Vildskud

En fodboldsspillers vigtigste opgave er at være kreativ og løse sine faste opgaver samtidig. Stå på jorden og hoppe op i luften på samme tid. Det kan man med de helt rette ingredienser. I tilværelsen forsøger vi noget lignende. Det går for en tid. Faktisk er det sunde liv grundlagt i forsøget på at række ud efter stjernerne, fejle og derefter mere fornuftigt korrigerer ind til landjordens dybde. Nogen vil springe et led over, måske i frygt for at fejle, måske i frygten for frygten for at fejle, mens andre efterlever den udlagte skabelon og lever det almindelige/ualmindelige liv.

På et tidspunkt laver vi et vildskud, hvor vi står foran mål og hamrer langt over eller ved siden af og måske rammer så skævt at dele af stadion kommer i berøring med en bold, som aldrig nogensinde burde have været kommet deres vej. Det må man håbe. Faktisk må man håbe at summen af vildskud er ret høj, når man er ung.

For man forsøger noget. Man prøver noget.

Prøver sig selv og, også i kølvandet på dette, andre mennesker af. Vi bliver objekter for hinandens forsøg, indtil vi finder den og de stier vi går nedad. Tidligere var det én sti, én hylde og man kunne være tilfreds. I den er stien og hylden én selv og man er sin egen virksomhed, sin egen mentor, sin egen motor, og sin egen drivkraft. Der vil være folk der falder af på den konto, folk som ikke kan klare det og som hellere ville leve i en højere grad af social og normativ beskyttelse fra et tidligere sted i tilværelsen.

Men vildskud skal der til, også selvom man kun laver vildskud og ikke andet