Drømmejob, drømmestudie, drømmeliv

Inden natlampen slukkes, læser jeg i bogen "Meditations" af den romerske kejser Marcus Aurelius. Faderen af stoicismen.

Han anså, at der ikke er ret meget mening i det vi mennesker foretager os, at det at lægge noget til eftertiden er et spild da alle jo dør alligevel, og at man ligeså godt kan møde alle ens udfordringer med ophøjet ro og beslutsomhed.  Han var en fredens mand af sind, men var i krig i det meste af perioden som kejser. Højt mod nord mod de vilde barbarer fra Germanien med et forsøg på at udvide det i forvejen kæmpe mæssige romerske rige. Men han havde altså også tid til at skrive dagbøger og beskrive emner som liv og død, filosofi, historie, politik og leveregler for mennesker.

En morgen, efter at Marcus Aurelius skrifter sværmede rundt i mit system om natten, blandet med drømme fra hverdagen, blandet med den varme som kom over vores land, stødte jeg på begrebet drømmestudie fra begejstrede men også potentielle stress ramte mennesker der i alle aldre gav deres besyv med på uddannelse, job og karriere. Det var drømmestudierne som giver drømmejobsene og det var bare så fantastisk alt sammen. I baghovedet lå dog uendeligheden fra den stoiske tankegang, garneret tempoet fra den pulserende hverdag i 2018 Danmark. Er drømmen blevet til et mareridt?

Har vi udviklet en tankegang om, at hvis ikke drømme mødes med succes, så braser de og braste drømme er noget af det værste der findes. Siges det. Det er jeg så langt fra sikker på er rigtigt. Faktisk tror jeg at braste drømme, som kamillete, er noget af det sundeste der kan overgå os som mennesker, men det kan jeg komme til

Marcus Aurelius havde en stor kejserlig seng, men han sov på et tynd underlag tættere på gulvet i stedet for.

For ikke at blive tilvænnet en livsstil, som kunne tages fra ham hurtigt og for at bevare sig selv. Fanden galemeig. En person som for flere tusind år siden var bevidst om selvet som drivkraften bag det harmoniske liv. Det er så også nemt for ham at kunne sige. Han var kejser

I dag er der ingen kejsere, derimod er der lyslevende en autentisk drøm om det frie, uafhængige menneske, som samtidig med det er frit og uafhængigt, også er succesfuldt, smukt, i balance, konkurrencedygtigt, ringer tilbage, er proaktiv, sjov, interessant og sikkert også andre ting.

Det er jo helt umuligt, og stoikerne ville forlade deres stoicisme for en stund og bare grine deres røv i laser:

"Er det virkelig hvad det moderne, post-industrielle samfund forventer af sine borgere?" 

Ikke desto mindre er det sådan mange mennesker oplever forventningerne, uanset om de så rent faktisk er der eller ej. Meget af den bevidsthed, den visdom som findes skal formes til en æra med non-stop SOME og et digitalt kredsløb som omfatter vores arbejdsliv, fritidsliv og samler alle de givne komponenter sammen til en pærevælling