre grad ens egen ordentlighed eller mangel på samme. Andre gange er det kamufleret frustration og angst og andet som måske holder én fra at se et menneske eller en given situation ud fra dens reelle kontekst.

Men ordentlighed er også en praktisk foranstaltning og i den indskrænkede monarkiske rødbede samfundsorden, som vi kalder Danmark er ordentlighedens pedestal nærmest synonym med både skattebetaling og parlamentarisme. Vi stoler på hinandens ordentlighed, selvom vi kun i sjælden grad har den dokumenteret. Vi stoler på hinandens ordholdenhed selvom vi godt ved at vi alle sammen lyver fra tid til anden når vi har brug for det.

Men vi stoler på ordentligheden som et back-stop. At den sætter ind når samvittigheden har blødgjort sjælen tilstrækkeligt, når en bondeanger fører mennesket tilbage mod retskaffenheden. Det bliver til en ideologi, som i modsætning til de eksisterende ideologier ikke beror sig på samfundets økonomiske hierarki, som vejviser for ordentligheden. Forstår man ikke ordentlighedens betydning for den sociale væren i Danmark har man et socialt problem, et socialt problem som kan udløse alle mulige andre problemer. Det er dog et kulturelt spørgsmål om ordentligheden hæmmer ét menneske i et samfund, og hvor den ene type af ordentlighed gør sig gældende overfor den anden.

Samtidig kan intet menneske sige sig fri for uordentlighed og tanker og handlinger som i større eller mindre grad er i strid med samfundsnormen. Det er indenfor rammerne af den velfungerende samfundsnorm, i det velfungerende civile liv, at mennesker kan træde ved siden af, at deres handlinger korresponderer med den gængse opfattelse af ordentlig adfærd når de træder ved siden af. Ordentligheden er dog en absurditet, hvis staten skifter ham og bliver despotisk og kontrollerende. Så er ordentligheden i det civile samfund en gusten underkastelse af systematiseret terror og manipulation. Det må for enhver pris undgås naturligvis

Tilbage står måske blot at vi er fejlbarlige mennesker, i en morskab af en menneskekrop med et sind der ser og hører det meste gennem sit mærkelige hjælpegreb kaldet kroppen. Det kan i sidste ende være den eneste ordentlighed der findes. Måske