Myternes holdeplads

Vær mod andre som du ønsker de skal være mod dig. Men hvordan ved man, hvordan man ønsker det skal være for sig selv? Det selv som lever i sig selv, for sig selv oplever til stadighed at blive udfordret af møde med de andre. Røvhullerne. Som marskandiseren engang kaldte sine kunder. Men de røvhuller vil man jo gerne have i sit liv, at de behandler en ordentligt, at man kan være et elskeligt røvhul i så fald. For dem.

Den første sætning har noget med religion at gøre. Men vi søger blot noget der minder om forskellen mellem himmelen og jorden, afstanden fra skyerne til jordoverfladen. En form for kontrol, kombineret med at vi tør give slip på det hele, eller tæt på det hele. En dobbelthed. Som forsvinder ligeså hurtigt, som vi får fingrene i den.

Nogen bruger minder, andre bruger hukommelse, andre igen bruger intet men lever ud fra devisen at der er en langstrakt plan med hus og pensionsopsparing og kærlighed målt til snorlige deciliter mål. De fleste vælger noget der minder om fornuft. Lader myterne blive hjem. Vi har jo alle gået i en skole, der præger os til at tænke, om ikke rationelt, så konformt. Det konforme kan så blive rationelt over tid. Når kroppen begynder at sætte ud. Når man mister sine tænder og man skal lave den første større selvstændige udskrivning. Når man kører ind i et træ fordi man faldt i søvn bag rettet, men hvor der ikke skete andet end at ens forsikringsselskab fandt ud af man ikke var guld alligevel.

De troede på en, og gudskelov for det. De ter jo sådan at myterne får lov til at leve videre, og vi bygger noget der ligner et samfund op på myter. Blandt andet på myten om et samfund uden myter. Og sådan kan man jo blive ved.

Det er bare sådan, at i ethvert samfund er der dem der kører i den forkerte side af vejen, dem der først trækker ind når det er for sent. Dem der har aspireret det hele eller ingenting, men netop ikke aspireret konformiteten. De udgør ikke en trussel som sådan. Egentlig smiler de mere, de græder også en anelse mere, er lidt mere ansvarsløse og ser måske både bedre og dårligere ud end gennemsnittet. De lever måske efter den myte, at deres liv har en særlig betydning, noget der retfærdiggør deres iboende modsætningsforhold til helheden

Hvem ved?
Det kan være en myte