fredag den 7. september 2018

Ret



Så meget af hvad vi siger og gør har intet med ret at gøre. Hvem der har ret, hvad der er ret og hvad der vinder dagen, vinder argumentet. Dagen og argumentet kan man lade ligge. Det er ikke altid afgørende, faktisk meget sjældent afgørende.

Ret hører til der hvor det hører hjemme, i lovgivning, i domstole, i dannelsesprocessen frem mod disse. Men det spiller en rolle for de mennesker, for det menneske som tidligt i sit livsstadie har følt sig forfordelt. Det virker sådan.

Om det videnskabeligt set er sådan, ved jeg ikke, men man kan gennem en smule livsempiri fastslå, at de største kværulanter man har mødt på sin vej, er dem som har følt sig mest forfordelt som børn. Det er en interessant psykisk og måske endda fysisk tilstand, men håbløst at være i til tider når man er modtager.

Det skal dog helst hæftes på intellekt hvis det for alvor skal være effektivt og irriterende på samme tid. Det er dem skolelærerne både hader og elsker, fortrinsvist kvindehjerter der banker for den umulige sag, men det er også alarmerende når kampgejsten slukkes og der ikke kommer mere kværulering fra den man regner med fyre det af. For det fortæller jo også noget om mennesker, at deres ukuelige kampgejst er blevet slukket, eller i bedste fald tæmmet. Tæmmet af tiden, andre mennesker, en væg af misforståelser og slet og ret oplevelsen af, at ret ikke giver ret.

Det er her man skal flette ind, at ens hjerne kan kværulere men ens mund være stille. Til et punkt. Til en tid. Til det blev ens tur, men da det var ens tur, der havde toget forladt perronen. For lige det. Det er det lineære billede. Et billede der mere og mere lader sig vige, af det tænkende menneske, for det cykliske. Taget ud i det ekstreme, kan man sige at det sygdomsramte alderdom er barndommens tidlige stadie revisited. Denne gang med børn, børnebørn og oldebørn. Indtil da er det fragmenter af ønsker, behov og sympatier som kommer igen.

Hvor man står eller sidder, og tænker at næste gang det kommer forbi, næste gang man ser det man gerne vil have, så griber man ud efter det. Som en karrusel. Det runde har altid stået både fladt og rart. Det som har nok i sig selv, men er en permanent beskyttene hinde mod alt det som måtte være udenfor. Det er grænsekontrol og bevidsthed. Men om decideret ret findes i det cykliske er derimod svært at vurdere.

Der findes en grund til at alle skal have noget ud af et forløb hvor nogen skal fældes til en form for dom. I stedet for at vinde, skal vi lære at være, for vi vil hver især ende op, mentalt, hvor vi kom fra til sidst. Det er den gode nyhed. At vi er for at være og så bagefter skal puste luft ind i en uendelighed, hvor vi opgiver at være. Langsomt.

Tror ikke på at det bare gøres over en formiddag, så let som ingenting

Ingen kommentarer:

Send en kommentar