fredag den 11. august 2017

Den vrede unge mand



Der eksisterer et splitsekund, måske et nanosekund, hvor alt føles ligegyldigt. Dette sekund sameksisterer med følelsen af øredøvende smerte og verden omkring indsnævres til det som synet lige akkurat kan se i det øjeblik. Når man brækker en knogle forsvinder alle livets detaljer, den regning der skal betales, den person man skal ringe tilbage til, detaljer som førhen fyldte noget, men som i dette helt specielle øjeblik, mister sin værdig. Det er en udsædvanlig undtagelsestilstand der så begynder. I det øjeblik man brækker noget begynder man at hele igen. Det er så en proces der som minimum tager 6 uger, med det aber dabei, at bruddet kan sidde forkert eller at man har nået en alder hvor knoglerne vokser langsommere sammen end da man var yngre. En slidsom, langsommelig proces der nulstiller selve essensen af tilværelsen til et rum, en seng, få objekter, ganske afgørende lidt bevægelsesfrihed og ens egne tanker. Har beskrevet det tidligere i andre blog indlæg, men som man skriver det kommer andre med lignende oplevelser med observationer, man ikke selv har gjort, eller bekræfter hele den proces der eksisterer

Som med så mange andre ting, gennemgår man en udviklingsproces som teenager. Man er ung, fri og vil erobre verden. Den verden som kan erobres er uddannelse, venner og lignende. Det er en verden spækket med delmål, endemål og oplevelser og slet og ret potentielle eventyr, hvis man altså vælger at se dem. Et eller andet sted i dette kan man let fare vild. Let, fordi man må antage at det sker for både de mange og for den enkelte. Dette, at fare vild, er også en inddirekte betegnelse for helt konsekvent at træffe valg imod det som umiddelbart fremstår som i strid med ens egne interesser, og måske mere væsentligt, i strid med hvem man egentlig gerne ville være, hvem man egentlig er. Man er selvfølgelig altid sig selv. Men en spaltning kan opstå, hvis man gennemtvinger sig selv sammenhænge, der strider grundlæggende mod det man gerne vil lave, og de mennesker man gerne vil spendere tid sammen med. Det har de fleste nok oplevet i det små. For mennesker med handicap, kan dette forløb dog varer i længere tid end for almindelige mennesker, da man ganske ofte lever et anderledes indholdsmæssigt liv end så mange andre.

Man kan vælge at se på dette som en gave, eller se på det med frustreret blik. Som barn, kan jeg huske, syntes jeg at det var mærkeligt at mennesker kom hen til mig og sagde at de ville "bede for mig" eller at jeg på en eller anden måde "forstod dem". Ofte var det alkoholikere, kunstnere, pensionister, eller sjæle med ondt i livet på forskelig vis. Her har jeg så lavet en hjemmelavet, ganske uvidenskabelig observation. I de år hvor jeg nok følte mig stresset, hvor jeg ikke afgav tilnærmelsesvis positiv energi og hvor jeg altid følte mig bagud, forkert og hvor jeg måske heller ikke omgav mig med mennesker som selv afgav en positiv energi, stoppede den linde strøm af sjæle der ønskede mig godt. Der var dømt tørke for de mystiske samtaler. Det var i perioden hvor vreden havde taget over. Vendt mod alt muligt, alt det som fandtes og som kunne kritiseres. Det er en vrede som mange unge mænd har, og sikkert ligeså mange unge kvinder har, og den kan fylde så meget at den overskygger for det sollys som livet indeholder, selv i de mest negative stunder. Her kunne man så læse om tidligere tiders vrede unge mænd, som gik rundt alle mulige steder i verden og var vrede, og det var slet ikke spor morsomt.

Kan man så forvente at man, selv med en anderledes livserfaring, ser lysere på tilværelsen gennem eksempelvis 20erne? Nok ikke. Må desværre skuffe læseren med at sige, at jeg ikke havde de vise sten i forhold til at finde lykken i ungdommens tempo. Vil ikke kalde det vildskab, for det er trods alt Danmark. Men man kan sagtens kalde det tempo. Det er en sovs med mange forskellige ingredienser, og de kommer med alt det som en god blanding af liv er lavet af.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar