Vedkommende

Til rette vedkommende. Det er der noget der hedder. På et eller andet tidspunkt finder man ud af, at andre mennesker danner sætninger, danner mening på en måde som man aldrig nogensinde ville gøre af sig selv frivilligt. Det kan være, at man synes det er for dumt eller at det ikke passer til én.

At man har et sprog, en mening, en logik, en ide om hvordan tingene hænger sammen og så må det åbenbart være sådan. Det har noget at gøre med tolerance. Og tolerance er blevet noget vi skal have over for hinanden, hvilket i sig selv er en modsigelse af selve begrebet, fordi det som udgangspunkt er en rejse at nå derhen hvor tolerancen, den ægte tolerance opnås.

Derfor kan man fristes til at slå et slag for den form for egoisme, som helst skal imødegås af tolerancen, af roen, af fordybelsen, af bevidstheden om at andres menneskers værd er på samme niveau som ens eget værd. Det er en teoretisk øvelse for nogen, en tålmodighedsøvelse for andre, og dog for de fleste, helt essentielt hvis kærlighed skal bringes videre.

Det foregår i faser. Nogen kulturer taler om at vi gennemgår fem faser, og at det ikke giver nogen mening at holde for hårdt fast i hvilken som helst bevidsthed man måtte have haft i den foregående fase, for den skulle alligevel skiftes ud med en ny fase, hvor man opnår en højere bevidsthed eller som minimum en bevidsthed der passer til det livstrin man er på. Vi kolliderer i bevidstheder, når vi lever mange sammen på lidt plads, når vi arbejder, når vi går i skole, når vi bevæger os i sammenhænge og intet af det der foregår er ukendt for nogen som helst. Man trækkes ind i det kulturelle liv, med den frivillige tilgang, at her må kærlighed, respekt, anerkendelse og i sidste ende social accept findes. Det gør det også. For nogen. Og hvis maner så uheldig, at finde den sociale accept hurtigere end man er klar til det, kan man med rette spørge om det virkelig er den pågældende sociale accept man  har øgt efter. Disse forhold gælder for de fleste,  men ikke for alle, og det er meningen. At nogen må være søgende hele deres liv, og i deres søgning ændrer verden, hvorimod andre får deres første ønske opfyldt, og bliver til menneskehedens asfalt.

Det gør det også for de fleste mennesker. Selv de mest udstødte finder deres roller i disse sammenhænge, om end den udstødte gerne ville bytte med dem som er oprigtigt afholdt. Forskellen er ikke større end hvad ord og handlinger kan bibringe

Når man bor i en by bliver man hurtigt anonymiseret. Uden man ved det, ændres ens sociale placering fra noget, om man kunne lide det eller ej, sikkert til noget mere usikkert og flygtigt. Der er større konkurrence og den sammen sociale stødpude og eller kontrol er ikke til stede. You are on your own. Nogen mennesker trives i et sådan vildnis af nye muligheder, der eksisterer i dér, og finder ud af skabe deres egen sociale landsby i storbyen. I kvarteret, i løbeklubben, på cafeen, på værtshuset og eller andre steder. Der bliver defineret en indre menneskelig logik, som holder vand, som holder liv, for det enkelte menneske. Andre forsvinder. For andre og for sig selv, og her er modgiften formentlig at flytte ud på landet, ud i det fri