Den postmoderne geopolitik

Ved fejringen, eller snarere markeringen af sit et års jubilæum som udenrigsminister i USA, afholdt Mike Pompeo en lille sammenkomst for de nærmeste medarbejdere og interessenter af udenrigsministeriet i Washington. Det var med fadøls anlæg, taler og Shawn Mendes på loud-speakers. Den samme udenrigsminister som ønsker fuldkommen lydighed fra sine ansatte. Samme udenrigsminister som ifølge de ansatte er bedre end sin forgænger. Alle arbejdende for en mand, der har gjort det til sit sene livsmål, at dekonstruere den stat der eksisterer i USA, og hermed også for stedse at afvikle den virkelighed man har kendt siden afslutningen af anden verdenskrig.

Det hele gøres med en aparte, gennemført løgnagtig, fuldblods kommunikations model, som ikke er set dets lige i vesterlandsk politik før. Modstanden er gammel vin på nye flasker. Det i USA som i resten af Vesten. Dommedagsscenarier som står i kø i beskrivelsen af hvad der vil ske i forhold til Trump og i forhold til den anden store de-konstruktion i disse år, Brexit.

Men det følger en trend som har eksisteret i kulturlivet, i digterkunsten, i billedkunsten, i filosofien og i lang række andre discipliner, brancher og sammenhænge. At verden ikke længere har noget den kan tro på. At ideologierne ikke blot er døde, men klovnene mødte op og underholdt ved begravelsen, og at klovnene er de nye værdimæssige bannerfører. I Italien bogstaveligt talt. Grundlæggeren af 5 stjernebevægelsen, som har siddet i regering i de senere år, var rent faktisk professionel klovn.

Og Italien er et godt sted at se hen mod en verden med en tiltagende politisk og samfundsmæssig nihilisme. For hvad sker der egentlig, når den brede befolkning i et udviklet land taber troen på samfundsinstitutionerne? Hvor vender man sig hen.

I Italien hedder de Berlusconi og Grillo. I USA hedder de Donald Trump, Bernie Sanders og Alexandra Ocasio Cortez. Med meget forskellige grundholdninger, men alle med det til fælles at midten og de brede løsninger er for pjok og for en elite som har smadret løs på deres lande i årtier. I følge dem

Det er dog først og fremmest sproget. Det de-konstruerede. Hvor det sande bliver fals, hvor det falske bliver sandt, og resten skubbes rundt mellem disse to poler. Det gøres i ideologisk tjeneste. På begge sider af skalaen. Omfanget og formaterne bliver måske at det enkelte menneske, i nogen lande, vil miste den sidste rest af tillid til institutionerne