lørdag den 26. august 2017

Respekten er nær



Respekten for det som binder os sammen. Det som skiller os ad, og skaber konflikter som fører til uoverskuelige konflikter. Det hele hænger sammen i et kredsløb, hvor selv den mindste ånd, eller livsform spiller en rolle i det som foregår. Hvad det er der reelt foregår er i sandhedens natur ret uvist. Vi tror vi ved det, og nogen af os tror at hvis vi tænker nok over det så finder vi ud af det. Det gør vi nok ikke, men det skal ikke afholde mig fra at falde ind i den kontinuerlige tankestrøm, så man til sidst bliver svedt. Essensen er at lede efter essensen. Og når man finder essensen er det slut, med at lede, slut med den sult der skal til for at være et interessant menneske. Man kan have venner som engang var spændende mennesker, men som af forskellige årsager er blevet utroligt kedelige, nærmest mumieagtige ånder, der er holdt op med at interesserer sig for ting, nu hvor voksenlivet synes at være på plads. Endeligt på plads. Så endeligt, at der derfra skal lægges ansigter i så dybe folder at de til forveksling ligner den forrige generations dybe folder, og samtaler der helst skal omhandle de samme ikke-emner, så som den generelle udenomssnak og den frygt for fiasko som lurer i voksenlivets kornkammer. Måske er det den store fortælling, at man agerer på en bestemt måde, i en bestemt tid, i en bestemt retning, indtil at nogen, forhåbentlig til en vis udstrækning én selv, fører én hjem til den base hvor livet kan leves.

Men livet leves ligeså vel i faldet, som i det stående på jordoverfladen. Ind i billedet kommer mennesket. Med sit ego. Med sine drømme om fremtiden. Med sine ambitioner, ofte godt gemt. Med enten tro eller ikke tro på egne evner. Og et muligt forfald. Det er velkendt stof. Mennesker der lever for at præstere, falder fra tinderne ned mod det dyb som kun findes i deres indre. Andre ser det faktisk meget mindre, end den faldne selv tror. De ser derimod noget andet, som om muligt kan være meget værre. En energi spildt på konflikt, på vrede, på planlægning, på alt det som skubber andre væk, fremfor det som skulle bringe det andet, de andre, tættere på. Der findes ikke noget mere selvhøjtideligt at påpege, hvordan alle andre mennesker tager fejl. Og derfor bør læseren sidde tilbage med den berettiget følelse at skribenten falder i de samme oasevæsker som han anser sin omverden falder i. Korrekt. Og der kommer ikke noget Men.

Det som bør optage et menneske i det såkaldte 21.århundrede er hvordan livet kan leves i den balance som naturen har givet dette menneske. Så bevæger vi os for alvor ind i filosofien og det kan virke så højpandet, så frelst og tyk'mælket, at det frastøder dem som kan, vil og skal tænke selv. Det er en udfordring, at blive orienteret om værdier som kan ligge langt fra én. Det er ligeså en udfordring, at følge en proces, en tanke, en ide længe nok til at den slår rod og bliver til noget. Men det er tykmælk, og det vil vi afholde os fra her.

Men vi har alle en bane som holder os til det vi allerhelst drømmer om at foretage os. Ellers ville vi lave noget andet. Den bane kan virke usikker, fremmed, endda løjerligt dum. Men det er vores bane. Kommer man fra en lille by, er der færre til at sige at det er fantastisk eller forfærdeligt det man har gang i. Storbyen rummer den tredie og måske den mest ubarmhjertige vej, nemlig ligegyldigheden overfor præcis den måde man vælger at foretage sine valg. Man sætter rammerne, møder mennesker på cafeer, klubber, restauranter og i andre sammenhænge og morser koderne ud i et håb om at der bliver lyttet, forhåbentlig velvidende, at alle andre mennesker i store træk gør det samme.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar