onsdag den 23. november 2016

Slagtehus



Vi ser billederne i tv og på nettet. På facebook deles videoer af børn som kommer ind på de tilbageværende hospitaler og klinikker. Ødelagte, forpinte, fysiske og psykiske ar som aldrig går væk. De har mistet en arm, et ben, de har fået revet deres liv i stykker af klyngebomber, kemiske våben og er fanget i et levende mareridt som langt overstiger hvad noget menneske i den vestlige verden og mange andre steder i verden kan forstå. På den ene side Assads styrker som russisk og iransk/hezbollah hjælp bomber løs for at erobre resten af Syrien og for at vise overfor verden at her er det dem der bestemmer. De holder sig ikke tilbage for at bruge alle våben i arsenalet med utallige menneskeliv på samvittigheden til følge. På den anden side Islamisk Stat som kæmper for at bevare territorium, som er midt i en dødskamp mod alle deres fjender til alle sider. IS er pressede på alle fronter og kæmper som nazisterne gjorde det i de sidste måneder i 1945, uden at skele til virkeligheden eller til fakta. Alt og alle bliver kastet ind i denne helt usandsynlige rædsel, som de på deres ideologiske og meningsorienterede dødsleje påfører deres omkringliggende verden. Det er krig når krig er værst. Hvor døden for den ultimativt pinte, kommer som en befrielse. Kan man tale om en menneskehed når sådan noget får lov til at finde sted?

Kan man tale om moral, etik og værdier når børn, spædbørn bliver sprængt i småstykker og det ender som små klip på de sociale medier? FN står på sidelinjen og ser de samme billeder som os andre. De er væk. Ude af konflikten fordi det er for farligt. Det hele er i denne af alle tilgange, den mest gustne, nemlig ventepositionen. Vi kigger væk indtil Assad og russerne har genindtaget Aleppo og krigen i Syrien nærmer sig en afslutning. Vi kigger væk mens Islamisk Stats dødskamp fortsætter. Dog med det....men... at hele verden deltager i krigen mod IS, hvorimod Assad og Russerne har deres nedslagtning for sig selv.

Hvem det præcist er de går efter i det østlige Aleppo står for mig en smule uklart. "Terrorister" siger det, med det der magiske ord som siden 9/11 har været en talisman for nedslagtning og undertrykkelse af enhver art. Lige så snart nogen får hæftet terrorist på ryggen som et rocker rygmærke, så breder den stiltiende forståelse sig. Men er det virkelig terrorister, eller bliver det som begås der i den by, ikke også en terrorisme og måske en terrorisme af den mest brutale slags.

Det er om der er terrorister eller ej tale om et slagtehus. Ingen gør noget og ingen kommer til at gøre noget

Ingen kommentarer:

Send en kommentar