Den oprindelige hensigt

Vil følgende skrive lidt om, det man kan kalde den oprindelige hensigt. Og et par andre strøtanker

Fra tid til anden kan man komme ud for at nogen siger noget som ikke passer. Det får man det umiddelbart skidt med, da man helst gerne vil have rigtige udsagn af vide fra mennesker. Vi vil gerne stoles på og vi vil gerne stole på. Det kan være hårdt, ubarmhjertigt eller i mild grad generende at finde ud af at man er blevet løjet for. Og det føles skamfuldt og ydmygende at erkende at man har løjet for andre mennesker. De fleste af os lærer som børn hvordan vi skal håndtere den slags. Enten ved at nogen fortæller os det, eller ved at vi ved erfaring lærer hvordan vi kan agerer og reagerer i en sådan situation. For nogen mennesker, særligt mennesker med en hård barndom kan det dog formentlig være en voldsom oplevelse, at det svigt de måtte have været ude for, sætter dem tilbage i forhold til at forholde sig til uærlighed osv.

Men selv for mennesker med en nogenlunde almindelig opvækst, kan de underliggende præmisser for hvordan man forholder sig til ovenstående også være en svær størrelse. Vi gør os alle vores individuelle erfaringer, og vi prøver alle at finde ud af hvordan vi håndterer den situation, hvor Vi udsættes for forhold der kan virke moralske i deres udformning, men oftest handler om helt jordnære forhold. For det er en væsentlig pointe. I langt de fleste tilfælde, har der været en oprindelig hensigt, bundet i en følelse som ikke blot er ok, men som er naturlig, rationel og i situationen menneskelig. Man vil et eller andet, og for at opnå det, kan og måske vil man tage et andet menneske "i brug" for at nå det. Det kan være en grænseoverskridende tilstand at blive "taget i brug" eller at "tage i brug". Og den oprindelige hensigt kan forsvinde i et virvar af flygtige,  ønsker, tanker og kryds planlægning som kunne være undgået, hvis man havde forstået værdien, ofte for sig selv, målet for sin oprindelige hensigt. Den skarpsindige læser kan sikkert regne ud, at jeg inkluderer mig selv her.

Min hjerne er analytisk indrettet og jeg er af natur ikke god til at nå den jordnære pointe, men vil langt hellere bevæge mig ind i komplekse analyser af stort og småt. I en verdensfjern galakse.

Man kan flygte lidt ind i en komfortabel verden af fakta blandet med ideer og på den måde overføre den tankemåde, til relationer. Det er ikke ønskværdigt. Fra tid til anden har det givet mig ret store og meget mærkelige problemer, som kunne have været løst ved en større grad af ærlighed. Både omkring den konkrete situation, og om den oprindelig hensigt som lå bag. Men hold kæft det er svært. Den analytiske hjerne, egoet, og stoltheden fører gerne i en anden retning, og her kan man over tid være prisgivet for hvad omgivelserne siger til det der sker. I mange år havde jeg været så heldig at være omgivet af mennesker, som enten intuitivt eller måske gennem samtale var klar over mine intentioner og mine hensigter. Men i årrække var jeg omgivet af mennesker, hvor jeg oplevede at de blev meget overraskede når jeg lod en arrogant maske falde, når jeg kom ind til kernen og de kunne se at jeg ikke havde onde eller manipulerende hensigter, men at jeg bare ville noget helt jordnært.

Det er en svær øvelse. I processen går man fra barn til ung til mand og så til at blive sig selv igen, en krydsning af alle tre faser, og på vejen derhen ønsker man at spejle sig i forskellige mennesketyper. Den vrede, den stolte, den følsomme, den kloge, den vanvittige. Alle mulige mennesker som har noget af det man selv har, og også har en masse som man ikke selv har. Et meget sjovt eksempel var min barndomsdrøm om at blive statsminister.

Ganske få af dem som jeg gik i folkeskole med var i tvivl om hvor meget jeg interesserede mig for politik og hvor meget jeg interesserede mig for sport, og jeg kunne for hver enkelt med ligeså stor præcision sige, hvor deres kærlighed og begejstring lå. Det fortsatte i gymnasiet. Men for dem jeg gik på højskole med, var det noget ganske andet og deres overraskelse over, hvad jeg oplevede som et slags maskefald, overraskede mig for ikke at sige at det chokerede. For en god ordens skyld vil jeg sige, at jeg vil ikke være statsminister længere.

Men det er interessant hvordan mennesker kan opfatte én så ganske forskelligt, og det uden at ens kerne har ændret sig substantielt. Der kan opstå en forventning om, at har man været igennem et forløb hvor bevidstheden fra omgivelserne, om hvad der foregik i ens tanker, handlinger og følelser, så ville dette fortsætte i al evighed. Man udvikler sig til en doven sjæl, der hele tiden dukker sig fra at tænke, føle og handle videre. Den dovne sjæl udmærker sig ved at have svaret på forhånd, at lukke sig i sin sociale silo, at slå det døre øre til sig selv og til andre, og i det hele taget søge nedad i stedet for opad. Den dovne sjæl, som et land eller en civilisation, går til grunde i det at have nok i de sandheder og den logik, som mæsker sig omkring én. Det kan virke så umuligt at skifte standpunkt, at krybe ud af de eksisterende dogmer, at man helt afholder sig fra det. Der vil altid kunne dukke et argument op for, hvorfor det er mere ordentligt og rigtigt at blive hvor man er. Men hvad hvis der hvor man er, gør en ulykkelig? Er det så bedst at blive hvor man er, eller skal teltpælene rykkes op, og den dovne sjæl, det analytiske eller det praktiske sind udfordres, og man kommer videre?

Ja da!