torsdag den 3. november 2016

Hver 10.medarbejder



En god ven har sendt mig en skrivelse der handler om at offentlige ledere skal se på deres 10% dårligste "performers" og hælde dem ud. Sådan. Ud med dem. Det er moderniseringsstyrelsen, som i realiteten fungerer som en forlænget del af finansministeriet, som kommer med denne policy. Bruger ordet policy, fordi jeg ikke synes vi har et ord på dansk, der dækker det ligeså godt. Ikke engang tilnærmelsesvist ligeså godt.

Det der lægges op til er en kæmpe kulturændring i den offentlige sektor i Danmark. Det er ikke længere sikkert at være offentligt ansat. Man kan ikke længere regne med noget som helst. Det man kan regne med er, at man bliver vurderet ud fra nogen specifikke måleenheder hvert år. Tilhører man, ud fra de givne enheder, de 10% dårligst præsterende kan det betyde at man ryder ud af vagten. Det er en model man har kørende i børsnoterede private virksomheder. Virksomheder som aflægger regnskab fire gange om året, hvor man altså fire gange om året er oppe ved det grønne bord og man kigger ængsteligt over på den anden side af bordet hvor aktionærene sidder.

Aktionærerne ønsker en stigende forretning af deres investeringer, ellers hiver de deres penge ud og sætter dem i noget andet. Det er benhårdt. Så cut-throat som det kan blive. Men der er også noget tilgivende i det. I den private sektor. For alle ved, at det er sådan det er. Alle ved at man, dagligt, er i en konkurrence mod et andet selskab i sin egen branche, og for at højne intensiteten og sandsynligheden for at slå konkurrenten, leverer den højere indtægt for aktionærerne, også i konkurrence med sine kolleger. Man er et hold, ja. Men man er også indbyrdes rivaler. Det lyder ikke rart og hyggeligt, som vi kender Danmark. Men det er hvad virkeligheden er i erhvervslivet, og især den del, som er gået på børsen. Gone Public, som det hedder.

Man skeler til kursen fordi man måles, fra bunden til toppen på dette forhold som et, nærmest objektivt, kriterium

Men kan dette anvendes i den offentlige sektor?

Tror det ikke

Man skal i hvert fald klart definerer hvad et givent succes kriterium i så fald skal være. Man skal være fuldstændig på sikker grund i forhold til om man kan sætte det samme mål for en plejehjems assistent som man kan for en gymnasielærer. Hvad man selvsagt ikke kan. Ofte er offentlige satte sat til at hjælpe dem som ikke automatisk kan passe ind i det pulserende arbejdsmarked, eller konkurrencestaten. Derfor tager opgaverne længere tid, er ikke direkte lette at løse, og kræver noget langt mere komplekst end det som virksomheder ofte leverer af service for deres kunder. Der er ikke en 1:1 overførsel af viden, kompetencer og måltal fra en virksomhed til det offentlige. Men betyder det så at man ikke må måle og veje offentligt ansatte?

Nej.

Hvis det offentlige skal bevarer en troværdighed i løsninger af opgaver på vegne af den befolkning, som, i danskernes tilfælde, har en statsindbetaling på ca 58% af den samlede indkomst(læg mærke til mit brug af ordet indbetaling og ikke ordet skat) så må det offentlige accepterer en øvelse der gå ud på at højne den kultur som eksisterer.

Men det gøres sandsynligvis ikke, ved at reproducere et krav, som klart bedst forefindes hos børsnoterede virksomheder.

Måske gøres det bedre ved at bruge de erfaringer man har i fondsejede, selvejende eller familieejede virksomheder som ikke er aktieselskaber. Under krisen viste disse virksomhedstyper sig langt mere robuste end børsnoterede virksomheder. I Danmark har vi en fantastisk god tradition med familie og fondsejede virksomheder og lur mig om der er ikke allerede, i langt det meste af vores arbejdsmarked, er en erkendelse om at det sikre, stabile, ikke-lunefulde eller lune-styrede er den bedste løsning.

Også for det offentlige

Ingen kommentarer:

Send en kommentar