lørdag den 22. september 2018

Træt



Det har været en måned som endnu engang beviser, at livet leves forfra og forstås bagfra. Andre gange fra den ene side, som forsøger at forstå den anden side, mødes et sted med sig selv og forlader sig selv igen. Det frie, uafhængige, tænkende menneske forstørres til stor-mumie og formindskes til det rene ingenting. Man venter.

På svar fra et menneske man aldrig før har mødt, og man måske aldrig kommer til at møde igen. Med få slag på en tromme bliver den såkaldt frihed bragt i fare. Det er som oftest før, så dramatisk når selve friheden bringes i fare.

Men man ånder og lever videre, og man føler sig så morsomt magtesløst. Men noget har forandret sig

Der kommer en tiltagende følelse af udmattelse, at det frie menneske ikke orker at kæmpe, tale, agitere, overbevise om sit behov for frihed, sin livstilstand i øvrigt, og et kontinuerligt intellekt. Man er træt. Ikke træt på den måde at man er søvnig, men træt på den måde at man mærker det et dybere sted end sine muskler, knogler og sener. Man mærker en træthed i hjerterummet og man ænsede faktisk ikke en sådan træthed fandtes.

Det er sikkert ikke engang træthed, men apati, og apati selv for det man er mest ræd for, og de værdier som man mest af alt holder i hævd. På et tidspunkt kan det komme ud på et. Det bliver ved med at være det samme, det bliver ved med at snurre klokkerent rundt, det bliver ved med at hejse sig selv op fra græsrødderne og stikke armene mod trætoppene i beruselse over endnu engang at sige, gøre og tænke noget ualmindeligt.

Denne træthed, denne apati oplever det kæmpende menneske, og det er hans eller hendes værste skræk, for man forveksler det med opgivelse. Opgivelse er dog en konklusion, og for at nå en konklusion skal man være afklaret, og man kan ikke være afklaret i en apatisk tilstand. Det er mere skingert end umuligt. Det er skingrende umuligt. Hvad der derimod er muligt er sandhedens kunst. Simpelthen at svare noget så frækt som sandheden på det man bliver spurgt om, og så håbe og tro det bedste. Det var den nat man lagde kimen til sejren, der lagde dunjakkerne til nederlaget, der lagde opblomstringen til hverken eller og så videre derfra.

Man kan sagtens forestille sig hvordan menneskeheden i hele sin livagtige historie, har opfundet hjul og stejle og helligdage for at få noget at gå op og miste risikoen for apatien og trætheden. Nogen trækkes ud af huse og så skal der da holdes en fest, spise rødt kød, drikke mjød fra en kande, og ikke ane en levende fis om bruttonationalprodukter og CO2 udslip. Det ville være så håbløst langt fremme i bevidstheden at det ikke har noget med nuet at gøre. Hverken dengang eller nu.

I og med at det bliver mørkere, træerne mister sit tøj, skyerne får vind som selskab og solen blotter sig så lidt som muligt, bliver det lettere at indtage positionen, rollen, livsstykket som apatisk og træt, men det kolliderer med det flora-danica image, man gerne skulle have af glade, smilende, overlevende jeg. Det er et jeg i overordentlig positiv og livskraftig forvandling, for her bliver apatien og trætheden til en livskunst, som beundres for værende den nye tids bud på den gamle tids ånd.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar