Kampen om milliarderne

Efter en uge i valgkampen kapitulerede Venstre tilsyneladende og lovede ekstra penge til velfærd, der dækker det såkaldte, såkaldte demografiske træk samt at Løkke Rasmussen åbnede muligheden for at Venstre kunne gå i regering med Socialdemokratiet. Pæne håndgranater i en valgkamp som peger hen mod et endda meget rødt Folketing efter næste valg. Man kan diskuterer visdommen i alle de ønsker og forslag der bliver slynget hen over disken i denne valgkamp. Som man kan det i alle valgkampe. Men bagved ligger naturligvis selve motoren.

At økonomi og kultur og derfor også adfærd og vaner hænger sammen med hinanden. Vi har i mere end 50 haft en velfærdsstat som gradvist er blevet større. Det gælder også vores afhængighed af den. Deri ligger kimen til dens enorme succes og tilsvarende fiasko. For har den taget vores initiativ fra os?

Midt i denne lomme af tilbud og afklaringer og alt det der følger med, når staten er en del af ens liv. Her er milliarderne i spil. For det koster jo penge. Men hvordan defineres disse penge? Det er meget simpelt for den enkelte offentlige institution, afdeling og styrelse, men jo længere ind i maskinrummet vi kommer, jo mere diffust bliver beskrivelsen af, præcist hvor mange penge der er til rådighed. Man opererer med forskellige balancer, som nærmest lever uafhængigt af hinanden.

Den strukturelle balance lader til at være den der styrer den siddende regerings daglige tilværelse. Her har EU sat en minimums grænse for hvor lav den kan være, altså hvor stort underskuddet må være på den strukturelle balance, men det er i bedste fald en arbitrær konstruktion, og i værste fald en skruestik til at holde en helt bestemt samfundsnorm kørende, uafhængigt at noget så tilfældigt som et valg til et parlament.

Det virker i sig selv ikke blot udemokratisk, men som en kile ned i relationen mellem borgeren, politikeren og staten. For præmisserne for hvad der tæller med i den strukturelle balance og hvad der ikke gør, ændrer sig også over tid, men disse ændringer tales der ikke højt om, ej heller gøres det bemærket i videre omfang. Det efterlader vælgerne i en umulig situation, hvor man ikke ved om det overhovedet er muligt eller ej at gøre krav på "mere velfærd" eller "større skattelettelser". De to kardinalpunkter i moderne politik.

For hvor meget forhindrer overholdelsen af den strukturelle balance i en dybdegående grøn omstilling? Hvor meget forhindrer det at udvide boligmassen, så bobler på boligmarkedet bliver en saga blot? I hvilket omfang er den et instrument, som med andre instrumenter, opfundet til at holde fat i det bestående system, i højere grad end at holde fat i det bestående samfund?